Budapest er en utrolig flot by, også flottere end Wien, selvom byen blot var lillesøster i det habsburgske kejserrige. Mængden af smukke og imponerende bygninger er enorm, og placeringen på begge sider af Donau gør byen til den smukkest beliggende hovedstad i Europa.
Rejsen fra Wien til Budapest med de fine østrigske tog var en fornøjelse, og med Metro kom vi det sidste stykke frem til Fashion City Hotel, der ligger klods op ad Nyugati Pályaudvar, der på det svære ungarske sprog blot betyder Vest-banegården. Hotellet er næsten nyt og glimrende, selvom det permanente air-con giver AM permanente forkølelsessymptomer.
Forår i Budapest
Selvom vi stadig er i januar, er vejret her i Budapest forårsagtigt med masser af sol fra en azurblå himmel og dagtemperaturer på den gode side af 15 grader. Helt bizart i forhold til de iskolde vintre, vi oplevede, da vi boede hernede. Selvom det er behageligt, er det også klimabekymrende.
På grund af det gode vejr slider vi grundigt på både skosålerne og tilfældige bænke, vi kommer forbi på gåture i Budapests centrum. Glem alt om Vaci ut, der er den centrale gågade med butik efter butik og næsten lige så charmerende som en tur i Bilka.
Med udgangspunkt ved den store synagoge på Dohany ut gik vi en tur i det jødiske kvarter bag synagogen. Selve synagogen kan besøges, og det har vi tidligere gjort, men entreen er blevet af en anden verden – over 200 kr., så denne gang droppede vi det.
Heldigvis kan man udefra se en af synagogens seværdigheder, nemlig ‘sølvtræet’, hvor der på hvert ‘blad’ står skrevet et navn på en af de tusindvis af ungarske jøder, der blevet myrdet under 2. verdenskrig –
Vi fortsatte videre ud i gaderne bag synagogen, og den tur kan anbefales, hvis man vil opleve et autentisk kvarter af Budapest, der endnu ikke er ødelagt af turister. Gå fx. ned ad Wesselenyi ut og bliv derefter væk i de små gader, der er masser at se på, og man er ikke i tvivl om, at man går i et jødisk kvarter –
En politisk kampplads i Budapest
Den ubetinget smukkeste gåtur på pestsiden af Budapest tager sit udgangspunkt på Szabadság Tér (Frihedspladsen), der er en af Europas flotteste pladser. Samtidig er her masser at tænke over.
Med form som en portal er pladsen grøn i midten og omkranset af en perlerække af flotte bygninger som denne –
Udover at være flot er pladsen også en politisk kampplads. I pladsens nordlige ende står der et kæmpestort sovjetisk mindesmærke fra 2. verdenskrig, halvtreds meter derfra har man placeret en statue af Ronald Reagan, der med sin økonomiske politik frem for nogen var manden bag Sovjetunionens sammenbrud. Det sammenfald giver lidt at tænke over.
I pladsens modsatte ende står Orban-regeringens store monument over 2. verdenskrig, der p.g.a. voldsomme protester mod dets historie-forfalskning aldrig er blevet indviet –
Victor Orban synes at være inspireret af Orwell roman 1984, hvori det siges: ”Den, der behersker fortiden, behersker fremtiden; den, der behersker nutiden, behersker fortiden.” Derfor er man over hele Ungarn, i byer og på landet samt – endnu vigtigere – i skolerne i gang med at omskrive Ungarns historie, så den passer til regeringens nationalkonservative holdning. Faghistorikere protesterer heftigt og kalder regeringens politik for historieforfalskning, men det hjælper naturligvis ingenting.
Fortællingen på ovenstående monumentet er, at Ungarn var et uskyldigt offer for nazisternes politik – realiteten var, at Ungarn som det første land bakkede op bag Nazityskland og under krigen deltog særdeles aktivt i jødeudryddelserne.
