Lørdagsafslapning ved Saone-floden
Fra Bagnols var der kun 255 km til Fleurie i Beaujolais-distriktet, og ad de fine, franske motorveje var det en flot tur. Vi forsøgte en overgang at køre ad almindelige (og gratis) hovedveje, men i Frankrig dur det ikke med campingvogn; der er rundkørsler og landsbyer med få kilometers mellerum, så det giver en meget ujævn og træls kørsel.
Fleurie er en landsby smukt beliggende midt i det store Beaujolais vinområde, og byens kommunale campingplads er fremragende med fine toiletforhold, flink betjening og adskilte parceller. Der er middagslukket i administrationen med 11 og 14.
Beaujolais er et af Frankrigs store vinområder (reelt en del af Bourgogne), hvor der primært produceres rødvine af Gamay-druen – “toujour Gamay”, som vinbonden sagde til os ved en degustation. Der produceres også en smule hvidvin af Chardonnay-druen, men det er en forsvindende lille del af den samlede produktion.
En Beaujolais fra fx. Fleurie eller Morgon er en let og frugtig rødvin, der skal drikkes ung, og det kan betale sig at vælge en Beaujolais Village, der er af bedre kvalitet men ikke meget dyrere end en almindelig Beaujolais AOC. En Fleurie Village koster typisk omkring 15-25 €, en Cru en del mere, og selvom det er langt billigere end for en anstændig Bourgogne, er det efter vores mening stadig i overkanten i forhold til de fine, spanske vine fra for eksempel Rioja. Ikke så underligt, at fransk vinpoduktion har haft svært ved at klare sig i konkurrencen de senere år.
I et forsøg på at holde de høje priser satser de franske vinbønder mere og mere på økologisk vin, og som en af de positive sideeffekter vrimler det med spændende insekter – bl.a. nedenstående, som er på størrelse med en sommerfugl men opfører sig som en kolibri og bruger en lang snabel til at suge nektar med – 
I Beaujolais er der talrige fine cykelruter – bl.a. langs Saone-floden, hvor vi kørte en fin 20 km. lang tur på blandede grus- og asfaltstier.
I Fleurie var der denne lørdag stort cykelløb –
– og selv om jeg havde iført mig både knæbind og min Poul-Nyrup-styrthjælm ville de ikke have mig med, forstå det hvem der kan –
Og så er det iøvrigt i dag – d. 1. august 2015 – min mors 93 års fødselsdag, hvilket hun forhåbentlig fejrer sammen med min far og andre gode mennesker, som forlængst er gået bort.
AM er konstant på jagt efter cykelruter, der egner sig til muldyr og ældre herrer med knæbind, og efter en del higen og søgen fandt hun en ret fantastisk rute, der over 25 km løber fra Beaujeu midt i Beaujolais-bakkerne til Belleville ved Rhonen og tilbage igen. Umiddelbart lyder det som en meget bakket tur, men da den løber i en dyb dal langs med Ardiére-floden er den dejligt fri for skrappe stigninger. Den er tilmed asfalteret og løber smukt mellem vinmarkerne, og så kan det næsten ikke blive bedre –
Undervejs kom vi forbi banegården i Cercie –
– og da AM var lidt træt, forsøgte hun at få den lokale drager til at tage hendes cykel med toget det sidste stykke –
Fra Frankrig og ind i Moseldalen/Tyskland
Den følgende dag kom vi tidligt afsted fra Fleurie – bl.a. for at undgå for megen trafik på æselstierne, når vi har campingvognen med – og ad de fine franske (betalings)motorveje kom vi hurtigt nordpå, og første stop var et mega-supermarked i Nancy, hvor der skulle gøres indkøb fra specialitetsafdelingen. Videre op forbi hovedstaden i regionen Lorraine, Metz, hvor tankerne fløj tilbage til de tragiske fransk-tyske krige, der ramte Metz særlig hårdt. Disse fransk-tyske krige er specielt i Frankrig aldrig blevet glemt, og enhver by og landsby i Midt- og Nordfrankrig har et mindesmærke eller en hel mindepark, hvor man skriver navnene på dem, der døde for Frankrig: ”Morts pour La France – Bonnetain Antoine, Jambon Benoit…. osv i tusindvis!
Tilsvarende mindesmærker i Tyskland er langt sjældnere, hvilket jeg ikke kender forklaringen på. Er behovet for at glemme større i Tyskland? Er det den tyske skyldfølelse, eller er der mon en tredje forklaring? Når man støder på dem, er de ofte mere knugende end de tilsvarende franske, fx. dette mindesmærke på kirkegården i den lille landsby Freiburg ved Elben:
Det er interessant at fundere over forskellene i de to landes måder at lave mindesmærker på – mon ikke de fortæller en del om de to landes nationalkarakterer?
