Fredag d. 26/6 – slut med de danske stile…!
Danske stile og fortolkning af Oehlensläger, Brandes, Memphis (og Langaa) station og meget, meget mere var lige pludselig fortid, da Anne-Marie i dag for sidste gang som lærer gik ud gennem søjlerne på Viborg Katedralskole. Et arbejdsliv som gymnasielærer var slut og eleverne, men absolut ikke deres stile, vil blive hårdt savnet. Vi var til den traditionelle sommerfrokost for skolens lærere, og selv om en arbejdsmiljøundersøgelse netop har afsløret massive problemer i forhold til den nye ledelse, er den interne stemning blandt lærerne alligevel god, og jeg var mere end glad for at blive modtaget med både varme og respekt af lærerne. Vi gik dog tidligt hjem for at gøre det sidste klar til planlagt afgang i morgen tidlig kl. 04.00.
Lørdag d. 27/6
Vi er egentlig klar til rettidig afgang, men et sidste check i postkassen afslører, at her ligger et brev med AM’s ansættelseskontrakt med VIA University College. Den skal naturligvis læses, underskrives og postes, så vi kom ud af Viborg en smule forsinket. Vejret er pænt med løfter om sol i løbet af dagen, men særdeles kølig – naturligvis. ”Naturligvis” dækker ikke kun over, at det er tidligt på dagen, men endnu mere over, at foråret og forsommeren i år har været usædvanlig kold, våd og blæsende, så det er faktisk blevet normaltilstanden.
Anne-Marie sidder ved roret de første timer, og jeg får en forlænget morgensøvn helt frem til Hamburg, hvor vi bytter plads. I modsætning til tidligere år kom vi hurtigt og kø-frit over Kielerkanalen og under Elben ved Hamborg, og som dagen skred frem, blev det tydeligt, at trafik-guden (hun må hedde Mercedes!) er i godt humør, for trafikken skrider jævnt og flydende. Ruten går fra Hamburg over Bremen og videre ned forbi Liège i Belgien. Selv om vi holder os til de maksimale 100 km/t, som vi må køre med ”Prostata” på slæb, har vi allerede ved 11.30-tiden kørt de 700 km, som var planlagt som dagens ration, og derfor fortsætter vi naturligvis ned forbi Paris, hvor vi møder dagens eneste, alvorlige trafikkø, og videre frem til Amboise i Loire-dalen, som vi anduver kl. 21.15 efter at have tilbagelagt 1450 km. Det er ny rekord for 1 dags kørsel, og vi er ikke engang specielt trætte. Efter at have chekket ind på campingpladsen l’Ile d’Or på øen midt i floden over for byens imponerende borg, sendte jeg tanker 52 år tilbage i tiden – til 1963, hvor Sten og jeg var her på hans gamle Lambretta scooter. Det svimler lidt for mig, når jeg tænker på, hvor meget der er sket siden da.
Vejret er balsamisk, og selv om natten er ved at falde på, er her stadig 25 grader varmt, og for første gang i år (sic!) er det en nydelse at sidde ude og spise så sent om aftenen. Det er tydeligt på pladsen, at her har det ikke regnet i lang tid, jorden er knastør og græsset er gult og afsvedet – unægtelig en stærk kontrast til den vejr-situation, vi har haft i Danmark.
Søndag d. 28/6
AM sitrer bogstavelig talt af forventningens glæde ved tanken om den cykeltur, vi har aftalt til i dag, så efter morgenmaden bestiger AM sin racehest og jeg mit muldyr, og vi begiver os langs Loire i retning mod Tours. Det viser sig at være den bedste cykelrute, vi nogensinde har redet på, for på (stort set) bilfrie veje fører den fra floden op gennem baglandet, hvor vi kører gennem små pittoreske landsbyer med hestefolde, hønsegårde, druepressere – og finurlige udsmykninger:
At ruten gik gennem de smukkeste vinmarker, måtte jeg senere berette for AM, som ikke så meget, mens hun som på billedet nedenfor presser sin racehest til det yderste gennem det smukke landskab:
Enkelte af bakkerne var lange og seje, og på toppen af den længste, som næsten ingen ende ville tage, pustede jeg lettet ud, mens AM lystigt sagde: ”Det er dejligt at få noget bakketræning…”! Sådan!
Efter 29 km. kom vi frem til den gamle kongeby, Tours, som også Jeanne d’Arc besøgte engang i 1400-tallet efter at have gjort Orleans berømt. Byens katedral er en fantastisk bygning i gotisk stil med glasmosaikker fra 1200-tallet – forunderligt, at de har overlevet så mange århundreders krige og ufred.
