Malealea
Efter afrikansk trafikkaos i Maseru va det en lettelse at komme ud på landet igen, og vi begyndte dagen med et besøg på Lesothos eneste universitet i byen Roma 30 km uden for hovedstaden. Vi fortalte vagten ved indgangen til campus, at vi var ”teachers from Denmark”, og så blev vi lukket ind med et stort velkommen. Undervejs på gåturen rundt på campus faldt Anne-Marie i snak med en gruppe studerende, og karakteristisk for situationen var deres første spørgsmål til hende: “Hvordan kommer man til DK for at studere?” Unge i Lesotho har som unge over hele verden store drømme, og den største af dem er at komme til udlandet.
Vi fortsatte videre mod nord i retning mod landsbyen Malealea, og efterhånden blev vejene mere og mere øde, mens hyrder, køer og geder flokkes i vejkanten. Scenerierne undervejs var ubeskriveligt smukke og storladne –
De sidste 10 km frem til Malealea foregik uhyre langsomt på en sten- og grusvej så bulet, at denne humoristiske advarsel på et rustent skilt var helt berettiget: ”Women, tighten your bra…!” 🙂 Faktisk var det mere en stenet gedesti end en vej, og her gør vi klar til turen i “Gates of Paradise Pass” i mere end 2.000 meters højde – 
Det var en meget langsom og hoppende tur i et øde landskab, og mere end én gang sendte jeg en taknemmelig tanke til de folk hos Toyota, der har skruet bilen sammen 🙂 –
Vores ophold ved landsbyen Malealea højt oppe i Lesothos bjerge blev en uforglemmelig oplevelse. Aldrig har vi set så simpelt et liv, aldrig har vi kulturelt været længere hjemmefra og aldrig har vi mødt venligere og gladere mennesker. En tankevækkende erfaring, som vi delte med andre gæster fra vores del af verden.
Vi bor simpelt i en traditionel rondawel med stråtag – her sidder Anne-Marie på ’terrassen’ efter at have checket seng og gulv for ‘sjove’ insekter (der var gevinst!) –
På landet i Lesotho bygges huse ikke med et toilet, man klarer sig med et ’das’ med hul i jorden nogle meter fra huset, her et typisk eksempel fra et nybygget område –
Vores rondawel har som en uhørt luksus både toilet og rindende vand, men Lesotho lider imidlertid under en så alvorlig tørke, at man venligt – og humoristisk – beder os om at spare mest muligt på vandet. Her er et uddrag af ’toilet-reglerne’ (meningen giver vist sig selv!)
Dagligliv i Malealea
Vi fik mulighed for at gå en tur gennem landsbyen sammen med en ung mand, der kaldte sig ‘Martin’, fordi hans rigtige Basotho-navn er umuligt at udtale for dumme vesterlændige som os. ‘Martin’ er født og opvokset her, og den flere timer lange tur blev en fantastisk oplevelse, fordi han levende fortalte om en dagligdag, hvor livet foregår som det gjorde i DK for mindst 100 år siden. ‘Martin’ er født i Malealea, har gået i skole men har aldrig lært noget om fremmede lande og forestillede sig vist, at livet i DK er nogenlunde som livet i Malealea.
Her i landsbyen lever alle af deres får og køer, for lønnet arbejde er der stort set intet af, og den største del af landskabet egner sig ikke til at dyrke afgrøder. Mange ernærer sig som hyrder, og for det hverv er lønnen 1500 Rand om måneden (750 kr), og det kan man forsørge en familie for. Den unge mand så forbløffet ud, da jeg spurgte ham, om en kvinde kan være hyrde. Naturligvis ikke. Det er mændenes job, og det ser unægtelig mere kedeligt end hårdt ud –
Selvom det er varmt i disse dage med temperaturer på mindst 25 grader, er alle hyrder pakket ind i flere lag tøj, et tæppe og ofte en ’elefanthue’ –
Vi spurgte om årsagen hertil, og fik aldrig et klart svar – denne påklædning er vist bare en del af det at være hyrde.
En lille smule af jorden kan opdyrkes, og pløjningen foregår i vid udstrækning med et oksespand –
Basothoer er vokset op med – og sammen med – deres heste, der her i de ufremkommelige bjergene er endnu vigtigere end biler.
