Fra tiden før murens fald, en gang i 1970’erne, kan jeg huske stemningen under et besøg i Vestberlin. Byen lå som en ø i DDR, spærret inde bag mure, pigtråd og våben, og folk gav den virkelig gas, dag og nat. Frygten for atomkrig var en påtrængende del af hverdagen, og derfor gjaldt det om at leve, som om i dag var sidste station før dommedag.

Sådan er det ikke længere – og så alligevel! Her godt 30 år efter murens fald har Berlin udviklet sig til en af de mest hippe byer i Europa, og stemningen er både tæt og intens. Da vi kom til Berlin i går aftes og var blevet indkvarteret på hotel Hampton by Hilton på Otto Bernauer Strasse, gik vi en tur på Alexanderplads, og det var som at færdes i en myretue i brand, en uendelig strøm af indtryk. Alt var i bevægelse, biler, busser og tusindvis af mennesker på cykel, el-løbehjul eller til fods på vej i hver sin retning mellem hidsigt blinkende lysreklamer – og midt i det hele en af de utallige sporvogne, der suser forbi hvert øjeblik –

En fjerde bølge af corona eksploderer i disse dage i Berlin, men opfordringen til at holde 1.5 meters corona-afstand virkede som en dårlig vittighed, vi går mave til ryg til mave og håber bare på ikke at blive smittet. Som en kontrast til al den bevægelse står fjernsynstårnet urokkeligt midt på pladsen og lader sig med sine 365 meter se på lang afstand, sådan som det har gjort siden 1969. Først som et praleobjektekt, der skulle vise DDR’s formåen, idag som et fyrtårn, der gør det nemt at finde hjem til vores hotel.

Ved siden af tårnet står et verdensur, der viser hvad klokken er overalt i verden. Det er vældig sjovt og samtidig ironisk, for tårn og ur blev rejst til ære for det østtyske folk, der kun måtte rejse til andre socialistiske lande. Men drømme gjorde de utvivlsomt.

Dagen begyndte helt anderledes. Fra Dresden kørte vi mod nord langs den polske grænse og lavede et stop i Cottbus, som vi aldrig tidligere har besøgt. Umiddelbart virkede den som en kedelig by på vej ud af DDR’s skygge, men Altmarkt i byens midte var smuk med mange barokhuse.

I en sidegade blev nazi-tidens ofre mindet med de såkaldte ‘snublesten’, som man finder mange steder i Tyskland –

Snublestenene fortæller her en historie om en hel familie: Cune, Rywka, Chaim, Max, Thekla og Zilla Fuks, der blev arresteret af Gestapo og myrdet i forskellige kz-lejre.

Da vi gik i byen, bemærkede vi, at alle gadenavne var to-sprogede.

Tysk og – troede vi – tjekkisk, men hvorfor tjekkisk her ved den polske grænse, det gav ikke rigtig mening? Det måtte vi naturligvis finde ud af, og det viste sig, at sproget er ‘sorbisk‘, et vestslavisk sprog, der tales af et mindretal på disse kanter. Der er – heldigvis – stadig mange nye og overraskende ting at finde i Europa.

Videre til næste kapitel: Rundt i Berlin – dag 1