Eftertanker over en rejse til Sydafrika

I 16 januardage har vi i en lejet bil rejst rundt i Sydafrika, Visti, Marianne, Anne-Marie og jeg selv. Vejret har de fleste dage været varmt med temperaturer mellem 25 og 35 grader i et klima, hvor folk går med paraply om sommeren, som vi gør det om efteråret. Vores hoveder er fyldt til bristepunktet med indtryk, og i det efterfølgende sammenfatter jeg nogle af vores indtryk og erfaringer. 

Stærkest blandt de utallige oplevelser står mødet med et af land, hvis historie er dramatisk og spændende og hvis natur er smukkere og mere varieret end noget andet sted vi har besøgt.

Sydafrikas Historie er et “must”, hvis man vil forstå bare lidt af det moderne Sydafrika, og perioden efter 1654 bør man kende i hovedtræk. Kampe har raset på kryds og tværs mellem indfødte zuluer, hvide boere, der dybt ind i sjælen var overbevist om deres ret til i Guds navn at tage land og slaver, og arrogante briter. Man kan og bør læse sig til meget af det på forhånd – fx. her, men allerbedst er det på rejsen at have en kyndig “fortæller”,  der kan levendegøre historien og de store slag, sådan som Visti gjorde det på hele vores rejse – her er han igang med en fortælling om næste dags oplevelser:

En del historiske seværdigheder ligger for enden af en bulet og støvet grusvej – se herom i de forskellige kapitler – men det er absolut umagen værd at køre de ekstra kilometer, og når man er fremme ved seværdigheden og støvet har lagt sig, kommer præmien i form af, at man har det hele fuldstændig for sig selv! Herude er der stort set ingen turister. 

Sydafrikas natur omfatter imponerende bjergmassiver, pragtfulde nationalparker, storslåede sletter, hav, frugtbare marker og plantager, der bugner af frugt. Dertil kommer et dyreliv så rigt, at det overskygger alt andet. Det er ganske almindeligt på en rundrejse i landet at møde strudse, gnuer, zebraer, antiloper og aber foruden et utal af spændende fugle, og når man begiver sig ind i nationalparkerne og de såkaldte “Game-reserves”, får man fornøjelsen af elefanter, flodheste, næsehorn, løver og mange flere spændende dyr. Sydafrika har ganske enkelt det hele.

 Vejnettet er stort set godt, men man skal overalt være forberedt på at møde køer, geder eller vilde dyr, og på nogle strækninger er man nødt til at køre slalom mellem utallige “potholes” i asfalten. Prisniveauet er set med danske øjne særdeles tiltrækkende. På restauranter og hoteller er priserne nogenlunde det halve af niveauet i DK, og kvaliteten er mindst lige så høj, nogle steder højere.

En rejse i Sydafrika på egen hånd er også mødet med et land og en befolkning, hvor ulighederne stadig er monstrøse. Alt for mange sorte er fortsat alt for fattige, og det er skuffende, at ANC, de sortes parti, ikke har haft evnen eller måske snarere viljen til at løfte den fattige del af befolkningen. Hæslige townships i udkanten af de store byer uden de mest basale faciliteter er stadig bosted for millioner af mennesker, og det er bestemt ikke et sted, man som individuel turist skal begive at ind i – man risikerer at blive røvet og man er sikker på at blive deprimeret. På landet ligger utallige små landsbyer, hvor livsvilkårene også er særdeles ydmyge, vand hentes fortsat i en brønd og el er en luksus, men livet leves dog her i pagt med urgamle traditioner, og folk går med rank ryg og hovedet hævet under markarbejdet eller som hyrder for store gedeflokke. Unge ny-rige sorte så vi også nogle stykker af, og deres opførsel er ligeså ulidelig opstyltet, forkælet og selvoptaget som andre steder i verden. Hende her ‘fangede’ jeg på en fortovscafé i Clarens –

Til trods for de store uligheder har de mennesker, vi har truffet hernede – sorte såvel som hvide – mødt os med store, varme smil, og vi har følt os velkomne overalt. Vi havde kun positive oplevelser. men det er nødvendigt at være vågen, for i kølvandet af den udbredte fattigdom er der megen kriminalitet – mest berigelseskriminalitet men også voldskriminalitet. Det er ikke en god ide at gå med et stort kamera på maven i fattige områder, og man færdes ikke ude om natten, med mindre de lokale har sagt, at det er forsvarligt. Vi handlede i supermarkeder, hvor vi var de eneste hvide og hvor vi følte os som seværdige dyr i en zoologisk have, men det blev ved følelsen, og vi havde absolut ingen ubehagelige oplevelser. Korruptionen trives desværre, og Marianne og Visti har på en tidligere rejse været udsat for at skulle betale en “bøde” direkte i lommerne på politifolk for en trafikforseelse, de ikke havde begået. Så et godt råd er at overholde alle trafikregler, så man ikke kommer i nærkontakt med politiet.

