En spadseretur rundt i det jødiske kvarter ved Die Hackesche Höfe er en god ide. En rigtig god ide, endda! Hackesche Höfe er et kompleks af 8 sammenhængende indre baggårde med adgang fra Rosenthalerstrasse nr. 40. I løbet af 1800-tallet blev området i særlig grad indtaget af jøder, der byggede Tysklands største synagoge ganske nær ved – i Oranienburger Strasse – og hele området er præget af jødernes liv her. I begyndelsen af 1900-tallet blev området renoveret og gård nr. 1 blev dekoreret i Art Nouveau stil, der stadig kan ses.
Med Nazi-regimet fra 1933 begyndte problemerne imidlertid for områdets mange jøder. Nazisterne tog området i besiddelse og smed mange af de jødiske familier ud af deres boliger, og hovedparten af den jødiske befolkning blev i løbet af krigen deporteret til udryddelseslejrene, hvorfra de aldrig vendte tilbage. De mange tragiske historier er her i området dokumenteret på en usædvanlig måde med de såkaldte snublesten. Når man går på fortovene i området omkring Hackesche Höfe skal man (også) se nedad på fliserne, for ind imellem støder man på små firkantede fliser med en messingplade, hvorpå der står en kortfattet meddelelse som fx.: “Her boede Rosa Schneller, f. Klein. Fødselsår 1888. Deporteret 1943. Myrdet i Auschwitz”. De ligger som mindesten over nazisternes forbrydelser, og der er mange af dem, så de er ikke svære at finde. De er lavet af kunstneren Günter Demnig, og fordi døden i Auschwitz var et samlebånd, ville han for enhver pris undgå, at snublestenene også skulle produceres på samlebånd, og derfor har han lavet dem en for en. “Snublestenene” er diskrete, fine – og flottest i regnvejr, og det kan man man så fundere over!
Efter krigen beslaglagde den sovjetiske militære administration området, og hele området blev voldsomt nedslidt. Efter murens fald blev området renoveret og ført tilbage til den oprindelige stil fra begyndelsen af 1900-tallet, og i dag er hele området i gang med at udvikle sig til et af Berlins mest trendy områder med små butikker, resturanter og gallerier.
Vi foreslår at gå rundt om og ind i disse Hackesche gårde, men husk også at besøge gaderne omkring gårdene. Hav opmærksomhed på Grosse Hamburgerstrasse, der før 2.verdenskrig var en af hovedgaderne i Berlins jødiske kvarter med adskillige jødiske skoler, plejehjem etc. samt byens ældste (1672) og største jødiske kirkegård, der stadig ligger her og værd at gå en tur på – nu omdannet til mindepark efter at nazisterne ødelagde den i 1943. Vær særligt opmærksom på mindesmærket med en gruppe jøder, der er på vej til gaskammeret. En stor jødisk skole ligger her også, og det er deprimerende at konstatere, at det stadig er nødvendigt med meterhøje hegn omkring hele komplekset. Skolen er grundlagt af Moses Mendelsohn, formodentlig en slægtning til komponisten Mendelsohn, jeg har aldrig haft tid at undersøge det. I nr. 15-16 er der en kunst-installation, hvor der engang lå et jødisk hus, der blev bombet væk under krigen – obs plaketterne med navne på dem, der engang boede her.
Videre til næste kapitel: Vestberlin