Lesotho
Landefakta og historie: Læs her!
Fra Clarens kørte vi gennem enestående landskaber i retning mod Ficksburg, hvor vi skal krydse grænsen til Lesotho –
Den direkte vej til grænsen ved Ficksburg var lukket, men ad omveje hullede som en schweitzerost snoede vi os langsomt frem mod grænsestationen, der var et totalt kaos. I et mylder af biler, køer (altså dem på fire ben!) og uendelige rækker af blikskure fandt vi frem til det første kontor, der stemplede os ud af Sydafrika og lidt længere fremme et nyt kontor, der stemplede os ind i Lesotho. Vi var eksotiske fugle på stedet, og personalet måtte flere gange kontrollere indrejsereglerne for danskere, og vi blev kaldt tilbage til en ekstra kontrol, før vi blev sluppet løs. Det hele foregik heldigvis med store smil, og grænsepolitiet er venlige og humoristiske. Da vi var halvt igennem grænserne, spurgte en grænsebetjent hvor vi skulle hen, og jeg svarede “Maseru“, hvortil han replicerede med alvorlig mine: “Jamen, det her er grænsen til Mozambique”! Da han så mit forvirrede ansigtsudtryk, brød han ud i et stort grin og sagde “Bare for sjov”!
De første mange kilometer i Lesotho var et krydstogt mellem biler og fodgængere, og jeg kørte med alle sanser spændt, for der skete hele tiden et eller andet uventet i trafikken, der afvikles efter sine helt egne regler –
Første stop var ca. 60 km nord for Maseru (Lesothos hovedstad), hvor vi ville besøge Subengfloden, hvor der i flodsengen er fundet fodspor efter dinosauere. Vi fandt stedet og begav os til fods derned og blev hurtigt mødt af en ung mand, der erklærede sig som stedets tourguide, hvilket naturligvis var noget sludder, men han var på jagt efter nogle lette penge, og han vidste, hvor fodsporene var.
Vi så sporene, der stod helt skarpt og i princippet kunne være sat i går – men de blev altså sat for nogle hundrede millioner år siden af en dinosauer, der vandrede rundt her. Det var ret fantastisk, og her et af fodsporene –
Den unge mand var pludselig blevet til tre unge mænd (!), og da jeg stak ham en 50 Rand-seddel (25 kr), forsøgte han at klemme mere ud af os, men den gik ikke, og vi forlod stedet i skarpt trav!
Videre ad landevejen mod Maseru var trafikken kaotisk, og fire gange inden for 50 km. blev vi standset ved politiets vejspærringer, hvor vi blev kontrolleret og derefter med ønsker om en god tur sendt videre. Hvad formålet er med de mange politi-kontroller, ved vi ikke, men vi havde hørt om dem på forhånd, og vi fik en yderst venlig behandling.
Langs vejkanten på vej til hovedstaden var der mange muligheder for at gøre en god handel 🙂 –
Eller hvad med en tur i en butik med smart dametøj og bagefter til frisøren… –
Lesotho er et ’hyrdeland’, konstaterede Anne-Marie, og i grøftekanterne går der utallige flokke af køer eller geder med en hyrde, der forsøger at holde styre på flokken –
Landskabet er umådelig smukt med bjerge i baggrunden og brede agre i forgrunde, hvor tusindvis af køer græsser –
Fremme i Maseru fandt vi let – takket været vores bedste ven, GPS’en ’Sygic’ – vores reserverede hotel, der viste sig at være aldeles fortrinligt med en – som altid – yderst venlig og smilende velkomst i receptionen. Fra vores altan kan vi i skrivende stund se en hyrde manøvrere en gedeflok gennem trafikken, og det går helt gnidningsfrit, for både dyr og mennesker synes at være vant til det. Sceneriet foregår samtidig med, at jeg sidder og arbejder på et lynhurtigt netværk – kontrasterne her er virkelig enorme.
Maseru er som by hverken charmerende eller køn men derimod afrikansk rodet og tilsat en pokkers larm, fordi alle biler uafladeligt dytter til eller mod hinanden, og for et øjeblik siden blev der kaldt til bøn fra en nærliggende minaret, så indtrykkene er både til øjnene og ørerne. En gåtur i byen førte os frem til ’Lesotho hat’, byens center for kunsthåndværk –
Selvom stemningen og motiverne er fremmedartede –
er folk venlige og imødekommende, og befolkningen har let til smil – det prøver vi at leve op til 🙂
Hotellets restaurant har et stort spisekort, som vi fik overbragt af en sød, yngre Basotho-kvinde, og da vi havde bestilt, fik vi at vide, at køkkenet var udgået for ingredienser…! Det er forståeligt på disse kanter, så vi accepterede i stedet buffet’en, der var lige så (lidt!) spændende som sine fætre i Eruopa.
Basotho-kvinden ville gerne snakke, og hun fortalte bl.a., at hun er ud af en familie med 8 piger og 1 dreng, men at 3 af hendes søskende allerede er døde, hvilket er en almindelig situation i et land med stor børnedødelighed og en gennemsnitlig levetid på under 50 år. Hun har taget sin uddannelse i Sydafrika med lån fra regeringen, og nu arbejder hun for at støtte sin familie og for at betale lånene tilbage. Hårde betingelser i et fattigt land, men alligevel sagde hun flere gange, at “vi (altså Basothoerne) – er et lykkeligt folk, og vi elsker at få besøg fra udlandet.” Snakken med hende var hele måltidet værd.
I morgen går turen videre ind i Lesothos smukke bjerge til Malealea, en lodge langt væk fra byens larm, hvor vi skal tilbringe et par dage.
Videre til Malealea
Retur til Oversigten