Vintrene i Danmark bliver længere og længere – i hvert fald opleves det sådan (kan det have noget med alderen at gøre…?) – og en vintertur ned til solen må være brugbar medicin mod det problem. Anne-Marie har døjet med en slem influenza her i vinter, så argumenterne for at tage afsted står i kø. Februar skal simpelthen slås i stykker.

Mange destinationer var inde i planlægningsfasen. Ægypten – masser af sol, men der er forhøjet terrorrisiko, så nej tak. De Kanariske øer – vi har været der flere gange, og det er et supersted, men terrortruslen andre steder har hævet priserne betragteligt, så nej tak. Sydspanien – vi er i de senere år blevet glade for Spanien, fordi naturen er storslået, vejret som regel godt, og spanierne er smilende og imødekommende og helt uden det strejf af arrogance, som vi undertiden har mødt i Italien. Desuden er vi store fans af spanske tapas og Rioja-vin, og dermed er sagen afgjort. Vejret er godtnok usikkert på denne tid af året, men der skulle ofte være gode dage med sol og varme, så vi satser på heldet (og drivhuseffekten..).

Vi har fundet et spottilbud til Fuengirola lidt syd for Malaga, hvor havet, bjergene og Gibraltar giver mulighed for nogle gode oplevelser, så det var afsted i uge 7 2017. Transporten med Primera Air var hurtig og upåklagelig, hotel Gardenia Garden virkede OK ved første øjekast. og vi har været heldige og fået et værelse med fuld havudsigt –

Efter denne glimrende begyndelse er det bare ud at nyde solen. Det var bare lidt ærgerligt, at det øsregnede fra en kulsort himmel –

I en pause mellem de hidsige byger gik vi en lang tur langs havet og ned mod byens havn, hvor det igen begyndte at regne heftigt, men heldigvis er vi forberedt og har medbragt regntøj. Bare lidt ærgerligt, at det ligger i kufferten på værelset! Vejene i Fuengirola er til overflod forsynet med lunker, hvor regnvandet samler sig, og bilerne sender kaskader af vand ind over os, når de kører forbi. Det er til gengæld rigtig godt – for det betyder nemlig, at nu skal vi nødvendigvis på bar! Et par glas glimrende Rioja til 4,5 € gør underværker. Spanien er et dejligt sted at besøge – i al slags vejr!

Det er tydeligt, at det er XXX senior-Europa, der er på ferie her på kysten og ikke mindst på vores hotel. Årgangene fra tiden omkring 2. verdenskrig skal lige have det sidste med, inden de tjekker endeligt ud! På sin vis er det fint nok, men helt ærligt – og måske ikke så pænt – det var træls. Vi har købt rejsen med “all-inclusive”, altså med alle måltider, og derfor kæmper vi om pladsen i spisesalen med horder af overvægtige, dårligt gående samt syns- og hørehandicappede spanske pensionister. De angriber kaffemaskinen, brødbakkerne samt ikke mindst bakkerne med alt det usunde som om de ikke har fået mad i meget lang tid. Spidse albuer fik en ny og anderledes betydning for mig, mens bjerge af spejlæg, pølser, bacon og kager blev transporteret tilbage til bordene – for en dels vedkommende i trådkurven på rollatoren…! Et ledigt bord er næsten umuligt at finde, og da det endelig lykkedes, var det svært at få ørenlyd til en samtale, fordi alle taler så højt. En del af kvinderne er i stand til at tale (råbe) i telefon, tale med de andre ved bordet og – samtidigt – skovle betragtlige mængder af spejlæg, kartofler og bacon ind. Mændene sidder for de flestes vedkommende lidt tilbagetrukket, tavse og i en slags dvaletilstand med svømmende øjne og et fjernt blik, hvilket virker ganske fornuftigt ud, for de får ofte skældud af deres (mægtige) koner.

Fuengirola var for år tilbage en fiskerlandsby, men i dag er fiskeriet overhalet af turismen, og strandpromenaden er én lang række af hoteller, barer og restauranter. Langtfra kønt, men heller ikke helt så grimt som vi har set det længere mod nord på Spaniens østkyst.

I bybilledet kan vi se mange trækfugle fra England og Nordeuropa, der ligesom os er søgt herned i jagten på sol og varme. En del af dem har åbenlyst været her længe og ser ud til at være blevet standfaste på byens barer, hvor de indtager nogle gevaldige gin and tonics, der hele tiden fyldes op – tiden skal jo gå med noget. De er lidt triste at se på – disse trækfugle, der er holdt op med at flyve…! Man kan her på solkysten leve en stor del af sit liv uden at komme i nærkontakt med det spanske – på engelsk og på alle skandinaviske sprog kan man købe fast ejendom, gå i kirke, blive klippet, spise, drikke, få ordnet tænder, få nye briller, få en skønhedsoperation, sikkert også begravet – hvad som helst. Absurd!

