Pretoria
Det var en fornøjelse at afhente den lejede bil i lufthavnen i Johannesburg. Service og store smil på et niveau, der slog selv australierne med flere længder, og vi fik en spritny Toyota RAV4 at køre i. Vi bruger navigationssystemet ‘Sygic’, der fungerer perfekt offline, så det gik glat med at komme ud af Jo’burgs million-trafik i retning mod Pretoria.
Første besøg i Pretoria var ved Vortrekkermonumentet, der i betydning for boernes historie i Sydafrika svarer til Dybbøl i DK. Monumentet ligger højt placeret uden for byen, og arkitekturen og ideen med stedet beskrives bedst ved at sige, at den ville have gjort Hitlers arkitekt Albert Speer stolt! 🙁
Formålet med det kolossale monument er at fortælle historien om boernes erobring af Sydafrika – kemisk renset for enhver omtale af de brutale overgreb, der blev en del af boernes regime, og som i sidste ende førte frem til det voldsomme apartheidsystem.
Helt centralt i Vortrekker-monumentets indre er en stor billed-frise, der viser boernes ‘trek’ i 1837 og deres forhandlinger med zulukongen Dingane, der var af den overraskende opfattelse, at boerne ingen ret havde til at tage deres jord. Situationen resulterede i zuluernes brutale nedslagtning af børn og voksne i boertrekket –
Året efter tog boerne grusom hævn, da de anråbte Gud om hjælp og lovede at bygge en ny kirke – og det hjalp! Under et nyt boertrek ledet af Andries Pretorius nedkæmpede de en zuluhær i det berømte slag ved Bloodriver og dræbte flere end 3000 zulu-krigere –
Sejren ved Bloodriver har kult-status i boernes historie og fortællingen herom fylder meget i Vortrekker-monumentet. På årsdagen for slaget – den 16. december – samles patriotiske boere i museet for at bevidne, at sollyset gennem et lille hul i bygningens tag –
– præcist rammer ned på det alter, der står i monumentets nederste etage til minde om de faldne. Det er symbolik så tyk som flødesovs.
Boernes forståelse af sig selv og den sorte befolkning illustreres tydeligt på et maleri i Vortrekker-monumentet – se grundigt på billedet, det er meget forklarende!
Man kan læse mere om Sydafrikas historie og boernes forståelse af deres ret (bl.a. begrundet i deres dybe religiøsitet) til at underlægge sig den sorte befolkning her.
Efter at have fordøjet flødesovsen – det var ikke helt nemt – kørte vi til Hotel Park Lodge i centrum af Pretoria, hvor vi blev indlogeret efter lidt diskussion i receptionen om, hvorvidt vi havde betalt på forhånd eller ej. Vi spurgte den flinke dørmand om det var sikkert at gå i området (det skal man altid spørge om på disse kanter!) og fik det interessante svar, at det er sikkert, men vi skulle lade være med at se bange ud….!? Således oplyste begav vi os ud på gaderne for bl.a. at besøge Church Square, der er Pretorias absolutte centrum og beskrevet i Lonely Planet som en seværdighed, der er værd at gå efter.
Temperaturerne denne eftermiddag var 32 grader i skyggen, og asfalten kogte – og det samme gjorde stemningen på gaderne, hvor der var et leben, råben og skrigen. Stemningen var fremmedartet men forholdsvis fredelig –
Lidt senere forandrede stemningen sig dog pludselig, da nogle mænd højt råbende begyndte at kaste flasker efter hinanden, og endnu en dukkede op bevæbnet med en stor flodhestepisk og så ikke rigtig rar ud (!). Han sparkede til en ældre kvinde, der lå på jorden hyllet ind i et tæppe – uden tøj på. En mand kom hen til mig og tog fat i min kasket, som han syntes var rigtig flot, hvilket jeg var helt enig med ham i og derfor holdt godt fast i! Muntert! Da stemingen var dårligst, dukkede en ung og meget velklædt mand op med en bibel i hånden og begyndte at tale med os og guidede os ud af urolighederne. Han var utroligt hjælpsom og forklarede, at de mange mennesker på gaden havde tabt deres ‘values’ og derfor opførte sig dårligt –
Situationen er typisk for Sydafrika – på den ene side en masse utroligt venlige mennesker, der klarer sig godt, og på den anden side forråede fattige, der lever deres liv på gaden og med misundelse ser på enhver form for velstand. Selvom de sidstnævnte kan være trælse, kan man ikke rigtig fortænke dem i deres adfærd.
Meget har forandret sig de senere år i Pretoria, for i generationer har den været en ‘hvid’ by – forstået på den måde, at det var her, boernes drømme om en hvid sydafrikansk stat tog sin begyndelse, og det er her regeringsapparatet altid har været. Byen er derfor mere ‘afrikaansk‘ end andre storbyer i Sydafrika og for alle ikke-hvide indbyggere uløselig forbundet med apartheidtidens brutale undertrykkelse. (En ‘afrikaaner‘ er betegnelsen for en hvid efterkommer af de hollandske kolonister/boere).
Efter at være undsluppet den vrede mand med flodhestepisken nåede vi frem til Church Square, hvor Kruger står på en piedestal – beskyttet bag et højt hegn, hvilket viser den omstridte figur han er for den sorte befolkning –
Paul Kruger var som præsident for Den Sydafrikanske Republik (Transvaal) fra 1883 – 1900 en af de mest markante boer-ledere, og han personificerer Afrikaaner-bevægelsen. Han var u-uddannet bortset fra bibellæsning, stærkt religiøs og med en fast tro på, at jorden er flad. Under den anden boer-krig måtte han i år 1900 flygte til Clarens i Schweitz, hvor han døde i 1904. Den sydafrikanske by af samme navn lige uden for Golden Gate National Park, som vi skal besøge (igen) om kort tid, er opkaldt efter den Schweitziske by.
Church Square er idag slidt og trist at se på og langt fra Lonely Planets skønmaleri.
Det gav sig selv, at aftenen skulle tilbringes på hotellet – bag høje hegn og med dørmænd inde og ude. Ærgerligt, men det er realiteterne. Vi havde på forhånd bestilt bord og menu på hotellets restaurant, og da vi ankom præcis til tiden, stod vores mad klar – nydelig pakket ind i madfilm og lige klar til at spise! Vi er langt fra den europæiske madkultur, her handler måltidet om at blive mæt. To meget venlige unge sorte satte maden frem til os, men da jeg bestilte en flaske vin, lyste usikkerheden i deres smilende øjne. Hvad gør man lige her? Det lykkedes dog at få fremtryllet et par vinglas og lidt senere også vandglas. Proppen skruede jeg selv af, og det siger vist sig selv, at vinen var godt og vel solvarm – men whatever, den var glimrende, og vi trængte til det! Cabernet Sauvignon var det – til 75 kr.
Under måltidet sad jeg og kiggede ud på den stærkt befærdede gade her i hovedstadens centrum, og det slog mig, at ikke en eneste hvid person gik forbi – vi er de absolut eneste. De velhavende boere er flyttet ud af centrum og ind i beskyttede luksus-resorts i forstæderne. Apartheid er nok formelt ophævet, men i praksis eksisterer den i bedste velgående.
Videre til næste kapitel: Wild Ivory Eco Lodge
Retur til Oversigten!
Kommentarer til vores rejse er mere end velkomne. For ikke at åbne for en masse spam har jeg blokeret kommentar-feltet her på bloggen, men skriv til os på min mail: erlingoestergaard@gmail.com.