En kort gåtur i byen denne søndag afslørede ikke noget specielt ophidsende – samme stemning som i Viborg på en søndag, dvs tyst og stille – og efter et par kolde colaer besteg vi atter stålhestene og begav os hjemad. Hjemturen var lidt drøj, og strabadserne blev ikke mindre af, at muldyret punkterede undervejs:
Mens jeg stod og bøvlede med at få finde hullet, kørte venlige franskmænd forbi og råbte opmuntrende ”Bon Courage”, hvilket vel bedst kan oversættes til ”Op med humøret”!
Da vi kom tilbage på campingpladsen, havde vi kørt 54 km – ca. 10 km i overkanten for muldyret og mig – men et bad, kaffe og senere et glas vin hjalp alvorligt på situationen.
Nu kalder de gode bøger. Jeg er i gang med andet bind af Buk-Swienty’s fantastiske værk om Kaptajn Dinesen, Karen Blixens far, og AM er helt færdig med at …”hige og søge i gamle bøger…”, så hun læser Kim Leines nyeste bog, Afgrunden, som hun fik i afskedsgave fra idrætslærerne på VK. I skyggen med 25 grader, en fantastisk bog i hånden og et glas vin på bordet bliver tilværelsen ikke bedre!
Amboise er som rejsemål en stjernedestination. Her er gudesmukt og den imponerende borg danner en fantastisk kulisse for byen:
Slottets historie går helt tilbage til 1000-tallet, og mange kendte personer har slået deres folder her, bl.a. Katarina af Medici, Maria Stuart og Leonardo Da Vinci. Sidstnævnte ligger sandsynligvis begravet i slottets lille kirke – de historiske beviser er ikke 100% sikre – men det er en god historie, og den bliver da også lokalt udnyttet til det yderste. Naturligvis knytter der sig også mange blodige beretninger til borgen – således blev slottets mure I 1500-tallets midte “dekoreret” med hugenotter (protestanter), som gjorde oprør mod den katolske kirke og som straf hængt på murene.
Når de smukke omgivelser kombineres med fantastisk godt vejr og utallige gode spisesteder lige om hjørnet er tre væsentlige behov imødekommet. Vi spiste i aften på L’Amboiserie og for 52 € (395 kr) fik vi tre retter dejlig mad samt vand og en karaffel fortrinlig rødvin. Det er billigt for god kvalitet af mad og vin. Restauranten kan bestemt anbefales og er let at finde: Gå fra floden ned ad byens centrale gågade, fortsæt forbi mylderet af cafeer og indgangen til slottet, og lige i udkanten af centrum kommer restauranten på venstre hånd.
På gåturen hjem til ”Prostata” passerede vi et mindesmærke for General Leclerc, der er en ægte fransk helt fra 2. verdenskrig, hvilket jeg udmærket var klar over, men jeg blev overrasket over, at mindesmærket i 1995 blev indviet af ”Pierre Pasquini, Ministre des Anciens Combattans et Victimes de Guerre”. At man i det moderne Frankrig har en Minister og dermed et helt ministerium for krigsveteraner, såvel afdøde som nulevende, giver unægtelig noget at tænke over.
Mandag d. 29. juni
En meget vigtig del af vores campingferier er rolige morgener – dvs. god tid til morgenmad og læsning i morgensolen, mens temperaturerne stille og roligt kryber op over 25 grader. Sidst på formiddagen vil vi ud at besøge det mest markante af de mange slotte i Loire-dalen, Chambord, men egentlig er det svært at vælge, for der er så utroligt mange, smukke slotte på egnen. Undervejs til Chambord passerer vi således Chaumont-slottet, der er et typisk eksempel:
Efter at have passeret Blois varede det ikke længe, før denne utrolige profil dukkede op i horisonten:
Det er Chambord-slottet med så mange skorstene og tårne, at det næsten kan give mindelser om et Gaudi-byggeri, men som i Amboise er det Leonardo da Vinci, der er arkitekten bag dele af slottet. Egentlig er det “kun” et jagtslot, men med 440 værelser rakte ambitionerne videre, og solkongen, Ludvig d. 14., tilbragte da også en stor del af sit liv netop her.
