Trafikken i Barcelona er hæsblæsende, motorveje krydser hinanden i ét væk, og tungen skal virkelig holdes lige i munden denne morgen, hvor vi forlader lufthavnen – dvs campingpladsen – for at køre mod nord til Frankrig. Vi holder kursen tæt til Middelhavet og efter at have krydset grænsen kørte vi gennem det smukke vinområde, Languedoc. Det er bemærkelsesværdigt, så meget grønnere landskabet er her end i Spanien. Vi fortsatte ind i Carmaurqen og frem til Martigues, hvor vi drejede mod syd ud på en halvø, hvor vi ad snoede veje og med lidt besvær fandt C-pladsen Le Mas og får en af de sidste ledige pladser. Det viser sig at være en meget stor C-plads med restauranter, pizzabar, grillede kyllinger ”a emporter”, diskomusik, en stor pool og meget mere, hvilket har fået især mange hollandske og franske børnefamilier til at flokkes her. Heldigvis har pladsen endnu en attraktion, nemlig en fremragende badestrand, og selv om trængslen af badegæster bringer mindelser om et stykke gammeldags fluepapir i grisestalden, er den alligevel dejlig og omgivelserne er fantastisk flotte –

Vi taler dog om, at vi fremover vil søge en anden type campingpladser – disko og animationsprogrammer bruger vi ikke så meget…! Til gengæld gerne mere enkel, ægte fransk stemning og mindre “badeland”.

Carmarguen

Carmarguen er natur og historie blandet godt sammen, begge dele er spændende, og da jeg adskillige gange har besøgt området som rejseleder, overtog jeg – midlertidigt naturligvis – rollen som chefguide. Så snart man kommer ind i området, ser man søer med store flokke af smukke pelikaner som på billedet ovenfor. Men jeg vil indlede med en helt særlig historie for netop dette område:

Gennem århundrederne er det blevet fortalt, at biblens tre hellige Maria’er – Magdalena, Jacobe og Salome efter Jesu død blev forfulgt og omkring år 45 sat på en båd og overladt til vind og vejr, indtil de landede et sted på Carmarquens kyst – altså hvor vi p.t. befinder os. Men hvor gik de i land – og er historien sand? Franske konger ledte i århundreder efter beviser, for hvis det kunne dokumenteres, at Frankrig er udgangspunktet for kristendommens udbredelse i Europa, ville det styrke landets prestige i forhold til den mægtige katolske kirke og øge Frankrigs position i Europa.

I den yderste del af Carmarquen, med fødderne i Middelhavet, lå byen Ra, hvis lille kirke har en historie, der går tilbage til 500-tallet, så da Kong Rene i midten af 1400-tallet besluttede sig for intensivere søgningen efter beviser, var det et oplagt sted at begynde at lede. Og minsandten – miraklet indtraf – under kirkens gamle alter fandt man to gamle kvindeskeletter, og hvad kunne det være andet end Maria Salome og Maria Jacobe? Maria Magdalene vidste man var draget videre op gennem Europa for at udbrede kristendommen, så med fundet af to kvindeskeletter passede tingene præcist. Kong Rene strålede og hævdede sidenhen, at hans gode forbindelser til det himmelske havde hjulpet eftersøgningen!

De gamle skeletter blev vasket grundigt – i hvidvin! – genbegravet under kirkens alter og samtidig med, at den katolske kirke helgenkårede de tre Maria’er skiftede byen navn til Saintes-Maries-de-la-mer (”De hellige Maria’er fra havet”). Så vidt jeg ved, har man aldrig foretaget en videnskabelig analyse af skeletternes alder, og for troende katolikker er det også ligegyldigt – for dem er skeletterne de fysiske rester af to af de mennesker, der stod Jesus nærmest, og ved alteret i kirken i Sainte-Maries-de-la-Mer kommer man derfor i en form for direkte nærkontakt med Guds søn.

De tre Maria’er har altid været meget centrale personer inden for kristendommen, for ikke blot var de alle tre disciple i Jesu følge, det var også dem, som Jesus først viste sig for efter genopstandelsen påskesøndag. Det antydes også nogle steder i de gamle skrifter, at Maria Magdalena var Jesu kæreste eller kone, og enkelte har endda hævdet, at de fik børn sammen, men det sidste er nu ren spekulation.

