Det regnede fra en novembertung himmel, da vi forlod Wittenberg på vej mod Dresden, som er vores næste destination. Vi havde fravalgt motorveje, og turen gik derfor ad smalle landeveje i et ualmindeligt fladt og trist landskab. Brune marker så langt øjet rakte kun afbrudt af kirketårne, der som belærende pegefingre stak op fra selv den mindste landsby. Mange steder passerede vi store, grå bygninger, der engang har været en del af et landsbrugs-kollektiv, måske et slagteri, men nu står de med ituslåede ruder og klaprende døre som monumenter over en udvikling, der er gået helt galt. Arbejdsløsheden er stor, og mange er henvist til at leve af sociale ydelser, hvilket har været med til at skabe grobund for både nynazistiske og fremmedfjendske bevægelser her i Østtyskland.
Vi trængte til en kop kaffe undervejs og stoppede i den gamle porcelænsby Meissen, hvor byens flotte kirke vidner om årtiers udledning af røg og sod fra den nærliggende industri.
Kirkens sodsværtede facade fik mig til at huske studierejser til Østeuropa før omvæltningen i 1989. Vi besøgte ofte industriområder i både DDR og Polen, og når vi spurgte til miljø- og arbejdsforhold fik vi altid en sang om, at det var der fuldstændig styr på – samtidig med, at alle kunne se kulsort røg vælte ud af områdets skorstene. At fortælle om de faktiske forhold ville være ensbetydende med at blive erklæret fjende af socialismen, så naturligvis gav de os en fortælling, som vi vidste var løgn – og de vidste, at vi vidste det!
Efter lidt trafik-bøvl i Dresden – GPS’en dirigerede os på et tidspunkt mod færdselsretningen, og jeg måtte lave en lynhurtig 180-graders vending – har vi på Bamberger Strasse fundet vores hotel, Holiday Inn, der er virkelig glimrende, og de næste dage vil vi udforske Dresden.
Dresden må idag være en af Europas smukkeste byer med et centrum, der er fyldt med spir, tårne, statuer og bygninger i en klasse for sig. Det er umuligt at gå her uden at tænke på, at i dagene 13-15. februar 1945 blev byen og dens omegn bogstaveligt talt pulveriseret af engelske og amerikanske bombefly. Dag og nat blev byen udsat for et massivt bombardement, der udover at smadre bygninger fremkaldte orkanagtige ildstorme, der smeltede alt på sin vej, mennesker, metal, glas.
Da bombardementerne var til ende, lå mere end 80% af byens huse i ruiner, og det er en imponerende og næsten uforståelig bedrift, at byen idag i alt væsentligt er genopbygget. Mange af de flotte bygninger er dog stadig sorte og sodsværtede, og jeg tror – men ved det ikke – at man ønsker at bevare et minde om krigens rædsler. Statuen på billedet nedenfor kunne man sagtens sandblæse og få til at fremstå blank og velpudset, men med den sorte patina bliver man (også) mindet om rædselsnætterne i februar 1945. En fremragende ide, synes jeg.
Noget af det, der mirakuløst overlevede bombeangrebet, er ‘Fyrstetoget’, et pragtstykke på mere end 100 m. Meissen-porcelænskakler, der viser en lang række saksiske herskere, anført af herolder med pauker og trompeter –
Selvom det er mere end 30 år siden, at DDR brød sammen, er der i Dresden heldigvis bevaret en række ting fra den tid. 40 års historie skal ikke smides på lossepladsen, selvom det for de fleste er en tid, man ikke ønsker sig tilbage til. På facaden af et tidligere ‘DDR-kulturpalads’ hænger dette maleri, hvor socialismens kvindelige helt stormer fremad mod nye sejre, mens forskellige historiske personer ser anderkendende til. I øverste, højre hjørne ses blandt andet Walther Ulbricht, DDR’s førstemand fra 1960 – 1971.
