Vi husker Malaga som en dejlig by og vil gerne besøge den også denne gang. Med tog, naturligvis, for vi ved jo godt, at trafikken i en spansk storby er et uoverskueligt virvar af alt, alt for mange biler, og ledige P-pladser er lige så almindelige som visdomsord fra Donald Trump.
Nu er trafikplanlægning i Spanien åbenbart ikke en akademisk disciplin, og ved den lokale togstation i Torremulle, hvor toget til Malaga stopper, er der kun ganske få P-pladser – hvilket er virkelig, virkelig dumt! Så efter at have flakset rundt et stykke tid gav vi op og besluttede – alligevel – at tage bilen ind til Malaga centrum. Og det var dumt, som i tæskedumt.
Solen bagte fra en skyfri himmel, og bilens AC kørte på fuld kraft, mens vi cirkulerede rundt i Malagas centrum for at finde – Trumps visdomsord. Der var ingen, slet ingen, så vi endte i et i et P-hus 20 min.s gang fra centrum, og i 30 graders varme trak den tur tænder ud. Vi tumlede lidt rundt på må og få i de små gader med tanke på, at vi også skulle tilbage til P-huset, og det var lidt u-spændende, men ved et lykketræf endte vi ved byens overdækkede marked –
Udbuddet af mad er enormt, og at vi er ved at tømme havene for fisk, fremgik ganske klart –
Det enorme udbud af fisk, grøntsager og kød var en fryd for øjnene og næsen, men en bekymring for hjernen. Jeg er mere og mere bange for, om vi er ved at brænde kloden af. Et helt nyt studie af førende forskere fra otte lande viser, at med vores nuværende forbrug af jordens ressourcer “risikerer vi drastiske og irreversible ændrede miljøforhold, som vi ikke ved, om vi som mennesker kan trives under”. Det er åbenlyst, at hverken politikerne eller vi som enkeltpersoner kan finde finde ud af at træffe beslutninger, der reelt gør noget ved den problematik, og det vil få store konsekvenser for vores børn og børnebørn.
I en af Malagas snævre gader, hvor der er en herlig stemning med smil og larm fra de mange mennesker, fik vi en fremragende frokost med rejer og grøntsager til små penge. Det var et bøvl at finde tilbage til P-huset, men assisteret af en ispind og en pause på en cafestol lykkedes det.
Videre til Ronda og ‘Snebjergene’