Cape Town
Det er sommer og lørdag i Cape Town, og byen er en eksplosion af afrikansk stemning. Her danses, trommes og spilles på hvert et gadehjørne, og stemningen er høj –
Adskillige større og mindre gademarkeder er i sving, og vi gør lidt julegaveindkøb hos denne flotte dame – selvom ‘jul’ i strålende solskin med 25-30 grader virker uendelig langt væk –
Med det gode vejr leves livet i høj grad på gaden, hvor der spises, soves, skiftes ble og passes småbørn. Det er svært at finde en grimasse til scenerier som disse –
Bystyret i Cape Town gør en mega-indsats for at komme tidligere tiders udbredte kriminalitet til livs, og politi og ‘public safety’ ses overalt i gadebilledet – ham her ligner en, der slår først og spørger bagefter…. ! –
I Cape Towns centrum besøgte vi blandt andet det gamle slavehus, hvor slaver blev holdt fanget og solgt på auktioner fra 1660 og helt frem til englænderne forbød slaveri i begyndelsen af 1800-tallet. Det er en rystende historie om umenneskelighed af værste skuffe, og nutidens spændinger mellem sorte og hvide i Sydafrika er ikke kun er en reaktion på apartheidtiden, det er et pay-back for århundreders nedværdigende og skamløse behandling af sorte og farvede mennesker. Den sorte ANC-regering foretager sig mange tossede og uforståelige ting, men på den historiske baggrund bliver det hele lidt mere forståeligt.
Vejret er klart i dag, og så skal man slå til, hvis man vil besøge Taffelbjerget, for ofte dækker lavthængende skyer for udsigten. Vores utroligt hjælpsomme værtinde på B&B Bluegum har købt og printet billetter til os på forhånd, og det viste sig at være en fremragende ide, for da vi kom frem til kabelbanen, gik vi uden om alle køer og direkte ind i kabinen. Et utroligt held, for ofte må man vente en time eller mere, hvis tilstrømningen er stor. Billetkøb – med tilhørende oplysning om den aktuelle ‘visibility’ fra toppen – foregår på www.tabelmountain.net. Turen op med kabelbanen foregår i en kabine, der drejer 360 grader rundt samtidig med den kører, hvilket giver et fantastisk blik over hele byen.
Udsigten fra toppen er mageløs med Cape Town lige nedenfor og Kap Det Gode Håb i det fjerne –
Tilbage igen i byens centrum er festen stadig i gang – ikke mindst på de mange både, der sejler rundt i havnen –
– og den fest ser ud til at kunne udvikle sig til en bunga bunga fest i bedste Berlusconi-stil …. 🙂
I Cape Town er det meget synligt, at der er en sort, særdeles velhavende overklasse, og kontrasten til de mange tiggere og gadebørn er næsten surrealistisk. Ikke mindst er mange sorte teenagere med (fars og mors) penge på lommen synlige og støjende, og de nyder åbenlyst at føre sig frem – se mig, se mig, se mig….!
Når vi står på et gadehjørne og vil længere, end fødderne vil være med til, har vi utrolig stor gavn af de mange Uber-biler. Jeg har downloaded deres app, og med et par tryk bestiller vi en bil til at komme og hente os, og vi har endnu ikke prøvet at vente mere end max. 10 min. Det er en både smart og meget billig måde at komme rundt i en storby på. Chaufførerne er næsten altid meget smilende og snakkesalige, og de fortalte os, at 80% af Ubers chauffører i Cape Town er fra Zimbabwe, hvor det er meget svært at skabe sig en rimelig tilværelse for en ung mand. De er utvivlsomt løntrykkere og derfor stærkt upopulære hos deres sydafrikanske kolleger i de almindelige taxa’er – en situation, der minder om Uber i Danmark for et par år siden. Jeg har tænkt en del over Ubers koncept, der er fantastisk smart, nemt at bruge, billigt for kunderne – og dræbende for det gamle, stive taxa-system, hvis chauffører bliver tvunget ned i løn for at beholde deres arbejde. Det er det uregulerede arbejdsmarked over for det regulerede, de frie markedskræfter over for beskyttelse af arbejdskraften. Min sympati ligger entydigt hos det regulerede, men er det en kamp mod vindmøller? Jeg nåede ikke en konklusion…!
Vi kom til Cape Town i går og bor på B&B Bluegum lidt uden for centrum hos den mest elskværdige og hjælpsomme ejer. Vi har et dejligt værelse og udsigten fra terrassens solstol fejler slet ikke noget – hverken i sollys eller efter mørkets frembrud – 🙂
Robben Island
En af Cape Towns største seværdigheder er fængselsøen Robben Island, hvor Nelson Mandela sad fængslet i denne lille celle med en stråmadras og et lille bord som eneste møblement – i 18 år!
