Mandag d. 6/7
Grækerne har stemt nej til det lånetilbud, som EU og IMF har givet dem. Det er en dramatisk begivenhed i Europas historie, og jeg finder det svært at afgøre, om man skal have beundring for den græske fanden-i-voldskhed, eller om man skal betragte dem som forkælede teenagere, der må tvinges til at opføre sig ansvarligt. Under mit arbejdsophold på gymnasiet i Drama i Nordgrækenland i 1980’erne oplevede jeg fra første række, hvordan hverdagen er spundet ind i korruption, fup og selvbedrag, så jeg er mest tilbøjelig til at vælge teenage-vinklen. Under alle omstændigheder går de en hård fremtid i møde, og det diplomatiske kunststykke bliver at få deres hoveder drejet væk fra den opfattelse, at ulykkerne skyldes alle andre end dem selv, først og fremmest tyskerne.
Vi lettede fra Haro kl. 8 i morges og de første mange kilometer måtte Volvoen slide hårdt, for vi skulle op-op-op på den enorme kastellianske højslette, der dækker hele det centrale Spanien. Landskabet blev smukkere og smukkere – overvejende i gule og mørke farver, fordi her er hvinende varmt, knasende tørt og ganske blæsende.
Det ville have virket helt naturligt, hvis vi langt ude på en af de store sletter havde set profilen af den bedrøvelige Don Quijote på sin hest Rosinante.
Vejene er perfekte og meget lidt trafikerede, så det går glat fremad og ca. kl. 11.30 kørte vi ind i Segovia. Vi finder campingpladsen ”Acuaducte”, der ligger 3 km. fra centrum og at campere på den er som at træde mange år tilbage i camping-historien.
Her er kun få gæster på et stort areal (så det er svært at beslutte sig for en plads, fordi der er så mange muligheder…!), ingen legeplads til børn, intet vandland, ingen stor fællesgrill, intet internet, kun stilhed, hede, støv og mennesketomme rene og pæne toiletbygninger og en svalende swimmingpool, som vi har helt for os selv. Og svale har vi brug for, for her er hedt – mindst 35 grader – og en stærk blæst forvandler knastørt til støvet. Disse stille, støvede campingpladser fra en svunden tid ligger ofte i de gamle europæiske kulturbyer, hvor masseturismen aldrig har fået fat – udover her i Segovia har vi også oplevet dem i Pavia og Cremona i Norditalien. I øvrigt er jeg ret sikker på, at Hans og jeg sammen med vores forældre også var her på vores store Spanien-Portugal tur i 1961 – 4 personer i en lille blå folkevogn.
Vi har aftalt at mødes med Visti og Marianne her i Segovia, og præcist (naturligvis) som aftalt kunne vi kl. 17 give hinanden et goddag-knus på Plaza Mayor i byens centrum klods op af den imponerende St. Mary Katedral. M&V havde været her et dage, så de kunne give gode fif om byen og aftenen forløb da også med masser af snak og et tapas-crawl gennem den centrale bydel.
Tirsdag d. 7/7
Segovia må i romertiden have været en meget betydningsfuld by, for ca. 100 år fvt lod kejser Trajan opføre den fuldstændigt betagende aquadukt, der strækker sig midt gennem byen:
Aquadukten er 15 km. lang med en gennemsnitlig hældning på 1,6%, og bygningsværket krævede en ingeniørmæssig kunnen, som kun romerne beherskede på den tid.Samtlige sten er naturligvis håndhuggede, og det er sket med en sådan præcision, at bygningsværket kunne rejses uden brug af cement, som romerne ellers udmærket kendte. Selv buerne er bygget med en præcision, så det alene er stenenes tryk mod hinanden, der holder buen samlet – det er ingeniørkunst fra den øverste hylde. Se billedet her:
Mest imponerende er det vel, at de romerske ingeniører har kunnet beregne det enorme tryk, så det føres ned i jorden gennem søjlerne – ellers ville bygningsværket styrte sammen. Og solidt er bygningsværket, for det har overlevet invasion af såvel visigoter som muslimer uden at tage nævneværdig skade.
