Der er altså mange træer i Sverige. Vores 500 km. lange køretur fra det nordlige Öland til Stockholm foregik på en snorlige landevej mellem ubegribelige mængder af fyrre- og birketræer, der kun med lange mellemrum blev afløst af bebyggelser. Smukt og ensformigt på samme tid. 2 ladepauser hos Tesla foregik fuldstændig uden problemer, og jeg er begyndt at få rutinen med den ladeapp, der hedder A Better Routeplanner, der forekommer mig at være langt den bedste.

Hammeby Sjöstad

Vi kørte ind i Stockholm midt i den heftige eftermiddagstrafik og fandt frem til vores Best Western Hotel på Midskeppsgatan 6 i bydelen Hammeby Sjöstad. Hotellet er glimrende og ligger smukt nogle få hundrede meter fra Sickla-kanalen, som vi spadserede langs med efter at være blevet indkvarteret. På vejen mødte vi to jævnaldrende og meget snakkesalige mennesker, der ikke kunne få nok af at fortælle os om Sveriges mislykkedes indvandringspolitik. De var så utroligt vrede over, at tusindvis af fremmede blev mødt med åbne, svenske arme for derefter at gøre landet utrygt med alle slags kriminalitet. Deres vrede rettede sig også mod de velmenende, men dybt naive (socialdemokratiske) politikere, der ville gøre Sverige til en humanitær stormagt men i stedet smadrede ‘folkhemmet‘, den svenske velfærdsstat. “I var meget klogere i Danmark”, blev de ved med at gentage.

Da vi endelig slap fra de to vrede mennesker (det var svært), var vi blevet sultne og fik fremragende aftensmad på rest. Göteborg, der ligger smukt ved Sickla-kanalen.

Gamla Stan og Djurgården

Da vi stod op næste morgen, var vejret om muligt endnu bedre med sol, spredte sommerskyer og sydlandske temperaturer. Straks efter morgenmaden hoppede vi på cyklerne med retning mod ‘Gamla Stan’ og turen derind er en oplevelse –

3 enorme krydstogtskibe havde netop spyet tusindvis (tusindvis!) af turister ud, og det kunne tydeligt mærkes i centrum, der var propfyldt med mennesker. Mange af dem gik som kreaturer efter en flagsvingende guide, men vi sørgede omhyggeligt for at gå i den modsatte retning og fik en fin oplevelse af de flotte pladser og de charmernede, snævre gader –

Det var i disse gader, at Bellman i anden halvdel af 1700-tallet skrev sine udødelige “Fredmans epistler”  der handler om druk, kærlighed og død. Viserne er befolket af faste figurer som musikanten Fader Berg, de militære drukkenbolte korporal Mollberg og konstabel Movitz (se billedet ovenfor), den unge og vist ret promiskuøse Ulla Winblad og hendes både lykkelige og ulykkelige elsker Fredman, der af Bellman betegnes som “berømt urmager i Stockholm, uden ur, værksted og kapital”. Det er herlige tekster med ligeså herlig musik, som jeg har spillet og sunget så længe jeg kan huske.

Vi skulle naturligvis også besøge Stortorvet, hvor danske Christian 2. (*Christian Tyran’ kalder svenskerne ham) lod store dele af den svenske adel (incl. børn!) halshugge i 1520. Idag var pladsen anderledes festlig og smuk med kun en enkelt såret ‘soldat’  –

I murværket på en af torvets bygninger hænger en kanonkugle, som iflg. legenden var tiltænkt Christian 2. men ramte ved siden af –

Når Stockholm er så smuk en by, hænger det i høj grad sammen med, at der er så meget vand. Kanaler krydser her og der, og langs dem er opført enorme rigmandspalæer –

Og naturligvis er det på en varm dag som idag oplagt at lave en frokostpause her –

Efter det tætpakkede menneskemylder i Gamla stan og efter at have trasket Ridderholmen tynd trængte vi til lidt luft og cyklede ud i den kæmpestore park Djurgården, der er vanvittig smuk, forbi Vasa-museet og kunstmuseet Thielska, som vil vil besøge i de kommende dage og videre ud mod den stockholmske skærgård –

