Lørdag d. 4. juli
Afgang fra ”Camping Playa de Isla” på Cantabriens nordkyst, selvom det egentlig er ærgerligt, for vejret er fantastisk, Biscayen 50 m. væk og omgivelserne gudesmukke. Sidstnævnte udtryk vil jeg i øvrigt boykotte, så længe vi har en videnskabsminister, der siger, at ”Gud står bag alt…!” Campingpladsens faciliteter er lige så fine som omgivelserne, så mon ikke vi vender tilbage en anden gang. Pladsens hjemmeside er www.playadeisla.com og kan kontaktes på campingplayaisla@telefonica.net. Vi betalte 820 kr for 3 overnatninger icl. el.
Af en eller anden grund opfører vores GPS sig denne morgen som om den er stærkt beruset, og på vores rejse ind i Rioja-distriktet er vi derfor henvist til gammeldags, håndholdt AM kort-navigering. Omkring Bilbao er det lidt svært, fordi der er utallige motorvejsudfletninger, men alt lykkes perfekt, og vi er i Haro, hovedbyen i Rioja, ved 11.30 tiden. Her er omkring 40 grader varmt, og da AM foreslog, at vi søgte over i skyggesiden, da vi gik op i byen for at handle, var jeg klar over, at situationen var tæt på smeltende. Priserne i byen (udkant-Spanien??) er virkelig i bund, i et supermarked bemærkede jeg således, at man kunne få en flaske vin til 0,75€, altså ca. en femmer. Dét li’godt billigt! Hvordan den smager, kan jeg dog ikke berette om.
Haro er meget charmerende med små snævre gader og fine pladser, hvor cafe-livet stortrives:
Det er lørdag, og da den værste hede begyndte at klinge af efter kl. 21, kom der for alvor liv i byen. Haro-borgerne er vågnet efter siestaen og med et glas hvid eller rød Rioja i hånden bølgede snakken og latteren gennem de snævre gader, mens små børn pilede rundt mellem cafebordene, selv om det efter danske normer var langt over deres sengetid. Der var et festligt leben og et støjniveau, som man for eksempel ikke finder magen til i Italien – og da slet ikke i Danmark.
At promenere op og ned ad gaden er åbenbart en central del af en spansk lørdag aften; mens vi sidder ved et hårdt tilkæmpet bord og støtter Rioja-bønderne, genkendte AM adskillige af de promenerende – de kom nemlig også forbi for 10 min. siden…! Her blander unge sig med hinanden – i øvrigt absolut uden beruselse – mens deres bedstemødre iklædt promenadetøj (jeg var lige ved at skrive udklædt…) skridter fronten af med hinanden under armen, hilsende til højre og venstre.
På Plaza San Martin (tæt ved katedralen – sic!), hvor vi fik erobret et bord, var humøret særlig højt! Et orkester med et bemærkelsesværdigt lyd- og humørniveau spillede traditionel spansk musik af den type, man hører til tyrefægtning. Meget festligt, meget larmende og meget, meget fjernt fra dansk tradition:
Musikken, larmen og humøret blev ledet af en mand, der var klatret op på pladsens statue med en saxofon i den ene hånd og et glas Rioja i den anden:
Selvom der blev indtaget betragtlige mængder Rioja omkring os, så vi ingen beruselse, men vi mødte et pragtfuld gavlmaleri, der fortæller en anden historie:
Søndag d. 5. juli
Spanien er – vistnok – verdens største vinproducerende land, og Rioja er sammen med naboområdet Navarro de mest prestigefyldte. Begge områder påvirkes af to meget forskellige vejrsystemer, hhv. Atlanterhavets med regn og Middelhavets med varme, og vinene er derfor komplicerede at frembringe og spændende at drikke. Den dominerende drue i den røde Rioja-vin er Tempranillo, der giver vinene deres karakteristiske smag af vanille. Ofte iblandes Tempranillo’en mindre mængder af Grenache, Graciano eller Mazuelo for at give andre smagsnuancer, men aldrig den “store” Cabernet Sauvignon drue, der er forbeholdt vinproduktionen i Navarro. Selv om det er de røde vine, som Rioja og Navarro er mest kendt for, frembringes her også fine hvid- og rosevine af hhv. Viura og Grenache-druen.
Rioja er et utroligt smukt område (for tiden ikke “gudesmukt”, det udtryk forbeholdes til bedre tider…!), her set fra P-pladsen i den lille vinby Laguardia, som vi kørte op for at besøge:
Om man kan lide en Riojavin – hvid eller rød – er naturligvis en smagssag, men vi finder dem fremragende. AM foretrækker ofte en iskold (4-5 grader) hvid, mens jeg hælder mere til en kølig (14 grader) rød – og der er altså mange, mange andre Rioja’er end Faustino i sækkelærred – faktisk har vi slet ikke set Faustino hernede. Vi besøgte Carlos San Pedro’s bodega (vinkælder) i Laguardia (www.bodegascarlossampedro.com) og fik en fin lille introduktion til Rioja-vinproduktion. San Pedro-familien har produceret Rioja-vin i mere end 500 år (!), og Carlos fortalte til min overraskelse, at en stor del af vinen i området produceres af små vinbønder som ham selv, der på 20 tønder land årligt frembringer ca. 50.000 flasker kvalitetsvin – helt overvejende rød. Det bliver man ikke “fed” af (men muligvis beruset!), hvilket fremgik af hans forhold til propper. Carlos bruger korkpropper, fordi dem kan han købe til en overkommelig pris, men han var på ingen måde afvisende over for skruepropper. Når han ikke bruger dem, skyldes det alene, at det ville kræve en ny prop-maskine, hvilket økonomien ikke kunne holde til. Kun plastik-propper bryder han sig ikke om.
50.000 flasker er en lille produktion, hvilket er årsagen til, at vi i DK sjældent kan købe disse kvalitets-Rioja’er – supermarkederne vil simpelthen ikke aftage fra vinproducenter, der ikke kan garantere en vis mængde flasker. Store producenter af Rioja – fx. Faustino – producerer op mod 500.000 flasker om året, og derfor er det dem, vi kender i DK.
De små vinproducenter som fx. Carlos kan tilsyneladende endnu klare sig i konkurrencen med big-business producenterne, hvilket på alle måder er glædeligt. Med en parallel til en mindre charmerende branche kunne man ønske, at det samme gjaldt svineproduktionen i DK, men nej, her er det kun megaproducenter, der klarer sig med alle de afledte konsekvenser i form af liflige gyllesøer og ensformigt, ensartede produkter.
Også selvom man ikke er specielt interesseret i vin, er Laguardia et charmerende besøg med snævre gyder og små restauranter, der dukker op, når man mindst venter det – og de gamle huse fortæller om århundreders sans for smukke detaljer:
Engang – i en længst forsvinden storhedstid – var der også tid til med omhu at lave smukke skilte, der viser den besøgende rundt i byen, også til de mere ydmyge steder som de offentlige toiletter:
Og i 1738 var det på disse kanter helt naturligt over sin indgangsdør (bare for en sikkerheds skyld) at få et indgraveret et “Ave Maria” (Hil dig Maria), der er en katolsk bøn rettet til den berømte jomfru!
TIL REJSE-ETAPE 3: DET CENTRALE SPANIEN