På anbefaling vandrede vi denne formiddag en pragtfuld tur på ydesiden af den store bymur, hvor en sti slynger sig som et grønt bælte rundt om byen og med mange store træer giver god skygge. Undervejs er der talrige kirker og klostre, og vi kigger indenfor uden af den grund at blive katolske i hovedet. I et af klostrene giver udtrykket “klostercelle” særlig god mening:
Gennem et gammelt jødisk kvarter kom vi op på byens imponerende borg Alcazar. Adgangsbilletten kostede den formidable sum af 3€ (reduceret pris for Seniors – igen!) og en tur rundt på slottet var bestemt pengene værd. Ikke mindst imponerede og undrede de store middelalder-rustninger os – både hest og rytter var pakket ind i panser og plade, og man kan undre sig over, hvordan rytteren var i stand til at se noget som helst:
De imponerende støvler er næppe udformet efter modens krav, men har formodentlig været beregnet til at kunne give modstanderen – eller måske snarere hans (stakkels) hest – et gevaldig spark:
Selv om vi gik en stor del af turen i skygge var det hedt-hedt-hedt, og det er utroligt, som det giver trætte ben og hoveder, så da klokken nærmede sig 14, sank vi om på en cafe til en dejlig frokost og derefter- via et supermarked med indkøb til aftensmaden – var det retur til camping-museet og den svalende pool, som vi stadig har helt for os selv.
10 km fra Segovia i retningen mod Madrid ligger det kongelige plads San Ildefonso, som vi besøgte først på aftenen, da vi var blevet lidt restituerede. Slottet i dets nuværende form er fra 1700-tallet og har fungeret som et jagtslot. Det er bygget i samme stil som Versailles og fyldt med kunstværker.
Den rige udsmykning havde naturligvis til formål at imponere omverdenen og fortælle, at her bor en konge/fyrste/herremand, der er vanvittig rig! Det er i virkeligheden en oldgammel tradition, for også oldtidens gravhøje i DK havde den samme funktion. Jo mere man tænker over disse ting, jo mere forståelige bliver de utallige oprør op gennem historien, der altid har rettet sig mod dem, der havde tilranet sig magten og æren i al evighed…ofte med kirkens støtte! Gamle Marx’s historieteori kom jo heller ud af ingenting.
Når jeg besøger slotte fra det 17. og 18. århundrede bemærker jeg altid, at de mange rum – opholdsrum, soveværelser etc – efter datidens tradition ligger på en ret linie, der fører fra rum til rum:
Konsekvensen af denne indendørs arkitektur var, at de mennesker, der boede her, aldrig kunne lukke deres dør og have et privatliv. Skulle husets beboere – eller tjenestefolk – fra den ene ende af huset til den anden, måtte man nødvendigvis passere gennem de mange rum, uagtet at der her var mennesker, der sov, var optaget af andre sysler…. eller blot sad og snakkede privat. Prøv at sammenligne det med et moderne hus, der har en forældreafdeling, en børneafdeling osv, der fungerer som privatzoner. Man kan fundere en del over, hvordan en boligform helt uden adgang til en lukket privatsfære har påvirket livsformen – eller måske var det omvendt: Livsformen dikterede en bestemt boligindretning?
Et af de utallige rum i slottet var fra gulv til loft dekoreret med store billedtæpper med forskellige motiver. Et af de mest interessante viser Jesus siddende ved den sidste nadver, og ved et hurtigt blik ligner det et af de utallige efterligninger af Leonardo Da Vinci’s berømte billede fra 1498, og man er tilbøjelig til at gå forbi – lige indtil man opdager, at det er helt anderledes. Jesus sidder hvor han ”plejer”, men han er i gang med at befamle en kvinde på brysterne, der siddende på Jesus’s højre side læner sig ind og ligger hen over ham, og rundt om nadverbordet foregår der lignende udskejelser. Der må vær en forklaring på denne voldsomme provokation, men jeg kender den ikke (endnu). Et bud kunne være at tage udgangspunkt i Leonardos original, hvor apostlen Johannes sidder på Jesus’s højre side og er malet med tydeligt feminine ansigtstræk:
En gammel teori hævder, at denne person på Jesus’s højre side i virkeligheden er Maria Magdalena, som – hævder nogle – var Jesus’s kone eller elskerinde. Og så begynder billedtæppet at give mening, for så er det en – vulgær – videudvikling af den historie, som Leonardo (måske) ønskede at fortælle, men kun kunne antyde af frygt for den katolske kirkes ubarmhjertige reaktion på alt, hvad der fornærmede profeten Jesus.
