Efter nogle dage i den centrale del af Sydafrika trængte vi til at komme ud til kysten, og turen fra Dundee bød atter engang på de smukkeste landskaber, hvor utallige zulu-landsbyer lå spredt som kerner på et stykke dejligt brød –

En lille billedserie viser indtryk fra dagligdagen i denne del af Sydafrika – tryk på det første billede og brug pilene i billedets side til at navigere –

Landskabet og de små landsbyer fik os til at tænke og tale om, hvor forskellige livsvilkårene er her i Afrika og i Europa. Der er fattigt her, men direkte usselt syntes vi ikke det er, og mennesker her har ofte lettere til smil end hos os i det effektive og rige Nordeuropa. Det kan man så fundere lidt over.

Samtidig talte vi om, hvilke fremtidsudsigter unge mennesker har på disse kanter – eller rettere hvilke fremtidsudsigter, de ikke har…! Det er svært at bebrejde et energisk ungt menneske, at han/hun søger mod Europa i et desperat forsøg på at få andel i en lille smule af vores rigdom, men alt for ofte sker det ud fra naive eller helt forkerte forestillinger om, hvilke muligheder der er i Europa for mennesker uden uddannelse og uden forudsætninger for at leve i en fuldstændig fremmed kultur.

Britisk arrogance og nederlag ved Isandwana

Dagens seværdighed var slagpladsen ved Isandlwana, hvor en britisk militær enhed under ledelse af inkompetente og arrogante officerer blev udslettet af zulukrigere med spyd og simple stikvåben. Historiens ‘skelet’ og slagets placering i den sydafrikanske historie kan læses i afsnittet om Sydafrikas historie, men detaljerne i den spændende begivenhed følger her:

I løbet af anden halvdel af 1800-tallet havde briterne fået overtaget i forhold til boerne og blandt andet fået kontrol med Natal-provinsen. Forholdet til zuluerne var i begyndelsen tåleligt og militære konfrontationer blev undgået, men det bekymrede briterne, at andre i det britiske imperium kunne misforstå situationen og få ‘gode ideer’ om selv at ville bestemme. Derfor fremprovokerede briterne i januar 1879 en konfrontation med zuluerne midt i deres territorium. En 5000 mand stor britisk styrke gik over Buffalo-floden ved Rorkes Drift, og lederne – arrogante officerer uden kamperfaring – var overbeviste om, at zuluerne aldrig ville turde risikere en direkte kamp mod de britiske soldater, der var udstyret med moderne skydevåben. Ved Isandlwana – midt på savannen ca. 15 km. fra Rorkes Drift – gik det imidlertid galt. Helt galt!

En zuluhær havde tidligt opdaget de britiske styrker og lokkede en del af dem på en meningsløs mission, og den tilbageværende del af den britiske styrke var slet ikke forberedt på et angreb. Da en zuluhær på 22.000 mand angreb, blev det derfor en massakre, hvor flere end 1700 britiske soldater blev dræbt med spyd og sværd.

På stedet for massakren står i dag en søjle som minde over de faldne soldater, men også som en skamstøtte over elendig og arrogant britisk lederskab.

De mange hvide varder fortæller om britiske soldatergrave, og naturligvis skulle der historie-nørdes lidt på en af dem –

For briterne er Isandlwana en kirkegård, hvor man mindes de faldne soldater, men ligeså vigtigt er det, at for zuluerne er det en sejrsmark, hvor de hvide imperialister blev overvundet. Derfor har de rejst et monument med zuluernes højeste udmærkelse, krigerhalskæden, der gives til særligt tapre krigere –

Som Visti bemærkede under besøget, er det bemærkelsesværdigt, at man ofrer resourcer på at give den hvide historie et modspil, og frem for noget viser det, at et folks historie i den grad er identitetsskabende og en levende del af nutiden. Derfor er det vigtigt – og sjovt – at besøge disse tilsyneladende ‘støvede’ steder.

Det forsmædelige nederlag til primitivt udstyrede krigere kunne briterne naturligvis ikke have siddende på sig, og et år senere blev zuluhæren udslettet af en større og mere professionel britisk hærstyrke. Briterne beherskede derefter hele området og benyttede med held muligheden for at sætte de forskellige stammer op mod hinanden, så der ikke igen kunne etableres en fælles front mod dem. Den ældgamle del-og-hersk metoden fungerede endnu engang.

