SYDAFRIKAS HISTORIE 

Sydafrikas historie er dramatisk og uløselig forbundet med den europæiske kolonitid og ikke mindst med de mange års apartheid, hvor i særlig grad den sorte befolkning blev udsat for den mest ydmygende og brutale behandling.

Mine fortællinger her på bloggen om Sydafrikas historie baserer sig – ud over skriftlige fremstillinger om emnet – i høj grad på den enorme viden om emnet, som historiker og tidl. lektor ved Viborg Katedralskole, Visti Kristensen, har formidlet til os gennem næsten daglige fortællinger på rejsen, som oftest ledsaget af et godt glas sydafrikansk rødvin – her er en af disse gode stunder:

1488: Bartolomeu Dias runder Kap Det Gode Håb som den første europæer

Sydafrikas oprindelige befolkning – før europæernes kolonisering af landet – bestod af san-folket, der var jægere og samlere, khoi-folket, der var kvægfolk, og bantu-folket, der var agerbrugere. Sære navne i vores ører, og de europæerne kolonisatorer omdøbte dem da også til Hottentotter (Khoi-folket)  og Buskmænd (San-folket). Khoi-folkets sprog er meget ejendommelig med nogle markante klik-lyde på alle konsonanter – det kan høres her.

Hvornår de første hvide mennesker kom til Sydafrika, ved man ikke med sikkerhed (måske i antikken?), men ikke overraskende var det en portugiser, Bartolomeu Dias, der som den første beskrev passagen ved Kap Det Gode Håb, som han rundede i 1488 som en del af de europæiske opdagelsesrejser, og hvor han beskrev de gode opankringsmuligheder under Taffelbjerget.

1652 – 1834: Hollænderne etablerer Cape Town som handelsstation, erobrer jord – og tvinges til at forlade området.   

I 1652 etablerede det hollandske Ostindiske Kompagni en handelsstation ved Cape Town. Sydafrika som sådan interesserede i første omgang ikke hollænderne, det var alene den strategiske beliggenhed, der var interessant for et verdensomspændende  handelsfirma. I takt med at de hollandske sømænd blev frigjort af deres kontrakter, begyndte de at interessere sig for at erhverve jord i området, fordi klimaet var dejligt og jorden frugtbar. Sømændene blev bønder – heraf navnet boere – og bevægede sig i løbet af 1700-tallet gradvist op gennem landet, ofte i konflikt med lokalbefolkningen, hvis jord de tog- stjal er nok et mere præcist ord!

Disse hollandske sømænd, nu bønder, var mennesker med en stærk religiøs (calvinistisk) opfattelse om at leve livet med hårdt arbejde og en puritansk livsførelse, der skal tjene til Guds ære. De betragtede fra første færd sorte mennesker som undermennesker med sære og umoralske skikke som fx. flerkoneri, og erobringen af deres jord blev retfærdiggjort med henvisning til, at man arbejdede i Guds navn mod ugudelige hedninge. I kraft af boernes bedre våben og fordi de var drevet af en fælles mission, var de i stand til at vinde de uundgåelige konflikter med lokale stammer.

I forbindelse med Napoleons-krigene i Europa havde Frankrig erobret Holland, og den flygtende hollandske konge bad Storbritanien om hjælp til at beskytte de hollandske kolonier, herunder kolonien ved Cape Town i Sydafrika. Briterne tog dertil i 1795, fordi de kunne bruge stedet som en vigtig trædesten mellem kongeriget derhjemme og Indien, imperiets juvel. Briterne kom imidlertid hurtigt i konflikt med boerne, hvis puritanske og dybt religiøse livssyn de ikke delte, og på et vigtigt punkt havde man fundamentalt forskellige opfattelser, nemlig omkring retten til at holde slaver. For boerne var slavehold en integreret del af livsførelsen, og de havde importeret tusindvis af slaver som arbejdskraft på deres gårde. Briterne, derimod, overvejede at afskaffe slaveriet af moralske årsager. En konflikt var uundgåelig, og da briterne i 1834 gennemførte en afskaffelse af slaveriet, blev bruddet en realitet.

1834 – 1838: De store ‘trek’ mod nord, zuluerne overvindes og de første boerstater etableres. 

Boerne tog hurtigt konsekvensen af briternes beslutning og organiserede med geværet i den ene hånd og biblen i den anden en række store ‘trek’ mod nord for at grundlægge egne områder uden for briternes indflydelse. De ville have jord, frihed, ret til at holde slaver og iøvrigt leve deres liv til Guds ære. Briterne var relativt ligeglade, for Sydafrika uden for den store britiske Kapkoloni var (endnu!) uinteressant set fra London, så boernes bortrejse var nærmest en lettelse for dem. Senere skulle de komme til at skifte opfattelse!

