17/7 – 20/7 i Valencia-regionen
Fredag d. 17/7 besluttede vi at køre ud af Andalusien og op til Valencia. Turen går ad de fantastiske spanske motorveje, der i denne del af landet stort set er gratis (vistnok fordi vi allerede har betalt dem via EU-støtte) og vi klarede 500 km. på ca. 5 timer. I ADAC-bogen har vi fundet Camping San Vicente, der ligger ved Playa de Xeraco ca. 50 km syd for Valencia og lige ned til havet. Adgangsforholdene er meget snævre –
– men dårligt havde vi fået koblet C-vognen af, før venlige og smilende spaniere strømmede til og tilbød at hjælpe med at få den manøvreret på plads. Vi blev hurtigt placeret, og lige nu bor vi som i en spansk karré-ejendom med spanske voksne, børn og dyr foran os, bagved og og ved siden af os. Her steges og brases, leges, snakkes, diskuteres og ses TV (på forskellige kanaler…!), og fordi vi bor så tæt, er det umuligt ikke at følge med i det hele – ligesom de naturligvis kan følge med i, hvad mennesker fra det kolde nord laver, men jeg tror nu, de synes det er skuffende stilfærdigt.
Som på andre spanske C-pladser er her en del hunde, der skiftes til at advare mod forfærdelige farer ved at gø højlydt, men også nogle højt skræppende papegøjer og en del undulater er medbragt hjemmefra…
Jeg er helt sikker på, at en del forkælede danske campister ville rynke på næsen af forholdene, men selvom det er tæt – meget tæt – så er det også for os netop essensen ved at campere, og venligheden er så overstrømmende, at det føles stødende mod stemningen at låse campingvognen, når vi forlader den. Stranden består af sand så langt øjer rækker og vandet er så lunt, at vi først forlader det, når vi ikke gider bade mere, bestemt ikke fordi vi fryser. Ved dansk aftensmadstid er temperaturerne faldet til ca. 30 grader, og spanierne begynder at flokkes ved stranden. Også AM vil nu igen-igen-igen ned at svømme – hun må jo være blevet beskidt – meeeen jeg takker nej, renlighed kan nu også overdrives…!
Som i den øvrige del af Spanien begynder livet først ved vores sengetid – langt ud på natten grilles og hygges der alt mens børnene leger – til gengæld er der absolut stille, når vi står op.
Nætterne er stadig utroligt varme, og vi må begge op et par gange for at trække lidt kølighed udenfor. Jeg sover igen et par timer i campingstolen iført min tynde kinesiske slåbrok – det må være et ømt syn!
En morgencykeltur i området viser masseturismen i dens værste form; i profittens hellige navn har man her som så mange andre steder på den spanske solkyst ødelagt naturen. Langs stranden ligger hoteller, ferielejligheder, cafeer og restauranter skulder ved skulder så langt øjet rækker, og naturligvis er det fremragende, at mange mennesker kan komme her og holde ferie, men planlægning og naturbeskyttelse har aldrig fået en chance over for den hurtige profit. Det er ikke spor overraskende, at de danske skurke Thorsen og Trads har slået deres folder netop her – de blev begge dømt langvarige fængelselsstraffe for skattefusk og bedrageri. I DK vil den nye regering lliberalisere Planloven og tillade kystnært turist- og feriebyggeri – jeg synes de skulle lave en studietur herned og derefter droppe de planer.
Det er lykkedes at presse endnu en campingvogn ind ved siden af vores, og typisk for de venlige spaniere varer det ikke mange minutter, før snakken går med de nyankomne – også lidt med os på et udbredt sprog på disse kanter: “spenty” (spansk/engelsk/tysk i én pærevælling…!).
