Klokken lidt over 8 bliver Andalusiens kæmpestore varmelampe tændt, og i løbet af en halv times tid er her bagende varmt, og der er ingen grund til at overveje påklædningen, for det er ligesom i går: Mindst muligt!

Vi har hentet den lejede bil hos ‘Helle Hollis’ i Malagas lufthavn, og det fungerede glat og hurtigt, og bilen er næsten ny, hvilket får mig til at bære over med, at det er en trecylindret, bovlam krikke, en VW polo – og jeg har jo selv valgt den. Man kan leje biler billigere, men flere af de andre firmaer er kendt for notorisk elendig service (billigst og værst er Goldcar).

Mijas og Ronda

De første par dage med den bovlamme er blevet brugt til nogle hundrede kilometers udflugt op i bjergene bag Malaga. Første besøg var til en af de mest kendte hvide landsbyer, Mijas, nogle få kilometer fra havet. Den er virkelig smukt beliggende –

– og en rundtur i byen rummer mange, fine scenerier –

Men! Efter vores mening er turistpræget kammet over og har ødelagt den oprindelige, autentiske stemning. Turistpriserne har også fået et gevaldigt nøk opad – vi betalte små 100 kr. for 2 bægre med is, røveri ved højlys dag!

Mest interessant var dette tilbud, som vi ikke er stødt på før: “We repair olds…!” 

Anne-Marie var på vej derind, men desværre var der siesta, så det blev ved forsøget 😉.

Langt mere spændende var turen til Ronda længere inde i bjergene. Turen gik opad ad stejle bjergveje, og hurtigt blev det tydeligt, at også her syd for Malaga er der udbrudt store naturbrande. Vi mødte mange udrykningskøretøjer, og I lang tid kørte vi med denne udsigt, mens vandflyvere og helikoptere med vandposer under bugen sværmede om os  –

Brandene var tæt nok på til, at vi kunne se dem, og langt nok væk til, at de ikke gav os seriøse problemer. Gennem ‘røg-tågen’ kom vi frem til Ronda og fik parkeret bilen i den snævreste p-kælder, jeg nogensinde har været i. Ronda er efter vores opfattelse både smukkere og mere spændende end Mijas og absolut de ekstra kilometer værd. Det var søndag, og der var overalt i byen en dejlig, afslappet weekend-stemning –

Som så mange andre steder i Spanien er det tydeligt, at maurerne (muslimerne) har været her. De krydsede Gibraltarstrædet i begyndelsen af 700 tallet og erobrede hurtigt den sydlige del af Spanien, der blev kaldt Al-andalus, og der er i Ronda (som mange andre steder i Spanien) masser af erindringer fra den tid –

Maurerne var her i Sydspanien i 700 år, og der er overalt i området de mest fabelagtige bygningsværker fra den tid – med Cordoba og Alhambra som de mest kendte. Det er en jordomrejse værd at besøge dem, vi gjorde det i 2015.

Den kristne generobring af Sydspanien sluttede i Granada i løbet af 1400-tallet, og dejligt er det, at de mauriske billeder og bygninger ikke er blevet revet ned, men blot suppleret af katolske ditto –

Det er interessant at studere ansigtsudtrykkene hos de to ‘herrer’ – det kan der fortolkes en del på 😊.

Vi fik en glimrende og ikke dyr tapas-frokost i Ronda, og egentlig ville vi helst have spist udendørs, men aske fra de store skovbrande faldt på bordene, og røg kunne lugtes i luften, så tjeneren opfordrede os til at trække indendørs. Nord for Malaga har det været nødvendigt at evakuere nogle områder pga brandene, men selvom de også er tæt på her, fornemmede vi ingen nervøsitet i befolkningen. Forhåbentlig er det velbegrundet, tænkte jeg ved mig selv.

Fra Ronda gik turen mod kysten gennem de mest fantastiske landskaber –

Selv her i højderne er der ikke under 30 grader varmt og tørt som i en ørken. Alligevel er her spredt bevoksning, ind imellem olivenplantager og også en landsby i ny og næ. Flokke af store rovfugle svæver højt oppe, og kun blæstens susen høres, når man står og betragter landskabet. Ingen andre steder i Europa finder man scenerier som disse.

En af de mest spektakulære oplevelser her i området er en vandre/klatretur ad Camino del Rei, som vi passerede på vores tur fra Ronda mod kysten. Vi ville gerne have gået den, men at turen er til yngre ben end vores, ses vist ganske tydeligt her –

Turen i bil i området er helt bestemt et godt alternativ, blot man som chauffør er glad for at sno sig med bilen, for vejene er smalle, stejle og med masser af skarpe sving.