Boernes store ‘trek’ op gennem Afrika foregik med store oksetrukne vogntog af samme type, som vi kender fra USA’s historie.

Under ufattelige anstrengelser forcerede de ukendt terræn, høje bjerge og dybe vandløb, og begravelser blev en del af hverdagen på alle trek. Nedenstående oversigtkort viser de største trek i perioden 1835 – 40:

I Zulu-land stødte boerne på høvding Shaka, der havde en stor og velorganiseret hær til rådighed og absolut ikke havde tænkt sig at lade boerne tage land.  I 1837 blev et boertrek under ledelse af Pieter Retief lokket i et baghold af zuluerne, der dræbte flere end 300 boere, En hævnaktion fra boernes side var uundgåelig, og den kom året efter i nærheden af byen Dundee ved floden Ncome, hvor boerne i et klassisk vogntogsslag nedkæmpede en stor zuluhær og dræbte flere end 3.000 zulukrigere. Da boerne så, at flodens vand blev farvet rødt af blodet fra de dræbte zulukrigere, omdøbte de floden til Blood River, og dagen for slaget har siden da været offentlig helligdag i Sydafrika.  Vi besøgte det ikoniske sted, og historien kan læses her: Slaget ved Blood River

Efter sejren ved Blood River var der fri bane for boerne, der i løbet af de efterfølgende 20 år grundlagde staterne Nathal, Oranje og Transvaal (sidstnævnte også kendt under navnet ‘Den Sydafrikanske Republik’), der alle var uden for briternes indflydelse, hvilket blandt andet betød, at man uhindret kunne anvende slavehold, og de tre stater blev i stigende grad raceopdelt. De første trædesten frem mod senere tiders apartheid blev lagt.

1843: Konflikter mellem briter, boere og zuluer og et forsmædeligt britisk nederlag. 

I anden halvdel af 1800-tallet begyndte briterne gradvist at få øjnene op for, at også Sydafrika udenfor Kapkolonien var interessant, blandt andet fordi blev fundet store mængder guld og diamanter. Desuden begyndte man at frygte, at boerne – en potentiel fjende – kunne få adgang til Det Indiske Ocean, hvilket bestemt ikke var i britisk interesse, da uhindret færdsel på havene var af den største betydning for det britiske imperium. Med militær magt satte briterne sig derfor på magten i Nathal provinsen allerede i 1843, hvilket boerne var særdeles utilfredse med, og mange af dem rykkede derfor til en af de to andre boerstater, Oranje og Transvaal.

I boernes sted begyndte tusinder af britiske emigranter at bosætte sig i den nyerobrede provins, Nathal, og det forårsagede nye konflikter, denne gang med zuluerne, den største indfødte stamme. der ikke ville acceptere endnu et ‘hvidt’ erobringstogt. På dette tidspunkt – midten af 1800-tallet – var Storbritannien ubestridt verdens største militærmagt, og man anså det for upassende at skulle bøje sig for sorte kongedømmer i det mørke Afrika. Indfødte grupper i andre dele af det britiske imperium kunne også nemt få ‘gode ideer’, hvis de så, at zuluerne i Afrika havde held med at stå op mod den britiske militærmagt.

I 1879 krydsede britiske styrker derfor Buffalo-floden ved Rorkes Drift og gik dybt ind i zululand. De britiske officerer gik ud fra, at zuluerne aldrig ville turde angribe de professionelle og langt bedre udstyrede engelske soldater, og ved Isandlwana slog englænderne lejr på en savanneslette uden at organisere lejren til forsvar. Den britiske arrogance fik en forfærdelig pris, for en Zulu-hær angreb de britiske soldater, der stort set alle blev dræbt i en blodig massakre. Vi har besøgt Isandlwana, og historien med billeder kan læses her!

Det forsmædelige nederlag kunne briterne naturligvis ikke have siddende på sig, så året efter nedkæmpede en velbevæbnet britisk styrke i kraft af bedre våben fuldstændig zulustatens militærstyrke og delte zululand i 13 mindre kongedømmer, der hurtigt kom i splid med hinanden. Del og hersk metoden virker altid.

