Turen fra Mtunzini og dybt ind i Drakensbjergene førte forbi storbyen Durban og derefter mod vest forbi Pietermaritzburg og videre ind i bjergene. Turen gik glat og uden store begivenheder, indtil Visti uden yderligere forklaring pludselig kørte af landevejen, langs en jernbane og ind på en grusvej til et lillebitte og ydmygt monument omkranset af pigtråd:

Præcist her udspandt der sig i 1899 en dramatisk begivenhed, som er glemt af de fleste, men altså ikke af Visti. Under den anden boerkrig var Winston Churchill udsendt til Sydafrika som journalist og på stedet her lykkedes det boerne at afspore et tog, som Churchill rejste med sammen med en gruppe engelske soldater. Efter en kort ildkamp, hvor 4 britiske soldater blev dræbt, blev Churchill taget til fange og senere ført til Pretoria, hvorfra han sendte artikler til The Morning Post, der gjorde ham så kendt, at han senere blev valgt til det britiske parlament. Historien bliver ikke mindre utrolig af, at den boer-officer, der tog Churchill til fange, var P. W. Botha, der senere blev både statsminister og præsident i Sydafrika. Et utroligt sjovt og historienørdet besøg, og mon ikke vi er en meget lille og eksklusiv kreds, der har besøgt dette særprægede sted.

Visti og Marianne har flere gange omtalt Drakensbjergene som noget helt særligt, og ikke kun vores øjne men også munden stod vidtåben af forbløffelse, da vi kørte ind i bjergområdet og frem til Champagne Valley ganske nær ved grænsen til Lesotho.

Drakensbjergene er gudesmukke, intet mindre, vel nok de smukkeste bjerge, vi nogensinde har set – og nej, billedet nedenfor er ikke et fake- eller konstrueret billede, det er den ægte vare, taget den 20/1 2019 kl. 15.52.29 med mit Canon D77, ISO 200, f/16, 1/125, brændvidde 24 mm.

‘Champagne Valley’ er en del af  ’The uKhahlamba Drakensberg Park’, der er på Unescos verdensarvliste for både kultur og natur, hvilket vi kom til at opleve. Vores hotel, Champagne Castel Hotel, ligger med en fabelagtig udsigt mod bjergene og er opkaldt efter en nærliggende bjergtop, der med sine 3.377 m. over havoverfladen er det næsthøjeste i Syddafrika. .

Der er en stemning af gammel britisk overklasse over det pragtfulde hotel. Overdimensionerede, bløde lænestole, ild i pejsen, en åben bar og masser af sorte tjenestefolk iført fine gevandter og særprægede hatte. Morgen- frokost- og aftenbuffeten er overdådig i en grad, vi ikke tidligere har oplevet. Supper, kød, sammenkogte retter, grøntsager en masse, brød, ost, desserter og meget meget mere – alt sammen arrangeret meget appetitligt. Ind imellem spisetiderne er der naturligvis kaffe og engelske scones, så oplevelsen af overklasse er komplet. Fornemmelse af ’klasse’ begyndte straks ved ankomsten, hvor vi ikke kunne få lov til at bære vores kufferter fra bilen til værelserne. To slanke, senede mennesker, en mand og en kvinde, dukkede op ud af det blå, og inden vi fik set os om, havde kvinden løftet min ca. 25 kg. tung kuffert op på hovedet (!!), tog Anne-Maries næsten lige så tunge kuffert i hånden og gik til vores værelse, hvor begge kufferter blev pænt anbragt inden for døren. Jeg måbede så meget, at jeg ikke nåede at tage et foto, men jeg sansede heldigvis at give den lille, seje kvinde lidt drikkepenge. Sorte tjenestefolk alle vegne, der opfylder dit mindste behov, er uvant og virker akavet på en socialdemokratisk dansker som mig, men det virkeligt ‘ubehagelige’ er, hvor hurtigt man vænner sig til det…!

Champagne Valley har fået sit navn på en pudsig måde. I 1861 havde to engelske gentlemen, David Gray og major Grantham, besluttet sig for som de første hvide at bestige bjerget, og en lokal (sort) guide medbragte forsyninger i en stor taske, herunder en flaske champagne, som skulle drikkes som præmie, når bjergtoppen var nået. Uheldigvis tabte guiden tasken og champagnen flød ud over bjerget, der dermed var døbt og fik navnet ’’Champagne Castle”.

Vandringer i Drakensbjergene

Skyerne lå tæt over bjergene, da vi stod op den første dag, og en planlagt tur op i dem blev aflyst af hotellet, fordi stierne var for glatte. På magisk vis lykkedes det imidlertid Visti at støve en lokalguide op, der gerne ville tage os op i bjergene for at se nogle fantastiske buskmands-tegninger. En time op og en time ned, lovede han og vi accepterede med glæde.

Turen var stejl og stien glat, men med forsigtighed gik det opad og opad i tågehavet –

Mens vi sled os opad kunne vi ikke undgå at bemærke, at vores guide nynnende dansede op ad stien, havde tid til at slå regnvand af træerne, så vi ikke blev våde, og hele tiden tilbød at tage billeder af os:

Turen op var smuk, men det store clou kom, da guiden pludselig stoppede ved en stor klippeblok  –

Den store klippeblok har forneden en fordybning, hvor buskmænd for 4.000 år siden har søgt ly og benyttet tiden til at lave små tegninger af, hvad de var optaget af. Se disse smukke antiloper:

Antiloperne har været jagtbytte for dem, og sandsynligvis har de haft en opfattelse af, at tegningernes magi ville gøre det lettere at fange dyrene.

Ved siden af antiloperne er der en rørende tegning af et menneske med et barn ved hånden:

Og til slut en endnu mere detaljeret tegning af den store Eland-antilope:

Det var en næsten chokerende oplevelse at betragte disse fantastiske tegninger. Det var som at få en hilsen – et billede sendt med en smartphone – fra en helt anden verden for 4.000 år siden.

Dagen efter var himlen blå med løfter om høje temperaturer i løbet af dagen, og Marianne og Visti havde recognoseret en vandretur, som de gerne ville vise os (dog i en lidt kortere udgave af hensyn til skrøbelige knæ). Vandrestien udgår fra Monks Cowl et par kilometer fra hotellet og målet er en stor klippeblok højt oppe i bjergene, der ligner en sfinks.

Det blev endnu en vanvittig smuk tur i bjergene, og denne gang i solskin med temperaturer omkring 30 grader –

Efter halvanden times vandring dukkede sfinksen op, og vi kunne nyde udsigten fra den lokale top (klik på billedet og følg pilene i billedets hjørner) –

Med et sidste kig gennem det lokale kapels vinduer ud på det bjerg – Champagne Castle – der har givet navn til hele området, sagde vi farvel til et fabelagtigt hotel og begyndte rejsen tilbage mod Pangani Pori.

Videre til næste kapitel: Diamanter – og retur til Pangani Pori