Fotografering var forbudt, og der var vagter overalt, så jeg kan desværre ikke vise det omtalte billedtæppe.
Haven er et kapitel for sig – en rigtig engelsk kunsthave, hvor alt er klippet og plejet i kunstfærdige former, alt imens mytiske figurer med indbygget springvand sørger for underholdningen.
Onsdag d. 8/7
Det er en tag-det-roligt-dag, hvor vi kom afsted fra Segovia ved 11-tiden og virkelig satte Volvo’en på arbejde. I 35 graders varme skulle den trække os og “Prostata” op i 1900 m’s højde ad smalle, stejle, veje med sving af hårnåletypen. Vi skal til nationalparken La Prediza, hvor vi i morgen skal mødes med Visti og Marianne til en vandretur i højderne. Ad meget snævre veje når vi frem til en campingplads i byen Manzanares el Real for blot at få at vide, at der ikke var ledige pladser. Det betød en vending med hele vogntoget på meget lidt plads og videre til Camping La Fresneda, der ligger mellem byerne Manzanares el Real og Soto del Real, tættest på sidstnævnte. Her bager solen ikke, den hamrer ned fra en skyfri himmel, og termometeret er langt på den anden side af 30 grader, selv om vi er i ca. 1700 m’s højde. Jorden er brun og skorpet, græsset gult og afsvedet, men poolen er som altid på disse kanter blå, kølig og indbydende. Vi finder en glimrende plads på en lille cementafsats og bruger resten af dagen på at slappe af og vaske tøj i en vaskemaskine, der dog gik kaput midt i det hele. Her er et vældigt fugleliv, først og fremmest er her mange storke, der sidst på aftenen knebrede lystigt på en nærliggende mark. På et tidligere tidspunkt havde vi set flokke, der bragte mindelser om stæreflokke, men det var altså storke – et utroligt flot syn.
Torsdag d. 9/7
Det er ”Store vandringsdag” i dag. Vi har aftalt at mødes med Visti og Marianne for at vandre i nationalparken La Prediza midt på den Kastillianske højslette. Og en STOR vandringsdag blev det på alle måder – en mindeværdig tur, der bød på de mest fantastiske naturscenerier, og som fysisk bragte os alle 4 helt ud til kanten af vores fysiske formåen!
Landskabet er vanvittig flot, og en beskrivelse med ord yder det ikke retfærdighed, kun billeder kan vise det:
Hvinende varmt og tørt var det på hele turen, og dertil kom, at ruten i perioder var så stejl, at det mere var klatring end vandring, og vi blev alle fire – med hver vores fysiske skavanker – udfordret til det yderste, dels pga terrænet, men i høj grad også pga varmen, der efter nogle timer ikke kunne holde sig på den for vandringsfolk rigtige side af 30 grader. Vind var der ingenting af og skygge var forbeholdt de få gange, hvor vi holdt en lille pause bag en af de enorme klipper.
Undervejs skulle “de tre unge” naturligvis også prale lidt, så en stor klippeblok, der ellers lå pænt og ordentlig i landskabet, skulle absolut møfles lidt rundt:
De mange enorme klippeblokke er det mest bemærkelsesværdige i landskabet – de ligger spredt som havde en kæmpe smidt med dem som tennisbolde. Mange har pga erosion gennem årtusinder fået pudsige former, her en skildpadde –
– og her en vandringsmand, der hviler sine mødige lemmer –
Undervejs så vi flokke – ikke en enkelt, men flokke – af ørne og grib-lignende fugle, der desværre svævede så højt over os, at de var umulige at fotografere, men til gengæld stillede en Gemse sig foto-beredvilligt op:
Efter nogle timers vandring/klatring skulle vi vælge, om vi ville returnere eller tage en anden vej over endnu et par toppe i det storslåede landskab. Kortet blev omhyggeligt studeret –
– og vi valgte – “fordi vi kun er 20 år gamle”, som vi sagde til hinanden, turen over endnu et par bjergtoppe. Vi begik herved utvivlsomt Hybris med piber og trommer, og Nemesis kom efter os i form af udmattelse, overophedning og ondt i stort set alle led. Det blev en utrolig hård tur, hvor vi i den stegende hede uden mulighed for skygge skulle klatre op og siden ned ad stejle, klippefyldte bjergsider. Flere gange var vi enige om, at den næste top er den sidste inden nedstigningen, men vi tog fejl og fejl og fejl inden det til sidst var rigtigt. Men vanvittig flot var turen, selvom vi var enige om, at den var et par timer for lang – alder, knæ, ryg og varme taget i betragtning. Heldigvis sikrede Visti og Mariannes gode kort, at vi ikke gik galt en eneste gang, selv om området er fuldstændig uoverskuelig at orientere sig i. 
