Eswatini (Swaziland)
Historie og landefakta om Eswatini/Swaziland: Læs her!
50 km efter at have forladt den herlige lodge i Malelane var vi fremme ved grænsen til Eswatini, og efter at have fået kontrolleret vores papirer og kørekort og fået stempler i passene kørte vi ud af Sydafrika og kom lidt senere til grænsestationen i Eswatini. Mellem køer og høns (!) og biler fandt jeg en parkeringsplads, og vi fik endnu en gang kontrolleret alle dokumenterne, inden grænsebetjenten med et stort smil sagde, at nu manglede vi kun at betale 100 Rand, så ville grænsebommen blive åbnet. Aldrig før har vi passeret en grænse, hvor høns og køer – uden pas, tror jeg 🙂 – gik frit mellem alle os, der var på vej mellem to lande.
Grænsepassagen havde vel taget en halv times tid, og pludselig kørte vi på landevejen i et af verdens fattigste lande. Øjnene stod på stilke, og hjernen kørte i overdrive for at opfange de mange fremmede indtryk.
Landskabet er fantastisk smukt – frodiggrønt med bjerge og dybe dale i baggrunden –
Dagens mål er Eswatinis hovedstad, Mbabane, og selvom der kun er 150 km., går det langsomt. Der er køer i rabatten og på vejbanen på hele ruten, og de har ikke helt forstået færdselsreglerne, så det gælder om at passe på. Desuden må Eswatini have verdensrekord i vejchikaner (‘bump’), som vejene er oversået med, og da de fleste af dem ikke er markerede med striber og samtidig placeret de mest uventede steder, er jeg nødt til at være ekstrem opmærksom for ikke at smadre bilens fortøj. Dertil kommer potholes i stort tal og vandrende børn og voksne (næsten udelukkende kvinder…?), så 150 km. tager sin tid.
At Eswatini er et fattigt land, ses meget tydeligt langs vores rute. Mange mennesker er henvist til at leve af, hvad de kan sælge ved vejen, og der er utallige små boder med alt mellem himmel og jord. Her sælges der høns –
Her er den lokale købmand i en af de små byer, vi kørte igennem –
Og i udkanten af hovedstaden faldt vi over dette ‘business-center’ –
Billederne fortæller vist bedre end mange ord, at vi er i et afrikansk land med levevilkår uendelig langt fra vores.
Som så meget andet i Afrika er kontrasterne enorme. Midt mellem de simple boder kan man købe abonnementer til mobiltelefoner –
– og nye forretningsmetoder forsøger man også at indføre –
Med noget besvær – præcise vejnavne er endnu ikke rigtig slået igennem i Mbabane – fandt vi vores hotel – The Mountain inn. En stor tak til Sven Primdal for tippet om navigationssystemet Sygic, der virker fantastisk offline i denne del af verden. Uden det ved jeg ikke, hvordan vi havde fundet gennem byens mylder af små og store gader.
Solen er gået ned over Eswatini, og vi sidder med udsigt til en stor dal, hvor lysene fra Mbabane er begyndt at blinke i det fjerne. Afrika er et smukt kontinent…!
“I want your Husbond…!”
”If you are happy, I am happy”, sagde den smilende servitrice, da hun for 3. gang skænkede kaffe op til os ved morgenmaden, og naturligvis er det en floskel, men vi tror faktisk, hun mener det, for imødekommenheden og venligheden i Eswatini er i særklasse. Da vi kom hjem til hotellet efter dagens oplevelser, gav manden i receptionen os ikke bare nøglen, men spurgte også interesseret, om vi havde haft en god dag – og så ud til at være ægte interesseret i svaret.
Solen stod op et par minutter over 5 og sendte både varme og lys ind i vores hotelværelse, så vi kunne ikke trække morgensøvnen længere end til kl. 6. Temperaturerne var på det tidspunkt oppe på 28 grader, og der var ‘trusler’ om 38-40 grader senere på dagen, så det var vigtigt at komme tidligt af sted. De lokale fortæller, at det efter årstiden er for varmt og tørt, og de er ligesom vi bekymrede for klimaforandringerne.
