Graaf Reinett

Vi har forladt Lesotho, og grænseovergangen Van Royens Gate var særdeles fredelig, så vi kom igennem til Sydafrika på 10 minutter. Det kan også tage 3 timer, så vi var heldige!

De næste 500 km blev en stor overraskelse, for vi kom hurtigt ud på ‘The Great Karoo’, der er en enorm og øde halv-ørken, der strækker sig over mange tusinde kvadratkilometer. Vejene er snorlige, og over et par hundrede kilometer mødte vi kun en håndfuld biler – det giver naturligvis mindelser om vores seneste rejse i Australien.

Selvom landskabet er øde og tomt bortset fra nogle flokke af geder og får, er der masser at se på, for bjergene har de mest forunderlige former – formet af millioner af års erosion –

Med lange mellemrum ligger der en ejendom ude i horisonten, og af vejskiltene på afrikaans kan vi forstå, at det er hvide boere, der ejer meget af jorden her. Nærmeste nabo vil typisk være 50-100 km. væk, og vi taler om, hvilket liv disse mennesker har. Hvad med børnenes skolegang, hvad med livet ud over produktion af uld og oksekød, hvad med det sociale liv? Vi kender ikke svarene, men det er klart, at livet – og prioriteterne – herude er helt anderledes end vores.

Fremme i Graaf Reinett blev vi indkvarteret på Obesa B&B, der ligger i en stille sidegade og er fortræffeligt med eget køkken, så vi har mulighed for selv at lave mad. Som sædvanlig spurgte vi, om det er sikkert at gå en tur i byen og fik – som så ofte før – det svar, at det plejede det at være, men de senere år er fattigdommen blandt de sorte steget eksplosivt, og derfor er det ikke tilrådeligt at gå ude efter mørkets frembrud. Vores værelse – og bil – er bag låste porte, og selv for vinduerne er der tremmer! En dybt tragisk udvikling er i gang i Sydafrika.

Vi kørte den korte distance til restaurant Polka, som indehaveren af vores B&B anbefalede, og fik en fremragende middag med salat og lam fra de omkringliggende bjerge. Da vi kørte hjem, bemærkede vi mange fattige sorte hænge på gadehjørnerne, stå råbende midt på gaderne og generelt udvise en utilpasset adfærd, så vi var glade for værtindens gode råd.

Dagen efter – søndag d. 17/11 – gik vi en længere tur i byen og besøgte ‘The Reinett House’, der er et typisk boer-hus opført omkring 1806 og stadig står med en masse af det originale inventar –

Den oprindelige indehaver var prædikant i byens store hollandsk-reformerte kirke, og man mærker i huset hurtigt den strenge calvinistiske kristendom, der var så karakteristik for boer-bevægelsen –

De mange familie-portrætter vidner heller ikke just om megen sjov og spas – faktisk minder de om billeder af mine strengt missionske oldeforældre – 🙂

 

 

 

 

 

 

 

 

En gåtur rundt i den pæne by bekræftede desværre, at der er alt for mange fattige sorte, der lever et sølle liv på gaden. Det var derfor en positiv oplevelse at se en hvid kvinde køre rundt og række poser med vand og mad ud gennem bilvinduet til mennesker, der tydeligt stod og ventede på hende.

Graaf Reinett’s centrum er domineret af den store hollandsk-reformerte kirke –

Vi kom til kirken, mens der var søndags-gudstjeneste og bemærkede som det første, at i den tætpakkede kirke var der kun hvide mennesker, ikke en enste sort. Selvom apartheid blev afskaffet for et kvart århundrede siden, leves livet mange steder i Sydafrika stadig i adskilte race-grupper, og der er meget synligt, at udviklingen for nogle grupper er gået den helt forkerte vej de senere år.

Store dele af Sydafrika lider under en voldsom tørke i år, og her i Graaff Reinett er det i særdeleshed galt. Det har ikke regnet ordentligt i 5 år (!), fortalte vores værtinde, og konsekvenserne er meget synlige. Lige uden for byen plejer der at være en stor sø, og man har bygget en dæmning til at holde styre på vandmasserne – i dag er den fuldstændig tørret ud! Det var et chokerende syn  –

På vores værelse står der i køkkenet og på badeværelset spande, så vi kan opsamle det vand, der løber, mens vi venter på, at det varme vand kommer, og stedets swimmingpool bliver brugt som reservoir til (endnu) dårligere tider. På disse kanter er det en reel risiko, at når man åbner sin vandhane, hører man kun en tom susen fra rørene…! Klimaændringernes konsekvenser slå igennem med fuld kraft her i det sydlige Afrika, og ‘trøsten’ er – at det kun bliver værre.

Vi kørte – og gik – en tur i ‘The Valley of desolation’ – ‘Håbløshedens dal’ – som er en del af ‘the great Karoo’, som vi kørte igennem igår. Dalens navn må henføre til det utroligt tørre og barske klima, hvor kun de allerstærkeste dyr og planter overlever.

De ejendommelige klippeformationer er udslukte vulkaner, der var aktive for 150 millioner år siden og gennem de mange år er blevet slidt til de nuværende former af vind og vejr.

En tur i en anden del af nationalparken bød bl.a. på et pudsigt syn af en strudsehan med sit harem af dejlige strudsedamer –

Graaff Reinett er et dejligt stop på vej mod syd, Obesa B&B kan bestemt anbefales, og i særlig grad er Valley of Desolation en omvej værd.

Videre til næste kapitel: Sydkysten ved Plettenberg Bay og Knysna

Retur til: Oversigten