Rejsen til Sydafrika

Det er januar måned – vinter i Danmark, højsommer i Sydafrika – og det medbragte tøj skal kunne klare temperaturer fra 0 til 30, så kufferterne var godt fyldte, da vi drog afsted i morges. Efter halvanden times ‘bumpy’ flyvning fra Billund pga stærk blæst sidder vi nu i Schiphol lufthavn i Amsterdam og venter på at stige ombord på det næste fly, der skal bringe os til Johannesburg. Det er en flyvetur på 11 timer, og så lang tid i luften skal bekæmpes med læsning, film, lydbøger og en gedigen lur hjulpet på vej af et par glas rødvin. Vi rejser med vores foretrukne flyselskab, hollandske KLM, der plejer at være garant for præcision og god service. En lang flyvetur giver med sikkerhed uro i benene på et eller andet tidspunkt, hvilket kan være træls, når man gerne vil sove, men det er vores erfaring, at de særlige ‘flystrømper’ hjælper meget på det problem. De sidder meget stramt på underbenet, forhindrer væskeophobning (‘elefantfødder’), og hvis man kombinerer det med venepumpeøvelser med fødderne kan man stort set holde ‘myrene’ væk.

Efter den lange flyvetur fik vi udleveret den lejede bil i lufthavnen i Johannsburg og kørte i mørket to timer mod nord til Mariannes søster og svoger, Sus og Michael, der har en lodge i en stor naturpark. De sidste ca. 15 km. foregik i bælgmørke på hullede grusveje med skilte, der advarer mod farlige dyr i området, men takket være, at Marianne og Visti havde været her før, kom vi fint frem til lodgen, hvor vi blev fyrsteligt modtaget med fremragende Sydafrikansk champagne. Efter et døgn uden ordentlig søvn var det ikke svært at falde i søvn, da hovedet ramte puden lidt senere.

Ordentlige wifi-forbindelser er en stor mangelvare i Sydafrika, så hvornår jeg kan fortsætte min fortælling, er i skrivende stund usikkert, men indlæggene kommer drypvis i takt med tid og wifi-forbindelser.

Videre til næste kapitel: Pangani Pori

Nye indlæg