Hluhluwe National Park og Zulu-Natal provinsen

Vejen ud af Swaziland/Eswatini i retning mod Sydafrika gik gennem agerbrugsland, og trafikken var ikke noget problem, men vi skulle navigere udenom æsler, hunde og hundredvis af køer, geder, høns  og grise (!), der færdedes i vejkanten. Dertil kommer de mange mennesker, der enten står eller går i vejkanten på vej til – – ? Skolebørn i deres pæne og rene skoleuniform er på vej til skole – ofte mange kilometer til fods – men hvad de mange voksne laver i vejkanten, kan vi ikke finde ud af.

Det er ‘koldt’ i dag – kun 23 grader, så Swazierne er iført overtøj og en hue, der er trukket godt ned om hovedet, for sådanne kuldegrader er næsten ikke til at klare 🙂

Efter et par timers kørsel kom vi til grænseovergangen ved Lavumisa, og både på Swaziland-siden og Sydafrika-siden skal man ud af bilen, ind til forskellige skranker, have stempler i passene og til sidst have foretaget en kontrol af, at bilen ikke er stjålet.

Vi kom glat igennem og arbejdede os frem mod dagens mål, den lille by Hluhluwe i Zulu-Natal provinsen. Vi er derude, hvor livet ikke har forandret sig i mange, mange år, og hvor mennesker af Zulu-stammen lever deres liv og opretholder deres traditioner i små Rondawel-huse med kvæget lukket inde i runde indhegninger fremstillet af træstokke – en såkaldt kraal.

Et ‘villa-kvarter’ på disse kanter – lidt uden på Hluhluwe – ser således ud –

Mange lever af kvægavl, men også hovedparten af Sydafrikas produktion af ananas og sukkerrør foregår her på egnen.

Det siger sig selv, at det er uhyre fremmedartet for et par blege vesterlændinge som os at bo og færdes i disse omgivelser. Vi var ude at købe aftensmad i det lokale supermarked, og ud over, at vi var de eneste hvide faldt det i øjnene, at mange af de andre kunder færdedes barfodet både indendørs og udendørs. Vi talte om, hvordan det ville fungere i Menu i Viborg….:)

Over for supermarkedet var der gang i den lokale frisørsalon, og jeg forsøgte at motivere Anne-Marie til en klipning, men så vidt jeg forstod, mente hun, at det godt kunne udsættes lidt …!

Jeg overvejede selv ‘Top-Model-salonen’, for de udstillede modeller på bygningens forside så da ganske lovende ud, men der var kø, så det må blive en anden gang 🙂

Vi bor under særdeles ydmyge forhold hos et meget venligt indisk/sort ægtepar –

– i deres lille hus i udkanten af Hluhkluwe –

Der er en lille pool i skyggen af et enormt og flot flamboyanttræ (flammetræ), hvor værten meget praktisk har slået de udendørs sanitære faciliteter fast på træets stamme – hvorfor gøre noget indviklet, når man kan gøre det enkelt.

De to venlige og sympatiske mennesker kæmper en strid kamp for at få til dagen og vejen, og de stillede velvilligt op, da jeg spurgte, om de ville fortælle lidt om livet som almindelig, farvet sydafrikaner. Snakken blev lang, og jeg vil senere her på bloggen – når jeg har fået samlet tankerne – fortælle om deres erfaringer. Der var mange overraskelser i samtalen, ikke mindst, da jeg spurgte, hvordan livet var for dem under apartheidtiden. Det overraskende svar lød: “Meget bedre! De hvide levede deres liv, vi levede vores liv, og økonomisk havde vi det meget bedre”. Senere i samtalen kom den mest overraskende melding: “Det er de hvide, der har skabt dette samfund, og nu ødelægger de sorte det”.  Samtalen fortsatte endnu en halv times, mens jeg forsøgte at samle min underkæbe op.

Vi er på dette – for os – meget fremmedartede sted for at besøge Hluhluwe National Park, som skulle være noget ganske særligt. Derfor stod vi ganske frivilligt op i morges kl. 5 og kørte ind i parken –

Der er masser af vilde dyr i parken, og dårligt var vi kommet ind, før vi måtte køre uden om disse tyksakker, der havde lagt sig til at sove i vejkanten –

Parken i Hluhluwe er meget smukkere end Kruger-parken, men mængden af dyr er mindre – eller også gemte de sig bare bedre! Alligevel så vi mange vilde dyr på nærmeste hold, bl.a. disse smukke antiloper, der nærmest svæver, når de løber –

Nyala-hjorten er den mest farverige af de talrige hjortearter og en af de flotteste efter vores mening –

Allermest spændende er dog de mange elefanter, og vi var på forhånd blevet advaret om, at nogle af de store hanner var i brunst, og så mister de forstanden (kender man det fra andre ‘dyreracer’… 🙂 ). Det oplevede vi på nærmeste hold, da vi efter et skarpt sving pludselig havde to mastodonter foran os i en gevaldig brydekamp –

Vi var kommet lidt for tæt på og havde ingen ambitioner om at blive forvekslet med en tredje han-elefant (nogen vil påstå, ligheden er slående 🙂 🙂 ), og når man møder overmagten, er det klogt at trække sig tilbage i god ro og orden, så det gjorde vi. Da de to kombattanter var forsvundet ind i bushen, kunne vi køre videre.