Lidt længere fremme kan slottet ses i sin helhed:
Slottet er et af de fornemste eksempler på fransk renæssance og er sammen med omgivelserne overvældende i en grad, som det er vanskelig at beskrive. Som de mange andre slotte her på egnen er det bygget på foranledning af mennesker, der var exorbitant rige, og naturligvis er det dejligt, at de har efterladt sig kulturskatte i dette fantastiske format. Men vi taler om, at disse overvældende bygningsværker også er et vidnesbyrd om en massiv udbytning af den almindelige befolkning, Nok giver overvældende rigdom hos nogle få arbejde til mange, men det kan ikke retfærdiggøre den voldsomme ulighed. Når vi derhjemme hører Liberal Alliance og Venstre begrunde deres politik med, at større ulighed vil føre til større velfærd, forekommer det os at være et skalkeskjul for en bestemt befolkningsgruppes ønske om at rage til sig på andres bekostning – og fanden tager de bagerste!
Tirsdag d. 30/6
Vi skal nå 700 km. idag, så klokken var kun 6, da vi stod op i morges. Det var ikke så sjovt, men som enhver ved, så mildner Gud luften for de klippede får, og derfor var der sørget for lyseblå himmel og masser af solskin straks fra morgenstunden.
Campingpladsen havde vi betalt aftenen før – 47 € = 362 kr for tre overnatninger incl. strøm – så vi kom hurtigt afsted. Efter at have passeret Tours hoppede vi på motorvejen, og her blev vi det meste af dagen, mens temperaturerne steg – på et tidspunkt viste bilens termometer 41 grader! Ned forbi Bordeaux og frem til den spanske grænse er landskabet fladt og grønt, men straks efter at have passeret grænsen ændrede det sig dramatisk. Pyrenæerne viste sig i al deres magt og vælde, og motorvejen slynger sig gennem bjergene med bratte stigninger og nedkørsler. Vi passerede Bilbao og nåede næsten frem til Santander, inden vi drejede af mod den lille by Isla, hvor vi har udset os en C-plads. Den viste sig at være svær at finde, og vi kørte længe ad ganske små og snoede veje, inden vi fandt den. Det sidste stykke var vejen så smal, at to biler umuligt kunne passere hinanden – og da slet ikke med en campingvogn – så det var lidt spændende. Fremme på pladsen fik vi takket være moveren bakket C-vognen på plads på en skæv hylde, hvor udsigten over den Biscayiske bugt er flot. AM hoppede i havet, og hendes beretning om vandtemperaturen gjorde det klart, at den slags udskejelser bliver hun alene om! Aftenen er kølig og “Atlanterhavsagtig” med lidt regn og torden.
Onsdag d. 1. juli
Da vi kom ud af fjerene denne morgen, bemærkede jeg en let summen fra naboernes telt, og da jeg kiggede derover, så jeg, at lyden stammede fra deres medbragte Nespresso kapsel-kaffemaskine, der var i gang med at brygge morgenkaffen. Min første tanke var, at nu er det da gået helt over gevind – en Nespresso-maskine som en del af en telttur…! Min næste tanke var, at sådan en indretning kunne da måske være en rigtig god ide i ”Prostata”…! Resten af formiddagen funderede jeg over den voldsomme stigning i det materielle velfærdsniveau, der er sket siden slutningen af 1950’erne og som nu altså betyder, at en Nespresso-maskine (for nogle) er blevet en uundværlig del af udstyret til en telttur.
Det er rart at have dejlige bekvemmeligheder, men rig er man først, når man er i stand til at glæde sig over at have de fornødenheder, man virkelig har brug for. Et af de største bluffnumre i tilværelsen er i mine øje forbrugerismen med dens ensidige fokus på, at jo mere du køber, jo lykkeligere bliver du. Ikke at jeg aldrig er faldet i den fælde, men vrøvl og vås har det altid vist sig at være. Af den grund er jeg også mere end skeptisk over for det politiske mantra om økonomisk vækst for enhver pris; jeg kommer nok aldrig til at stemme på det nye parti ”Alternativet”, dertil er de (endnu) for naive, men jeg mener, de har en meget væsentlig pointe, når de fokuserer på bæredygtighed og fordeling frem for vækst. Så ved nærmere eftertanke vil jeg således ikke foreslå, at vi køber en Nespresso-maskine til ”Prostata” – almindelig pulverkaffe er faktisk rigtig glimrende…!
Vejret er dejligt igen i dag – ca 25 grader – og en mild vind blæser over Biscayen, hvor store fiskebåde knokler for at fange de fisk, vi (måske) skal spise i aften. Vi tilbringer en del af dagen ved stranden, der er aldeles pragtfuld, om end vandet er så koldt, at det må komme direkte oppe fra Nordatlanten.