Robben Island er en fortælling om umenneskelighed, hvor idiotiens opfindsomhed ingen grænser kendte – et enkelt eksempel: De indsatte skulle arbejde i øens stenbrud, og en lille grotte var indrettet, så den fungerede som ‘frokoststue’ og som et ‘åbent toilet’ med en spand – samtidig! Der var åbenbart ingen bund under, hvor dybt den hvide overmagt kunne synke! Modsætningerne mellem hvide og farvede vil utvivlsomt i generationer fremover blive næret af historier som denne.
Desværre har Robben Island udviklet sig til en turist-fælde, og besøget levede slet ikke op til vores forventninger. En bustur rundt på øen var en god ide, men fortællingerne undervejs var dybt uinteressante: “I den blå bygning til venstre boede schæferhundene, og til højre ses den gamle kirke fra 1864 etc etc...”! Det var så kedeligt, at også guiden gabte i ét væk, og et kaffestop ved havet var busturens største oplevelse.
En rundtur i fængslet med en tidligere indsat burde have været et scoop, men selvom han gjorde sig umage, talte han så gebrokkent engelsk, at vi kun forstod nogle af hans fortællinger, og bortset fra Mandelas celle så vi intet. Så mange mennesker som muligt ind og ud er vist konceptet for besøg på Robben Island. Når jeg tænker på, hvad man får ud af et besøg på fængselsøen Alkatrez ved San Francisco eller det gamle DDR-fængsel Hohenschönhausen i Berlin, var Robben Island en stor skuffelse.
En tragikomisk sidehistorie var der dog noget kød på (!), og den gav os en del at tale om. En gruppe unge sorte kvinder – nogle overvægtige, nogle stærkt nedringede, alle voldsomt opstadsede og hysterisk hvinende – var med på turen, og fra afgang i havnen til hjemkomsten 4 timer senere, bestilte de ikke andet end at tage selfies –
Besøget på øen og navnlig foredraget med den tidligere indsatte interesserede dem ikke det fjerneste, og det lagde de ikke det mindste skjul på (tryk for større billeder, de bliver meget bedre!) –
Deres opførsel var ulidelig fra start til slut, og jeg havde under foredraget en næsten ubetvingelig lyst til at gå over og sparke dem vågne og sige, at Robben Island er deres historie, og at de burde vise respekt for en landsmand og racefælle, der fortalte en dybt vedkommende historie fra deres fælles fortid. Jeg gjorde det nu ikke, og de havde sikkert også bare taget endnu et selfie sammen med en sjov mand…!
Alt for mange gange har vi på rejsen fået fortællinger om kompetente hvide kvinder og mænd, der er blevet smidt ud af deres jobs, alene fordi de er hvide, og erstattet af inkompetente sorte. Hvis de tåbelige, unge kvinder, vi mødte på turen til Robben Island, repræsenterer den nye generation, der skal drive Sydafrika videre efter at have sparket de hvide ud, ser fremtiden ‘sort’ ud for landet. Sorry to say…!
Vandringer i Cape Town
Cape Town er en vanvittig smuk by med det brusende Atlanterhav til den ene side, de smukke bjerge til den anden, og utallige charmerende kvarterer, der i den grad indbyder til vandringer. Selvom kriminalitet i byen stadig er et problem, er stemningen god næsten alle steder, og politiet er så massivt tilstede, at her er trygt at gå. En stor gruppe flygtninge fra Congo er mere eller mindre illegalt ankommet til byen, og deres sække og papkasser ‘parkeres’ i træerne på byens centrale torv – et lidt bizart syn –
En af byens mange glimrende ting er, at frivillige mod lidt drikkepenge viser rundt i byens kvarterer, og vi fulgte en ung mand på en rundtur i det muslimske Bo-Kaap område, der består af små huse malet i de smukkeste farver –
Da hollænderne fra begyndelsen af 1700-tallet i stigende grad slog sig ned som bønder i området omkring Cape Town, opstod der et modsætningsforhold til de lokale, sorte stammer, der hverken var villige til at afgive jord eller arbejde for hollænderne/boerne. Manglen på arbejdskraft betød, at boerne begyndte at importere slaver fra bl.a. Indonesien, og flertallet af dem var muslimer, og det er i vid udstrækning deres efterkommere, der i dag bor i Bo-Kaap.
De små huse var oprindeligt malet hvide, men efter englændernes forbud mod slaveri i 1833 malede beboerne huse i nye og kulørte farver som et udtryk for deres nyvundne frihed.
