En spadseretur fra Alexanderplatz til Pariserplatz (Brandenburger Tor) 

Alexanderplatz er et rigtigt godt sted at starte sine oplevelser i Østberlin, for uanset om du går til højre eller venstre, bliver det spændende. Midt på pladsen står det høje TV-tårn, som blev bygget midt i 1960’erne og var et af DDR-styrets prestigeprojekter. Det er 365 m. højt, og en vandrehistorie fortæller, at det blev bestemt af DDR’s førstemand, Walther Ulbricht, med henvisning til, at det ville hjælpe skolebørnene, så de bedre kunne huske højden på tårnet. Der var ikke meget “bedstefar” over Walther Ulbricht, så historien er næppe sand men formodentlig opfundet af propagandakontoret.

På toppen af TV-tårnet er der en roterende restaurant, og det er absolut en stor oplevelse at drikke kaffe eller spise deroppe, mens Berlins horisont langsomt drejer rundt. Der kan være ventetid, så i ferier er det klogt at reservere på forhånd. På billedet nedenfor ses TV-tårnet med “Rote Rathaus” (Berlins rådhus – og farven refererer til murstenene, ikke til den politiske linie!) i forgrunden –

Tæt på Alexanderplatz ligger “Nikolaj-viertel”, et hyggeligt kvarter med Nikolaj-kirken i centrum og fyldt med mange små cafeer og butikker. Absolut et kvarter at ofre en gåtur på. Vi har drukket kaffe og spist kage på cafeen med det sære navn “KugelEi Cafe” lige ved siden af kirken,  og det var glimrende og foregik i en rar lidt gammeldags stemning.

Fra “Nikolaj-viertel” er det oplagt at gå videre i retning mod Berlins store og imposante domkirke, opført i slutningen af 1800-tallet af kejser Wilhelm d. 2, der led af mindreværdskomplekser over for de “gamle” storbyer i Europa, og derfor blev den nye domkirke en sammensmeltning af Peterskirken i Rom, Notre Dame i Paris og Saint Pauls Cathedral i London. Og pompøs blev den sandelig, her fotograferet fra udstillingsplatformen ved det nye Schloss Berlin –

Det var kejser Wilhelms drøm, at Berlins nye domkirke skulle være et “Vatikan” for den protestantiske kirke, og den kunne derfor ikke blive overdådig nok. Kirken er opført i (overdrevet) barokstil og meget imponerende, men indvendig er der efter nogles mening en stemning af “banegård” – men gå ind og døm selv! Historisk er det interessant og beskæmmende, at kirkens præster i 1940’erne var meget sene til at at tage afstand fra naziregimets forfølgelser, og som fast praksis havde man hele krigen igennem en ugentlig bøn for Hitler! Kirken stillede sig også – med alle registre trukket ud – til rådighed for Hermann Görings bryllup i 1935, og begravelsen af den tyske topnazist Reinhard Heydrich, der blev myrdet i 1942 af tjekkiske modstandsfolk, fandt også sted her.

Skråt over for domkirken – på Marx-Engel Forum – bør man stoppe et øjeblik og se monumentet med Karl Marx og Friderich Engels, der om nogen var socialismens og DDR-statens ideologiske fædre.

Monumentet stammer fra storhedstiden i DDR – 1970’erne – og er fine repræsentanter for den politiske måde, som man i den socialistiske stat brugte kunsten på. Hvis man – som jeg – har en personlig historie med socialismen, river det altid lidt i en, når man møder de to gamle kæmper, hvis tanker blev misbrugt på det skammeligste.

Lige over for kirken ligger en byggeplads, men den er i høj grad værd at besøge, for her arbejder man på at genopføre Berlins gamle slot, som Walther Ulbricht i DDR’s storhedstid besluttede at rive ned, fordi det “repræsenterede en historisk epoke, der var overvundet…!” Der er gratis adgang til en udsigtsplatform ved byggepladsen, og fra toppen ser man både det “nye” gamle og endnu ufærdige slot og samtidig har man en fremragende udsigt over mod domkirken.

Har man fulgt ovenstående og er kommet frem til domkirken, er man i gang med en tur ned ad en af Berlins mest berømte gader, Unter den Linden, og det må man ikke snyde sig selv for, heller ikke selv om man har været her flere gange tidligere. Den smukke boulevard tåler mange gentagelser, også selvom vejarbejdet på boulevardens midte tilsyneladende aldrig bliver færdigt.  Alle turistbøger beskriver seværdighederne på Unter den Linden, så det afstår jeg fra her, men alligevel vil jeg fremhæve nogle must-see-ting: Bebelplatz er herostratisk berømt, fordi det var her, tyske studenter (altså de intellektuelle…!) i 1933 efter en flammende tale af naziregimets propagandaminister Joseph Goebbels brændte politisk ukorrekte bøger af Mann, Marx, Freud, Einstein m.fl.

Hvis man er på Bebelplatz efter mørkets frembrud (måske efter en herlig oplevelse i Statsoper…:) bør man midt på pladsen lægge mærke til en stor glasflise, hvor lys strømmer op fra et stort hul nedenunder. Tilsyneladende er der ingenting i hullet, men se godt efter, glip et par gange med øjnene og pludselig ser man nede i dybet en reol med tomme hylder…! Tankevækkende, stedet og historien taget i betragtning, og man kommer til at tænke på Heines profetiske ord fra 1820: “Det var et forspil. Der hvor man brænder bøger, brænder man også til sidst mennesker.”

Her er den tomme boghylde, fotograferet gennem glasflisen en iskold februardag i 2018

På Bebelplatz ligger Statsoper, og er man som os vilde med musik, opera og ballet finder man ikke et bedre sted – programmet er mangfoldigt og kvaliteten overdådig med Furtwängler, og Barenboim som nogle af de mest kendte dirigenter gennem de senere år.