Vi har lejet en Tom-Tom GPS sammen med bilen, og stort set fungerer den godt, men på hjemvejen til Benelmádena  fik den en hjerneblødning og sendte os ind i en by med gader så snævre og stejle, at jeg aldrig har prøvet noget lignende. På et tidspunkt var vejen ikke bare smal som en tragt, den var tillige så stejl, at kun den ujævne belægning sikrede et vist vejgreb –

Am steg ud og gik videre til fods for at konstatere, om det overhovedet ville være muligt at komme igennem, men at bakke var lissom heller ikke en mulighed, så vi tog chancen, listede nedad og slap igennem.  Men moralen er klar: Stol ikke ubetinget på en GPS og hav et godt papirkort inden for rækkevidde.

Mens jeg skriver disse linier, er mørket faldet på, men ude over havet kan vi høre, at vandflyverne stadig er på arbejde, så brandene er åbenbart fortsat i live, og vi har da også læst om tragiske dødsfald.  Der er lovet regn de kommende dage, og forhåbentlig vil det bidrage til brandslukningen.

Setenil de las Bodegas og Zahara de la Sierra

En dagstur endnu længere op i bjergene gav næsten fysisk åndenød over storheden i de andalusiske landskaber –

Midt i de kolossale bjergmassiver og fjernt fra enhver form for normal civilisation ligger der ind imellem en lille landsby eller blot en klynge huse, og det er svært at forestille sig, hvordan livet foregår her. Nedenstående billede er det samme som ovenfor, blot zoomet ind, så man kan se den lille bebyggelse – 

Nogle af disse beboelser har ligget her i århundreder, men nogle blev også etableret under den spanske borgerkrig (1936-39), der var særdeles blodig. Her kunne socialdemokratiske/kommunistiske republikanere for en tid gemme sig for de fascistiske nationalister under ledelse af general Franco, der var støttet af Hitlers nazister – og i betydeligt omfang af den katolske kirke. Borgerkrigen er mere eller mindre glemt i det øvrige Europa, men i Spanien trækker den stadig spor og giver anledning til dyb splittelse i det politiske landskab. Efter sin død i 1975 blev Franco begravet i ‘De Faldnes Dal’ lidt nord for Madrid og æret med et stort monument, der blev opført under borgerkrigen af republikanske krigsfanger. Denne glorificering af en brutal diktator var et moralsk dilemma i Spanien i mange år, og i 2019 blev det besluttet at flytte Francos kiste til en almindelig kirkegård for – som statsministeren sagde – at bidrage til forsoningen i en splittet befolkning.

Vi fortsatte gennem det enestående landskab til en lille landsby, Setenil de Las Bodegas, hvor mange af beboerne helt bogstaveligt bor under en sten –

Byen er bestemt et besøg værd og med så tilpas snævre veje, at ingen turistbusser finder vej hertil. På den lille cafe på billedet ovenfor fik vi (igen-igen) en overstrømmende venlig behandling – på rivende spansk, naturligvis – og da den flinke, unge kvinde så mit svedige ansigt, fik jeg med et smil (bag ansigtsmasken!) overrakt et stort glas koldt vand.

Fra Setinel gik turen videre ind i bjergene, og problemet var at vælge, hvornår vi skulle stoppe for at se på herlighederne. Denne by, Olvera, kørte vi forbi, og det var helt sikkert en fejl –

Eftermiddagens mål var endnu en af Spaniens hvide byer, Zahara del Sierra – 

De hvidvaskede huse er en arv fra maurerne, og formålet er idag, som det var for 1000 år siden, at beskytte sig mod den brændende sol. Zahara er charmerende, helt renset for turistbusser, og absolut en rejse værd på grund af sin fantastiske beliggenhed. To kirker – praktisk placeret sammen med et par caféer – er centrum i byen, og de nåes bedst til fods ad meget stejle og smalle veje fra en P-plads i udkanten af byen.

Religiøs eller ej, så må man beundre kirkernes udsmykning. På en af kirkerne i Zahara hænger denne smukke og særprægede fremstilling af jomfru Maria. Jo mere man ser på den, og jo flere detaljer man opdager, jo mere betagende er den –

Højt hævet over byen ligger ruinerne af en maurisk borg, og det er absolut umagen og sveden værd at kæmpe sig derop, men kun hvis man har gode ben og intakte menisker i knæene, for det er virkelig stejlt. Belønningen venter i form af en storslået udsigt fra borgen, der må have givet maurerne et formidabelt overblik og mulighed for at forberede sig mod angreb –

Hjemturen til Benalmádena var 150 km’s hårnålesving med bilens motor i friløb de meste af tiden, fordi det gik nedad og nedad. Gennem de store byer langs kysten (Marbella, Fuengirola m.fl.) er turen et ræs på motorveje, der fletter sig ind og ud i et stort virvar – og hvor GPS’en var vores bedste ven!

Videre til næste kapitel: Granada