Fra Metz kørte vi videre op mod Trier og ind i Moseldalen, som skulle være den sidste feriedestination. Moseldalen er uomtvistelig et af de smukkeste områder i Europa –
– og dertil kommer, at der her produceres aldeles fortrinlig hvidvin, fx. under navnet Swartze Katz. Allligevel har området af uransagelige årsager ingen særlig rejsemæssig presrige blandt danskere – Tyskland er noget, der skal overstås på vej mod de ”rigtige” feriedestinationer, og deres vin er både sød og dårlig …!
Vi havnede ved et tilfælde i den lille by Pünderic mellem Traben-Trabach og Zell og fandt en fantastisk campingplads, hvor vi fik placeret Prostata 3 meter fra flodbredden og fik denne 180 graders udsigt –
Pünderich er fantastisk charmerende med et utal af velholdte huse fra 1600-tallet, (”Middelalderen”, som de skriver i den lokale turistguide – uf, det er ikke kun i DK, at historieundervisningen bliver nedprioriteret…!) og mange små listige steder, hvor man sælger “leidenschaftlich gut weisswein”! Det var 35 grader varmt, da vi ankom, og til vores overraskelse kunne man bade i Moselfloden – sammen med gæs, svaner, pramme og floddampere – det var fornøjeligt!
Normalt bliver man med sit pas indskrevet på enhver campingplads ved ankomsten, men på denne tyske (sic) plads fik vi blot udleveret nøglen til toiletterne og en venlig besked om, at papirarbejdet kunne vi ordne i morgen…! Fordomme er til for at brydes ned.
Langs Mosel i hele dalens udstrækning fra Trier til Koblenz løber der cykelstier, og vi kørte 20 smukke kilometer den efterfølgende dag (vi slider de cykler ned…!) mens et regnvejr så småt begyndte at trække hen over dalen.
Vi har aftalt at besøge Hans og Jette på vejen hjem for at ønske Sidsel-Marie god tur til Australien, så tiden skal afpasses efter det. Vi vil for en gangs skyld uden om Hamburg og kører derfor op gennem den vestlige del af Tyskland. Det sker på et spindelvæv af motorveje, og da det er allermest intenst i nærheden af Köln, vælger Volvo’ens GPS at melde sig syg og uarbejdsdygtig, og hverken blide ord eller trusler om afsked kan lokke den på arbejde igen, så det bliver håndholdt retro-navigation resten af dagen. Noget tilsvarende skete i et tilsvarende motorvejs-spindelvæv ved Bilbao, så måske er det en stress-relateret sygdom…!
Efter 600 km. når vi målet, nemlig den lille flække Freiburg tæt ved Elbens udmunding i Nordsøen, hvor vi har læst om en overnatningsplads. Den ligger ved byens lille stadion, og kort efter ankomst bød en lille og uhyre venlig dame os velkommen og forklarede logistikken på pladsen og i byen. Vi betalte 9 € for toiletter, brusebad og – vigtigst – en nat i fred og ro – langt, langt, langt bedre end at overnatte på en af motorvejens P-pladser, sådan som vi tidligere har gjort.
Fra Kastilliens højslette, ørkenen i Andalusien og bjergene rundt om Moseldalen er vi kommet frem til det hjørne af Europa, hvor blæsten regerer og hvor øjet ingen hindringer møder. Vi cykler (vi slider de cykler ned…!) en tur ud på diget mod Elben –
– hvorefter vi spiser på byens bedste (og eneste!) hotel. AM bestiller en rødspætte med rejer og champignon og får rødspætte med baconterninger og baconterninger. Fra spanske tapas og franske specialiteter er vi kommet frem (hjem!) til den del af Europa, hvor man spiser for at blive mæt, og hvor man ikke kan tage sig af, hvad fisken er pyntet med – det er under bagatelgrænsen. Min ret var en fremragende “pfeffersteak mit pommes und ein kleinen salat” – så ka’ hun lære det, ka’ hun!
Næste morgen fragtede en lille færge os over Elben, og efter en hyggelig eftermiddag og aften hos Hans og Jette var vi i Viborg ved midnatstid. En fantastisk rejse på 8.500 km var slut – minderne er utallige og erfaringerne bærer fremad mod den næste rejse på det eropæiske kontinent, der kulturelt og historisk er så rasende spændende.