Kirken i Saintes-Maries-de-la-mer er virkelig et besøg værd. Udvendig ligner den mere et fort end en kirke og har da også i ufredstider været brugt som tilflugtssted for lokalbefolkningen; den kunne lukkes effektivt af, og ad indvendige vindeltrapper kunne man komme op på det flade , takkede tag, hvorfra man kunne beskyde fjenderne, hvilket bl.a. blev brugt mod nordiske vikinger, der hærgede disse kyster.

Indvendig er kirken lav og mørk og det vigtigste kapel er naturligvis med Maria’erne Salome og Jacobe –

Men det sjoveste og mest rørende er en række små malerier fra 1700-og 1800-tallet, der som tegneserier fortæller om taknemmelighed over for de to Maria’er, hvis personlige indgriben har reddet dødssyge børn og voksne. Tro flytter bjerge! Der er tale om såkaldte EX VOTO – billeder, som er givet til en helgen som tak for opfyldelse af en bøn.

I krypten under alteret står en stor figur af en sort kvinde omkranset af hundreder af tændte vokslys – det er ”sorte Sarah” –

I en version af historien er Sarah en ægyptisk tjenerinde, der ankom sammen med de tre Maria’er, i en anden version var det hende, der på stranden ved Ra reddede de tre kvinder i land. Hun har fået helgenstatus, og fordi hun er mørk, har sigøjnerne valgt hende som deres særlige skytshelgen.

Det er ikke kun kirken i Saintes-Maries-de-la-mer, der  er værd at besøge, også byen er charmerende, selvom her er mange turister. Gode lokale produkter at købe er lokalt produceret salt og ris, der fås både som sorte og røde – sidstnævnte er de bedste, synes jeg.

Carmarguen har meget rigt dyreliv med enorme flokke af pelikaner, vilde heste, skildpadder og ikke mindst insekter. Et utal af smukke “guldsmede” svirrer omkring og  bidrager til en helt speciel stemning –

Og så er der denne sjove fyr – iflg. biologer en “Crocothemis erythraea – der vistnok kun findes i Carmarguen –

Efter besøget i Saintes-Maries-de-la-mer kørte vi til Arles, hvis arena stadig er i imponerende fin stand – det er umuligt ikke at blive imponeret af romernes byggetekniske kunnen; stenene i buer og søjler passer så præcist sammen som var de støbt i ét stykke.

Jeg forestiller mig, at de romerske bygherrer har stået og talt om, at også i århundrederne efter deres død skulle verden imponeres – og det blev den!

Vi fortsatte ned til byens centrale plads, hvor Van Gogh’s maleri af den gule cafe er malet.  Cafeen ligger her stadig, men bortset fra, at Van Gogh har gjort den udødelig, adskiller den sig ikke fra de talrige andre cafeer på pladsen.

På vej ud af byen kørte vi forbi motivet til et andet af hans berømte malerier, den oplukkelige bro over en af Rhones kanaler – her var til gengæld ikke et øje, så vi kunne i fred og ro nyde stedet.

 

Dagen blev afsluttet i havnebyen Martigues, der kaldes for Sydfrankrigs Lille Venedig, og smuk er byen da også, selvom det nu ikke minder meget om sit forbillede. Vi fandt en lille restaurant nær den lille havn og fik en fremragende menu – franskmændene kan altså noget helt særligt med mad…! Til gengæld var vinen ikke noget at skrive om – sikkert fordi god fransk vin er for dyr til at være husets vin, som vi bestilte!

Vi har besluttet at tage små etaper mod nord for at nyde Sydfrankrig så længe som muligt – Hannover kan tidligt nok dukke op i horisonten…! og lysten til at blive her mindskes ikke just af, at vejret på disse kanter er fremragende – rigtig varmt uden at være hedt – mens DMI for Danmark i disse dage varsler skybrud og …”en modbydelig lørdag”! Dagens etape er kun på 138 km og målet er en c-plads, vi kender, nemlig Les Cascades” ikke langt fra Nimes, altså Cote du Rhone. Da etapen er kort er der tid til undervejs at besøge den enorme og dybt imponerende Pont d’Arche, som er et endnu et af romernes 2000 år gamle bygningsværker. Kun et billede yder værket retfærdighed –

Den sidste del af stræknngen frem mod Les Cascades er besværlig, fordi den foregår på ”æselstier” med talrige snævre broer, og med en campingvogn på slæb er det ikke det nemmeste. Da vi kom frem, var alt optaget. Øv og dobbelt-øv! Vi forsøgte nabopladsen med samme negative resultat. I den forbindelse er det en kilde til stor undren, at man stort set ingen steder indretter C-pladser, så man kan vende med en campingvogn – i begge de nævnte tilfælde skulle jeg bakke rundt med Campingvognen for at få mulighed for at forlade stedet – ret besværligt. Videre ad æselstierne, hvor smalle broer og dybe grøfter gør det nødvendigt at køre i sneglefart, når der er modgående trafik, men efter nogen søgen finder vi Camping Le Genets d’Or i Bagnols-sur-Ceze, der viser sig at have præcis 1 ledig plads – men vi skal sådan set heller ikke bruge mere, så det er OK med os! Bag os kom tre hollandske campingvogne – synd for dem!

