Rejsen til Johannesburg

18/10 2019: Afrejsedatoen nærmer sig med hastige skridt, og et kig på pakkelisten fik mig til at fundere over, hvorfor den er markant længere end dem vi lavede, dengang rejserierne begyndte. Opremsningen af tøj og sko er den samme, så forklaringen ligger et helt andet sted.

iPads, telefoner, min Mac, powerbanks, et par USB-pinde, adskillige opladerstik, en ørnerede af ledninger, fordelerdåser, linser og filtre til kameraerne, hukommelseskort og meget mere fra samme skuffe; Ting vi ikke engang havde hørt om – dengang – og vi ville formodentlig være faldet om af grin, hvis nogen havde foreslået, at vi skulle tage en telefon med på rejse… 🙂

Selv til vores ure skal der nu medbringes en særlig opladerledning, men så har de også indbygget GPS og kan fortælle os om puls, hjerterytme, antal daglige skridt, barometerstanden, solens op- og nedgang og meget, meget mere, som vi heller ikke har brug for, men som er sjove at kende til.

Bliver det så en bedre rejse end dengang? Næh, en del praktiske ting er bare nemmere og mulighederne er mange flere, men det centrale ved at rejse er stadig det samme: Oplevelser der flytter bevidsthed!

Kufferterne blev fyldt, og midt om natten den 26/10 forlod vi Danmark i regn og kuling og landede via Amsterdam i Johannesburg 17 timer senere efter en fuldstændig uproblematisk rejse. Vi foretrækker normalt at flyve med KLM, og heller ikke denne gang skuffede de os. En shuttlebus bragte os videre til hotel Metcourt, der havde et glimrende værelse parat til os.

Johannesburg – i daglig tale Jo’burg eller Jozi – er ikke Sydafrikas hovedstad, men det er landets største by med 4,5 mio. indbyggere og landets økonomiske epicenter. Boerne kom her i midten af 1800-tallet på deres flugt fra briterne i Kapkolonien, hvor de grundlagde den første Sydafrikanske Republik, men hovedstaden blev placeret i Pretoria. Efter nederlag i to krige slap boerne endelig fri af den britiske omklamring i 1910, skabte Den Sydafrikanske Union og sparkede for alvor liv i Johannesburg, I takt med indførelsen af en stadigt skrappere apartheidsystem ændrede livet sig for den sorte befolkning, der blev tvunget ud af deres traditionelle boligområder og henvist til usle blikskure i hæslige townships, herunder det enorme Soweto-område i udkanten af Johannesburg, der blev centrum for mange brutale opgør med den hvide regering. Billedet nedenfor er taget ved en tidligere lejlighed og er ikke fra Soweto, men fra et andet township i udkanten af Johannesburg (der er rigeligt at vælge mellem… 🙁 ).

Der er mange grunde til at besøge byen, men vi har bevidst fravalgt den ved dette besøg, dels fordi vi ikke kan nå det hele, dels fordi der har været omfattende uroligheder den sidste tid, som vi helst vil holde os på afstand af.

Videre til besøget i Pretoria.

 

Læsernes kommentarer undervejs på vores rejse er meget velkomne. For ikke at åbne for en masse spam har jeg blokeret kommentar-feltet her på bloggen, men skriv til os på min mail: erlingoestergaard@gmail.com. 

Nye indlæg