Sydafrikas historie

SYDAFRIKAS HISTORIE 

Sydafrikas historie er dramatisk og uløselig forbundet med den europæiske kolonitid og ikke mindst med de mange års apartheid, hvor i særlig grad den sorte befolkning blev udsat for den mest ydmygende og brutale behandling.

Mine fortællinger her på bloggen om Sydafrikas historie baserer sig – ud over skriftlige fremstillinger om emnet – i høj grad på den enorme viden om emnet, som historiker og tidl. lektor ved Viborg Katedralskole, Visti Kristensen, har formidlet til os gennem næsten daglige fortællinger på rejsen, som oftest ledsaget af et godt glas sydafrikansk rødvin – her er en af disse gode stunder:

Tiden før 1652

Sydafrikas oprindelige befolkning – før europæernes kolonisering af landet – bestod af san-folket, der var jægere og samlere, khoi-folket, der var kvægfolk, og bantu-folket, der var agerbrugere. Sære navne i vores ører, og de europæerne kolonisatorer omdøbte dem da også til Hottentotter (Khoi-folket)  og Buskmænd (San-folket). Khoi-folkets sprog er meget ejendommelig med nogle markante klik-lyde på alle konsonanter – det kan høres her.

Hvornår de første hvide mennesker kom til Sydafrika, ved man ikke med sikkerhed (måske i antikken?), men ikke overraskende var det en portugiser, Bartolomeu Dias, der som den første beskrev passagen ved Kap Det Gode Håb, som han rundede i 1488 som en del af de europæiske opdagelsesrejser, og hvor han beskrev de gode opankringsmuligheder under Taffelbjerget. I

Tiden 1652 – 1834

I 1652 etablerede det hollandske Ostindiske Kompagni en handelsstation ved Cape Town. Sydafrika som sådan interesserede i første omgang ikke hollænderne, det var alene den strategiske beliggenhed, der var interessant for et verdensomspændende  handelsfirma. I takt med at de hollandske sømænd blev frigjort af deres kontrakter, begyndte de at interessere sig for at erhverve jord i området, fordi klimaet var dejligt og jorden frugtbar. Sømændene blev bønder – heraf navnet boere – og bevægede sig i løbet af 1700-tallet gradvist op gennem landet, ofte i konflikt med lokalbefolkningen, hvis jord de tog- stjal er nok et mere præcist ord!

Disse hollandske sømænd, nu bønder, var mennesker med en stærk religiøs (calvinistisk) opfattelse om at leve livet med hårdt arbejde og en puritansk livsførelse, der skal tjene til Guds ære. De betragtede fra første færd sorte mennesker som undermennesker med sære og umoralske skikke som fx. flerkoneri, og erobringen af deres jord blev retfærdiggjort med henvisning til, at man arbejdede i Guds navn mod ugudelige hedninge. I kraft af boernes bedre våben og fordi de var drevet af en fælles mission, var de i stand til at vinde de uundgåelige konflikter med lokale stammer.

I forbindelse med Napoleons-krigene i Europa havde Frankrig erobret Holland, og den flygtende hollandske konge bad Storbritanien om hjælp til at beskytte de hollandske kolonier, herunder kolonien ved Cape Town i Sydafrika. Briterne tog dertil i 1795, fordi de kunne bruge stedet som en vigtig trædesten mellem kongeriget derhjemme og Indien, imperiets juvel. Briterne kom imidlertid hurtigt i konflikt boerne, hvis puritanske og dybt religiøse livssyn de ikke delte, og på et vigtigt punkt havde man fundamentalt forskellige opfattelser, nemlig omkring retten til at holde slaver. For boerne var slavehold en integreret del af livsførelsen, og de havde importeret tusindvis af slaver som arbejdskraft på deres gårde. Briterne, derimod, overvejede at afskaffe slaveriet af moralske årsager. En konflikt var uundgåelig, og da briterne i 1834 gennemførte en afskaffelse af slaveriet, blev bruddet en realitet.

