Lydenburg
Vores sidste dag på Wild Ivory sluttede med et gamedrive fra kl. 05:30, og det blev lige så godt som de øvrige. En stor hunelefant var død ude i bushen af alderdom (de dør af sult, når de sidste tænder er slidt op!), og kadaveret tiltrak naturligvis rovdyr, der øjnede chancen for et let måltid. Her er sjakalerne i gang –
Mest imponerende var egnens hanløve, der også mæskede sig i den store mængde kød, og mæt forlod den måltidet højt brølende af tilfredshed – en lydkulisse, der iflg. rangeren kan høres op til 15 km. væk.
Det er blevet d. 30/10, og kursen er lagt stik øst gennem et frodigt og fladt landskab præget af enorme marker med en meget velordnet produktion af grøntsager og frugt. Alle stednavne er på afrikaans, altså de hvide boeres sprog, og det er utvivlsomt dem, der ejer markerne, men vi så ingen hvide mennesker – og det hårde arbejde på markerne er åbenlyst reserveret (!) til de sorte.
Det helt specielle ved at køre på almindelige landeveje i Sydafrika er, at pludselig står der et par giraffer i vejkanten, geder gør krav på vejbanens midte og pludselig løber en flok aber over vejen –
Efterhånden som vi kom længere østpå, begyndte vejene at ligne et mæslinge-udbrud med hundredvis af dybe ’potholes’, og vi måtte langsomt krydse os frem fra side til side.
Vi kom dog igennem uden brækkede aksler og begyndte opstigningen til dagens mål, Lydenburg på kanten af Drakensbjergene. Den ene smukke udsigt afløste den anden, men jo nærmere vi kom byen, jo flere kæmpestore lastbiler måtte vi slås med, for her i bjergene har man fundet store mængder crom, titanium og andre værdifulde mineraler, som nu graves ud.
Byen Lydenburg er opstået i forbindelse med en af de store vortrekker- ekspeditioner i midten af 1800-tallet og har således en historie som hvid boer-by. Navnet betyder ‘lidelsernes by’, idet boerne under de store trek led meget af malaria, men Lydenburg ligger så højt, at det er malaria-frit, og derfor kunne man her restituere sig.
Fremme i Lydenburg blev vi indkvarteret i Hotel De Ark –
Det viste sig at være et sted med en stil som et petit Versailles med et hvidt værtspar og en sværm af søde, sorte tjenestefolk. En karaffel med sherry stod klar til os på værelset, da vi ankom sidst på eftermiddagen – dejligt – men aftensmaden var ’Halløj på badehotellet’. Vi sad i en enormt fin spisesalon kaldet Napoleon Theater, og da vi havde ventet en halv time og henvendt os i baren et par gange, dukkede en sød, sort dame med hårnet op og spurgte overrasket, om vi ønskede at spise…!
Et bekræftende svar førte til nogle skåle med grillede pølser, et par udkogte, kolde majs og lidt grøntsager, sidstnævnte med kokkens hår i. Da jeg sagde, at vi ville blive glade for et glas rødvin, nikkede hårnettet venligt og skænkede lunken merlot op fra en papbox. Middagen forløb i en blanding af grin og forundring, og sandsynligvis var problemet mere vores europæiske vaner end sydafrikanske utilstrækkelighed. Her er Anne-Marie i gang med Napoleonspølserne –
Efter middagen blev det spændende, idet vi faldt i snak med et par hvide mænd, der fortalte om deres syn på Sydafrikas situation. Deres fortælling var, at før 1994 (hvor apartheid blev ophævet og ANC kom til magten), fungerede Sydafrika rigtig godt, mens grådighed og korruption er dagens norm hos den politiske elite i ANC i dag. Det er i særdeleshed slemt for landet, fortalte de, at sorte har en lovmæssig fortrinsret fremfor hvide på arbejdsmarkedet, også selvom de er dårligere kvalificeret.
Da vi spurgte til stemningen i byen, tøvede de lidt men svarede så samstemmende, at den plejede at være god, men siden et sort flertal overtog magten i byrådet, var det gået tilbage på alle fronter. Vi så bl.a. et væltet gadelys, hvor ledningerne stadig stak op – med strøm i – og en 7 årig dreng blev for nylig dræbt under et regnvejr, hvor han gik gennem en vandpyt ved de åbne ledninger…! ”Og ingen gør noget ved det, og ingen bliver draget til ansvar for den elendige vedligeholdelse”, sukkede de flinke mennesker!”
At byens sorte flertal har fået magten, har også medført, at byens navn er blevet ændret til Mashishing, men byens hvide mindretal prøver desperat at holde fast i det gamle navn.
Det var en tankevækkende samtale, som jeg fortsat går og grubler over – situationen i Sydafrika er bestemt ikke sort-hvid (og nej, det var ikke en joke!).
Da de rare mennesker på De Ark opdagede, at vi var reelt interesserede i boernes historie (og havde sat os ind i emnet på forhånd!), arrangerede de et besøg for os i den lokale kirke og den gamle skole fra vortrekker-tiden. En venlig dame tog imod os og førte os ind i kirken –
Kirken er smuk og enkel, sådan som kirker er i den strenge calvinske (indre-missionske!) tradition. Her er ingen overdreven udsmykning, ingen vægmalerier til at forstyrre koncentrationen, kun fokus på budskabet ”Gud er livet”, som der på afrikaan’sk stod over prædikestolen. Det er også en del af traditionen, at præsten ikke har titel af ’præst’, men i stedet prædikant. Vi fik lov til at besøge alle hjørner af kirken, der her er fotograferet fra orgel-stolens position –
Vi kunne godt have brugt en dag mere i Lydenburg for at blive endnu klogere på boernes kultur, men den næste destination er aftalt. så vi kørte videre mod øst og frydede os over byens smukke allé, der er flankeret af de smukke Jakaranda-træer –
Videre til næste kapitel: Blyde Canyon og ‘Gods Window’
Retur til Oversigten!