Afslutning i København

Sverigesturen sluttede med to nætters ophold i København på hotel Cabinn City næsten klods op ad Glyptoteket. Hotellet er til at betale i modsætning til alt andet i centrum, men man skal så til gengæld leve i et værelse så lille, at et kollegieværelse virker som et palads.

Vejret var højsommerligt, og der var næsten ingen turister i København 🙂 –

Et besøg på Nationalmuseet var en fremragende oplevelse, ikke mindst en særudstilling om Vølven i Vikingetiden, der fortalte om en kaotisk tid, hvor man frygtede, hvad der lå rundt om det næste hjørne – meget aktuelt, må man sige, med tanke på nutiden!

I de permanente udstillinger var det sjovt at se skatten med flere end 81.000 mønter (Danmarks største møntfund), der i 1967 blev fundet i den lille (3-4 huse) landsby Kirial, som vi passerer på vejen  mellem Fjellerup og Grenå. Skatten blev nedgravet omkring 1361 i de urolige tider under Valdemar Atterdag.

Sjovt var det også at se det originale Dagmarkors, der efter overleveringen blev fundet, da man åbnede dronning Dagmars grav –

Det er et typisk byzantisk kors, der formodentlig er blevet erobret under korstogene til det hellige land og bragt tilbage til Ringsted. Sandsynligvis har korset fungeret som et relikvie, for selvom det er tyndt, er der et lille hulrum, hvor der har ligget en tråd fra Jesu ligklæde, en splint af korset eller noget helt tredje med hellig kraft.

Også Guldhornene, der blev fundet i hhv. 1639 og 1734, stjålet og omsmeltet i 1802 og genskabt i flere udgaver kom vi forbi –

Når det var muligt at genskabe guldhornene, skyldes det bl.a., at oldforskeren Ole Worm kort efter det første fund gjorde nogle optegnelser, der var med til at danne grundlag for de første kopier –

Om rekonstruktionerne er 100% rigtige, ved vi dog ikke, men så er der jo plads til fantasien, for fantastiske fund er det med rod i de første århundreder efter Kristi fødsel, altså den tid, vi kalder jernalderen.

Aftenen blev tilbragt i Tivoli, hvor vi som indledning så en fantastisk balletopsætning af Klods Hans med helt ny musik af Philip Faber – en stor oplevelse, der heldigvis havde trukket et stort publikum. Også middagen på rest. Påfuglen var en positiv oplevelse med dejlig mad og en meget venlig betjening, selvom restauranten var fyldt til bristepunktet.

På plænen gav Sanne Salomonsen koncert, og som jeg oplevede det, skulle lydtrykket dække over uinteressant musik og at hun ikke synger ret godt – men det er der nok flere meninger om 😀.

 

Nye indlæg