Tiden 1834 – 1910

Boerne tog hurtigt konsekvensen af briternes beslutning og organiserede med biblen i hånden store ‘trek’ mod nord for at grundlægge egne områder uden for briternes indflydelse. De ville have jord, frihed, ret til at holde slaver og iøvrigt leve deres liv til Guds ære. Englænderne var relativt ligeglade, for Sydafrika uden for Kapkolonien var uinteressant set med britiske øjne, så boernes bortrejse var nærmest en lettelse for dem. Senere skulle de komme til at skifte opfattelse!

Boernes store ‘trek’ op gennem Afrika foregik med store oksetrukne vogntog af samme type, som vi kender fra USA’s historie.

Under ufattelige anstrengelser forcerede de ukendt terræn, høje bjerge og dybe vandløb, og begravelser blev en del af hverdagen på alle trek. Nedenstående oversigtkort viser de største trek i perioden 1835 – 40:

I zululand stødte boerne på høvding Shaka, der havde en stor og velorganiseret hær til rådighed og absolut ikke havde tænkt sig at lade boerne tage land.  I 1837 blev et boertrek under ledelse af Pieter Retief lokket i et baghold af zuluerne, der dræbte flere end 300 boere, En hævnaktion fra boernes side var uundgåelig, og den kom året efter i nærheden af byen Dundee ved floden Ncome, hvor boerne i et klassisk vogntogsslag nedkæmpede en stor zuluhær og dræbte flere end 3.000 zulukrigere. Da boerne så, at flodens vand blev farvet rødt af blodet fra de dræbte zulukrigere, omdøbte de floden til Blood River, og dagen for slaget har siden da været offentlig helligdag i Sydafrika.  Vi besøgte det ikoniske sted, og historien kan læses her: Slaget ved Blood River.

Efter sejren ved Blood River grundlagde boerne staten Natal, og koordineret med andre vellykkede trek blev også staterne Oranje og Transvaal grundlagt, alle tre steder uafhængige af briterne, hvilket blandt andet betød, at man uhindret kunne anvende slavehold, og de tre stater blev i stigende grad raceopdelt. Trædestenene frem mod senere tiders apartheid blev lagt.

I anden halvdel af 1800-tallet begyndte briterne gradvist at få øjnene op for, at også Sydafrika udenfor Kapkolonien var interessant, blandt andet fordi blev fundet store mængder guld og diamanter. Desuden begyndte man at frygte, at boerne – en potentiel fjende – kunne få adgang til Det Indiske Ocean, hvilket bestemt ikke var i britisk interesse, da uhindret færdsel på havene var af den største betydning for det britiske imperium. Med militær magt satte briterne sig derfor på magten i Nathal provinsen allerede i 1843, hvilket boerne var særdeles utilfredse med, og mange af dem rykkede derfor til en af de to andre boerstater, Oranje eller Transvaal. I deres sted begyndte tusinder af britiske emigranter at bosætte sig i Nathal.

Efter overtagelsen af Nathal voksede spændingerne mellem briterne og zuluerne, og briterne ønskede at give zuluerne en lærestreg. Det blev anset for særdeles upassende, at verdensmagten Storbritanien skulle affinde sig med sorte kongedømmer i det mørke Afrika. Indfødte grupper i andre dele af det britiske imperium kunne også nemt få ‘gode ideer’, hvis de så, at zuluerne i Afrika havde held med større eller mindre selvstændighed.

I 1879 krydsede britiske styrker derfor Buffalo-floden ved Rorkes Drift og ind i zululand. De britiske officerer gik arrogant ud fra, at zuluerne aldrig ville turde angribe de professionelle og langt bedre udstyrede engelske soldater. 15 km. fra Rorkes Drift – ved Isandlwana – slog englænderne lejr på en savanneslette men organiserede ikke lejren til forsvar – de sorte krigere ville aldrig turde angribe…!

