Slaget ved Blood River 1838
Dagens første mål er et af de ikoniske steder i Sydafrikas historie – Blood River. Visti havde på forhånd givet os et ‘skelet’ med hovedtræk fra den voldsomme begivenhed for 180 år siden (læs her: Sydafrikas historie) , og med besøget kom der i den grad kød og blod på historien.
Den 5. december 1838 var et mægtigt boertrek med 64 vogne, 400 ’vortrekkere’, 750 heste og 640 okser, der alle var trænet til krig, på vej mod nord for at slippe væk fra det engelske styre, som boerne bestemt ikke brød sig om. Briterne var alt for liberale efter de dybt religiøse og puritanske boernes smag, og navnlig var de vrede over briternes forbud mod slaveri.
Det store trek under ledelse af Andries Pretorius var kommet frem til Blood River i nærheden af byen Dundee, og målet var at finde jord til en fri boer-stat, hvor man kunne indrette sig, som man ville – og holde slaver, hvis arbejdskraft boerne var dybt afhænge af. Det var Zuluernes territorium, og de så bestemt ikke med milde øjne på, at boerne havde til hensigt at tage deres jord. Året før – i 1837 – havde et andet boertrek under ledelse af Peter Retief forsøgt sig med en forhandling med zulukongen Dingane efter princippet kvæg mod land, men det mislykkedes, og en overlegen Zuluhær dræbte alle 300 boere i vogntoget.
Denne gang var boerne bedre forberedt, og da spejdere meldte, at en stor zuluhær var under fremmarch, etablerede man hurtigt en vognborg, der blev hermetisk lukket med præfremstillede hegn mellem vognene, og alle skydevåben blev gjort klart, herunder 3 små kanoner –
Boerne afholdt en gudstjeneste og lovede at bygge en kirke til Guds pris, hvis man vandt det forestående slag – og så var der bare at vente!
Zuluerne angreb næste morgen med 4.000 mand i første bølge og dernæst med 12.000 mand – alle krigere udstyret med kastespyd og de kortere nærkampspyd, der i forening med smalle, lette skjolde tidligere havde vist sig meget effektive. Hver ’fortrekker’ havde tre geværer og en assistent – i mange tilfælde kvinder – til løbende at lade geværerne, så der kunne etableres en spærreild mod den angribende fjende.
Nedenstående illustration er ikke fra slaget ved Blood River men viser glimrende våben og kampteknik på begge sider af fronten –
Slaget ved Blood River blev en stor sejr for boerne, der med rifler og kanoner kunne holde zuluerne så meget på afstand, at de med deres håndvåben ikke kunne gøre alvorlig skade. Zuluerne mistede flere end 3.000 mand i kampen, hvis blod efter sigende farvede flodens vand rød – deraf navnet Blood River.
Området omkring Blood River er i dag et ikonisk sted for både boere og zuluer, og begge parter har opført et museum om slaget – på hver sin side af floden!
På boernes side er opført en typisk ‘trek-vogn’ som mindesmærke (afbildet ovenfor), og på vognens ene side ser man boerne afgive en ed (“Die gelofte”) til Gud om en kirke, hvis han hjælper med sejren –
På vognens anden side afbildes ganske dramatisk de overvundne (“Die oorwinning) –
Slaget viste – set med boernes øjne – at Gud naturligvis holdt med de kristne, og historien om sejren ved Blood River fortælles stadig på dette støvede museum langt fra alfarvej.
Vi var de eneste gæster, og stemningen tydede på, at det var længe siden, der havde været andre. Alligevel havde museet et fuldt bemandet cafeteria (sort personale, naturligvis), en ualmindelig sløv opsynsmand (hvid boer, naturligvis), og en biografsal med en video om slaget ved Blood River, som vi selv måtte starte, da opsynsmanden vist var faldet i søvn.
Museet har nærmest hellig status for boerne, og derfor accepterer man de betydelige udgifter, som museet koster. Et mærkeligt og tankevækkende sted, som absolut er værd at besøge, hvis man interesserer sig for sydafrikansk historie, og allerbedst er det, hvis man har en kyndig Sydafrika-historiker med som Visti, der på billedet nedenfor er i gang med en af sine medrivende fortællinger og samtidig overhører Marianne og Anne-Marie i lektien fra i går – det ser ikke ud som om det går så godt 🙂
På Zuluernes side af floden fortælles deres version af historien i et museum, der naturligvis først kunne opføres efter apartheid-systemets sammenbrud. Fra boer-museet går man et par hundrede meter i retning mod floden og kommer til et check-point, hvor travlheden med de utallige gæster ligesom på boermuseet var overvældende 🙂 –
Broen over floden mellem de to museer kaldes i bedste Nelson Mandela ånd for ‘forsoningsbroen‘, men et opsat hegn mellem de to museer viser i al sin hæslighed, at der er lang vej endnu …!
Mens boerne på deres museum fremstillede slaget og sejren som retfærdiggjort af Gud i et opgør med de ugudelige hedningen, fremstiller zuluerne på deres museum slaget ved Blood River som et element i boernes erobringstogt på deres jord. Enhver må gøre op med sig selv, hvilken forståelse man ser som den ‘rigtige’. Min holdning ligger klart nærmest zuluernes.
Fra Blood-River gik turen videre gennem Zululand, hvor vi igen fik dokumenteret, at vi er laaangt hjemmefra –
Sceneriet er meget fremmedartet, men overalt – OVERALT – hvor vi kom frem, blev vi mødt af store og varme smil. Her et par eksempler –
Dagen sluttede hos Madame på ‘Chez-nous’ – et glimrende Bed & Breakfast i Dundee. Madame er en meget venlig dame, der emigrerede fra Frankrig for 30 år siden og meget beredvilligt fortalte om sine erfaringer med livet i Sydafrika.
Videre til næste kapitel: Zululand, massakren ved Isandlwana, Mtunzini – og et hav af flodheste