Oplevelser i Wien

OPLEVELSER I WIEN

Wien til fods

Wien opleves bedst til fods, og på nogle dages besøg i byen må der vælges mellem utallige interessante seværdigheder, og det har vi gjort på baggrund af tidligere oplevelser. Det pragtfulde centrum omkring Hofburg kender vi indgående, og derfor har vi fundet nye veje at opleve byen på.

På en gåtur fra Volksoper til Stephansdom passerede vi palæer fra kejsertiden, gotiske og barokke kirker, et utal af små og store bygninger med hver deres historie fra habsburgernes storhedstid, og flettet ind i det hele lå der butikker, der fortsat praler af at være ‘K. u. K. hofleverandør, d.v.s. kejserlig og kongelig hofleverandør, selvom det er mere end 100 år siden, kejserriget gik under. Her fx. bagerbutikken Gerstner med den imponerende tilføjelse:

K. u. K. HOFZUCKERBÄCKER.

Sødt – og fortiden lever stadig!

Lidt senere på samme gåtur stod vi pludselig ved en enorm kirke i gotisk stil, Votivkirche, der har en usædvanlig historie –

Kirken er ikke så gammel som den ser ud. Den blev indviet i 1879 i forbindelse med kejser Franz Josef og kejserinde Elisabeths sølvbryllup, og byggeriet blev finansieret af indsamlede midler fra Wiens borgere i taknemmelighed over, at kejseren i 1853 overlevede et kniv-attentat fra en ungarsk terrorist/frihedskæmper (afhængig af synsvinklen!). Forholdet mellem kejser Franz Josef og hans undersåtter var noget ganske særligt!

Tragi-ironisk er det, at kejserinde Elisabeth ikke var så heldig, da hun i 1889 på tilsvarende måde blev kniv-angrebet af en italiener og døde af sine sår. I det hele taget er kejserparrets personlige historie fyldt med tragedier, idet parrets eneste søn i 1889 skød sin kæreste og derefter sig selv.

Votiv-kirken er indvendig præget af store glasmalerier, og et af dem er usædvanligt med et motiv fra den nazistiske kz-lejr Mauthausen, hvor præsten Heinrich Maier dagen før Østrigs befrielse blev halshugget for sin deltagelse i kampen mod nazisterne –

Wien er fyldt til randen med pragtfuld jugendstil, mere end i nogen anden by, vi kender. Vores hotel – ‘Ananas’ – ligger på ‘Rechte Wienzeile’ og på gåturen ind mod centrum kommer man forbi adskillige fantastiske huse i jugendstil (billedet yder dem slet ikke retfærdighed!) –

Hvis man undervejs på gåturene i Wien retter blikket lidt op, ser man et utal af bygningsudsmykninger, der stammer fra en tid, hvor den skamløst rige adel fra alle hjørner af det enorme habsburgske rige bosatte sig i kejserrigets hovedstad for at være i nærheden af magtens centrum. Her er et enkelt eksempel:

I dag har vi stor glæde af den kunst, der fulgte af den ‘skamløse rigdom’ – det er altså ikke nemt at finde ud af, hvad man skal mene om den slags…!

Fremme ved Stephansdom – Wiens imponerende domkirke – skal man gå efter detaljerne! På kirkens forside er det sjovt at se, at kirken i middelalderen ikke kun var et religiøst centrum men også et sted, hvor dagligdags tvister kunne afgøres. Her finder man et “autoriseret” alenmål samt en cirkel indkradset i stenene, der præcist viser hvor stort et brød skulle være. Mente man sig snydt af klædehandleren eller bageren, kunne tvisten altså afgøres her.

Inde i kirken kan man i et kapel til venstre for indgangen betragte Jesus på korset i en noget usædvanlig udgave, nemlig med et skæg, der efter overleveringen stadig vokser! Jeg synes nu, det så ud som da vi var her sidst, men det er nok bare min svigtende hukommelse…!

Lidt længere fremme i kirkens venstre side (set mod alteret) møder man et herligt relief, hvor kirkens bygmester, Pilgram, sørger for ikke at blive glemt –

Hofburg

Wiens centrum er så fyldt med interessante steder at besøge, at det er svært t vælge, men Hofburg er altid en oplevelse, også selv om man har været der før. Bygningen er enorm, bl.a. fordi enhver ny kejser i det habsburgske monarki byggede en knast på for ikke at skulle bo i ‘brugte’ lokaler.

På Heltepladsen – stående ved rytterstatuen med prins Eugen – bør man lukke øjnene nogle minutter og forestille sig situationen d. 15. marts 1938, hvor Hitler storskrydende fra Hofburgs balkon udråbte Stortyskland foran 250.000 jublende mennesker og samtidig gav Østrig sit nye navn: Ostmark – 

Når man er kommet til sig selv, skal man huske at vende sig om og nyde synet af Østrigs flotte parlament (der bestemt er et besøg værd) og (billedet nedenfor) Wiens fantastisk flotte rådhusbygning, idag fotograferet gennem januars vintertåge –

Naschmarkt

En kort gåtur fra vores hotel i Wien ligger ‘Naschmarkt’, Wiens multikulturelle marked, med et overvældende udbud af kød, krydderier, grøntsager, frugt, vin, ost og andet godt fra orienten. Am havde svært ved at styre sig….! 😩😀. Godt vi ikke var her en lørdag, for da er der vist både loppemarked og endnu flere lokale produkter fra omegnen!