Boere og briter i krig det hvide herredømme i Sydafrika 

Efter nedkæmpelsen af zuluerne voksede briternes appetit på Sydafrika endnu mere, og de tre uafhængige boer-stater blev næste mål. Boerne var imidlertid på ingen måde villige til at give briterne rettigheder i deres stater, og dermed var scenen sat til endnu en konflikt.

I 1877 invaderede briterne Transvaal, men igen havde man undervurderet modstanderen. De hårdføre boere havde gennem barske trek op gennem kontinentet etableret en stærk identitet og kæmpede indædt for deres sag – og så havde de jo Gud som allieret, ganske som ved Blood River! – og efter 4 års kamp lykkedes det dem at smide briterne ud og generobre deres selvstændighed.

Boernes selvfølelse voksede naturligvis som følge af krigen, og med Paul Kruger som leder var boernes ikke villig til kompromisser. Fredsforhandlingerne brød sammen og boerkrig nummer to begyndte i 1899. Det blev en krig mellem verdens førende militærmagt og tusindvis af religiøse og velorganiserede bønder, der om natten forvandlede sig til krigere. Guerillakrigen var opfundet.

Briternes svar på guerilla-taktikken var utrolig brutal, idet man gik efter at ramme boernes civilstat. Gårde blev brændt i stort tal, og kvinder og børn i tusindvis blev interneret i verdens første kz-lejre, hvor ikke færre end 26.000 døde. Hitlers kz-lejre under anden verdenskrig kender alle, men at det faktisk var en britisk ‘opfindelse’, er mere eller mindre gået i glemmebogen, hvilket briterne utvivlsomt er glade for.

Krigen endte med britisk sejr i 1902, der dermed effektivt kontrollede hele det Sydafrikanske kontinent opdelt i 6 kronkolonier med hver sin suveræne guvernør: Kap-provinsen, Orange Fri-staten, Transvaal og Nathal (de tidligere boer-stater) samt de to kongedømmer Swaziland og Basotholand (idag: Lesotho).

Etablering af Den Sydafrikanske Union i 1910.

Briterne havde nok vundet krigen, men på den lidt længere bane var det nødvendigt at opnå en modus vivendi med de fastboende boere, og i 1910 blev de fire tidligere boerstater  forenet under navnet Den Sydafrikanske Union. Den nye union fik  status som en selvforvaltende ‘dominion’ inden for det britiske imperium, og i praksis kunne boerne nu tilrettelægge forholdene, som de ville. Det betød blandt andet, at kun det hvide mindretal i de 4 områder fik stemmeret, og et undertrykkende apartheidsystem blev etableret. Set med moderne øjne virker det utroligt stødende, men i samtiden var det langt fra usædvanligt. Alle kolonimagter praktiserede undertrykkelse af lokalbefolkningerne i deres kolonier, og et racistisk menneskesyn kunne man finde overalt i Europa – såmænd også i Danmark. Det var helt enkelt en del af tidsånden.

1910 – 1948 – Sydafrika bliver ‘hvidt’. 

Boerne havde tabt den militære konfrontation med briterne, men med etableringen af Den Sydafrikanske Union blev det muligt for dem at opretholde – og dyrke – den særlige boer-identitet, der var uløseligt forbundet med Sydafrika. I årene efter 1910 fokuserede de på egne værdier, normer og sprog (afrikaans). Man dannede et politisk parti, Nationalistpartiet, samt en hemmelig og magtfulde loge, Broderboond, og målet var at skabe en hvid boerkultur, der på den lange bane kunne sikre, at landet blev deres.

De sorte blev konsekvent holdt udenfor, og boernes begejstring var stor, da det i 1913 lykkedes at få London til at vedtage en jordlov, der gav 87% af jorden til de hvide, mens de sorte – det store flertal – fik de resterende 13%. Konsekvensen var, at mange sorte blev henvist til at klare sig ved lavlønsarbejde hos den lille hvide overklasse. Da det kom til stykket, holdt ‘de hvide’ – boere og briter – således sammen mod de sorte, og mere kynisk og usmageligt kan det næsten ikke blive.

Tiden efter 1948 – apartheidsystemet intensiveres

Efter 2. verdenskrig begyndte briternes imperium at smuldre. Krigen havde slidt så hårdt på den britiske økonomi, at landet blev reduceret fra verdensmagt til regional magt. Det efterlod endnu mere plads til boerne i Sydafrika, og da boernes Nationalistparti i 1948 vandt en stor valgsejr, begyndte man med stor konsekvens og brutalitet at indføre apartheid, der konkret betød, at de hvide tog kontrol med alt – ALT – i samfundet, og at der blev indført en streng raceadskillelse på alle områder.