Pladsen ligger lige ned til floden Ceze, som er velegnet til badning, så det tegner til at blive en rigtig god plads. De reklamerer flot med gratis wifi over hele pladsen, men som på så mange andre franske C-pladser er det bragesnak, for i praksis virker det enten usigelig langsomt eller slet ikke. I den henseende er Spanien langt længere fremme. Bortset fra det ustabile WIFI viser campingpladsen sig at være dejlig – 98% af gæsterne her er hollændere, men det er flinke folk, så det er glimrende.

Området her er på mange måder et smørhul! Smukt med vinmarker og overalt en meget provencalsk stemning –

Byen Bagnol-sur-Seze er charmerende med mange forretninger og om onsdagen et stort marked, der fylder hele byens centrum, og det kan nok være, at AM gik på jagt efter tomater, hvilket vakte en del opstandelse blandt de lokale…!

 

 

Og den Sydfranske specialitet – gavlmalerier – findes også i Bagnols –

Floden Ceze har rent og køligt – men ikke koldt – vand. En tidlig morgen har vi floden for os selv, og AM er her på vej i skønhedsbadet –

Ardeches-dalen ligger ganske tæt herved, og vi kørte en dagstur gennemområdet, hvor Ardeches-floden gennem millioner af år har skåret en stadigt dybere kløft ned i bjergmassivet –

Byen Vallon for enden af Ardeches-dalen er hyggelig og smuk, om end fyldt med turister i højsæsonen. Generelt er der naturligvie en del turister her i juli måned, men det bliver langt værre i august, hvor franskmændene for alvor begynder at holde ferie.

Franskmændene er vilde med at cykle, og man møder overalt små eller større grupper af cykelhold, der ser ud som om, de er i gang med sidste etape af Tour de France. Alligevel er Frankrig ikke et rigtig godt cykelland, fordi der kun få steder er deciderede cykelruter, og da mange franske bilister kører utroligt agressivt, er det udbehagelligt at køre som en del af trafikken. Her ved Bagnol har vi dog fundet en god tur, der fører gennem vinmarker og små landsbyer –

Uden at det egentlig på noget tidspunkt har været meningen er denne rejse foregået i romernes fodspor, siden vi forlod maurerne i Sydspanien, og tilfældigvis har vi i bogkassen medbragt bind 1-4 af Conn Igguldens romanserie om Julius Cæsar (100-44 f.Kr.). Det har været sjovt at stå ved Pont de Gare, arenaerne i Arles og Orange og talrige andre steder samtidig med læsning af bøgerne. Få kilometer fra Bagnoles ligger en upåagtet arkæologisk udgravning fra romertiden med navnet ”Cæsars lejr”, og den er værd at besøge. Højt hævet over Rhone-dalen ligger resterne af, hvad der fra 400 f.Kr til 500 e.Kr. var et romersk administrations- og magt centrum med Forum, basilika, søjler og beskyttelsesmure.

Billeder

Ved indgangen er anbragt en romersk lovgiver – lidt pudsigt iført Ecco-sko –

Når man går rundt i området, er det nemt at forstå romernes valg af netop dette sted. Højt hævet i landskabet har de haft et fantastisk overblik over hele området, og en fjende, der nærmede sig, ville blive opdaget i meget god tid.

Lidt derfra – gemt og næsten glemt bag nogle træer – ligger en gammel romersk aquadukt, hvorfra Cæsar sikkert har vinket til folket. Nu er den rolle overtaget af en kvinde i orange – Cæsar vil vende sig i sin grav, når han opdager det…! Sic transit gloria mundi !

TIL NÆSTE REJSEAFSNIT: BEAUJOLAIS, NORDFRANKRIG, MOSELDALEN

RETUR TIL OVERSIGTEN: SPANIEN PÅ TVÆRS