Kap Agulhas
Morgenmaden i Oudtshoorn var naturligvis baseret på strudseæg –
Vi har ikke tidligere smagt omelet lavet af et strudseæg, og havde vi ikke vidst det, ville vi næppe have opdaget forskellen. Smagen er en anelse mildere end hønseæg, men stor forskel er der ikke. Vi smagte også strudsekød i går aftes, og det var vældig godt uden at være noget ganske særligt.
Mens vi spiste morgenmad, kom vores vært igen og fortsatte sin bitre historie om den hvide befolknings forhold i dagens Sydafrika. Han er 52 år gammel, uddannet civilingeniør og har to små børn, og han ser ingen fremtid for sig selv og andre hvide i Sydafrika – samtidig med at han ikke kan se sig selv leve andre steder. Det er et eksistentielt dilemma af en størrelse, som jeg er glad for aldrig at være blevet tvunget ud i. Når hans historier er virkeligt bekymrende, skyldes det, at vi hørt tilsvarende igen og igen i de sidste 4 uger, så de afspejler utvivlsomt virkeligheden.
Der er ingen tvivl om, at Sydafrika står over for enorme udfordringer med at forene racerne, og jeg er alvorligt i tvivl, om ledelsen i ANC har viljen til det. Mandelas visioner er forlængst blevet til illusioner.
Da vi havde hørt værtens dybt alvorlige historie, gik jeg et kort øjeblik ind på de danske nyheder, og dagens overskrift på DR.DK handlede om …… en kvindes trængsler i den store bagedyst!!! Min hjerne stod helt stille – tænk hvis jeg havde fortalt vores vært om denne morgennyhed på et stort dansk medie…!
Turen fra Oudtshoorn gennem den lille Karoo var…….. jeg er ganske enkelt løbet tør for superlativer, for udsigterne og landskaberne de sidste 4 uger har været så enestående, at ordforrådet er løbet tør! Det må blive et billede i stedet –
Vi holdt pause i den – efter sydafrikansk standard – ualmindeligt smukke by Swellendam, der blev grundlagt af boerne i 1743. Mange smukke huse, dejlig stemning – kan klart anbefales – her er byens hollandsk-reformerte kirke –
Efter små 200 km. i ørkenen begyndte landskabet at flade ud, bjergene forsvandt langsomt i baggrunden og små grønne oaser dukkede op. Samtidig blev himlen større og mere blå, det blæste kraftigt, og det var tydeligt, at vi var tæt på havet. I Struisbaai mødte vi det blå ocean, og nogle få kilometer senere dukkede dagens mål op – Agulhas, Sydafrikas sydligste punkt.
Efter at være blevet indkvarteret på Agulhas Ocean House, der ligger med panoramaudsigt over det Indiske Ocean, tog vi afsted for at finde det det helt rigtige – sydligste – punkt på det afrikanske kontinent. Efter lidt traven fandt vi det, og her sidder Anne-Marie på en klippe med vind i håret og kun vand mellem sig og Antarktis. For en gangs skyld forslog hun ikke en svømmetur… 🙂 .
På dette sydligste punkt løber Det Indiske Ocean sammen med Atlanterhavet, og da vi skulle have taget det uundgåelige selfie – we were here! – sørgede jeg naturligvis for at stå i det varme Indiske Ocean, mens Anne-Marie måtte fryse i Atlanterhavet 🙂 –
Hvis nogen synes, at jeg ligner en ualmindelig tåbelig turist – så er jeg helt enig!
Området er smukt og havet barskt, og selv med et højt beliggende fyrtårn er området berygtet for sine mange skibsforlis –
Her er naturligvis talrige havfugle, men også vegetationen er værd at se efter, anderledes og smuk, som den er –
En lang dag sluttede på ‘Zuidstekaap‘ (‘Southern Cape’ på afrikaans), hvor vi fik – lad os sige – robust mad. Ikke noget at skrive til nogen som helst om, men vi blev mætte, og betjeningen var som altid på de her breddegrader utrolig venlig.
Videre til næste kapitel: Hermanus
Retur til Oversigten