Karl Marx Alle
K-M Allé er en monumental socialistisk gade, som bestemt er en gåtur værdig. Den blev anlagt i DDR-tiden som et prestige-projekt, der skulle vise socialismens styrke, og hvor man kunne afholde de store 1. maj militær-parader. I nogle af bygningerne blev der indrettet store lejligheder til partispidserne, og i de samme bygninger var der forretninger med vestlige luksusvarer, som almindelige mennesker ikke kunne købe, og der var naturligvis adgang forbudt til disse forretninger for alle andre end partispidserne. Netop den grove forskelsbehandling i et erklæret socialistisk samfund var utvivlsomt en af trædestenene på vejen mod DDR’s sammenbrud.
Alleens første navn var Grosse Frankfurter Straße, men i 1949 blev den i anledning af Stalins 70-års fødselsdag omdøbt til Stalinallee. Det holdt dog kun i 7 år, for da Nikita Krustjof i 1956 i sin “hemmelige” tale på den 20. partikongres gjorde op med stalintidens mange forbrydelser, begyndte man over hele østblokken at rive Stalin-statuer ned, og i 1961 blev Stalinallee i Østberlin til Karl Marx Allee. Efter DDR’s kollaps i 1989 har man med jævne mellemrum drøftet igen at føre gadenavnet tilbage til det oprindelige – Grosse Frankfurter Strasse – men indtil videre uden resultat, og det er vel egentlig meget godt, for vi har alle sammen brug for at blive mindet om store personer i historien.
Langs Karl-Marx-Allé blev blev der i 1950’erne opført mange store etageejendomme i den særlige stil: “Socialistisk nyklassicisme”. Stilen kaldes også bryllupskage-stilen, og det er ikke svært at se hvorfor, når man betragter de lag-opbyggede bygninger.
Gaden blev i Vesten for alvor kendt i 1953, da byggearbejdere på Stalinallee indledte proteststrejker den 17. juni mod dårlige levevilkår. Strejkerne bredte sig over hele Berlin og blev til en gedigen opstand, der blev kvast med stor brutalitet af sovjetiske tanks, og mange blev dræbt. Styret forsøgte sig med de sædvanlige anklager om, at opstanden var iscenesat af udenlandske kræfter, men alle vidste, at det var bortforklaringer, og endnu en brosten var blevet lagt på vejen mod det socialistiske eksperiments endeligt.
Det er altså en gade med en spændende historie: Begynd ved Frankfurter Tor og læg mærke til de to tårne, som er typiske eksempler på Stalinistisk byggestil – bygget omkring 1953 –
Berlinmuren
“Den antifascistiske beskyttelsesmur” – sådan hed Berlinmuren i officielt DDR-sprog – er uløseligt forbundet med byens historie, og det er let at finde information om den. Et godt sted at besøge muren og blive lidt klogere på den er i Bernauerstrasse. Ved det gamle overgangssted mellem vest og øst – Checkpoint Charlie i Friedrichstrasse – er der et lille, interessant museum, hvor man får et indblik i de mange fantasifulde metoder, der blev anvendt for at slippe ud af DDR. Jeg krydsede grænsen adskillige gange i DDR’s storhedstid, og jeg kan endnu genkalde mig den alvor, vi blev grebet af, når VOPO’er fra DDR’s grænsepoliti gennemsøgte bilen, rullede spejle på hjul ind under karrosseriet og stak metalpinde i benzintanken for at finde evt. skjulte hulrum, der kunne bruges til at rumme flygtninge. Alt vestligt materiale såsom Anders And blade eller ugeblade blev konfiskeret som imperialistisk propagandamateriale. Engang i 1960’erne krydsede min gode ven Sten og jeg sektorgrænsen på dette sted, og af en eller anden grund havde Sten medbragt sin tværfløjte (vi var meget glade for sang og musik, så vi har sikkert brugt den), og den blev genstand for en meget, meget grundig inspektion – måske var det et våben…!
Videre til næste kapitel: Prenzlauer Berg, Kreutzberg og Treptow