Da vi efter 7 timers intens vandring og klatring var tilbage ved udgangspunktet, kastede vi os i den rivende bæk og lod den afkøle de ophedede lemmer – det var bare pragtfuldt!
En mindeværdig tur…!
Fredag d. 10. juli
Det var varmt i nationalparken, men da vi dagen efter vores vandring kørte videre over den kastillianske højslette med Andalusien som destination, blev det endnu varmere, og på et tidspunkt viste bilens termometer 41 grader! Nu ved jeg, hvordan det føles at være en frikadelle på en stegepande, mens der er skruet fuldt op for blusset.
Tidligt på eftermiddagen kom vi til den lille andalusiske grænseby Santa Elena, hvor vi hurtigt fik plads på den lokale campingplads – Despenaperros! Byen ligger i en anden af Spaniens enorme nationalparker her på højsletten og består mestendels af en enkelt gade med lave, hvide huse og appelsintræer –
Et par små dagligvarebutikker er her, men vigtigst er de små cafeer, hvor byens gamle mænd sidder side om side og snakker:
Også kvinderne sidder i små grupper og snakker, men af uransalige årsager foregår det foran hoveddøren til et af deres små huse – måske er den hjemmelavede kaffe bedre…?
Jorden her er rød som i Australien, og på grund af tørken, varmen og blæsten bliver luften noget støvet. Alligevel er her dejligt, fordi campingpladsen er placeret klods op ad en kæmpestor og smuk olivenlund.
Vi går en tur i kanten af den, og efter at have set en oliven-arbejder i marken en støvet, skoldende hed dag med sol og 40 grader er det slut med at beklage sig over, at en flaske dejlig olivenolie i Danmark koster 75 kr…!
Vi er tydeligvis fjernt – meget fjernt – fra turismens hovedstrøg, og selv om vi leder grundigt blandt campingpladsens mange gæster, finder vi ikke andre udlændinge end os. Men som alle andre steder møder vi kun store smil og venlighed. Fremmedsprog kniber det her som andre steder i Spanien alvorligt med – bortset fra thank you og one-two-three er det spansk og spansk, og så må vi gestikulere os frem, hvilket også går udmærket. Spansk er i den grad et verdenssprog, der nu tales af ligeså mange mennesker på verdensplan som engelsk, så det er vel os og ikke dem, der har et problem, når kommunikationen ikke rigtig fungerer.
Lørdag d. 11. juli
Vi har besluttet os for en stille dag i varmen, og derfor (sic) begynder vi dagen med at motionere racehesten og muldyret – før de bliver vandet og fodret, naturligvis!
Undervejs på turen mødte vi adskillige spanske ryttere på raceheste, og som noget helt naturligt gav de AM den særlige broderskabs-racehest-hilsen (strakt arm, flad hånd) – mens muldyret fuldstændig blev ignoreret, ikke engang et venligt nik modtog den, muldyr er og bliver muldyr…!
Temperaturerne her midt på eftermiddagen nærmer sig de 40 grader, så det er skyggen, drikkevarer og bøger, der trækker!
I den stærke hede må personalet i dette lille supermarked også kapitulere, men det gør ikke så meget, når de fortæller, hvor vi kan finde dem…!
TIL REJSE-ETAPE 4: ANDALUSIEN