Spanien
Spanien er på utallige måder et pragtfuldt rejseland – intet mindre. Naturen er stor, dramatisk og overvældende, der er masser af historie og kultur fra den allerøverste hylde, og spanierne er uhyre imødekommende og venlige, selvom det kniber med den direkte kommunikation, når de ikke kan fremmedsprog, og vi ikke kan spansk. Udbuddet af dejlig mad og vin er overvældende, og priserne er markant lavere end i det øvrige Europa, hvilket også gælder på restauranter. Og rejsen derned føltes ikke specielt lang, når den bides over i etaper, der hver for sig er interessante.
Men naturligvis er der som altid slanger i paradis. Vejret er dejligt, men i juli og august er temperaturerne ofte oppe på 40 grader eller mere, og sightseeing foregår ved at hoppe fra tue til tue – fra skyggeplet til skyggeplet. Varmen er dog først og fremmest et problem om natten, hvor det er svært at sove i et rum med 35 grader, hvor luften står helt stille, og kroppen klistrer af sved. Nogle nætter har jeg – iført stramtsiddende Adam-kostume – i et par timer lagt mig i en stol udenfor C-vognen for at få kølet systemet lidt ned. Og ellers må man jo indhente det forsømte om dagen:
Temperaturerne er højst inde på højsletten (Segovia etc), men da det er et uhyre tørt klima, føles det ikke så slemt som ved havet i Sydspanien, hvor kombinationen af fugt, salt og varme gør nætterne til en udfordring. I disse varme måneder er området omkring Biscayen i det nordvestlige hjørne af Spanien utvivlsomt det bedste, og så må man tage det lidt mere ustabile vejr som det kommer – her kan der faktisk komme en byge i ny og næ. Selv AM er begyndt at efterspørge skygge, hvilket er helt usædvanligt (alderen….? Nej, nej, da, siger hun selv…!), så fremtidens rejser vil nok blive planlagt efter, at det gerne må være (bør være) varmt, men ikke brændende hedt.
En kilde til bestandig irritation er spaniernes måde at have hund på. Mange spaniere medbringer deres hunde (i flertal…!) på ferie, hvor de bliver tøjret til det nærmeste træ og står og galper op, hver gang nogen passerer. Når mange hunde således står ved hvert sit træ er der altid en, der skælder ud, hvilket vækker de øvrige, og sådan kan de holde hinanden i gang det meste af døgnet. Smask-irriterende, men tilsyneladende er spanierne så vant til det, at de ikke tager sig af det. Vi har oplevet det samme i Ungarn, hvor lænkehunden er næsten ligeså almindelig som gråspurven. Lænkehunde har jo også været udbredt i DK og fik “dobbelt sul…” til jul i 1848, men heldigvis er permanent lænkede hunde forbudt i dag i DK. Jeg synes det ville være på sin plads med noget EU-regelharmonisering på det punkt…!
Spaniernes madtraditioner med tapas er lige i øjet (eller lige i munden må det vel hedde i denne sammenhæng…) efter vores opfattelse. Mange forskellige smagsindtryk i ét måltid og aldrig tungt eller kedeligt. Her er et par eksempler – det første fra en cafe i Granada, det andet fra C-vognens cuisine!
Deres vine er fremragende – rødvinene kendte vi godt i forvejen, men nu har vi også lært deres hvidvine at kende, og de har samme høje standard. Navne og druer springer jeg over her – pointen er blot, at vi fremover derhjemme i supermarkedet skal tvinge hovedet væk fra de italienske vine (det bliver sikkert ikke nemt…!) og søge blandt de mange fine fra Spanien – fra Rioja og fra Navarro. Spanierne producerer også fortrinlig cognac til priser, der er langt under de franske – fx. denne 10 år gamle Torres Gran Reserva –
Ind imellem serverer de denne ædle drik på en uvant måde. En aften i Sydspanien bad vi på en cafe om to kaffe og to cognac, og kaffen kom hurtigt. Da jeg efter et stykke tid spurgte tjeneren, om han havde glemt cognac’en, svarede han lidt forundret, at den havde han da naturligvis kommet i kaffen….så tror da pokker, den smagte så godt! En anden hed aften ved havet bad vi om to colaer og to cognac og fik serveret colaerne lunkne, mens cognac’erne blev serveret i høje glas med isklumper…!
Frankrig
Loiredalen, som vi besøgte på udrejsen, og Beaujolais/Bourgogne, som vi besøgte på hjemrejsen, er begge utroligt dejlige områder – smukke, fredelige og med masser af seværdigheder, og både Amboise og Fleurie har fremragende campingpladser. Men også det hjørne af Provence, som vi besøgte med centrum i Bagnols-sur-Seze, er et fantastisk ferieområde, så det kan være svært at vælge. Fleurie i Beaujolais-distriktet er et fint besøg, blandt andet fordi campingpladsen er blandt de allerbedste.
Sammenlignet med Spanien er naturen mindre dramatisk men mere grøn og måske smukkere, varmen knap så overvældende – og priserne markant højere! Spanien var hovedmålet for rejsen i år, men Frankrig er en pragtfuld mellemstation.
Camping
Det er morsomt at iagttage, hvordan camping som fænomen har forandret sig – og alligevel stadig er det samme. Det handler stadig om at bo og opholde sig ude, men niveauet er unægtelig steget meget. Stort set alle campingvogne er større end vores, men alligevel medbringer mange et ekstra køleskab, som placeres i et udendørs annex sammen med gasgrillen, liggestolene, parabolen, kaffemaskinen, spilkonsollen og alt det andet, der hører med til nogles opfattelse af moderne campingliv. Enkelte campister ses endog at medbringe egen vaskemaskine! En vinkøler har jeg endnu ikke set, men det bliver vel næste års camping-dille.
Teltene har fået en renaissance, men nu af den type med fjederstænger, der næsten stiller sig selv op, og moderne luftmadrasser pustes naturligvis op elektrisk og ligner noget, som selv prinsessen på ærten ville have været tilfreds med. Camping er i vid udstrækning for børnefamilier, men rigtigt voksne som os er her også, typisk med det mere ydmyge udstyr, og herligt var det på pladsen i Bagnols at se en ældre herre i shorts og bar overkrop, der med sin stok som fast følgesvend deltog i alle campinglivets facetter, rejste forsejl, skiftede gasflaske, badede, tømte toilet og meget mere – så der er håb forude…!
En ting, der har forandret sig markant, er opmærksomheden omkring sikkerhed. På alle store campingpladser er der en bom ved indgangen, alle registrerede gæster får et ”rockfestival-armbånd”, der skal bæres hele tiden, og ved ind- og udgange er der fast vagt og kontrol. Alligevel kom venlige nabo-campister og sagde, at vi skulle sørge for at låse vores cykler fast og ikke lade værdigenstande ligge udenfor selv i et kort øjeblik. I store byer som Barcelona sværmer det med tungt bevæbnet politi, og måske er det berettiget, for et par dage efter, at vi havde forladt byen, læste vi om en skudepisode. Vi har absolut ingen sikker viden om, hvad årsagerne er til dette stærkt øgede fokus på sikkerhed, men det er uundgåeligt, at man tænker på indvandre- og flygtningeproblematikken – måske den største udfordring, Europa har stået overfor i et århundrede.
Fortsættes…!