Vi tilbringer nogle timer på den dejlige strand ved campingpladsen – AM lidt flere timer end mig, surprise! – og udsigten over Biscayen er dejlig:
En cykeltur sidst på eftermiddagen fører os op til byens gamle og slidte kirke, men som altid i syden med en egen særlig charme og smukke detaljer, hvis man se godt efter:
Bakkerne her på egnen er brutalt stejle, og her puster racehesten og muldyret ud ved kirken:
På den videre tur rundt i byen var der pludselig noget, der fangede AM’s interesse og som straks måtte undersøges nærmere…!
Det var nu ikke så spændende, som navnet antyder, men et brød kom der dog ud af besøget! Aftensmaden stod på kylling og grøntsager med en flaske kølig vin til.
PS: Det er idag præcist 70 år siden, at mine forældre blev gift i slipstrømmen af 2. verdenskrig. Selv om de begge har været døde nogle år, er de stadig lyslevende i mit hoved – og stærkt savnede!
Torsdag d. 2. juli
Vejret er lidt snusket, så vi beslutter, at det skal være idag, vi vil besøge Frank Gehry’s Guggenheim kunstmuseum i Bilbao. Bygningen er helt ubeskrivelig udefra og fuldstændigt overvældende indeni, fordi det hele snor sig rundt i komplekse former – utvivlsomt en af verdens mest genialt udtænkte bygninger. Hvor Utzons’s opera i Sydney er enestående pga sin fantastisk smukke og enkle form, der kan rummes i ét blik, er Gehry’s museum i Bilbao genial, fordi den er så kompleks, at den er umulig at rumme i hovedet selv efter et timelangt besøg. Et billede forklarer det vist ganske godt.
Indgangsbilletten til museet er særdeles rimelig; vi betalte 12€ for os begge – ganske vist lidt reduceret, fordi vi begge var “seniors”, som den søde pige ved billetlugen tørt konstaterede uden at spørge efter legitimation – det kunne hun nu godt have gjort…! Sic transit gloria mundi….!
Bygningen er indvendig mindst lige så fantastisk som udefra:
En del af den faste udstilling er Richard Serra’s mega-store installation “The matter of time”, der består af 4-5 meter høje stålkonstruktioner, der slynger sig i fantastiske former, og virker som labyrinter, man kan blive væk i. Har man anlæg for klaustrofobi, er det en god ide ikke at bevæge sig derind! Man kan læse lange, indviklede forklaringer på, hvad det er kunstneren vil udtrykke med sit værk, men jeg bliver enten træt eller får let kvalme af de opstyltede forklaringer, så jeg nåede aldrig til pointen – hvis der er en! Men at de er fantastiske, og at de virker på den besøgende, er hævet over enhver tvivl – og det er vel også en slags pointe!
En anden del af den faste udstilling består af pop-art, hvoraf noget virker dybt banalt på mig, mens andet faktisk er flot og seværdigt – her er et par eksempler:
Sjov, sød og flot er uden diskussion derimod den flotte blomsterskulptur af en West Highland-terrier, der står ved museets indgang:
Vejret er stadig noget snusket, hvilket AM mildt sagt ikke er tilfreds med (og rigtige kvinder lider ikke i stilhed…!), men udsigten for i morgen lyder på op til 30 grader, så det lyder lovende for en dag på stranden.
Kl. 21 er vi færdig med at spise, og nu har regndisen for alvor sænket sig over Biscayen. De tunge atlanterhavsdønninger har vokset sig store og dystre, og fiskerbådene, der er på vej ud til nattens arbejde, anes kun svagt i den horisont, der er rykket tættere på, end da der var sol og høj himmel. Vi sidder under ”Prostatas” fortelt med udsigt over Biscayen og et glas “Brandy Gran Reserva” (10€ i ALDI) i hånden. Det virker grangiveligt, som om dette mirakelvand opløser regndisen og mindsker dønningerne en smule, og enhver bliver som bekendt salig i sin tro…!