Den britiske arrogance fik en forfærdelig pris, for en mægtig zuluhær angreb de britiske soldater, der stort set alle blev dræbt i en blodig massakre. Vi besøgte Isandlwana, og historien kan læses her!

Det forsmædelige nederlag kunne briterne naturligvis ikke have siddende på sig, så året efter nedkæmpede en velbevæbnet britisk styrke i kraft af bedre våben fuldstændig zulustatens militærstyrke og delte zululand i 13 mindre kongedømmer, der hurtigt kom i splid med hinanden. Del og hersk metoden virker altid.

Situationen var nu den, at zulumagten var elimineret, og samtidig voksede briternes interesse for de uafhængige boer-stater. Boerne var imidlertid ikke villige til a give fremmede rettigheder i deres stater, og med briternes nyfundne appetit på området var scenen dermed sat til en ny konflikt. I 1877 invaderede briterne Transvaal, men det holdt kun i få år, for allerede i 1881 lykkedes det boerne at generobre deres selvstændighed. De hårdføre Boerne havde gennem de barske trek op gennem kontinentet etableret en stærk identitet og kæmpede indædt for deres sag – og så havde de jo Gud som allieret, ganske som ved Blood River.

Boernes selvfølelse voksede naturligvis som resultat af sejren, og med Paul Kruger som en populær leder var boernes stilling stærk. Forhandlinger med briterne om de mange stridsspørgsmål blev derfor vanskelige og brød sammen i 1899, hvor boerkrig nummer to  begyndte. Det blev en krig mellem verdens førende militærmagt – Storbritannien – og bønder, der om natten forvandlede sig til krigere. Guerillakrigen blev opfundet.

Briternes svar på guerilla-taktikken var utrolig brutal, idet man gik efter at ramme boernes civilstat. Gårde blev brændt i stort tal, og kvinder og børn i tusindvis blev interneret i verdens første kz-lejre, hvor ikke færre end 26.000 døde. Hitlers kz-lejre under anden verdenskrig kender alle, men at det faktisk var en britisk ‘opfindelse’, er mere eller mindre gået i glemmebogen, hvilket briterne utvivlsomt er glade for.

Krigen endte med britisk sejr i 1902, og i 1910 blev den Sydafrikanske republik dannet og blev en selvforvaltende koloni (dominion) inden for det britiske imperium, hvor kun hvide havde stemmeret. Set med moderne øjne virker det utroligt stødende, men i samtiden var det langt fra usædvanligt. Alle kolonimagter praktiserede undertrykkelse af lokalbefolkningerne i deres kolonier, og et racistisk menneskesyn kunne man finde overalt i Europa – såmænd også i Danmark. Det var helt enkelt en del af tidsånden.

Tiden 1910 – 1948

Boerne havde tabt det militære slag mod briterne, men deres identitet var stadig uløseligt forbundet med Sydafrika, og derfor fokuserede de efter nederlaget i stedet på at fremme egne værdier, normer og sprog (afrikaans). Man dannede et politisk parti, Nationalistpartiet, samt den hemmelig og magtfulde loge Broderboond. Boerne satsede således klogt på, at skabe en hvid boerkultur, der på den lange bane kunne sikre, at landet forblev deres. De sorte blev konsekvent holdt udenfor, og man var begejstret, da en jordlov i 1913 gav 87% af jorden til de hvide, mens de sorte – det store flertal – fik de resterende 13%. Mange sorte blev dermed henvist til at klare sig ved at tage lavlønsarbejde hos hvide. Da det kom til stykket, holdt ‘de hvide’ – boere og briter – således sammen mod de sorte. Mere kynisk og usmageligt kan det næsten ikke blive, og endnu en trædesten frem mod apartheid var blevet lagt.

Tiden efter 1948

Efter 2. verdenskrig, i 1948, vandt boernes Nationalistparti en stor valgsejr og med stor konsekvens og brutalitet begyndte de at indføre apartheid, der konkret betød, at de hvide tog kontrol med alt – ALT – i samfundet, og at der blev indført en streng raceadskillelse på alle områder.