Musik i Wien

Der er et enormt udbud af musik i Wien, ikke mindst klassisk musik, og vi havde hjemmefra købt billetter til en opførelse på Volksoper af Mozarts fantastiske opera Tryllefløjten. Vi glædede os – og havde endda taget pænt tøj med!

Onde tunger – på dametoilettet – fortalte imidlertid AM, at musikkvaliteten har været støt faldende de senere år, og at det nu kun drejer sig om at tjene penge. Det lød ikke rart, men lad os nu se, sagde vi til hinanden.

Desværre havde de onde tunger ret. Vi oplevede en helt usædvanligt fjollet opsætning med maskinpistolbevæbnede kvinder, en el-knallert, pingviner og et hulepindsvin, men værst var det, at sangerne slet, slet ikke mestrede Mozarts fantastiske musik. ‘Nattens dronning’ klarede sig kun gennem den berømte koloraturarie med det yderste af neglene, smukt blev det aldrig, og bassen Sarastro mestrede slet ikke de dybe toner, der er så karakteristiske for hans rolle. Normalt varer Tryllefløjten ca. 2,5 timer, men på grund af nogle lange, enerverende sekvenser med tåbelig snak tog det tre fulde timer, inden vi blev udfriet af kvalerne. En kæmpestor skuffelse, som vi havde betalt dyrt for, og Mozart må rotere i sin grav (hvor den så end er?) over denne skamridning af hans musik, skrevet i hans sidste leveår, 1791.

Det mest interessante på Volksoper var således ikke musikken men i stedet den store marmortavle, der fortæller, at teatret blev skabt ved kejser Franz Josefs 50 års jubilæum i 1898 for at pleje den tyske kunst!

Marmortavlen fik mig til at tænke over, om østrigere er tyskere…? Østrigerne i dag hævder, at de er en nation for sig, og det skyldes naturligvis nazitiden. Hitler mente, at østrigerne var tyskere, og hans første større internationale aktion var da også at indlemme hjemlandet Østrig i sit tyske rige. Det skete i 1938 under næsten udelt jubel fra østrigernes side.

I 1945 kunne de færreste østrigere huske glædesrusen fra 1938 og det kunne kun gå for langsomt med at genoprette et selvstændigt Østrig, der – med held som jeg har fortalt i indledningskapitlet – fremstillede sig som Hitlers første offer. Vittige hoveder har siden påpeget, at det østrigske diplomatis mesterstykke i efterkrigstiden har været at få verden til at tro, at østrigeren Hitler intet havde med det rigtige Østrig at gøre, mens rhinlænderen Ludwig van Beethoven var østriger.

Men om østrigerne er tyskere, er jeg stadig i tvivl om!

Efter skuffelsen i Volksoper forsøgte vi at få billetter til Statsoper og/eller til en koncert i Filharmionien, men alt var udsolgt, eller rettere, vi kunne godt have fået ståpladser til La Boheme, men det droppede vi af indlysende årsager. Så moralen er, at billetter til musik i Wien skal købes på forhånd – og man bør fravælge Volksoper, det musikalske niveau er for ringe. .

Kunst i Wien

Belvedere-slottet er et oplagt sted at besøge, hvis man er interesseret i den østrigske maler Gustav Klimt. Vi har besøgt den faste udstilling ved en tidligere lejlighed, og Klimts malerier er fantastiske, og desuden er slottets sale i sig selv en grund til et besøg.

Det er klogt at købe billetter on-line på forhånd, for køen til billetkontoret kan være laaaang, når store japanske grupper skal ind. Sådan var det idag, og derfor koncentrerede vi os i stedet om parken opg slottets omgivelser, der virkelig er storslåede –

Belvedere-slottets ophavsmand er Prins Eugen, der i slutningen af 1600-tallet som feltherre fik brudt den tyrkiske belejring af Wien og efterfølgende var medvirkende til at udvide Habsbugernes herredømme i Europa. De bedrifter blev han rigeligt belønnet for, og nogle af sine mange penge brugte han på at bygge øvre og nedre Belvedere, sidstnævnte som et sommerslot – hvor han stort set aldrig kom.