De forfærdelige år under kommunismen (1945-1989) og i særdeleshed traumerne omkring 1956 forsøger man at gemme og glemme, fordi det er et sort kapitel i landets historie med alt for mange ungarere på den ‘forkerte side’. Det fremragende museum ‘Terror-Haza’ på Andrassy ut, der fokuserer på perioden under kommunismen, er lukket, og det samme gælder det underjordiske museum på parlamentspladsen om 1956, officielt p.g.a. renovering…! Også mange af de Interessante mindmærker om 1956 er blevet fjernet de senere år, bl.a. det store Imre Nagy monument mellem parlamentet og Szabadzag Tér og ‘flaget med hullet’, der indtil for nylig stod på parlamentspladsen. Det er skændigt, synes jeg.
I stedet skyder der nye mindesmærker op i et tempo som svampe i skoven en efterårsdag, og de er alle – uden undtagelse – i den svulstige stil, der er blevet standard i hele landet. Et eksempel er et helt nyt monument på pladsen foran parlamentet, hvor Imre Nagy monumentet tidligere stod –
Teksten under kvinden med kronen (hvem hun så end er?) hylder de tapre mænd, der mistede livet under et kortvarig kommunistisk regime i 1918-19. Orban-regeringen forklarer, at det nye monument skal ‘replikere’ et monument, der stod her i mellemkrigstiden og ‘være med til at føre Budapest tilbage til tiden før 2. verdenskrig’, altså – obs! – tilbage til tiden under den ultrakonservative Miklos Horthy, der førte Ungarn ind i 2. verdenskrig på samme side som Nazityskland!
Hensigten står bøjet i neon!
Man kan læse mere om mindesmærkerne og den særprægede situation i et kapitel fra et tidligere besøg: Her!
De gamle monumenter røres der naturligvis ikke ved, og på pladsen foran Ungarn fantastiske parlamentsbygning rider Ferenc Rakoczi fortsat, for han var i 1700-tallets begyndelse leder af en ungarsk opstand mod habsburgerne i et (forgæves ) forsøg på at opnå ungarsk uafhængighed –
På selve parlamentsbygningen har Orban imidlertid været i gang med sine forandringer. Ved vores forrige besøg for 5 år siden hang det ungarske flag på parlamentet side om side med EU-flaget, men nu er EU-flaget pillet ned – formodentlig for at illustrere Orbans utilfredshed med politikken i fællesskabet.
På parlamentets front hænger interessant nok Transylvaniens flag! Ved fredsslutningen i 1920 blev Ungarn ‘kørt over’ og mistede bl.a. provinsen Transylvanien til Rumænien, og med flaget signalerer man Ungarns krav på at få området tilbage…!
For de ganske få, der endnu ikke har fattet budskabet, er der foran parlamentet anbragt endnu (der er utallige i forvejen!) en statue af helten fra frihedskampen 1848, nationalpoeten Sandor Petöfi. Han ser nu lidt trist ud, måske føler han sig misbrugt…!
Det virkeligt nedslående er, at Orbans historie-forvanskning med stor sandsynlighed virker. Faghistorikere som denne skribent og mange andre kan skrive side op og side ned om misbrug af historien, men realiteten er, at langt de fleste mennesker – ungarere såvel som turister – lader sig fange ind af de nye monumenter og deres fortællinger.
“Mundus vult decipi, ergo decipiatur”, “Verden vil bedrages, ergo bliver den bedraget”!
(Kejser Neros hofmand Petronius i år 60 e.Kr.!)
Det er interessant, at Orban langt fra er alene om sin forståelse af historiens betydning. I dagens Jyllandspost (læst i toget mellem Prag og Berlin d. 31/1 -25) læser jeg, at den danske undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) slår på tromme for en “åndelig oprustning” af Danmarks ungdom. Noget af en svulstig udmelding, må man sige, der dækker over …“Tesfayes ønske om at indgyde fædrelandskærlighed i danske skolebørn- og unge gennem større fokus på historie, dansk, sprog, billedkunst, kristendom og måske vigtigst af alt demokrati i undervisningen.” Det lyder næsten som Orban i Ungarn, men jeg er dog ikke i tvivl om, at implementeringen bliver både afbalanceret og historiefaglig korrekt.
