Eftertanker fra en lang rejse i det sydlige  Afrika

”Aaaafrika”! Jeg kan for mit indre øre høre Karen Blixens affekterede måde at udtale kontinentets navn på med de lange flade a’er, men jeg kan også huske hendes litteratur, der mesterligt beskriver den helt særlige stemning, der er i Afrika, og som vi i den grad har oplevet de sidste 6 uger. De store savanner med løvens brøl i det fjerne, nattens kulsorte mørke og den stjernebestrøede himmel, de sorte mennesker med deres store, lysende smil. Afrika er virkelig noget særligt med sin helt egen stemning, og det er nærmest umuligt ikke at blive forelsket i den.

I det nedenstående sammenfatter jeg nogle af de mange indtryk og erfaringer fra vores rejse fra grænsen til Botswana og ned til det Indiske Ocean og Atlanterhavet.

Natur og mennesker

Sydafrika, Lesotho og Eswatini er på hver sin måde tre umådeligt smukke lande med en fauna – dyr, planter og landskaber – i en klasse for sig selv. Vi har aldrig tidligere på en rejse set så mange fantastisk smukke og varierede landskaber; bjerge og dybe dale, blåt hav og tropisk regnskov, vilde dyr i hundredvis. Det sydafrikanske kontinent må være et af verdens smukkeste og mest varierede områder, og en væsentlig fordel er, at de mange oplevelser – sammenlignet med for eksempel Australien – ligger inden for en rimelig køreafstand. På vores 6 ugers tur fra nord til syd, vest til øst kørte vi 6.500 km., og det opfattede vi som helt uproblematisk.

Umådelig smukt er her, men lige så vigtigt er det, at vi har mødt utroligt mange søde, rare og hjælpsomme mennesker, sorte, farvede og hvide mellem hinanden. Selv i de fattigste områder i Eswatini og Lesotho mødte vi kun glæde, imødekommenhed og blændende hvide smil hos mennesker, der må leve uden adgang til de mest basale faciliteter. Det gav anledning til mange tanker.

Sydafrika har et rygte som et land, hvor man risikerer at blive røvet på ethvert gadehjørne, men det billede kan vi slet ikke genkende. Faktisk mødte vi flere venlige og hjælpsomme mennesker i Sydafrika, end vi har gjort på rejser i Europa og USA. Alligevel er der grund til at understrege, at man skal udvise stor forsigtighed overalt i landet. Der er megen kriminalitet, og den har været stærkt voksende de senere år, og specielt efter mørkets frembrud skal man være varsom med at færdes på gaderne. Vi spurgte os altid for, hvor vi kom frem, og de fleste gange lød rådet, at om dagen var det fint at gå en tur – men ikke om aftenen. Så normalt tog vi bilen, når vi skulle spise på en restaurant, hvilket naturligvis betød en begrænsning på indtagelsen af vin, men det må man tage med. I Cape Town brugte vi Uber flittigt, og deres app fungerer fantastisk, det er billigt, smidigt og meget effektivt med kulsorte, stor-smilende chauffører fra Zimbabwe.

Man skal ikke tage fejl af, at mange ting i Sydafrika er særdeles velorganiserede med en service, der overgår, hvad man møder i Europa. Da vi på hjemturen skulle flyve strækningen fra Cape Town til Johannesburg, blev British Airways flyet aflyst uden yderligere information, men i løbet af kort tid havde sydafrikanerne fået os ombooket til et South Africa fly, og bagagen kom – som lovet – samtidig med et andet fly. Da vi prøvede noget tilsvarende med et aflyst SAS-fly på vej til Australien, tog det en halv dag at få SAS til at foretage sig det, de har pligt til.

Sydafrika og apartheid

Man kan ikke rejse i Sydafrika uden at forholde sig til landets dramatiske historie, der omfatter århundreders udnyttelse af den sorte befolkning – først som slaver, siden som andenrangs borgere uden rettigheder i apartheidårene fra afslutningen af 2. verdenskrig og op til 1990.

Prisen for den historie betaler den hvide befolkning nu – og den er høj.

Det er vores tredje rejse til Sydafrika, og overalt har vi lyttet til beretninger fra mennesker af alle hudfarver om situationen i landet. Fuldstændigt enslydende lyder fortællingen, at Sydafrika står midt i nogle særdeles alvorlige problemer med en nationaløkonomi på kanten af en bankerot, en enorm arbejdsløshed (reelt op mod 50%, siger nogle!), en elendigt fungerende offentlig sektor og en politistyrke, der er i færd med at tabe kampen mod kriminaliteten i samfundet. Som om det ikke var nok, er samfundet gennemsyret af en monstrøs korruption på alle niveauer, og enorme beløb, der skulle bruge til offentlig velfærd, forsvinder i stedet ned i private lommer.