Turen var så smuk, at vi ikke rigtigt bemærkede, at vi var kommet langt væk fra centrum, og i skærgården er det et problem, når man bliver fanget på den ‘forkerte’ side af vandet – og det var lige netop, hvad der skete for os –

En lokalfærge fik os over på den rigtige side af vandet, og med guddommelig hjælp (Googlemap) fik vi snoet os de sidste 10 km. hjem til hotellet. Undervejs måtte vi knokle de tunge el-cykler op ad en f…… lang og stejl trappe – alternativet var at hoppe i vandet og svømme med dem…! Men hjem kom vi – med trætte ben og ømme fødder!

Kongeslottet, Thielska og Vasa

Det svenske kongeslot er enormt stort, langt større end Amalienborg, men egentlig ikke specielt smukt. Det er dimensionerne, der imponerer, ikke arkitekturen. Vi tog derind for bl.a. at opleve vagtskiftet, der er en omstændelig og opstyltet affære (som sådan noget vist altid er) –

Forestillingen. begynder på slaget 12.15, varer en times tid, og det hele er nøje koreograferet, hvor ikke en fod sættes forkert, og hvor pudsekluden har været flittigt brugt –

Der var tusindvis af turister i Stockholms centrum denne solskinsdag, og selvom der er cykelstier de fleste steder, var det en udfordring at sno sig mellem rullekuffert-horderne fra krydstogtskibene, småbørn, gående og alle de andre cyklister på vej ud mod vores næste mål, Thielska galleriet, der ligger umådelig smukt i udkanten af den store park Djurgården –

Galleriet rummer en stor kunstsamling, der er grundlagt af bankier og kunstmæcen Ernest Thiel i begyndelsen af det 20. århundrede. Her findes værker af bl.a. norske Edvard Munch,  danske Vilhelm Hammershøi og svenske Carl Larsson for blot at nævne nogle få. Et eksemplar af Edvard Munchs “Skriget” hænger på museet og er (ikke mindst i disse tider!) umuligt at ryste af sig –

Også et stort billede af Hammershøi (“Fem portrætter”) gjorde indtryk, fordi personernes ansigter er så utroligt udtryksfulde –

Det er spændende at gå på museum, men det er også anstrengende, så vi tager ét om dagen og kombinerer det med lange cykelture i byen, typisk 25-30 km., og på den måde får vi set rigtigt meget af Stockholm.

Museet med det stolte krigsskib Vasa havde vi set frem til at opleve, fordi historien er så dramatisk. Vasa skulle have været den svenske flådes linieskib og stolthed, da det i 1628 stævnede ud fra Stockholms red på sin jomfrurejse – 69 m langt var det og udstyret med 67 store kanoner. Efter mindre end 2 km. sejlads væltede skibet imidlertid og sank, fordi skibsbyggerne havde regnet forkert. Skibets overbygning var alt for stor og tung i forhold til køl-vægten, så der skulle kun nogle vindstød til for at vælte skibet. I mere end 300 år lå det mere eller mindre glemt på bunden af havet, og først i slutningen af 1950’erne blev skibet bjærget og konserveret, så det i dag kan ses fuldstændig som da det blev søsat –

Det bidrog heller ikke til skibets sødygtighed, at det på kongens ordre var plastret til med ornamenter, udskårne figurer og endog en løve, der i fuldt firspring fra stævnen skulle intimidere en kommende modstander –

Museet er absolut et besøg værd, og så må man her i højsæsonen tage med, at man ikke ligefrem er alene om interessen. Da vi kom ud af museet strakte køen sig så langt som øjet rakte – udenfor billetkontoret – så det er vigtigt at komme så tidligt som muligt –

Efter menneskemylderet i Vasa-museet trængte vi til luft og plads og cyklede ud i det stockholmske boligkvarter, der hedder Atlas. For hundrede år siden var det Stockholms største industriområde, men da fabrikken Atlas flyttede ud af området i 1925, indrettede man i stedet boliger i de tidligere industribygninger. Standard for en lejlighed dengang var 1 rum med tekøkken samt en sovealkove, så storhed har der ikke været tale om.  Idag er det blevet fashionabelt at bo her, måske hjulpet af, at Astrid Lindgren boede her i sin ungdom i 1930’erne, inden hun flyttede til det nærliggende Vasastan –