Mbabane blev gjort til hovedstad i Swaziland af briterne, fordi byen ligger højt med et mere behageligt klima end i landets største by, Manzini, der ligger i lavlandet 40 km herfra. Det er imidlertid torsdag, Manzini’s markedsdag, hvor folk fra lokalområdet og fra Mosambique og Sydafrika kommer for at sælge deres produkter, så det ville vi naturligvis opleve –
Markedet var en myretue af sorte mennesker i farvestrålende tøj. Handelsboder var der overalt, nogle på et vakkelvornt bord, andre på et tæppe i skyggen af et træ og endnu flere på den bare jord.
Det her er virkelig Afrika, og naturligvis sendte vi antennerne op for at vejre stemningen over for et par blegansigter som os. Vores bekymringer forsvandt imidlertid med samme hast som Lars Løkke efter valgnederlaget i juni, for overalt blev vi mødt af store smil og ”How are You” og ”Where are You from”?, og når vi fortalte, at vi kom fra et land med vintertemperaturer under 0, gøs de grinende og sagde, at dér ville de ikke kunne overleve. Det morede vi os i fællesskab over, og vi nød den rare stemning, mens vi gik rundt og så på grøntsager, høns, gryder, tøj, kunsthåndværk, smykker og gammelt ragelse.
På et tidspunkt gik vi forbi en bod med tre kvinder, og uvist af hvilke grunde råbte en af dem til Anne-Marie: ”I want your husbond….!”
Anne-Marie tøvede lidt, og så råbte jeg tilbage, at ”that’s okay with me…!”, og så skraldgrinede de tre kvinder. Prisen var for lav, syntes Anne-Marie, så handlen blev ikke til noget, men jeg fik da et billede af kvinden, der ville have mig…!
Vi fortsatte et par timer rundt på markedet, mødte ikke et eneste hvidt menneske og stemningen forblev den samme – meget fremmedartet, men hele tiden særdeles venlig og imødekommende. Ved en bod faldbød en mand sine varer uden at få solgt noget til os, og da vi mødte hinanden igen en halv times tid senere, gav vi hinanden ’high-fives’ og et stort smil.
Folk på disse kanter må slå sig igennem som de bedst kan, og det betyder udnyttelse af alle de færdigheder, man nu har. Her fletter kvinderne stråmåtter og binder fejekoste – simpelt, men det kan sælges og giver vel til dagen og vejen –
Når man skal hjem med varerne, tager man ikke bare bussen, for det koster, og de flade futter med indkøbene på hovedet er gratis. Kvindernes balanceevne er fantastisk – 
Anne-Marie købte et flot stykke tekstil i en bod, hvor sælgeren omhyggeligt underviste hende i, hvordan man svøber det om sig. Vi kunne sikkert have pruttet prisen ned, men det var så rørende billigt, at anstændigheden forbød os at forsøge – og kvinden blev overstrømmende glad over salget. Dagens salg, måske?
Når stemningen i Swaziland/Eswatini er så venlig over for hvide mennesker, hænger det formodentlig sammen med, at landets befolkning aldrig har været udsat for den brutale apartheid, som hærgede Sydafrika i 40 år og som i en lang fremtid vil belaste forholdet mellem racerne. Nok har Eswatini været en britisk koloni, men den britiske højkommissær udviste respekt for landets konge, og i 1968 gav man landet selvstændighed og forærede swazierne en parlamentsbygning –
Parlamentsbygningen står her stadig, men den er gabende tom, for der er intet parlament, ingen politikere, ingen valg. Al magt ligger hos kongen og hos hans mor med titel af ”Den store hunelefant” samt hos en premierminister, der naturligvis er udnævnt af kongen.