Vi tilbringer nogle timer ved stranden og bader i det lune vand, men kombinationen af stærk sol, saltvand og sand er virkelig min Achilleshæl – jeg må kapitulere og søge op under Prostatas solskærm, også selvom det indebærer at være tilbage midt i kakofonien af lyde fra TV, hunde, papegøjer, undulater og spanske madammer, der fejer, passer børn og forbereder mad, alt mens de snakker med naboen og prøver at få lidt liv i manden, der slapper af med en cerut og forsøger at blande sig udenom…!
Det er sjovt at forestille sig, hvordan det må have set ud, da romerske legionærer for 1000 år siden kom vandrende her eller kom sejlende for slave-og vindkraft. Valencia er grundlagt af romerne i 138 e.Kr. og skænket til legionærer som tak for deres indsats, og vi skal naturligvis besøge byen, som er en af Spaniens største og berømt som kulturby.
Chef-Guiden, også kaldet Chef-GPS’en for sin glimrende evne til at finde vej – i daglig tale dog blot “CG” – har fundet ud af, at der strækker sig en 10 km. lang cykelsti (som vi tog frem og tilbage…) gennem Valencia, anlagt i en udtørret flodseng, og det skal vi naturligvis prøve, så vi har cyklerne med, da vi kører på dagsudflugt fra C-pladsen. Vi parkerer ved et stort Carrefour-supermarked – det er nemlig gratis – og fandt hurtigt cykelstien, som i virkeligheden er et bredt grønt bælte, der fungerer som åndehul for byens borgere, og det er der brug for, når temperaturerne som i dag ligger på den varme side af 35 grader! CG studerer kortet, og vi skal tilsyneladende 4 grader til højre:
Og afsted går det –
Det er en flot, flot tur, der fører os frem til Valencias arkitektoniske mesterværker – et akvarium, et operahus og et eksperimentarium, der mere eller mindre er bundet sammen – arkitekten bag bygningerne er Santiago Calatravas:
Saltvandsakvariet
Opera- og koncerthuset
Allersmukkest er bygningen fra den side, hvor en 75 meter høj “fjer” peger direkte op mod den blå himmel.
Mødet med dette bygningsværk gav et flash-back til et besøg i Jerusalem for et par år siden, hvor Calatravas har bygget den menst fantastiske bro, der har fået tilnavnet “Davids Harpe” eller lidt mindre højtideligt “Guds finger” – det er nemt at se lighederne –
Vi besøgte naturigvis også den gamle bydel i Valencia, herunder Katedralen, hvor vi gerne ville se kirkens fornemste relikvie, nemlig intet mindre end det bæger, som Jesus drak af ved den sidste nadver. Det er naturligvis en “hellig gral” (som Indiana Jones jagtede…!) og kraft har det, for præcist i det øjeblik, hvor jeg ville fotografere bægeret, lukkede kameraet og meldte “ikke mere strøm”! Se, det kan ikke være noget tilfælde vil nogle (måske den nye videnskabsminister i DK?) hævde…!
Det var efterhånden blevet spansk frokosttid – d.v.s. hen på eftermiddagen – og da vi ikke rigtig havde spist morgenmad, var vi sultne. CG slog atter til og fandt hurtigt en resturant, der serverede den bedste suppe, jeg nogensinde har smagt. Det var en kold avocado-suppe, og CG skiftede til AM og hævdede, at den kan hun nok også lave, så det ser jeg frem til.
Varmen idag har ligget på mellem 35-38 grader, og det er varmt på en lang cykeltur, men heden er et langt større problem om natten, hvor luften synes at stå helt stille og være så tung af salt og varme, at det forekommer svært at trække vejret. Vi har derfor investeret 16 € i en elektrisk ventilator, der forhåbentlig kan mildne natteluften lidt for de klippede får, når vi nu tilsyneladende har lagt os ud med videnskabsministeren og hans bagmand.
Hjemme igen på Campingpladsen kom vores spanske naboer med udskåret vandmelon og fortalte, at netop den kvalitet eksporteres aldrig, så derfor skal vi smage…! Gør vi nogensinde noget lignende derhjemme – næppe!