Nye racelove regulerede i detaljer alle forhold i dagligdagen – hvilke jobs man kunne få, hvor man kunne bo, hvor man skulle sidde i bussen, hvilken kø på posthuset, man skulle benytte, hvilke hospitaler man måtte benytte osv – og altid det ringeste til de sorte. Der var ingen undervisningspligt for sorte børn, og for dem, der kom i skole gjaldt det, at de maksimalt måtte lære det, som de ville få brug for i underordnede jobs. En brutal og kynisk apartheid var indledt. Desuden blev der indledt en decideret folkeforflytning, hvor sorte mennesker blev tvangsforflyttet ud af de hvides områder og tvungent til at bosætte sig i såkaldte ‘homelands’. Kun med et særligt pas og en arbejdstilladelse var det derefter tilladt for dem at bevæge sig ind i ‘hvide’ områder.

Den hvide befolkningsgruppes syn på den sorte befolkning kan måske bedst sammenfattes i dette – mildt sagt brutale – advarselsskilt –

Voksende konflikter og etableringen af den Sydafrikanske republik 

De sortes modtræk mod apartheidsystemet var etableringen af Den Afrikanske Nationalkongres, ANC, der i stigende grad engagerede sig i protester og demonstrationer med krav om lige rettigheder uanset race og køn. ANC forsøgte længe uden held at bekæmpe apartheid-systemet med fredelige midler, men vendepunktet kom med massakren i Sharpeville i 1960. Under en demonstration åbnede politiet ild mod de 5000 deltagere i byen, og ikke færre end 69 blev dræbt, mange skudt i ryggen, da de flygtede – her et billede fra den frygtelige begivenhed:

Sharpville-massakren blev et vendepunkt, og kampen for frihed blev herefter voldelig. ANC blev efterfølgende forbudt, og dets medlemmer måtte gå under jorden eller flygte i eksil. Vicepræsidenten i ANC, Nelson Mandela, blev anholdt to år efter for at have opfordret til protestaktioner og idømt fængsel på livstid, men han fortsatte ikke desto mindre fra fængslet med at argumentere mod apartheid.

Sydafrika blev i stigende grad udsat for international kritik, og nødtvungent måtte de melde sig ud af Commonwealth of Nations og skiftede i 1961 navn til Den Sydafrikanske Republik. I takt med den internationale isolation og voksende økonomiske problemer op gennem 1970’erne, begyndte det sorte befolkningsflertal at tro på et systemskifte. Den hvide regering intensiverede apartheidsystemet ud i det groteske, men det var en stakket frist, og i 1990 var Præsident Klerk så hårdt presset, at apartheid formelt blev afskaffet, og der blev indledt en reformkurs, hvorunder forbuddet mod ANC blev ophævet og Mandela sat fri fra fængslet på Robben Island.

Sydafrika bliver en demokratisk stat og ANC griber magten

I 1994 vandt ANC Sydafrikas første demokratiske valg og dannede regering med Mandela som præsident, en post han bestred frem til 1999, hvor han blev afløst af Thabo Mbeki. Mere interessant var det dog, at Jacob Zuma blev valgt som vicepræsident, og til trods for alvorlige anklager om korruption (som alle vidste var rigtige) lykkedes det ham at vinde præsidentvalget både i 2009 og 2014. Zuma tilhørte ANC’s venstrefløj og gjorde en dyd ud af at fastholde visse zulu-traditioner – han har således 4 koner. I februar 2018 blev anklagerne om korruption for voldsomme, og Zuma måtte forlade præsidentposten, der blev overtaget af endnu en af veteranerne fra apartheid-tiden, Cyril Ramaphosa.

Afslutning

Hundrede års voldsom apartheid har afsat store mentale sår i den sorte befolkning, og de er  langt fra lægte – der skal generationer til. Når man rejser som gæst i Sydafrika giver det derfor ingen mening at forsøge at være ‘farveblind’, hvis man vil forstå situationen. Der hersker idag – fortæller hvide sydafrikanere – en skjult men ganske effektiv apartheid den anden vej rundt, idet hvide mennesker oplever at blive diskrimineret ved stillingsansættelser o.l. Det er naturligvis lige så lidt acceptabelt som den ‘gamle’ apartheid, men det er svært ikke at have en vis forståelse for situationen. En vrede opsparet gennem generationers voldsom og brutal undertrykkelse  fordamper kun langsomt.

Sydafrika: Landefakta

Rejsebeskrivelsen fra januar 2019

Rejsebeskrivelsen fra oktober – december 2019