Det lille hvide mindretal i Sydafrika er generelt enormt kritisk over for ANC’s ledelse af landet og kritiserer ikke mindst den lovgivning, der resulterer i ’omvendt racisme’. Sorte mennesker har fortrinsret til stillinger, de ikke er kvalificerede til, hvide smides ud af deres jobs, fordi de er hvide, og mange nøglefunktioner i samfundet fungerer af den grund elendigt. Mange hvide gav udtryk for, at der næppe er en fremtid for dem i Sydafrika, og en civilingeniør i Oudtshoorn satte kød og blod på historien, da han fortalte, at han blev fyret for 3 år siden pga sin hudfarve og erstattet af en ufaglært (!) sort. Siden da har han ikke kunnet får et job, og nu lever familien af at drive et B&B og overvejer at emigrere til Australien.

Vi oplevede også denne ’omvendte racisme’, da vi i det nordlige Sydafrika blev stoppet af politiet med 84 km/t på en strækning med 80 km’s hastighedsbegrænsning – samtidig med, at sorte bilister ræsede forbi med langt højere hastigheder. Vi blev utvivlsomt stoppet pga hudfarven, men da betjenten opdagede, at jeg ikke var hvid sydafrikaner, var der ingen grund til at genere mig yderligere, og jeg fik lov at gå igen.

Kritikken af ANC-styret står den hvide befolkning ikke alene med. I en samtale i Hluhluwe i det nordlige Sydafrika sagde et farvet ægtepar til os: ”De hvide skabte dette samfund, og nu er de sorte i færd med at ødelægge det!”. Min underkæbe skulle hejses op efter den svada.

Uligheden i Sydafrika er monstrøs og meget synlig. Mennesker med penge og ejendom – sorte og hvide – lever deres liv bag høje mure, elektriske hegn og med et vagtværn, der lover ’Armed Response’. Samtidig lever millioner af sorte i usle og hæslige townships uden adgang til de mest basale faciliteter. Det burde ikke overraske, at den situation fungerer som en tændsats for vrede, vold og kriminalitet, og som rejsende i landet er man nødt til at være påpasselig.

Den hvide befolkning er ikke meget for at tale om, hvorfor det er gået så galt efter den sorte overtagelse af magten i landet. Fra 1948 og frem til ophævelsen af apartheid i 1990 var det forbudt (forbudt!) sorte at få mere end den allermest basale uddannelse, der var nødvendig for at betjene den hvide overklasse. Og mange fik slet ingen uddannelse. Med den historie giver det sig selv, at det sorte flertal i dag er uddannelsesmæssigt inkompetent, og uduelighed på mange vigtige poster i samfundet er ved at køre landet ud over kanten, sådan som de hvide siger. Men de har svært ved at erkende, at de ligger, som de har redt!

Der skal formodentlig adskillige generationer til, før uddannelsesniveauet i den sorte befolkning er på et tilfredsstillende niveau, og det undrer mig dybt, at al skolegang i Sydafrika koster penge. For at få hverdagen til at hænge sammen, er det fristende for fattige, sorte familier at undlade at sende deres børn i skole, og så er kursen lagt mod endnu større ulighed, endnu mere arbejdsløshed, endnu mere kriminalitet.

Sydafrika står som land og nation over for enorme udfordringer, og hvordan det skal lykkes at få styr på problemerne, var der ingen, der gav et seriøst bud på. Paradokset for os som gæster var, at trods de mange og store problemer var en af de helt store oplevelser mødet med et utal af søde og hjælpsomme mennesker af alle farver. Sydafrika har både det værste og det allerbedste.

Efter en så lang og spændende rejse er det altid nødendigt at overveje, hvilken begivenhed eller hvilket besøg, der var toppen, hvad der står stærkest i erindringen.

For mig var det uomtvisteligt besøget i det lille fattige bjergrige, Lesotho, The Kindom in the Sky, som det ofte omtales. Mødet med det vildt smukke land og dets umådeligt fattige og venlige befolkning gjorde et enormt indtryk. Herude er livet og værdierne virkelig anderledes end hvad vi er vant til.

En vandrehistorie er ganske illustrerende for tilværelsen i Lesotho: Den handler om den besværlige transport af varer i det bjergrige land, hvor æsler ofte løser opgaven, men nogle gange kan selv de ikke komme frem. En transport var løbet ind i problemer, men leverandøren lovede, at han nok skulle få varerne frem. Det lykkedes, og køberen var interesseret i at vide, hvordan det var sket, da han vidste, at det var umuligt med æslerne. “Åh, det var såmænd ganske nemt”, sagde leverandøren, “jeg lejede blot et par kvinder til at bære varerne frem på deres hoveder!”

Lesotho og dets Basotho-befolkning er er virkelig noget helt for sig selv – ikke mindst kvinderne, der står for en stor del af det hårde, fysiske arbejde. J

For Anne-Marie var vores ‘self-drive’ safari-kørsler højdepunkterne på rejsen. Dybt fascinerende var det at holde ind til siden og iagttage næsehorn, løver eller hvad det nu var, på få meters afstand. De to brunstkæmpende elefanter i Hluhluwe var en dramatisk situation, fordi vi kom lidt for tæt på, men heldigvis har RAV4 også et bakgear 🙂 . Og forbløffende og usædvanligt er det, når en stor giraf pludselig krydser vejen uden at ænse os –

Videre til det sidste kapitel: Gode råd til en rejse i det sydlige Afrika

Retur til Oversigten