Nye racelove regulerede i detaljer alle forhold i dagligdagen – hvilke jobs man kunne få, hvor man kunne bo, hvor man skulle sidde i bussen, hvilken kø på posthuset, man skulle benytte, hvilke hospitaler man måtte benytte osv – og altid det ringeste til de sorte. Der var ingen undervisningspligt for sorte børn, og for dem, der kom i skole gjaldt det, at de maksimalt måtte lære det, som de ville få brug for i underordnede jobs.. En brutal og kynisk apartheid var indledt. Som en konsekvens af de nye forhold blev der indledt en decideret folkeforflytning. De sorte skulle ud af de hvides områder og bosætte sig i såkaldte ‘homelands’, og kun med et særligt pas og en arbejdstilladelse var det tilladt for dem at bevæge sig ind i ‘hvide’ områder.

Den hvide befolkningsgruppes syn på den sorte befolkning kan måske bedst sammenfattes i dette – mildt sagt brutale – advarselsskilt –

De sortes modtræk var etableringen af Den Afrikanske Nationalkongres, ANC, der i stigende grad engagerede sig i protester og demonstrationer med krav om lige rettigheder uanset race og køn. ANC forsøgte længe uden held at bekæmpe apartheid-systemet med fredelige midler, men vendepunktet kom med massakren i Sharpeville i 1960. Under en demonstration åbnede politiet ild mod de 5000 deltagere i byen, og ikke færre end 69 blev dræbt, mange skudt i ryggen, da de flygtede. ANC blev efterfølgende forbudt, og dets medlemmer måtte gå under jorden eller flygte i eksil. Vicepræsidenten i ANC, Nelson Mandela, blev anholdt to år efter for at have opfordret til protestaktioner og idømt fængsel på livstid, men han fortsatte ikke desto mindre fra fængslet med at argumentere mod apartheid.

Op gennem 1970’erne voksede utilfredsheden blandt de sorte, og uroligheder og blodige sammenstød blev en del af normal-billedet. Samtidig blev landets hvide styre internationalt mere og mere isoleret, og mange lande indførte økonomiske sanktioner for at presse den sydafrikanske regering til at ændre politik. I 1990 måtte Præsident Klerk hårdt presset bøje sig og indlede en reformkurs, hvorunder forbuddet mod ANC blev ophævet og Mandela frisat fra fængslet.

I 1994 vandt ANC Sydafrikas første demokratiske valg og dannede regering med Mandela som præsident, en post han bestred frem til 1999, hvor han blev afløst af Thabo Mbeki. Mere interessant var det dog, at Jacob Zuma blev valgt som vicepræsident, og til trods for alvorlige anklager om korruption (som alle vidste var rigtige) lykkedes det ham at vinde præsidentvalget både i 2009 og 2014. Zuma tilhørte ANC’s venstrefløj og gjorde en dyd ud af at fastholde visse zulu-traditioner – han har således 4 koner. I februar 2018 blev anklagerne om korruption for voldsomme, og Zuma måtte forlade præsidentposten, der blev overtaget af endnu en af veteranerne fra apartheid-tiden, Cyril Ramaphosa.

Hundrede års voldsom apartheid har sat sig store spor i den sorte befolkning, og sårene er langt fra helede. I dagens sydafrikanske samfund er det fortsat umuligt at være ‘farveblind’, og hvide sydafrikanere fortæller, at der hersker en uformel og skjult – men effektiv – apartheid den anden vej rundt, idet hvide mennesker oplever at blive diskrimineret ved stillingsansættelser o.l. Det er naturligvis lige så lidt acceptabelt som den ‘gamle’ apartheid, men det er svært ikke at have en vis forståelse for situationen. En gennem generationer opsparet vrede fordamper kun langsomt.

Videre til næste kapitel: Rejsen til Sydafrika

Nye indlæg