Fredag d. 3. juli
Mirakelvandet har haft sin effekt – havet er roligt og himlen blå, da vi står op, og temperaturerne er særdeles behagelige. Vi har besluttet os for en bade- og slappe af dag, så intet haster. Der er derfor god tid til at læse nyhederne hjemmefra, og det var ikke sjovt! Pia Kjærsgaard bliver formand for Folketinget – den fornemste post i det danske folkestyre og det nærmeste, vi i Danmark kommer en præsident. Men det skal hun altså være for alle danskere, også muslimer, kulturradikale, ateister, christianitter, republikanere, kunstnere og alle de andre, som hun har spyet gift efter gennem mange år, og det hverken vil eller kan hun – hendes første udtalelse som nyvalgt formand var da også, at hun ikke vil lave om på sig selv. I DR2 deadline for nogle år siden lancerede hun ideen om, at man kun må tale dansk med hinanden på gaden i DK, og da den målløse interviewer spurgte, om det også gjaldt mand og kone, svarede Pia K. “ja”. Hun har også erklæret, at hendes yndlingsblomst er margueritten, “fordi det er sådan en naturlig blomst…!” og har kritiseret indvandrere for at “have mærkelige tæpper…!”. Hun udtrykker tilsyneladende helt instinktivt – og uden tankens mellemkomst – sine fornemmelser og er derved som ingen anden politiker i DK i stand til at kortslutte enhver logisk måde at tænke på. Hun taler direkte ud fra sine fornemmelser til mennesker med de samme fornemmelser, og hvordan pokker skal man tackle det? Logiske argumenter falder helt og aldeles til jorden. Det eneste parallelle eksempel, jeg kan komme i tanke om er, når republikanere i USA ikke vil stemme på Obama, “fordi han er muslim…!” Igen en fornemmelse, der trumfer viden og kendsgerninger.
Valget af Pia K. til formand for Folketinget er i mine øjne en skamstøtte over de blå partiers principløshed. Venstre har gennem generationer haft en markant liberal og europæisk profil, de konservative har afvist nogensinde at kunne sidde i regering med Dansk Folkeparti, og alligevel – til den højeste post i DK stemmer de nu i fællesskab den person ind, som frem for nogen repræsenterer en småtskåret, nationalistisk og provinsiel dansk mentalitet. Det er foragteligt!
Blandt de andre nyheder læste vi, at Lars Løkke har udnævnt Esben Lunde Larsen til videnskabsminister, og i sin første programerklæring slår han fast, at …”Gud står bag alt…!!!” Da han bliver spurgt til naturvidenskabens forklaringer om ”Big Bang” og evolutionslæren viger han udenom og gentager, at …”Gud står bag alt!” Det har manden jo lov at mene, men hvordan Løkke kan gøre ham til minister for videnskab, er mig helt ubegribeligt. Tro og videnskab er hinandens naturlige modsætninger. Det er på niveau med Anders Foghs udnævnelse af Helge Sander til minister for Videnskab, teknologi og udvikling, der kom på baggrund af HS’s meritter som arrangør af seksdagesløb i Herning og medstifter af professionel fodbold i Danmark…! Gennem sin ministerkarriere blev HS mest kendt for sin nære venskab med den bedrageridømte forsker Milena Penkowa, der blev bortvist fra Kbh’s Universitet – en afgørelse som HS i sin egenskab af minister forsøgte at få dekanen til at ændre! Pinlig uformåenhed ud over alle grænser, og man kan kun håbe (men ikke tro på…!), at Esben Lunde Larsen løfter sig over dette absolutte bundniveau for en politiker.
Avisernes tredje headline var naturligvis om Grækenland, hvor man på søndag spørger befolkningen om deres holdning til et lånetilbud, der er udløbet. Besynderligt. Grækerne opfører sig som Europas forkælede teenager, der slet ikke kan se, at de selv bærer hovedansvaret for den misere, de er endt i. Men spændende bliver det at følge afstemningen og – uanset udfaldet – den efterfølgende proces.
Det slår mig, hvor utrolig tidstypisk det er, at selv om vi er et par tusinde kilometer hjemmefra, så følger vi med, som om vi sad på terrassen i Viborg. Jeg har også lige kommunikeret med vores bankrådgiver om en evt. låneomlægning i lyset af den lave rente. Internettet er Gud – eller hvordan den nye videnskabsminister nu ville have formuleret det…!
Ved 19:30 tiden gik vi en rundtur i byen og måtte sande, at spaniolerne spiser ligeså sent, som der står i rejseguiden (måske har de læst den….!), så vi må trække tiden med et glas hvidvin på en café. Det var nu ikke en slem straf, for den smagte fremragende. Da klokken blev 20:30 kapitulerede vi og blev de første gæster på en hyggelig restaurant med rødternede duge. Spisekortet var på spansk, og personalet talte spansk og kun spansk, og det skal forstås helt bogstaveligt. Selv enkelte ord på engelsk – fish, redwine etc – var kulsort tale, men med fagter og grin lykkedes det at bestille en middag, der var glimrende. Det største chok var dog regningen, der for to personer lød på hele 20€ for 3 retter mad, 2 glas hvidvin og en hel flaske rødvin – tilsat en stor mængde charmerende venlighed hos de personer, der serverede for os. !
TIL ETAPE 2: RIOJA