Et besøg i café Gerbauds fine saloner er et must på en lang gåtur, og et glas Gerbaud-kavé (med et stænk orangelikør og en makron på toppen) gav undervejs lidt ny energi –
Apropos Victor Orban og hans venner (!) havde vi en pudsig oplevelse ved morgenbordet. Vi talte med to unge, portugisiske kvinder, og den ene fortalte, at hun arbejder med medier. Da jeg i den sammenhæng spurgte, om hun bl.a. skrev om Trump, reagerede hun med afgrundsdyb afsky og væmmelse malet i ansigtet, da hun sagde neeeeej! De næste fire år bliver forfærdelige – i alle betydninger af ordet!
Musik og termalbade i Budapest
Lige så skuffende musikoplevelsen var i Wien, lige så fremragende var opførelsen af Porgy & Bess på nationaloperaen på Andrassy ut. i Budapest. Vild og vanvittig flot musik med ‘ørehængere’ på stribe fremført af operaens symfoniorkester, kor og sangere fra den øverste hylde gjorde det til en stor oplevelse, der varede ikke mindre end 4 timer.
Vi sad fremragende på første række og havde et fint blik ned i orkestergraven og til dirigentpodiet –
Selve operabygningen er blevet renoveret for nylig og må være en af Europas flotteste –
Kvarteret omkring operaen er værd at gå ture i, og skal man have lidt at spise i forindelse med en oplevelse i operaen, er der utallige gode muligheder i nærheden, fx. på Liszt Ferenc Tér eller på Székely Mihály u.
Man må ikke besøge Ungarn uden at opleve de varme termalbade, der findes over hele landet. I Budapest er der flere muligheder, og vi valgte som tidligere badene under Hotel Gellert, fordi de er så smukke. Badene står i gennemført jugenbdstil, fuldstændig som da de blev indviet i 1918, hvilket gør oplevelsen helt speciel –
Vi tilbragte nogle timer i badene, flyttede os fra bassin til bassin med forskellige temperaturer og lod velværen falde på os. I de varme bassiner svømmer man ikke, man sætter krop og hjerne i trance-tilstand, mens man kigger op på de smukke udsmykninger og laver absolut ingenting. Hvis man får behov for lidt bevægelse, er er også i midten af komplekset et svømmebassin.
Når man er ved Hotel Gellert, er det oplagt at krydse Donau på den flotte, grønne bro (Szabadság Hid) og gå ind i de store markedshaller, der ligger lige på den anden side. De er efterhånden blevt noget turistede men er absolut stadig et besøg værd.
Imre Nagy
I 1956 gjorde den nye sovetiske leder Nikita Khrushchev op med Stalintidens forbrydelser, og i de besatte, østeuropæiske lande vejrede man morgenluft. I oktober brød der uroligheder ud i Budapest med krav om frie valg og Ungarn ud af Warschawa-pagten. Imre Nagy blev ny premierminister og lovede at indføre et flerpartisystem efter vestligt forbillede. Sovjetunionen reagerede hurtigt ved at sende store troppestyrker ind i landet, og voldsomme kampe brød ud i bl.a. Budapest. Imre Nagy forsøgte – forgæves – med en radio-appel at få de vestlige lande til at gribe ind, og flygtede derefter til den jugoslaviske ambassade.
Mange år senere – i 2005 – medvirkede jeg i en radioudsendelse, der blev udsendt fra det selvsamme radiohus, som Imre nagy havde udsendt sin appel fra i 1956. Om det også var det samme studie, ved jeg ikke, men jeg husker historiens vingesus risle ned ad ryggen, da jeg satte mig ved mikrofonen.
I 1958 lokkede den nye ungarske leder, Janos Kadar, Imre Nagy ud af sit skjul med løfte om frit lejde. Dårligt var Nagy kommet ud, før han blev arresteret af sovjetiske styrker, og en retssag blev indledt, hvor han holdt fast i sin kritik af den sovjetiske kommunisme. Resultatet var en dødsdom, og Imre Nagy blev kort efter hængt og smidt – med ansigtet nedad, en sidste ydmygelse – i en grav på en kirkegård langt uden for Budapest. Graven groede til, og i mange år var stedet en hemmelighed. Da muren faldt i 1989, tog historien endnu en drejning, Imre Nagy blev igen en helt og fik en genbegravelse med alle æresbevisninger og en sten på graven.