Drikkepenge er en integreret del af hverdagen i Sydafrika, og mange sorte er fuldstændigt afhængige af dem. På restauranter, hoteller og B&B giver man typisk omkring 10% til det sorte personale, lidt mere hvis servicen har været særlig god. Har man været i naturen med en ranger/guide (hvilket stærkt kan anbefales), bør man også betænke ham/hende. På servicestationer er der altid betjening, og man giver typisk 5-10 Rand for servicen. Ved mange parkeringspladser bliver man “vinket” ind af en person, der passer på bilen, mens man er væk, og også her giver man 5-10 Rand. Det kan for en dansker virke lidt irriterende med drikkepenge overalt, men det hjælper gevaldigt på forståelsen, når man hører, at timelønnen i et lavtlønnet job er ca. 10kr i timen (dog skattefrit). Arbejdsløshedsunderstøttelse er der intet af, og sundhedssystemet for denne gruppe mennesker er håbløst ringe. Men som kilden til disse oplysninger, franske Madame på “Chez Nous”, sagde, så er vi “frie til at skabe vores eget liv”. Det var hendes opfattelse, at det er man ikke længere i hendes gamle fædreland med verdensrekord i skattetryk, og selvom vi ikke var helt enige i den fortolkning af virkeligheden, var det forfriskende at lytte til hendes beretninger.

Det brutale og forfærdelige apartheidsystem forsvandt i 1994 med det første demokratiske valg med lige stemmeret for alle, men det er fortsat tydeligt, at Sydafrika har to befolkningsgrupper, der lever deres liv på hhv. mars og månen. Som et resultat af forholdene i apartheidtiden har det store flertal af voksne sorte ingen uddannelse – 7% af dem er analfabeter – og derfor er de henvist til at leve af at vaske, gøre rent, servere, påfylde benzin på biler, lave vejarbejde og passe haver for den lille hvide overklasse. I de hvide husholdninger, vi besøgte, var der i alle tilfælde sorte tjenestefolk – fx. havde Madame til sine 10 værelser på “Chez Nous” 7 sorte tjenestefolk ansat. Flertallet af disse sorte talte deres eget sprog, fx. zulu, og kun et ringe engelsk, men de mødte os med store smil og stor hjælpsomhed, omend ofte i et meget ‘afrikansk’ tempo, der modsvarede den lave løn. Deres attitude over for os for var så høflig, at det undertiden blev til underdanighed, og vores forsøg på at få dem til at slappe af havde kun lille succes. Apartheidtiden kaster lange skygger!

Sydafrika er således et meget opdelt samfund med en hvid overklasse af briter og boere og en stor sort underklasse. De værste sider af apartheid er væk, også sorte børn kommer nu i skole og der er formelt set lige rettigheder for alle. Michael, der arbejder på universitetet i Johannesburg, fortalte om rigtig gode muligheder for sorte unge, der kan og vil noget, men de er undtagelsen i et meget ulige samfund. Det ledende parti, ANC, og landets statsminister er ‘sort’, men den økonomiske elite med enorm indflydelse på alle forhold er hvid, og man kan utvivlsomt tale om en økonomisk apartheid. En reel udjævning kommer først, når mange sorte får de uddannelser, der giver adgang til krævende og velbetalte jobs.

En tilbagevendende diskussion på rejsen var, hvordan boere og britere uden blusel og med højt hævet hoved kunne trænge ind på et fremmed territorium og erobre – stjæle – jord og rigdomme, fordi man havde den militære styrke til at gøre det. De mente helt åbenlyst, at de havde en moralsk ret til at gøre det over for sorte ‘undermennesker’ – ofte endda med biblen i hånden og med en fast overbevisning om, at Gud var med dem. Tankegangen er næsten umulig at følge i dag, men som Visti siger med historikerens overblik,  så er forestillingen om, at alle mennesker fødes lige og med umistelige frihedsrettigheder en parantes i historien. Ulighed og undertrykkelse har gennem historien været det normale – og er det stadig i store dele af verden.

Visti og Marianne havde tilrettelagt rejsen hjemmefra i alle detaljer og bl.a. booket overnatningssteder på Booking.com. Det fungerede fuldstændig perfekt, og vi blev ikke skuffede et eneste sted, tværtimod var nogle af stederne ganske enkelt fremragende, hvilket man kan læse om i bloggens forskellige kapitler. Rejsen frem og tilbage foregik med hollandske KLM, vores foretrukne flyselskab, der altid leverer varen. Bilen, en Toyota Rav 4, blev lejet gennem Hertz og hentet/afleveret i lufthavnen i Johannesburg.

Som rejselitteratur er det vores erfaring, at de små “Turen går til….” bøger fra Politikens forlag som hovedregel ikke er pengene værd. Køb i stedet rejsebøger fra Lonely Planet, for eksempel den om Sydafrika, Lesotho og Swaziland.

Min beretning slutter med nedenstående billede af en af de utallige kvinder, der ses overalt i gadebilledet, på arbejde, på vej, altid i gang med noget. Tilsyneladende har hun fundet en cisterne i vejkanten, og i en fattig husholdning kan den bruges til et eller andet. Intet går til spilde.

 

Nye indlæg