Egentlig ville vi have været til Gotland, men færgeturen derover koster en rødmalet, svensk bondegård, så vi valgte i stedet at besøge Øland lidt længere sydpå. Det er set med danske øjne en stor ø, 137 km på langs og 16 km. i bredden, men vigtigere er det, at øen er stedet i Sverige med flest solskinstimer og mindst nedbør. Adgang til Öland sker via en 6 km. lang bro (uden broafgift!), og straks efter broen er der en turistinformation, som er god at gæste, fordi de har et stort udvalg af kort med bl.a. vandre- og cykelruter.
Öland er en ferieø, så hotellerne er booket fuldt op, men med lidt besvær fik vi reserveret 3 nætter på hotel Alvaret i den lille by Løttorp i øens nordlige ende. Vores værelse er både simpelt og lille, egentlig bare en dobbeltseng med fire vægge rundt om samt et badeværelse så mikroskopisk, at tandbørstning skal foregå med små bevægelser for ikke at ødelægge noget. Men kønt er det, smukt malet i svensk-rød, vi bor i afdelingen til venstre –
Hurtigt efter vores ankomst blev jernhestene sadlet, og vi begav os afsted mod Böda på Ølands nordøstlige kyst, der på kortet så ud til at have en lille hyggelig havn.
Den lille hyggelige havn viste sig at være et gigantisk, monstrøst og overdimensioneret legeland, hvor alt var lavet i plastik, endog en kopi af krigsskibet Wasa, der sank på sin jomfrurejse i 1628, og alle herlighederne var pakket ind i dunkende discorytmer. Vi kastede et blik ud over havet, der lignede et hvilket som helst andet hav (surprise!), hvorefter vi flygtede i nogenlunde god ro og orden. Under den 15 km. lange hjemtur blev himlen stadig mere mørk, og netop som vi tøjrede hestene, brød et uvejr løs med regn, hagl, lyn og torden. At vi kom i ly i tide var gudernes afbigt for oplevelsen i Böda.
Sydøen
En 30 km. lang cykeltur på Ölands sydspids var en langt bedre oplevelse. Vi parkerede i Grönhögen og cyklede mod syd til et pragtfuldt naturområde så fyldt med natur, blomster, fugle, sæler mm., at vi ikke har set noget tilsvarende.
Cykelturen gik gennem landsbyer så svenske, at de kunne være taget ud af en bog af Astrid Lindgren –
Undervejs stødte vi på Karl X Gustavs mur fra 1600-tallet, der strækker sig fra kyst til kyst, kilometer efter kilometer. –
Det er et imponerende bygningsværk, der i bogstaveligste forstand er håndlavet af egnens bønder, fordi kongen ville have sine blomster og grøntsager i fred…!
Vores hjemtur foregik ad dejlige cykelstier –
Nordøen:
Den sydlige del af Öland var en dejlig oplevelse, men naturligvis skulle den nordlige del også opleves, og med friske batterier på cyklerne kørte vi ud fra Byxelkrog med retning mod ‘Lange Erik’, som fyrtårnet hedder på Ölands nordligste pynt. Vejret var pragtfuldt med fuld sol, og de svensk-røde motiver stod i kø:
Öland har et imponerende net af cykelstier, og da øen er flad som en pandekage, er det nemt at komme rundt –
Öland er så smuk at cykle rundt på, at man kun kan have ondt af de mange, der ser øen fra en bil eller autocamper. En cykel kommer allevegne, også på de mindste skovstier, hvor man nemt farer vild, og nogle fandt aldrig ud igen – (vi gjorde!)
Vores 35 km. lange rundtur på nordøen sluttede ved ‘Troldegen’, der skønnes at være 900 år gammel, altså – pudsigt nok – plantet samtidig med, at de første peblinge begyndte deres skolegang ved katedralen i Viborg 🙂
På hotellet faldt vi ved morgenbuffeten i snak med to unge kvinder, der arbejder i køkkenet, den ene er fra Finland, den anden fra Italien. De talte glimrende engelsk, og da jeg spurgte den unge finne, hvor hun kom fra, svarede hun med navnet på en by, jeg ikke kendte. Jeg spurgte derfor, om byen lå nord, syd, øst eller vest for Helsingfors, hvortil hun efter nogen betænkningstid svarede: “Det ved jeg ikke…”! Arrrrg, det er ikke kun i Danmark, at basal viden er en mangelvare. Da vi spurgte den unge italiener, om hun skulle hjem til Italien på et senere tidspunkt, var det hendes tur til at sige Arrrg…! Hun skal absolut ikke hjem til Italien, fortalte hun, for dér er der ingen fremtid for unge, det er for dyrt at studere, det er for dyrt at bo og vilkårene for børnefamilier er håbløse. “Italien er et paradis for turister og velhavende pensionister, for os unge er det et mareridt” var hendes slutreplik. Desværre er det nøjagtig – næsten ord til ord – den samme historie, som Maria Pia fortalte os, da vi besøgte hende i Rom i januar i år.
Videre til Stockholm