Selvom vi næsten havde glemt det, er det vores bryllupsdag i dag, og hvordan fejrer man det i Zululand, i sorte, kaotiske Hluhluwe? Bortset fra fastfoodkæden KFC – Kentucky Fried Chicken – er der ingen restauranter i byen, så vi gik i SPAR for at handle ind til en hjemlig festmiddag. Vi har hverken køkken, køleskab, tallerkener eller glas, så efter at have undersøgt samtlige kølemontrer (der er 1!) endte vi med det bedste, de havde, nemlig 4 pølsehorn fyldt med noget, der vistnok var en art tunsalat. I et forsøg på at holde niveauet gik vi i den lokale bottleshop og købte en anstændig flaske rødvin til at skylle pølsehornene ned med – ting skal jo passe sammen, og ‘det er så yndigt at følges ad osv osv’. Rødvinen var tæt på kogende, så da vi kom hjem, fik vi meget venligt lov til at anbringe flasken i værtsparrets køleskab. Nu var det kun at vente!

Da sulten og tørsten meldte sig ved 19.30 tiden, gik jeg til værten for at hente rødvinen – og fandt døren lukket og låst. Værtsparret var gået i seng.  Den flinke portvagt – sådan en har alle, der har råd til det hernede – tilbød at purre værtsparret op af sengen, men nok har vi bryllupsdag, men der må være en grænse…! Så bryllupsdags-middagen endte således med lunkne pølsehorn med tunsalat og en flaske solvarmt vand – til deling.

St. Lucia og Richards Bay – og søndagstrafik i Sydafrika

Sydafrikas er på alle parametre et modsætningens land. Vi kørte 60 km. fra kaotiske, rodede, afrikanske Hluhluwe til den lille by St. Lucia, der er berømt for sin store forekomst af flodheste, der om natten vandrer fra floden og op i byen for at græsse på folks græsplæner.

I samme øjeblik vi kørte ind i byen, var stemningen vendt 180 grader. Her er der roligt og velordnet – næsten en europæisk stemning – og selv på det store marked med kunsthåndværk er der fredeligt at gå. Byen har en særdeles rar stemning og kan på alle måder anbefales. Vi besøgte også stedet for et lille års tid siden sammen med Visti og Marianne, der havde arrangeret en fantastisk tur på floden – læs om den her – hvor vi så de store og dødsensfarlige dyr sammen med de agressive Nil-krokodiller.  “Nej, du skal IKKE bade her, Anne-Marie”, sagde jeg til hende i dag og truede med livsforsikringen – og det hjalp!

Det var nødvendigt at rette lidt op på de lunkne pølsehorn, og vi fik derfor en overmåde fortræffelig fiske-frokost på Rest. Ocean Basket midt på byens hovedgade – fremragende mad, sød betjening og meget små priser set med danske øjne.

Vi ville gerne en tur ud til det Indiske Ocean og kørte derfor til Richards Bay, hvor en større, ‘sort’ fest var i gang – det er søndag i dag. Ikke et hvidt menneske at se, men skarer af sorte mennesker, der fejrer en fridag med høj musik og en tur i det brusende hav.

Køreturen til og fra Richards Bay på motortrafikvejen N2 var en prøvelse af de større, og aldrig har jeg kørt i så kaotisk trafik som idag. Italienske unge mænd i deres Alfa Romeo’er er som Rubens engle i sammenligning med sorte, unge mænd i deres gamle, tunede og bulede Toyota’er. Der overhales indenom og udenom, ofte i tredje position på en tosporet vej og fuld-stop skilte, rødt lys, fartgrænser, vejstriber og andre detaljer ignoreres totalt. Dertil kommer, at selv på veje med stor hastighed er der køer, geder, høns og mennesker i vejkanten sammen med utallige boder, hvor biler stopper for at handle.  Moralen for os er, at man så vidt muligt skal undgå søndagstrafik i Sydafrika.

Hjemme igen i Hluhluwe er et tropisk uvejr brudt løs, og det er hyggeligt at sidde under husets store udhæng og beundre lynene, mens vi bliver angrebet af tusindvis af harmløse ‘natsværmere’, der sætter sig i håret og på tøjet. AM elsker dem, tror jeg nok, i hvertfald sidder hun uopholdeligt og klapper i sine hænder og udstøder små højlydte hvin…!

Vi har igen været i SPAR og handlet ind til en stor uden-køleskab, uden-mikroovn, uden-noget-som-helst middag, og i aften bestod den af croissanter, hjemmefyldt med ost og marmelade. Man ser straks kokkens selvtilfredse ansigtsudtryk over resultatet…!

Og i morgen går rejsen videre til Golden Gate Highland National Park og Clarens

Retur til Oversigten