Eswatini er et af verdens eneste lande, hvor kongen har enevældig magt. Han hedder Mswati d. III, og hans stamtavle hænger mange steder (kvinden ved siden af kongen er ‘Den store hunelefant” –
Landets officielle religion er kristendom, men kong Mswadi har 15 koner, hvilket vist kræver en meget fleksibel fortolkning af biblen for at blive til en kristen livsførelse. Flerkoneri er en gammel tradition i Swaziland og praktiseres stadig af nogle få, men tiderne er ved at skifte, og måske er Mswadi den sidste konge med mange koner. Jeg spurgte flere kvinder om deres syn på kongen og hans liv, og det hyppigste svar var, at han er en god mand, og at de mange koner accepteres af befolkningen så længe han sørger for dem og de børn, der kommer ud af forholdene. En enkelt af de kvinder, jeg spurgte, synes vist mine spørgsmål var komiske, for midt i sine forklaringer brød hun fnisende sammen i krampelatter, og jeg opgav at finde ud af hvorfor… 🙂
Et besøg på Swazilands nationalmuseum var en pudsig oplevelse, for vi var de eneste gæster (og det forstår jeg godt… 🙂 ), og den unge kvinde, der solgte os adgangsbilletterne, havde derfor masser af tid til at guide os rundt i udstillingen. Hun kedede sig formodentlig bravt. Hun guidede os videre til dagens anden store oplevelse, et besøg i ”The Cultural village of Swaziland”, hvor vi fik en forrygende og imponerende danseopvisning, meget autentisk og langt fra en turistforestilling –
De dansede og sang, så ikke et øje var tørt, og dejligt var det at se unge, smukke swazier med masser af overskud og glimt i øjet –
Vi var kun 6 voksne gæster til opvisningen, men også en børnehave havde fundet vej til arrangementet, og de små børn så på os hvide som var vi væsener fra månen – og utroligt søde var de –
En rundtur i en Swazi-landsby med runde hytter af strå var en sjov oplevelse. Det traditionelle Swazi-liv i disse landsbyer var almindeligt indtil begyndelsen af 1900-tallet, men eksisterer stadig på landet for ca. 2% af befolkningen –
Drenge- og pigeliv, kvinde- og mandeliv var dengang strengt opdelt, og fra 6 årsalderen sov alle piger sammen i en hytte og alle drenge i en anden. Alder måltes ikke som vi gør det, men når han/hun med sin ene arm kunne nå øret på hovedets modsatte side var man 6 år. Hvorfor gøre noget indviklet, når man kan gøre det enkelt.
I det traditionelle Swazi-liv var det forbudt kvinder at spise tungen af et nedlagt dyr – for så begynder hun bare at snakke for meget…! Den lo vi (jeg) meget af!
Dagen sluttede med, at vi kørte ad en stejl, bumlet og støvet grusvej til en lille plads, hvor en guide sad i skyggen og ventede på os – formodentlig dagens eneste gæster – og førte os frem til et smukt vandfald –
What a day…! Fra et myldrende marked med kulsorte mennesker med snehvide smil over et støvet museum til en dansepræstation, der fortjente mange flere gæster og til slut et smukt vandfald. Dagen sluttede ved hotellets pool, hvor udsigten over dalen er fantastisk og hvor der var tid til at fordøje dagens mange indtryk.
Swaziland/Eswatini er et dejligt land at besøge, og vi kunne have brugt mere tid her. Specielt kunne det have været interessant at kradse lidt mere i overfladen i dette enevældige monarki, hvor vi ivrigt spurgte ind til hverdagslivet hos de mennesker, vi kom i kontakt med. Svarene viste tydeligt, at under overfladen ulmer der en utilfredshed over den manglende udvikling, hvilket konkret betyder for få jobs med kvalificeret indhold. En af de søde unge kvinder, der serverede for os, var uddannet i regnskabsvæsen, og hun fortalte om sin drøm, der ligger i udlandet – måske i Europa. Hendes familie er imidlertid afhængig af hendes indkomster, og derfor er det – endnu en tid – en revisor, der serverer mad og drikke for turister. Spild af talent, og hun rettede sine bebrejdelser mod kongen.
I morgen går turen videre sydpå, igen ind i Sydafrika til byen Hluhluwe tæt ved det indiske ocean – og udtalen øver vi os stadig på 🙂 .
Videre til næste kapitel Hluhluwe National Park og Zulu-Natal