Kap det gode håb og Marianne Wine Estate
Dagens mål var Marianne Wine Estate lidt uden for Cape Town, men undervejs fra Hermanus ville vi se Kap Det Gode Håb, et af Afrikas mest sagnomspundne steder med flere end 600 skibsforlis på samvittigheden. Turen derned foregik i overraskende tæt trafik samt – som noget typisk overalt i Afrika – masser af gående mennesker i begge vejsider, så chaufføren blev holdt vågen.
På vej ud på halvøen med det berømte klippehjørne passerede vi en af Sydafrikas største township, Khayelitsha. Så langt øjet rakte, var der elendige blikskure og miserable paphuse i et virvar, hvor man mener (!), der bor 1 mio mennesker, hvoraf hovedparten intet har at tage sig til, måske lidt handel ved vejsiden, ellers intet –
Det er svært at forstå, hvordan mennesker kan leve her, men det er til gengæld let at forstå, hvorfor disse levevilkår skaber kriminalitet og ballade. Ingen mennesker (og slet ingen børn!) fortjener at bo sådan.
Ved Boulders ligger der en stor koloni med pingviner, som vi gerne ville se, men den er blevet til en attraktion med høj entre og så’n – lidt overdrevet synes vi, så den skippede vi, og der er masser af de sjove dyr uden for kolonien, så man kan sagtens se dem. I øvrigt studsede vi over, at den officielle vejviser til attraktionen på et stort skilt gjorde opmærksom på, at man som besøgende måtte indregne en risiko for at blive overfaldet med skader og endda død til følge – åbenbart includeret i entrebilletten…!
Vi skal hele tiden lære nyt, og en overraskelse var det på en cafe at få serveret kaffe og en croissant med persille og ost….! Men hvorfor ikke 🙂 –
¨En stor del af halvøen med Kap Det Gode Håb er omdannet til en naturpark (med en ret heftig entre, 600 Rand for to personer!), men det er en god ide, for det betyder, at området ligger uberørt hen med klipper, buske (fynbos!) og fantastisk flot var det, efterhånden som vi nærmede os klippen –
Her er et fantastisk fugleliv med millioner af søfugle, for der er masser af fisk og skaldyr i havet –
Men på land skal man være nøjsom som en struds for at kunne overleve –
Fremme ved Kap Det Gode Håb på Afrikas sydvestligste hjørne stod brændingen hårdt mod klipperne –
Langt ude – på dybt vand og det er lumsk – kunne vi se ’Albatros-klippen’, der har været årsag til mange skibsforlis. Det må have været en hårrejsende oplevelse at skulle passere dette hjørne for sejl i stormvejr om natten uden moderne navigationsmidler, for vind og strøm gør sejladsen yderst vanskelig og har forårsaget utallige skibsforlis. Den først registrerede skibsbrudne er Bartolomeu Diaz, der forliste her i år 1500, to år efter, at Vasgo da Gama rundede klippen og åbnede ruten til Østen.
Vi fortsatte rundt om ’hjørnet’ til ’Cape Point’, hvor der er en storslået udsigt fra fyrtårnet. Sejler man stik syd herfra, kommer man til Antarktis, sejler man mod øst, kommer man til Australien, og sejler man mod vest kommer man til Sydamerika. Mange har gjort det, mange er kommet frem – og en del blev til fiskeføde undervejs.
Den videre tur til Marianne Wine Estate gik tværs gennem Cape Town, og det blev i noget af det mest intense trafik, jeg nogensinde har prøvet. Tæt, hurtig og aggressiv trafik i mange vognbaner, og der skulle ustandselig skiftes retning, så da vi nåede frem, var pulsen forholdsvis høj, men alt gik, som det skulle.
På *Marianne’ blev vi til vores store overraskelse indkvarteret i en rondawel midt i vinmarkene. Meget ’robust’, meget varmt og upraktisk, men ganske charmerende for et par nætter.
En wine-tasting var med i vores booking (surprise!) , og vi fik fremragende vine serveret sammen med en masse god information. Mest overraskende var deres Pinotage, en speciel sydafrikansk drue, der er sammensplejset af Pinot Noir- og Hermitage-druerne. Den førstnævnte giver lethed, den sidstnævnte giver fylde, og resultatet er fremragende.
Midt mellem vinstokkene ligger en pool placeret, og da her er bagende varmt, var det en fornøjelse at komme i det kølige vand, hvor sved og trafik-stress kunne vaskes af.
Videre til næste kapitel: Cape Town
Retur til Oversigten