Søndag d. 12/7

Der er ufattelig varmt her på højsletten, hvor temperaturerne ofte kommer op på den varme side af 40 grader. Det mærkes tydeligt på campingpladsen, hvor der midt på eftermiddagen breder sig en tilstand af uendelig mathed – stilheden kan pludselig høres, selv om vi er flere hundrede mennesker på campingpladsen, mange sover, og alle venter på aftenens (relative) kølighed. Når solen er gået ned, dukker folk frem fra deres hi, og børnene begynder igen at lege.

På grund af disse temperaturer bliver dagsrytmen naturligt helt anderledes end i DK – restauranternes myldretid er fra kl. 22, alle kommer meget sent i seng og sover tilsvarende længe om morgenen – på campingpladserne her i den varmeste del af Spanien er det helt normalt, at der først er pres på baderummene ved 10-10:30 tiden om morgenen. Undtagelsen er de tossede turister fra det høje nord, hos hvem det kom ind med modermælken, at det er døgnets lyse timer, der skal udnyttes.

I går ville temperaturerne imidlertid slet ikke falde, selvom solen gik ned, som den skulle…! Da vi gik i seng ved midnatstid, stod termometeret på 35 grader, og vi kunne høre, at børnene stadig legede. De høje temperaturer holdt sig hele natten, og under de forhold er det umuligt at sove, så da morgenen gryede, besluttede vi at fremskynde afrejsen fra højsletten med en dag.

Vi begyndte med at køre til Cordoba, hvor vi ret heldigt med det samme fandt en P-plads, som var stor nok til at rumme både bil og C-vogn, og hvor det egentlig mål – La Mezquita, moske-katedralen – lå inden for gåafstand. Her var der imidlertid 3 timers siesta, så vi brugte ventetiden på at gå rundt i den meget charmerende by –

En af fornøjelserne i en gammel kulturby som Cordoba er at studere de mange smukke, bygningsmæssige detaljer, som araberne, jøderne og de kristne har efterladt sig (tryk for stort billede!) :

  

På vores vej stødte vi på denne herre:

Det er Ben Maimonides, og grunden til, at jeg tager ham med her er, at han var teolog, læge og filosof på samme tid – det var i 1200-tallet, hvor verdens samlede viden var så lille, at en person altså kunne rumme 3 så forskellige fakulteter.

Cordoba blev et muslimsk centrum efter arabernes erobring af det meste af den iberiske halvø tidligt i 700-tallet, og en overgang levede mennesker fra de tre store monoteistiske religioner fredeligt sammen her. så det kan altså – eller har kunnet – lade sig gøre! Den syvarmede lysestage på billedet ovenfor er fra Cordobas jødiske synagoge, (tallet 7 er helligt i jødedom – Gud skabe jorden på 6 dage og på den 7. hvilede han!), der overlevede middelalderens brutale katoske inkvisition. Myrderier i Guds navn er bestemt ikke en disciplin, som Islamisk Stat har fundet på!

Vi gik et kvarters tid væk fra centrum og blev belønnet med en glimrende frokost for to til 20 € – specielt deres Gazpacho-suppe var fortrinlig. Efter en kop dårlig turistkaffe på en tilfældig cafe var vi klar til at besøge moske-katedralen – entre 8 €/person. Bygningen er fantastisk og uden sidestykke i verden, fordi den oprindelig blev bygget som moske af araberne tidligt i 700-tallet kort efter Mohammeds død for senere at blive en kristen katedral – deraf navnet moske-katedralen. Moskeen står stadig stort set som da den blev opført og er vanvittig smuk – meget smukkere end den katolske kirke inde i midten af den enorme bygning. Den består af den smukkeste ”skov” af søjler, der bærer dobbelte buer, og sørger man for at stille sig i bygningen, så man ser i retning væk fra katedralen, er synet vidunderligt.

Da de kristne generobrede området i 1236, smed de araberne ud og besluttede ganske absurd at bygge en katedral inde midt i den smukke moske – heldigvis blev kun en mindre del af moskeen ødelagt i den sammenhæng, men kønt blev resultatet ikke:

Cordoba er berygtet for at være særlig hed om sommeren, og selv om vi krøb i skyggen langs husmurene (jo, også AM), var byen som en bageovn, så nu ved vi, hvordan det er at være en flæskesteg til jul…! Da vi kom tilbage til bilen, viste det indbyggede termometer – – –

   52 grader…! 

Fra Cordoba gik turen nedad (helt bogstaveligt) mod Spaniens østkyst, og netop den motorvej må være en af Europas allerflotteste. Gennem olivenlunde så langt øjet rækker slynger vejen sig i store buer, passerer dybe kløfter på store broer og efter 150 km. begyndte vi så småt at ane kysten ved Malaga.

Nord for Malaga fandt vi plads på Camping Castillo de Banos ved den lille by Mamola. Vi har plads ned mod havet, der er dejligt at bade i, selvom stranden er stenet. Her er et rigt dyreliv med fisk, der “bader” sammen med os, masser af fugle, og de dejligste kakkelak-lignende uhyrer på 5-6 cm. længde, der piler rundt på jorden, når det bliver mørkt. De er lidt svære at få øje på, men heldigvis har de det med at gemme sig i vores gummi-træsko, så der har man chancen for at få et glimt af dem. AM synes de er så søde…!