Så snart man er lidt væk fra kysten og trækfuglene, bliver miljøet mere autentisk spansk, og vi fandt således (dvs. AM fandt…!) et af de typiske lokalmarkeder, der bugner med friske grøntsager. AM gerne ville se på en tomat og skridter her fronten af –

Der var også mange andre interessante ting på markedet, og alle med “special price for you…”! Jeg dummede mig og købte nogle underbuxer, der senere viste sig at have pasform til ….måske en abekat!

I bjergene bag ved Fuengirola ligger de smukke, hvide landsbyer, bygget i maurisk stil, her landsbyen Milas –

Vi tog den lokale bus nr. 122 herop (1,5€ – hvorfor betale 25€ med rejseselskabets bus?), og det var en god oplevelse. Byen er utroligt smukt beliggende, og naturligvis har andre turister end os opdaget stedet, men om vinteren er antallet tåleligt, og byen er en rejse værd. Det er en god ide straks at få et kort på turistbureauet, der ligger lige ved busstationen, og så søge væk (LANGT VÆK) fra turistbutikkerne. Hurtigt kommer man ind i små snævre og charmerende gyder, hvor livet leves lidt langsommere end i resten af Spanien, her er nogle eksempler (klik på det første billede og bladr) –

I Calle Malaga nr. 10 (findes let på kortet) dumpede vi ind på Chema’s wine & tapas bar og fik fremragende rødvin sammen med små tapas. Vi fik en snak med barens venlige ejer, og efter endnu et par glas var vi atter engang overbevist om, at Spanien er et herligt sted at besøge. Rødvin er en forunderlig drik!

Mijas har et glimrende etnografisk museum (skilte viser vej), der først og fremmest fortæller om det daglige slid på landet med produktion af druer og oliven. En kvinde fortæller om sit liv omkring 1950: ”Vores job var at skolde, og det var hårdt. Vi tjente aldrig nok til at købe ordentligt tøj: to kjoler, en til helligdage og en til hverdage, intet andet….det var et fattigt liv, tusind gange værre end jeg kan forklare. Når jeg kunne, samlede jeg oliven for at tjene nok til at købe min brudeudstyr. At samle oliven var et kvindejob. Vi tjente 75 cent for hver fyldt tønde, og det tog en hel dag at fylde en tønde. De snød os endda med målet, for tønden rummede mere, end de sagde. Og hvis du protesterede, blev arbejdet givet til en anden den næste dag, for der var overskud af kvinder”.

Også i nutiden er arbejdet i olivenlundene fysisk hårdt, og jeg er for længst holdt op med at tænke, at 75 kr for en flaske olivenolie er dyrt.

Gibraltar

Vi vil også en tur til Gibraltar, der er en besynderlig rest fra den engelske kolonitid, erobret fra spanierne i den spanske arvefølgekrig i 1706 og naturligvis en torn i øjet på det moderne Spanien. Suntours/Bravotours tilbyder ture derned, men vi valgte at tage den lokale bus fra Fiongerola til grænsebyen La Linea. Det er billigere (små 10€ pr. person pr. vej) og som en sidegevinst slipper vi for at høre på de altid pænt påklædte og evigt smilende guider (de minder mig altid lidt om mormoner…!), der lirer en lektie af, de har lært udenad. Da vi ankom, spurgte vi dem om et par småting uden at få et brugbart svar – men de smilede hele tiden og spurgte, om vi havde haft en god flyvetur…! Ufffr!

Efter to timers buskørsel ankom vi til La Linea, krydsede til fods en landingsbane til fly (!) og var pludselig i Gibraltar/England. Den eneste virkelige seværdighed er Gibraltar-klippen –

Vi valgte at besøge Gibraltar-klippen på den engelske side af grænsen at købe en tur med taxi og lokalguide – små 200 kr/person – og det viste sig at være den helt rigtige beslutning. Chaufføren/lokalguiden var født i Gibraltar og havde derfor et indgående kendskab til området, og mens han kørte os rundt på klippen, fortalte han anekdoter i en lind strøm. Egentlig er klippen ikke meget af en seværdighed, men udsigten over bugten med Afrika i det fjerne er selv i overskyet vejr storslået –

De allestedsnærværende aber passes og plejes af briterne, fordi myten siger, at sålænge aberne er her, vil Gibraltar være britisk –

Mens vi var på klippen fik vi nogle særdeles heftige regnbyger, og det enorme bjergmassiv viste sig overraskende nok at være pivende utæt. På besøg i huler og gange, der tidligere har tjent et militært formål – blev vi godt våde. Nogle af hulerne er derfor helt naturligt drypstenhuler og særdeles flotte –