Muslimer udgør kun 2% af den sydafrikanske befolkning, men i Bo-Kaap kvarteret er man ikke i tvivl om, at man er blandt muslimer. Der er 9 moskeer og såvel klædedragt som adfærd er tydeligt præget af de muslimske traditioner –
Området har en udpræget dejlig stemning, og man mødes overalt af store smil. Gåturen med den lokale guide er gratis, men naturligvis er gedigne drikkepenge på sin plads her, for det var en rigtig god oplevelse. Turene udgår fra ‘Hop on – Hop off’ kontoret på Long Street.
District Six
En anden af Cape Towns centrale bydele har en helt anden og langt mere trist historie – faktisk er det svært at finde ord for den forskruede og menneskefjendske tankegang, der har gjort området berygtet.
I 1966 – midt i apartheid-tiden – besluttede den daværende indenrigsminister P.W. Botha (senere sydafrikansk præsident med tilnavnet ‘Den store krokodille’!), at bydelen ‘District Six’ skulle gøres til et ‘Whites only’ område, og flere end 60.000 sorte og farvede mennesker blev med vold tvunget ud af deres boliger, de fleste kun med en kuffert eller to i hånden. De blev anbragt i nye townships, der hverken havde rindende vand, kloak eller elektricitet, og som et udtryk for den ultimative hån og kynisme blev de nye områder navngivet med gadenavne fra ‘District Six’!
Det nye ‘District Six’ blev forsynet med skilte som disse –
– og sorte og farvede mennesker måtte kun færdes her, hvis de havde arbejde i området og medbragte det særlige ‘pas’, som farvede mennesker altid skulle have på sig.
Disse hæslige townships i udkanten af Cape Town eksisterer fortsat og danner rammen om mange tusinde, fattige menneskers liv. Vi passerede en af dem tidligere idag –
Beboerne er næsten allesammen arbejdsløse og må klare sig, som de bedst kan. En af de mest almindelige måder er at stå midt på vejbanen – midt i trafikken og ofte ved et lyskryds – og faldbyde frugter, slik og lignenede til de bilisterne –
Det er umuligt for mig at forstå tankegangen bag denne brutale apartheid, der udover at være utrolig kynisk også var ufattelig ubegavet, for naturligvis var begivenheder som disse medvirkende til at fremkalde den internationale boykot, der i sidste ende tvang det hvide styre til at opgive apartheid og indføre et demokratisk system med stemmeret for alle. Jeg spurgte den unge, hvide guide på vores Bo-Kaap tur, hvordan hans forældre og bedsteforældre taler om apartheidperioden, og deres forklaring er, at ‘vi kendte jo ikke andet’. Han kunne selv høre, hvor sølle en forklaring det var, og for unge fra hans generation er det tydeligt et meget vanskeligt og følsomt emne.
Det er vores sidste dag i Cape Town og i Sydafrika, og det er med vemod, at vi siger farvel til Ughetta Parenti, der sammen med sin søster Aissa ejer B&B Bluegum Hill på adressen Merriman Road 13 i kvarteret Green Point/Cape Town. Det er et mageløst dejligt sted, der på det kraftigste kan anbefales for sin beliggenhed og fine service. Værelse/lejlighed kan bookes gennem Hotels.com eller direkte på deres mail: stay@bluegumhill.co.za.
Alene morgenmaden (English Breakfast med alt hvad det indebærer!) med denne udsigt siger noget om stedet –
Huset er fyldt med de smukkeste træskærerarbejder, og ham her stod vagt ved vores værelse – her kommer ingen uvedkommende ind 🙂 :
Mad og drikke i Cape Town
Det var en stor omvæltning at komme fra de bløde pølsebrød med tunsalat i Hluhluwe 🙂 til de utallige restauranter i Cape Town. Havnefronten (*Waterfront’) er fyldt af små og større restauranter og cafeer, og vores oplevelse af kvaliteten var svingende – fra det udmærkede til det ringe (‘Quai Four’) – og priserne højere end andre steder i byen.
Vores værtinde på Bluegum gav os to tips, som vi hermed giver videre, for her var pris og kvalitet i et forrygende forhold til hinanden. På ‘Millers Thump’ (Kloofnek Road nr. 10B) og på ‘Fork’ (Long Street 84) fik vi forrygende god mad og service til en meget fornuftig pris – førstnævnte har kød og fisk i en skøn blanding, mens den anden er en tapas-restaurant, hvor stort set alt er muligt. Anne-Marie kurrede begge steder, så det borger for kvalteten 🙂 .
Alle steder kan man få ‘wine by the glass’, og det benyttede vi os altid af, fordi det giver mulighed for at prøve forskellige druer, og det er sjovt. Typisk betalte vi ca. 25 kr. for et stort glas vin, så det er yderst rimeligt.
Men her i byen skal man passe på med at bestille en is-te 🙂
Videre til det sidste rejsekapitel: Eftertanker om en lang rejse i det sydlige Afrika
Retur til: Oversigten