Sidste station på dagens lange cykeltur var Haga-parken –

Haga-parken er udødeliggjort i Bellmans vidunderlige sang Fjäriln vingad syns på Haga, der priser parkens skønhed og ikke mindst kong Gustav 3.s aldrig færdiggjorte Haga slot. Bellman skrev versene som led i sine bestræbelser på at få sin unge hustru ansat som oldfrue på slottet. Om det lykkedes, har jeg ikke kunnet finde ud af, men sangen er smuk og lever stadig i bedste velgående.

Og smuk er parken virkelig, man forstår Bellman hyldest til naturen i almindelighed og sommerfuglene i særdeleshed, indtil han i sidste vers når frem til det væsentlige: “En mild monark, der hilses af ‘sin sköna’ (Bellmans unge hustru)” – det var jo en jobansøgning!

På vej hjem fra Vasastan krydsede vi St. Eriksbron på vej ind mod Kungsholmen, og midt på broen bør man gøre et stop for at betragte de to monumentale bygninger på Kungsholm-siden. Den røde bygning til højre er opført i 1910 i jugendstil og var frem til 1924 Sveriges højeste bygning. Den lysegrønne bygning til venstre med tydelige funkistræk er fra 1930 og blev herostratisk berømt, fordi naturmaleren Bruno Liljefors havde sit atelier her, og for at lokke fuglene tæt på, så han kunne studere dem, hældte han spandevis af fiskeaffald ud i vindueskarmene…! Da han flyttede, ventede der et kolossalt rengøringsarbejde. Nogle af hans værker kan ses på Thielsa-galleriet.

De sidste ca. 10 km.’s cykeltur den dag foregik gennem Tantolunden på Södermalm, hvor der denne søndag var en herlig kolonihavestemning med utallige små madboder og et mylder af mennesker. Videre gik turen ad Söder Mälerstrand, hvor der med en hyggelig atmosfære ligger masser af små og større husbåde – absolut en omvej værd, hvis man er til fods eller endnu bedre på cykel. På Norre Hammarbyhamnen mødte vi denne herlige husbåd og den bagved liggende Thai-restaurant –

Der er utallige dejlige steder at besøge i Stockholm, og på cykel er det muligt at nå dem alle sammen. Vi har de sidste 4 dage cyklet omkring 150 km og har set de fleste hjørner af byen. Den største fornøjelse er at cykle langs vandet, hvor der er masser at se på. Som det sidste besøg cyklede vi til kvarteret Finnboda, der bestemt også fortjener en stjerne. Til gengæld er der nul stjerner til City med Åhléns enorme stormagasin, alt for mange mennesker og en million ‘smarte’ butikker, der ligeså godt kunne have ligget i en hvilken som helst anden storby.

Stockholm har absolut været en god oplevelse her i juli. Pragtfuldt vejr, masser at opleve, specielt hvis man har cykel med og har mod på trafikale udfordringer, og udpræget venlige mennesker overalt. Når krydstogtskibene er her, er der for mange turister, men heldigvis klumper de sig sammen på de mest berømte steder i Gammel Stan, så det er ret nemt at undgå.

Vingegård ser ikke ud til at kunne vinde Tour de France i år, men i stedet kan man så glæde sig over, at AM vandt Tour de Stockholm i flot stil. Enhver cyklist inden for synsvidde – endog langsomt kørende biler – blev angrebet og overhalet i en proces, hvor trafiklys var ligegyldige, og hvor feltets agterlanterne (mig!) jævnligt blev sat af.

I morgen går turen mod vest til Vadstena, hvor den hellige Birgitta i 1300-tallet grundlagde et kloster efter at have haft en række syner, mest interessant et syn, hvor hun så Jesu fødsel og detaljeret beskrev det med omtale af moderkage, navlestreng og efterbyrd – den første reelle skildring af en fødsel i vestlig litteratur. Birgitta fik flere end 700 syner og skrev dem alle ned, så der er nok at komme efter – mere herom senere.

Videre til næste afsnit – Vadstena