Lesotho er som Eswatini et lille, fattigt kongerige på det Sydafrikanske kontinent. Lesotho betyder ‘landet hvor folk taler Sesotho’ , der er det officielle sprog sammen med engelsk. En del taler også Zulu og Xhosa. Af Lesotho’s 2 mio. indbyggere bor halvdelen i hovedstaden, Maseru, resten fordelt ud over et areal på størrelse med Jylland, men topografien er mildt sagt anderledes. Lesotho er et bjergland – undertiden kaldet Afrikas Schweiz med en afrikansk stemning – med det laveste punkt 1000 m. over havets overflade og det højeste bjerg 3.500 m. over havets overflade.
Lesothos nationalflag er et af verdens yngste og blev første gang hejst i 2006 i forbindelse med fejringen af landets 40 års jubilæum som selvstændig nation. De tre farver symboliserer (fra toppen) hhv. regn, fred og velstand. Tegningen i flagets midte er den traditionelle stråhat, som mange indbyggere benytter, og dens sorte farve er en hilsen til Afrika og Lesothos befolkning. Stråhattens størrelse er i en lov fastsat til at fylde præcist 92% af højden i det hvide felt, så nok er man fattige i Lesotho, men de sjusker ikke…! 🙂
Selvom Lesotho er et vanskeligt land at opdyrke, har der boet mennesker her i mindst 50.000 år – fortrinsvis som hyrder, men også som agerbrugere i et bælte omkring Oranje-floden, der skærer sig dybt ned i landskabet, hvor hovedstaden Maseru i dag ligger. De første mennesker var små buskmænd, der talte san-sproget, men siden indvandrede flere bantufolk, bl.a. sesotho-talende mennesker af Basotho-stammen, der nu udgør hovedparten af landets befolkning.
Ét samlet land blev Lesotho først, da kong Moshoeshoe den Store efter 1786 samlede Basothoerne under sig. Op gennem 1800-tallet var landet udsat for utallige invasionsforsøg fra hvide vortrekkere (boere), der ønskede at bosætte sig i Moshoeshoe’s kongerige. Ganske som zuluerne i Sydafrika modsatte basothoerne sig boernes invasionsforsøg og trak sig tilbage til bjergene for at forsvare sig mod de bedre udrustede modstandere og søgte samtidig støtte fra briterne.
Store Basotho-grupper i Lesothos vilde bjerge praktiserede kannibalisme langt op i 1800-tallet. Kristne missionærer anslog i 1883, at op mod 10.000 basothoer var kannibaler, og at antallet af ofre løb op i flere hundrede tusinde. Særlig slemt skal det have været i bjergene lige uden for byen Clarens, hvor vi har to dages ophold!! Vi håber det bedste 🙂 og for en gang skyld vil jeg tænke positivt om de kristne missionærer, for det var efter deres ankomst, at kannibalismen blev afskaffet.
Det lykkedes for kong Moshoeshoe II at få briternes støtte og landet undgik på et hængende hår at blive en del af Sydafrika, men prisen var, at Lesotho i 1884 kom under direkte britisk kontrol som en kronkoloni. Det varede indtil 1966, hvor Lesotho genvandt sin uafhængighed som selvstændigt kongedømme med kong Moshoeshoe II som statsoverhoved, men i modsætning til kongen i Eswatini kun med ceremoniel status. Da kongen i 1986 aktivt forsøgte at modarbejde et militærkup, blev han afsat og måtte flygte i eksil. Han blev senere afløst af sin søn, Letsie III, der fortsat er landets konge og landets formelle statsoverhoved. Den udøvende magt har landets premierminister.
Tiden efter uafhængigheden har været karakteriseret af vedvarende politisk uro med voldelige kup og modkup. Så sent som i 2014 måtte premierminister Thabane efter voldsomme uroligheder og trusler om et militærkup flygte ud af landet. Ved det efterfølgende valg i februar 2015 blev der dannet en koalitionsregering med Mosisili som premierminister.
Lesotho er målt med en vestlig målestik et fattigt land med en lav levestandard for de fleste indbyggere. Den forventede levetid ved fødslen er som i Eswatini under 50 år og mange dør ganske unge, blandt andet fordi rigtigt mange – ca. 1/4 af den voksne befolkning – lider af HIV/Aids. 20% af den voksne befolkning er analfabeter, men tallet er heldigvis faldende på grund af omfattende forbedringer af skolesystemet, der overvejende er drevet af kristne organisationer.
Økonomien er præget af landets totale afhængighed af Sydafrika, og tusindvis af arbejdere fra Lesotho pendler hver mandag på arbejde i Sydafrikanske miner og vender først hjem den efterfølgende weekend.
Uligheden i samfundet er voldsom og fattigdom er udbredt med en tredjedel af befolkningen, der tjener mindre end 1$ om dagen. Uligheden illustreres bedst ved den såkaldte Gini-koefficient, der er index 0, hvis alle har samme indkomst, mens det er 100, hvis én person har al indkomst i samfundet. For Lesotho er Gini-koefficienten beregnet til 63, (mod 29 i Danmark, 63 i Sydafrika og 50 i Eswatini), hvilket fortæller om en situation, hvor en stor del af befolkningen lever i fattigdom, mens en lille del sidder tungt på flæsket.
En sammenfatning af levevilkårene i Lesotho får man ved at se på landets HDI-indeks (Human Development Index), der er udarbejdet af FN på baggrund af BNP, middellevetiden for en nyfødt samt graden af analfabetisme. Lesotho er her placeret som nr. 141 på HDI-skalaen for alle verdens lande, mens Danmark til sammenligning er nr. 14, Eswatini nr. 121 og Sydafrika nr. 110.
Møntenheden er Maloti, der ikke er en konvertibel valuta, så i praksis bruger besøgende den sydafrikanske Rand som betalingsmiddel.