Albertina-paladset i centrum af Wien er et kæmpestort kunstmuseum, der under vores besøg havde en omfattende udstilling af bl.a. Chagall og Picasso. En lørdag formiddag besøgte vi – sammen med alle Wiens indbyggere samt et par tusinde turister (!) – udstillingen, som AM var voldsomt begejstret for, mens jeg mest fik ømme fødder og forstod Stalin, da han brokkede sig over nedenstående billede af Chagall (født i Sovjetunionen), fordi koen er blå…! 🤣🤣

Albertina er oprindelig bygget i anden halvdel af 1700-tallet som palads for kejserinde Maria Theresias svigersøn, hertug Albert af Sachsen, og paladset var i hans tid det største beboelsespalads i det habsburgske rige, hvilket ikke siger så lidt! Udover den omfattende kunstsamling, som Hertug Albert grundlagde, kan man også besøge paladsets sale og få indtryk af, hvordan datidens rige overklasse boede –

Paladsets sale er vanvittigt flotte med enorme krystallysekroner, ‘guldtapeter’ og et parketgulv med indlagt ibenholt, og man får et klart indtryk af den voldsomme ulighed i datidens samfund. De rige – dem der styrede landet – blev med tiden skamløst rige og elskede at prale med det. Godt det ikke er sådan idag….! 😩😩😩

Vi sluttede dagen med en rundvisning i en anden ‘kunstudstilling’, Kaisergruft, hvor habsburgernes gravmæler er udstillet. I gravmælerne ligger de afdøde habsburgere indhyllet i fornemt klæde med guldtråde, i flere kister udenpå hinanden og yderst en enorm konstruktion i metal. Kejserinde Maria Theresias absurd store gravmæle er på størrelse med en moderne kampvogn –

Maria Theresia leverede ikke færre end 16 børn til kejseriget, hvoraf to blev kejsere og en blev dronning af Frankrig, Marie Antoinette, indtil de revolutionære halshuggede hende i 1793.

Et mundheld fra Maria Theresias tid, habsburgernes storhedstid, lyder: A E I O U, Austriae est imperare orbi universo, det tilkommer Østrig at herske over hele verden. Sådan! Maria Theresia smiler fra sin himmel –

Det ukendte Wien – det man helst vil glemme

Hvis man er kørt træt i Wiens mange, store seværdighedere, kan man gå en tur til Stumpergasse 31. Her ligger et hus, der på ingen måde gør noget væsen af sig, det er fuldstændig anonymt, for man ønsker absolut ingen opmærksomhed. Her boede Adolf Hitler som ung på et lille usselt værelse, som han af økonomiske grunde delte med en bekendt, mens han vagabonderede rundt i byen og drømte om at blive optaget på Wiens kunstakademi. Det blev han ikke, evnerne var for små, og i stedet klarede han til dagen og vejen ved at sælge sine håndtegnede postkort på byens caféer, bl.a. Café Central i Herrengasse 14.  Caféen eksisterer stadig, og blandt mange andre har også Josef Stalin og Stefan Zweig drukket kaffe her og – hvem ved – måske har de mødt hinanden uden at bemærke det.

Med lidt fantasi kan man i Stumpergasse eller over en kop kaffe på Café Central fremmane nogle indre billeder af fænomenet Adolf Hitler, en ung mand med et karakteristisk overskæg og et intenst blik, der så sig som kaldet til store handlinger, der ville gøre ‘Tyskland stort igen’ efter det famøse nederlag i første verdenskrig. Enhver lighed men nulevende personer er naturligvis helt ude i – Florida!

Wienerstemning

Der er overalt i Wien en ganske særlig venlig og gammeldags stemning. Man siger ‘Sie’ til hinanden, med mindre andet er aftalt, og hvor ellers finder man en forretning, der handler med krystallysekroner? Byens gamle caféer er hyggelige som ingen andre steder og med en stemning af i forgårs. Vi besøgte bl.a. Café Sperl og Café Hawalka, der begge er meget stemningsfulde, billedet her er fra sidstnævnte café –

Også på gaden kan man opleve det fine og gammeldags, se nu blot denne ‘Wienerinde’, som vi tilfældigvis mødte. Hun har klædt sig på for at gå ud at handle, ingen joggingbukser her, alt er gennemtænkt og afstemt (kun ærgerligt, at en labrador ikke fås i blå…😀) –

Praktisk i Wien

Vi boede (igen-igen-igen) på hotel Ananas på Rechte Wienzeile, og det kan anbefales. Hotellet er glimrende med god morgenmad og venlig betjening, og ikke mindst ligger hotellet perfekt i byen umiddelbart op af U-bahn stationen Pilgrimgasse.

Hvis gåturene bliver for lange, kan man tage den glimrende U-bahn, der fungerer fint i hele Wien og er let at finde ud af. Folk over 65 år kan køre to ture på én billet og derved opnå 50% rabat, følg blot anvisningerne på billetautomaterne.

Der er utallige spisesteder i Wien, og de fleste steder kan man naturligvis få nationalretten Wienerschnitzel. Det sprang vi nu over denne gang og spiste i stedet fortræffeligt italiensk på restaurant Gondola, Schönbrunner Strasse 70, et stenkast fra hotellet. Prisniveauet er lidt lavere end i Danmark, men den vurdering får også hjælp af, at vi ved afrejsen betalte 54 kr (!!) for én cappucino på Aarhus banegaard!

I morgen går rejsen videre til Budapest

Nye indlæg