Vredefort Dome, Clarens og Golden Gate National Park
Der kommer mange superlativer i dette afsnit, for et smukkere sted end Golden Gate Highland National Park har vi aldrig besøgt. Vi bor i områdets hovedby, Clarens, der er charmerende og med en dejlig stemning, så man også kan færdes i byen om aftenen, hvilket ikke er en selvfølge i Sydafrika.
Vejen hertil fra Pangani Pori gik mod syd gennem Johannesburg, og da det heldigvis var lørdag, gled trafikken fint. Undervejs passerede vi flotte bygninger med enorme reklamer for alle slags luksusvarer og meterhøje invitationer til at følge Jesus (“No terms & Conditions” som der står på invitationen!). Måske fisker kirken med held i disse omgivelser, for sammen med alle luksus-reklamerne ligger usle ‘townships’ så langt øjet rækker, hvor tusindvis af fattige sydafrikanere bor under forfærdelige forhold:
Turen videre mod syd gik gennem smukke landskaber med bølgende bakker og græssende kvæg – ind imellem suppleret af en flok zebraer, et par strudse og nogle antiloper! Senere dukkede bjerge op i horisonten, og smukke scenerier stod i kø. Lige så smukt landskabet var, lige så grimme og ucharmerende var de fleste af småbyerne undervejs –
Første planlagte stop var Vredefort Dome, hvor en meteorit med en diameter på 10 km. for 2.023 mio. år siden kom farende og ramte jorden med en fart på 36.000 km/t. Nedslaget var så enormt, at det skabte et krater med en dybde på 5 km. og en omkreds på 300 km! På tidspunktet for nedslaget levede der hverken dyr eller mennesker men alene alger af den slimede type, vi kender fra søer. Braget ved nedslaget er umuligt at forestille sig, men det har været enormt, for nedslaget var dobbelt så stort som det, der dræbte dinosaurerne for 65 mio. år siden.
“Lonely Planet’ havde lovet os et interessant infocenter i kraterets centrum, så vi kørte 15 km. ad bumlede, røde grusveje for at nå frem til det, en meget smuk tur, der bl.a. bød på møder med flokke af aber, men infocentret viste sig at være et lille hus med en støvet samling plancher og en video, der ikke fungerede, fordi al strøm var gået for flere dage siden efter et lynnedslag – det hele bestyret af en flink (og beruset) kustode.
Efter endnu et par timers kørsel i et landskab, hvor bjerge blev mere og mere dominerende –
– kom vi frem til Clarens og blev indkvarteret i Mt. Horeb Maner Bed & Breakfast, der er aldeles fremragende. Stedet drives af fam. Marx, der er yderst venlige og hjælpsomme, og værelserne ligger placeret, så man har den smukkeste udsigt over nationalparken Golden Gate Highland, der er områdets absolutte topseværdighed. Byen er opkaldt efter den svejtsiske by af samme navn, hvor Paul Kruger, lederen af boer-republikken Transvaal, og krigshelt fra den 2. boerkrig mod briterne, levede sine sidste år i eksil.
På billedet nedenfor bliver Visti varmet op 🙂 og gør klar til at give os den daglige vitamin-indsprøjtning i form af små og store medrivende fortællinger om Sydafrikas historie. Vi var meget påpasselige med at undgå dehydrering i den varme sommer, hvilket også fremgår af billedet –
Den helt store ‘weltklasse’-seværdighed i området omkring Clarens er nationalparken Golden Gate Highland. Her er så vildt og smukt, at hverken ord eller billeder yder fuld retfærdighed –
At her samtidig er flokke af græssende zebraer og eksotiske hjorte gør kun oplevelsen endnu mere speciel –
Den store gåsegrib med et vingefang på 2,5 meter lever her i bjergene, men kun sjældent ses den på tæt hold. Vi var så heldige, at den svævede hen over hovederne på os, mens vi gik i området. Visti hævdede, at det var en del af hans planlægning, og det skal nok passe 🙂
I det hele taget er nationalparken fyldt med eksotiske dyr så tæt på, at oplevelsen er meget intens – her et par eksempler:
Nationalparken har talrige meget fint afmærkede vandrestier. Vvi valgte stien, der fører til ‘Ecco Ravine’, og det blev en fantastisk smuk tur på et par timer –
Den sidste del af turen ind i ‘ravinen’ var anstrengende og fantastisk smuk, men vi kom i mål –
Turen ud af Clarens på vej mod Dundee gik atter engang gennem Golden Gate Highland National Park, og det var godt, for området er så ufattelig smukt og så fyldt med vilde dyr, at øjnene konstant står på stilke :
Vi kører gennem Zululand, hvor man har store problemer med HIV og Aids, som man efter folketroen bedst helbreder ved at have sex med en jomfru!! Hvem der har fundet på den kur, kan man fundere en del over…! På et offentligt toilet fandt jeg lidt modvægt mod folketroen – knap så eksotisk, men nok mere effektivt:
Landskabet var smukt og fyldt med små landsbyer og folkeliv, hvor livet leves helt anderledes end hos os i det kolde og effektive nord. Vi er ‘langt syd for Åbenrå’ – for nu at bruge et af Grethes (en gammel ven) faste udtryk om den del af verden, hun ikke bryder sig så meget om –
Videre til næste kapitel: Slaget ved Blood River og Dundee