Gibraltar er meget lille, og bortset fra klippen er der kun en enkelt gågade med typiske engelske pub’s, og rejsebureauernes løfter om “taxfree priser” viste sig at være reklamegas. Der var ikke mere at se, så vi havde et par kedelige og kolde timer på busstationen, inden vores bus kom til hjemturen. Det slog mig, at grænsebyen La Linea er helt uden den charme, som spanske byer normalt har. Hovedindtrykket var nedslidte og grimme huse, offentlige bygninger med huller i taget, vandfyldte vejbaner etc. –

Spanierne har aldrig lagt skjul på deres utilfredshed med, at Gibraltar ikke er spansk, og sandsynligvis underprioriterer man ganske bevidst området for at gøre det så lidt attraktivt som muligt for turister – der er jo ingen grund til at hjælpe engelske Gibraltar til flere gæster. Grafitti på den spanske side af grænsen – “Fuck the british city” – viser, at der er spændinger i området, selvom briterne hævder det modsatte, og det er vel ikke så svært at forstå spaniernes utilfredshed. Hvad ville vi sige til, hvis tyskerne fortsat havde herredømme over Bogø midt i Lillebælt med henvisning til, at de havde erobret området engang for længe side? Gibraltar er i mine øjne en usympatisk rest fra kolonitiden, og englænderne burde så hurtigt som muligt give området tilbage til Spanien.

Som seværdighed er det vores konklusion, at det er sjovt at have været der. Men en rejse værd? Nej!

Malaga

Efter et par dage med sol og varme, hvor de regnvåde solstole pludseligt fik nyt liv, er temperaturerne faldet igen, og det passer med en tur til Malaga. Det sker nemt med tog fra Fiengurola, og mens vi sad i det topmoderne tog, tænkte jeg på, hvor skandaløs elendig togdriften har været de senere år i DK. Toget til Malaga kørte præcis på sekundet og var udstyret med fortræffelige info-tavler på “internationalsk”, så vi aldrig var i tvivl om, hvor langt vi var kommet, og hvor vi skal af. Det var ganske enkelt fremragende. Til gengæld må man så leve med, at billetten er billig og at der er siddepladser til alle…!

Fra Solkystens uendelige rækker af hoteller og barer var det en lise at komme til Malaga, der er smuk og rummer store kulturelle seværdigheder samt – naturligvis – masser af ægte spansk liv med musik og tapas-barer. Vi drev lidt rundt i byens centrum og endte på en fortovsbar, hvor vi fik super-tapas og do hvidvin for under 100 kr. Solen skinnede, så det var en dejlig oplevelse. Senere besøgte vi Picasso-museet, der ganske vist er under ombygning, men en særudstilling var nu også glimrende. En meget charmerende by (klik og bladr…!) –

En vinteruge på solkysten

Spanien er et dejligt rejseland, spaniolerne er utroligt venlige, imødekommende og høflige, og vejret har været ……acceptabelt, det er trods alt februar, så 2 dage med varme og sol, et par kølige dage og en del regn var vel som forventet, og hvert et solstrejf blev udnyttet –

Konceptet med “all inclusive” er derimod – for os – fuldstændig utåleligt. Maden er ikke dårlig, men meget ensformig, vinen er fladere end en pandekage og automatkaffen er dårlig og sur. Men fordi det hele er “gratis”, tager man det alligevel – og tager for meget. Jeg har således i ugens løb spist mig gennem et bjerg af – lunkne – pommes frites. Dertil kommer, at stemningen i restauranten er næsten lige så hyggelig som i kantinen på B&W, når 3000 værftsarbejdere skulle spise frokost samtidig…! De sidste par aftener kunne vi ikke længere holde det ud og spiste i stedet i byen og fik fremragende tapas og fortrinlig Rioja-vin til små priser.

Solkysten – Costa del Sol – er så langt fra min kop te, som man næsten kan komme. Miljøet i Fuengirola og andre lignende byer er efter min mening “dødssygt” med sine uendelige rækker af ens cafeer, restauranter, pizzariaer og hoteller. Beliggenheden ved Middelhavet gør, at AM på sin skala kommer helt op på 1 point over “dødssygt”…! Det positive er, at man ikke skal langt op i baglandet, før det ægte og charmerende Spanien viser sig. Gibraltar er overvurderet som turistmål efter vores opfattelse, men Malaga er en pragtfuld by, og det samme gælder Sevilla, som også kan nåes her fra kysten.

Hotellet var pænt og rent og personalet venligt, men byggekvaliteten er billig. Væggene er så tynde, at hoste, samtaler, sengenes knagen og fjernsynets evindelige kværnen er noget, man deler med hinanden.

Vores konklusion er derfor, at vinterferie fremover skal holdes et sted, hvor vejret er bedre, og fjernt fra masseturismen. Ikke Costa del Sol næste vinterferie – trods de flinke spaniere – og absolut ikke all-inclusive.