Det er små, stærke heste, der evner at klare sig i det stenede og ujævne terræn, og med løfte om rolige heste tog vi (med nogen betænkelighed hos undertegnede) ud på en to-timers ridetur med en guide –
Da guidens hest efter en halv times tid pludselig sprang rundt som besat, fordi den blev forskrækket over et eller andet, så jeg en brækket hofte for mig, og vi besluttede at vende om. Landets eneste hospital ligger i Maseru, adskillige timers kørsel herfra ad bulede grusveje, og med komplicerede brud/sygdomme skal man videre til Sydafrika for at blive behandlet, så beslutningen gav næsten sig selv. Inden vi vendte om, nåede jeg dog at tag et billede ud over det fabelagtige plateau, som var et af turens mål –
Meget (måske endda det meste!) af det hårde fysiske arbejde i Lesotho er overladt til kvinderne. Tunge byrder bæres på hovedet og tøjvask klares i den nærliggende flod, hvis man er så heldig at have en sådan –
”Der var en kone på landet. Hun havde en høne blandt andet…..” Kvinden på billedet nedenfor har måske læst H. C. Andersen – i hvert fald undgik hun at knejse med nakken, så længe vi fulgte hende…! 🙂
Nogle af kvinderne lever af at lave kunsthåndværk, og vi købte en lille skål af den prægtige kvinde –
Da vi købte skålen – og ikke tingede om prisen – brød gruppen af kvinder ud i sang, som vi ikke forstod et kvæk af – og så alligevel, for omkvædet bestod af ”Halleluja”!! Vi var rørte!
Også ølbrygning er en kvindeopgave, og landsbyens ølbrygger inviterede os indenfor i sit hus og fortalte om brygningsmetoderne –
Hun bød gæstfrit på en smagsprøve, men af mange grunde og med dårlige undskyldninger takkede jeg nej.
Livet i landsbyen foregår efter ældgamle regler. En mand (aldrig en kvinde) er landsbyens leder med beføjelser til at afgøre stridigheder, pålægge bøder og tildele græsningsjord. Al jord er i princippet fri, men landsbylederen afgør, hvor der må græsses og om – og hvor – der må pløjes. Funktionen som landsbyleder går i arv fra far til søn gennem generationer og giver status og måske også særlige indtægter, for landsbylederens hus i Malealea er et af de bedste – lerklinet og med stråtag.
De fleste huse i landsbyen er så simple, at det er svært for en forkælet dansker at forstå, hvordan livet kan leves her. Ingen el, intet rindende vand, intet toilet, lerklinede vægge og et tag af blikplader. Da jeg spurgte om fidusen ved et stråtag fremfor et bliktag fik jeg et forbløffet blik – stråtaget isolerer mod både kulde og varme, og i et hus med bliktag larmer det voldsomt, når det regner. Temmelig mærkeligt spørgsmål, fortalte blikket mig…!
Landsbyens mennesker er i en vis udstrækning selvforsynende, men der er også muligheder for at handle, hvis man har råd. Lige udenfor landsbyen ligger en række små butikker, hvor man kan købe lidt grøntsager, frugt – og pommes frittes!
Her er vi indenfor i butikken –
Skolegang, ægteskab – og 6 køer
Vores unge guide fortalte om sin skolegang, der først bestod af 7 år i landsbyens grundskole og dernæst 2 år i en ’mellem-highschool’, der ligger 5 kvarters gang (!!) fra Malealea – hver vej! Og skolebussen? Glem det! Til slut 2 år i en highschool ca 25 km væk, hvor han måtte bo på skolen, da der ingen transportmuligheder er.
Den unge mand er nu tilbage i landsbyen uden andet arbejde end engang imellem at vise rundt, sådan som han gjorde for os. Vores rundtur var færdig kl. 11.30, og da jeg spurgte ham, hvad han nu skulle, lød svaret, at han skulle hen til købmanden og snakke med sine venner. Resten af dagen! Et af de mest sørgelige syn i Lesotho er præcis dette – klynger af unge mænd, der sidder og hænger uden at have noget som helst at tage sig til. Ungdomsarbejdsløsheden er monstrøs stor, og det er en katastrofe.
Alligevel er mange unge ikke så heldige som vores guide. Vores hesteguide –
– fortalte, at han aldrig havde gået i skole og derfor hverken kunne læse eller skrive. Hans forældre havde ikke råd til at sende ham i skole, og derfor blev hans liv ude hos hestene og fårene. Han talte forbløffende nok glimrende engelsk, som han havde lært af venner! De flinke mennesker på lodgen, hvor vi bor, har dog lært ham at skrive sit eget navn.
Da jeg spurgte vores unge guide om ægteskab, fortalte han, at en kone her i landsbyen koster 6 køer, og han ville gerne vide, om man også betalte for en kone i DK. Min hjerne stod helt stille af forbløffelse, men jeg håber, det lykkedes at give ham et tilpas uklart svar. Værdien af en ko er 5-9.000 Rand, så der er tale om en formue.
Mødet med mennesker i landsbyen Malealea vil altid stå for os som en ganske særlig positiv og usædvanlig oplevelse. Malealea – og Lesotho som helhed – ligger i alle betydninger af ordet højt hævet over verdens brændpunkter, og Trump og andre tumper fylder ingenting i disse mægtige bjergmassiver, hvilket jeg er lidt misundelig på. Klimaforandringerne er til gengæld årsag til stor bekymring, for de mærker tydeligt, at de ikke får den regn, de behøver.
Landskabets skønhed i Lesotho er enestående og har næppe sin lige i verden, men stærkest i erindringen står mødet med disse smilende, dejlige og begavede mennesker, der aldrig fik chancen for en uddannelse.
Videre til næste kapitel: Graaf Reinett og den store Karoo
Retur til Oversigten