På vores (bil) rejser i Europa passerer vi af indlysende grunde altid Tyskland, og det er efter vores erfaringer en stor fejl bare at tage den hurtigste autobahn for at komme frem til målet i Østrig, Italien, Frankrig, eller hvor man nu er på vej hen. Bare for at nævne et enkelt eksempel er Magdeburg i det gamle DDR et interessant pitstop på vej til Wien – læs mere herom i kapitlet om Rejsen til Wien.
Berlin har gennem de sidste 10-15 år udviklet sig til Europas metropol nr. 1, og der er mange gode grunde til at besøge byen. Hvis man er interesseret i historie og kultur i bredeste forstand er Berlin simpelthen et mekka, der kan besøges hele året. Vi har været i Berlin mange gange helt tilbage fra 1960’erne og senest i februar 2018, og i de efterfølgende kapitler skriver jeg om nogle af vores erfaringer fra byen. Da Berlin er en meget stor by, skal man begynde med at beslutte sig for, hvor man vil bo og hvad man vil opleve. Efter vores opfattelse er Østberlin så afgjort den mest interessante og mest charmerende del af byen – og hvorfor det er sådan, vil fremgå af de efterfølgende kapitler.
Til kapitlet om Østberlin
Til kapitlet om Vestberlin
Til kapitlet om kultur og museer i Berlin
Til kapitlet: Praktisk i Berlin – transport, restauranter m.m.