13-17/7: Almeria, Granada og Alhambra

De følgende par dage er dovne dage, der bliver brugt på at bade, læse og almindelig filosoferen over stort og småt, sådan som man nemt kommer til det, når man har god tid. Camingpladsen ligger helt ud til Middelhavet og ørkenen er kun et par hundrede meter væk:

En lille cykeltur blev det dog også til den første dag, men den voldsomme varme sætter en naturlig begrænsning på distancen. Almeria er egnens største by og ligger 85 km. nord for campingpladsen – vores tur dertil foregik med Middelhavet på højre side og ørkenen på venstre side af vejen. Der dyrkes enorme mængder af grøntsager her, men som beskyttelse mod den stærke sol sker det under en plastik-pressenning, og mange steder er landskabet derfor hvidt så langt øjet rækker – bestemt ikke et kønt syn. Sidst jeg så noget tilsvarende var i Jordan-dalen i Israel, hvor palæstinenserne dyrker grøntsager på samme måde – med én væsentlig forskel: Her i Spanien er produktionen meget velordnet og der ligger intet affald – i Jordan-dalen flød det med enorme mængder af plastikrester, som man tilsyneladende fuldstændigt havde opgivet at få styr på, hvilket naturligvis skæmmede landskabet utroligt meget.

Som rejsemål er der ingen grund til at besøge Almeria, der er en helt almindelig mellemstor by uden særlig charme. Højt hævet over byen ligger byens eneste attraktion, en enorm borg, der minder os om århundredernes krige her, ikke mindst mellem de arabiske erobrere (maurere) og de kristne europæere. Selv om det er mere end 1000 år siden, maurerne blev smidt ud af området, ses den arabiske byggestil stadig mange steder – billedet nedenfor er fra campingpladsen:

Fra højslettens intense hede er temperaturerne nu nede på 32-25 grader, men da luften er tung af salt, føles det ligeså varmt. Vandet er dejligt at bade i men har et meget højt saltindhold, så den kolde bruser (der aldrig er kold…!) efter havbadet er helt nødvendig.

Da det er meget billigt at spise på de små og ydmyge restauranter, gør vi det med jævne mellemrum, og en aften her ved kysten blev noget helt specielt for AM, som endelig fandt sine grillede sardiner:

Vi sad naturligvis udenfor, og da jeg sad i vindsiden, blev min spanske tortilla tilsat lugten (ikke duften…!) af grillede sardiner – det gik først over ved desserten og cognac’en…!

Granada og Alhambra

Vores C-plads er valgt, fordi den er et godt udgangspunkt for en dagstur til Granada og Alhambra, og turen derop tager en god times tid. Og det er virkelig “op”, for vi kører fra kysten og ind i bjerkæden Sierra Nevada, der er vanvittig flot.  Billetter til Amhambra skal købes hjemmefra – via en udelukkende spansksproget hjemmeside! – og jeg har heldigvis købt adgang til kl. 9. Alt på Alhambra er kontrolleret til mindste detalje, så vi kan kun komme ind på det angivne tidspunkt, og kommer man for sent, er det bare ærgerligt. I begyndelsen virkede det irriterende med denne stramme styring, men efter kort tid indså vi, at det både var fornuftigt og nødvendigt. Alhambra er et så fornemt og fantastisk bygningsværk, at det må beskyttes for eftertiden, og med de mange gæster ville det blive uudholdeligt at gå rundt, hvis det ikke var styret så detaljeret. Så endnu en gang stor anerkendelse til spaniernes organisationstalent – helt forskellig fra italienernes. Det helt enestående i Alhambra er de vanvittigt smukke rum, som araberne skabte tilbage i middelalderen. Udtrykket “den mørke middelalder” mister fuldstændigt sin mening, når man går her – det må være noget, der alene refererer til Norden – for smukkere udsmykninger og smukkere haver har vi aldrig set. Her er et par eksempler:

Den arabiske indskrift på billedet ovenfor betyder noget i retning af “Der er ingen andre erobrere end Allah” – og så har vi balladen…!

Da korsridderne fra Nordeuropa i Guds navn rejse herned i middelalderen for at generobre kristen jord, mødte de denne arabisk-muslimske kultur, som var langt højere end den, de kom fra. I dag er de samme muslimske lande udprægede taber-områder med korruption, diktatur og alle former for samfunds-degenerering, og jeg spekulerer tit på, hvad det er, der er sket. Der er selvfølgelig mange forklaringer, men et bud kunne være den udbredte muslimske fatalisme, der udtrykkes i mundheldet Inch’Allah – “Om Gud vil” – og dækker over en tilbøjelighed til aldrig selv at tage ansvaret for at få tingene til at lykkes. Hvis høsten slår fejl eller en anden ulykke indtræffer, så er det Guds vilje, som “jeg” ikke kan ændre på. En reformation inden for den muslimske tro ville være et  kærkomment fremskridt, der kunne bidrage til fremskridt – men p.t. ser det unægtelig ud, som om det er den bagudvendte radikale retning af Islam og ikke reform-kræfterne, der har medvind i den muslimske verden.

Haverne og de indre gårde i Alhambra er så smukke, at kun et par billeder kan forklare det:

I modsætning til Almeria er Granada en rejse værd. Byen er smuk, chamerende og dejlig at slentre rundt i. Ganske tæt ved byens centrale plads, Plaza Bib-Ramla, hvor man får hvidvin og tapas til meget beskedne priser, ligger Granadas gamle islamiske universitet, La Madraza,  hvis indre er lige så smukt udsmykket som Alhambra – vi fik en fin lille rundvisning for et par Euro.

TIL NÆSTE REJSEAFSNIT: VALENCIA 

RETUR TIL OVERSIGTEN: SPANIEN PÅ TVÆRS