Den historie ville vi gerne følge op på, og med en metro i en halv time og derefter en bus i et kvarter kom vi ud i et grimt industrikvarter, hvor Új köztemetö (Den nye kirkegård) er placeret og hvor graven angiveligt skulle være. Kirkegården er enormt stor – adskillige kilometer på hver led – og Imre Nagy’s gravsted var ikke markeret, så hvordan finde det?
AM spurgte en flink blomstrhandler, der heller ikke vidste det, men det lykkedes at finde frem til, at gravstedet skulle ligge i sektion 301 – d.v.s. i kirkegårdens absolut fjerneste hjørne –
Det blev en laaaaang gåtur –
Kirkegården har tusindvis af gravsteder, hvoraf de fleste er groet til og ‘indbyggerne’ er forlængst glemt – ,
Kirkegården rummer også et stort afsnit med grave fra de hårde kampe i slutningen af 1945, hvor Budapest blev smadret til ukendelighed. Tusinder blev dræbt og blev begravet her – uden navn (N.N. Ferfi betyder ‘ukendt mand’)…!
Efter at have trasket afsted i en times tid lykkedes det! På en åben plads i skoven lå gravstenen der –
Det er tydeligt, at ved genbegravelsen i 1989 var det meningen, at dette sted skulle være et sted, hvor ungarerne kunne mindes en politiker, der stod op mod overmagten Sovjet og betalte den ultimative pris for det. Her var (!) engang pænt, der er endda en P-plads til busser, men idag er stedet gabende tomt, det er på vej til at forfalde, og vi så ikke andre gæster end os. Der har sikkert engang været skilte, der pegede herhen, der har sikkert også været information om, hvem personen Imre Nagy var. Idag er der ingenting af den slags, kun navnet og ‘Ministerpræsident 1956′ på stenen, ingen fortælling, intet dødstidspunkt.
Imre Nagy og hans tid skal glemmes, og det er ikke meningen, at stedet skal besøges.
Historie er blevet en ideologisk kampplads, og Victor Orban er godt i gang med at forvanske Ungarns historie, så den passer til hans politiske projekt. Imre Nagy og hans tid skal gemmes væk, mens Miklos Hortu og hans tid skal frem i rampelyset (og skolebøgerne!)! Det er mildest talt forstemmende, men jeg vil godt vædde en god flaske på, at vi får mere at se af den slags i de kommende år – bl.a. på den anden side af Atlanten…!
Klokken 7:30 – for et par timer siden – tog vi afsted fra Budapest Nyugati Palyaudvar (Vestbanegården) med 11 timers togtur foran op gennem Centraleuropa frem til Berlin.
Praktisk i Budapest
Vi boede på Fashion City Hotel, der ligger 5 min.s gang fra Nuygati banegården, hvilket er praktisk, for det er her, togene mod vest afgår fra. Vi ankom til Keleti (øst) banegården, men med Metro var det en smal sag at komme fra Keleti til Nyugati. Hotellet er glimrende og kan anbefales.
Det geniale ved at gæste Budapest som ‘EU-senior’, d.v.s. over 65, er at al offentlig transport i byen er gratis. Man behøver ingen billet, men går blot forbi de hyppige kontroller. For en sikkerhedsskyld er det klogt at medbringe billed-ID, men vi har nu aldrig oplevet at blive kontrolleret – rynkerne taler deres tydelige sprog…!
Det almindelige prisniveau i byen er markant lavere end i DK. Vi oplevede på hotellet at betale det samme for 2 sandwich og to sodavand som vi på Aarhus Banegaard betalte for 1 kop cappucino!
Vi spiste på 2 forskellige italienske restauranter i området omkring hotellet, og begge var glimrende. SPAR-supermarkedet på Nyugati-banegården købte vi ind hos, når vi spiste på værelset. Naturligvis drak vi ungarsk vin, og i den røde afdeling går man ikke galt af Kadarka-druen, der er ungarernes svar på Pinot Noir. Den bedste hvidvin, vi smagte med en smag af Muscat, var af en for os helt ukendt, ungarsk drue, Irsai Oliviér, bestemt værd at prøve.
Videre til Berlin