Lige over for Bebelplatz ligger det berømte Humboldt Universitet –

Her har nogle af verdens største tænkere tænkt, talt og skrevet:  Karl Marx, Albert Einstein og mange flere. Det er en god ide at gå indenfor og op ad trappen til 1. sal, hvor portrætterne af universitets mange nobelpristagere hænger. I særdeleshed kan jeg godt lide, at Karl Marx ikke er henvist til historiens losseplads, men tværtimod har fået et rammende citat mejslet ind på universitets væg:

 

Stedet her på Under den Linden er et koncentrat af historiske bygninger, så det tager timer at komme videre – og det er pragtfuldt! Ved siden af Humboldt-universitetet (i retning mod Alexanderplatz) ligger “Neue Wache”, en bygning, der gennem historien har været brugt til alle former for markeringer. Her har man æret faldne soldater fra Napoleonskrigene og 1. verdenskrig, her har Hitlers sortklædte SS-folk og DDR’s grå soldater marcheret strækmarch og nu ærer man i bygningen alle ofre for krig og diktatur. Gå hen til bygningen og se Käthe Kollwitz dybt tragiske skulptur, “Mor med sin døde søn”, der er placeret lige under “øjet” i bygningens tag, så den er udsat for Berlins forskelligartede vejr – og symboliserer derved tragedierne under 2. verdenskrig. Det er en stærk oplevelse.

Fremme på Pariserplatz står man ved Berlins vartegn, Brandenburger Tor med det store hestefirspand på toppen (en såkaldt quadriga) –

Brandenburger Tor er vel Tyskland og Berlins mest kendte symbol, og derfor har den også været rammen om store begivenheder. I 1806 vandrede Napoleon med sin hær gennem porten efter at have slået Preussen ved slaget i Jena og benyttede samtidig lejligheden til at stjæle stridsvognen på toppen af porten. Den kom dog tilbage 8 år senere efter Napoleons fald. Efter de preussiske sejre over Danmark (1864), Østrig (1866) og Frankrig (1871) var det naturligt, at troppernes sejsparade gik gennem Brandenburger Tor. Da de tyske tropper tog afsted i 1914, skete det med en sejrssikker march gennem porten, men da de kom slagne hjem 4 år senere, var der intet at fejre. Da Hitler blev udnævnt til Rigskansler i januar 1933 gik sejsparaden bestående af SA-tropper og tusindvis af nazi-tilhængere naturligvis også gennem denne historie-tunge port.

Under den kolde krig passerede Berlinmuren ganske tæt vest om Brandenburger Tor, og porten kom dermed til at stå på DDR-territorium, og jeg husker ganske tydeligt fra besøg i 1960’erne og 1970’erne, hvordan vi – på behøring afstand – kunne se de tungt bevæbnede VOPO’er stå mellem søjlerne, ind imellem flankeret af tanks, når spændingerne mellem øst og vest var særligt intense.

I 1987 holdt den amerikanske præsident Ronald Reagan en af de mest berømte taler foran Brandenburger Tor, hvor han sagde: ” Mr. Gorbatjov open this gate, Mr. Gorbatjov, Tear down this wall”. Det er bemærkelsesværdigt, at der kun gik 2 år før Reagans ord blev virkelighed, da Brandenburger Tor officielt blev åbnet d. 22/12 1989. Den efterfølgende nytårsaften blev – naturligvis – i særlig grad fejret på dette symbolske sted for den tumultariske tyske historie. Det gik ikke stille for sig, og porten fik faktisk nogle gedigne skrammer, da ekstatiske og berusede berlinere fejrede deres nyvundne fællesskab ved at kravle op på porten.

Idag er der gøgl og souvenirboder ved Brandenburger Tor, og når man er sluppet udenom og står på den anden side af porten, ligger Rigsdagsbygningen til højre med den nye kuppel på toppen. Den er bestemt også et besøg værd, men lige her og nu foreslår jeg at gå den modsatte vej, altså dreje til venstre ad Ebertstrasse frem til det kolossale monument for Holocaust, tegnet af arkitekten Peter Eisenman –

Allerede i planlægningsfasen var monumentet omstridt, og det jødiske samfund i Berlin betegnede det som ”unødvendigt”…!?  Kort før monumentet var færdig, løb byggeriet ind i en regulær skandale, da en journalist ved et tilfælde opdagede, at det firma, der stod for at grafitti-forsegle de mange kasser, under 2. verdenskrig havde været med til at levere den Zyklon-B gas, som man brugte i gaskamrene i Auswitz-Birkenau. Det kunne næsten ikke blive værre, og det jødiske samfund i Berlin frasagde sig enhver forbindelse til monumentet. Dagen før indvielsen sagde en fremtrædende repræsentant for det jødiske samfund i Tyskland, at …”Vi jøder er ikke klar til at erklære en svinesti for kosher…”, så når man i dag står ved monumentet, opleves det som stort og vigtigt – og så alligevel ikke! Fortolkningen af monumentet er op til den enkelte, men prøv at gå ind midt mellem de mange betonklodser (kister?) og oplev den uoverskuelige atmosfære, og jeg tror meningen bliver klar.

Der er også et underjordisk museum i tilknytning til stedet, men det er nu ikke specielt interessant. Til gengæld er det sært at tænke på, at Rigskancelliet lå ganske tæt ved denne plads, men nu er det godt gemt under en masse beton og en stor P-plads. Stedet skal ikke være et sted at mindes…!

Videre til næste kapitel: Karl Marx Alle og Berlinmuren