Fra Isandlwana gik turen ad støvede grusveje, hvor vi mødte disse herlige kvinder, der altid syntes at være på vej, ofte bærende på tunge byrder eller i gang med at handle – 

Sidst på dagen nåede vi den lille by Mtunzini på Sydafrikas østkyst, hvor Visti og Marianne havde reserveret tre nætter til os på B&B Hunter, der ligger smukt placeret ca. 1,5 km. fra det Indiske Ocean og med en herlig udsigt fra havebordet, hvor ‘eftermiddagskaffen’ blev indtaget, mens vi atter engang snakkede om de komplicerede og fascinerende forhold i Sydafrika –

Vores snak handlede denne eftermiddag om relationerne mellem en lille overklasse bestående af hvide boere og en stor sort underklasse, der servicerer, vasker, gør rent og laver mad. Også på denne B&B var det en stab af sorte, der umådeligt venligt – og umådeligt langsomt – var til rådighed stort set hele dagen, og de blev af værtsparret behandlet med en tydelig aura af nedladenhed. I en pause med vasketøjet fik jeg lov til at tage et billede af et par stykker af dem:

Det var en bestandig kilde til undren for mig, at boerne siden de første ‘trek’ mod nord i midten af 1800-tallet altid har set det som deres indiskutable ‘ret‘ at tage jord, at holde slaver (i gammel tid) og fortsat leve et liv, hvor sorte mennesker som noget naturligt er til for at varte de hvide op. Frem til og med apartheidsystemets ophævelse anså boerne åbenlyst de sorte som ‘undermennesker’ uden rettigheder, og selvom facaden og de formelle rettigheder er blevet bedre, er der stadig tale om to grupper af mennesker, der lever under vidt forskellige vilkår.

En vandretur til havet var som at gå i en zoologisk have –

Fremme ved havet blev der til Anne-Maries ærgrelse advaret mod at gå i vandet på grund af hajer, så det blev ‘kun’ til en storslået tur på stranden –

Et nærliggende område består af mangrove med alle dens særprægede dyr og planter –

– bl.a. de røde, lynhurtige krabber, der pilede rundt om fødderne på os, mens vi gik i området

Flodheste – og Dronning Victorias tænder!

Et par timers kørsel nord for Mtunzini ligger et enormt vådområde – iSimangaliso Wetland Park på zulusprog – i nærheden af byen Sct. Lucia, hvor Mzinene-floden løber ud i det Indiske Ocean. Vådområdet har et enormt rigt og varieret økosystem med bl.a. flodheste, nilkrokodiller og utallige fuglearter. efterhånden som vi kom nordpå – og dermed tættere på ækvator – begyndte der at dukke ananas op, der blev solgt fra små boder, hvor sælgeren praktisk kunne sidde i skygge og vente på kunderne, mens varerne blev vist frem på taget –

Sct. Lucias har et blomstrende marked, hvor der var meget at se på –

Det var nødvendigt at tænke meget over, at vi kun havde to kufferter med, så den flotte giraf nedenfor blev stående på markedet, selvom det kunne have været sjovt at tage den med hjem –

Disse tre sorte kvinder bestyrer en stor butik med masser af afrikansk kunst, og for små penge fik vi lidt afrikansk kunsthåndværk med hjem –

Områdets største seværdighed er en sejltur mellem flokke af flodheste, utallige fugle – og af og til en stor krokodille –

De mange flodheste er opdelt i familier med en dominerende tyr på op til 3 tons, og om natten går en del af dem op i byen – midt på hovedgaden (!) – og græsser i folks haver. Man skal absolut ikke komme på tværs af dem, for de er hurtige og dødsensfarlige. Flodhestene er idag fredede, men blev tidligere jagtet for skindets og navnlig tændernes skyld. Prominente personer som dronning Victoria og USA’s første præsident George Washington havde således kunstige tænder lavet af en flodhestetand!! Oplysningerne kom i tætte byger fra Dennis, vores meget kyndige guide på turen, som Visti og Marianne havde chartret gennem firmaet Shoreline i Sct. Lucia.

Vi 4 var helt alene på båden sammen med guiden og fik derfor den mest optimale behandling i modsætning til de overfyldte både, hvor gæster stod tæt som sardiner i en dåse.

Turen på floden sluttede med dette pragtbrøl af en enorm flodhestetyr. Visti påstår, at også det var et resultat af planlægning, og det skal da nok passe … 🙂

Byen og området er præget – men ikke ødelagt – af turismen, og det kan bestemt betale sig at gå på jagt efter afrikansk kunsthåndværk i de opstillede boder på byens hovedgade.

 Videre til næste kapitel: Drakensberg, Champagne Valley – opg Winston Churchill