For nogle borgere på disse kanter står DDR-tiden i et smukt og nostalgisk skær. “Ikke alt var dårligt”, siger de og tænker først og fremmest på datidens sociale sikkerhed. Arbejdsløshed og den daglige økonomi behøvede man ikke bekymre sig om – det var velfærd uden velstand. På gågaden mødte vi en af disse borgere, der med russisk pelshue og den røde fane forsøgte at sælge det gamle, socialistiske budskab til de forbipasserende –
Salget gik vist ikke ret godt, og måske skyldes det, at mange kan huske STASI’s grimme ansigt og de ‘lokumskolde’ kendsgerninger, at hver fjerde bolig i DDR 25 år efter 2. verdenskrigs afslutning stadig ikke havde indlagt rindende vand og kun 82% af boligerne havde eget toilet og bad, da Berlinmuren faldt i 1989. (Læs lige denne statistik igen, det er vildt!).
Da jeg så den ihærdige mand med den røde fane, tænkte jeg, at det mest katastrofale, der er sket for det socialistiske budskab, var revolutionen i Rusland i 1917 og årene med Sovjetunionen.
På Antonstrasse i udkanten af Dresdens centrum besøgte vi et museum, der udelukkende bestod af artefakter fra DDR-tiden. Museet er ikke verdens mest interessante, men det var sjovt at gense min gamle MZ-motorcykel (startvillighed var ikke en af dens spidskompetencer!) og en skrivemaskjine af mærket Erika, som jeg flittigt benyttede i mine første år som gymnasielærer.
Oplysningerne ovenfor om de sanitære forhold i DDR stammer fra dette museum, hvor man også med slet, skjult spydighed gengiver Erich Honeckers tale ved fejringen af DDR’s 40 års jubilæum: “Altid fremad, aldrig tilbage!”
Selvrosen var kvalmende og kendsgerningerne malet lyserøde, og mange DDR-borgere – flest unge – valgte da også at fejre jubilæet med protestdemonstrationer, der brutalt blev slået ned af politiet. Parti-avisen Neues Deutchland skrev dagen efter:
Om aftenen den 7. oktober forsøgte urostiftere i Østberlin at ødelægge folkefesterne i forbindelse med DDR’s 40 års jubilæum. I sammensværgelse med vestlige medier stimlede de sammen på Alexanderplatz og i de tilstødende gader, hvor de råbte republikfjendtlige slagord. Kun takket være en opmærksom og betænksom indsats fra beskyttelses- og sikkerhedsstyrkerne kunne man i samarbejde med nogle af festdeltagerne forpurre urostifternes planlagte provokationer. Bandelederne blev anholdt og arresteret.
En måned efter brød DDR sammen.
At komme rundt i en storby kan være noget af en prøvelse for fødderne, men denne gang har vi cykler med, og selvom transporten af dem er lidt besværlig, så er det f….. genialt, når vi er fremme. Dresden har en særdeles heftig trafik, men på – stort set overalt – glimrende cykelstier kom vi hurtigt og smidigt frem uden at slide skosålerne i stykker og uden at skulle finde ud af byens bus- og sporvejssystem.
I denne forbindelse var det sjovt at iagttage tysk adfærd ved et lyskryds: Selv uden en bil indenfor synsvidde, venter fodgængere og cyklister alle pænt på grønt lys. Og da AM alligevel cyklede over for rødt, blev der råbt efter hende. Ordnung muss sein!
Det er idag d. 9. november, en skæbnedato i europæisk historie: På denne helt særlige dato blev Maren Spliid dømt for hekseri ved Ribe Ret i 1641, Napoleons begik statskup i 1799, Friederick Ebert udråbte den tyske republik i 1918 efter kejserrigets fald, Hitler forsøgte denne dag at kuppe sig til magten i 1923 (Ølstuekuppet) men blev i stedet smidt i fængsel, i 1938 blev natten forvandlet til “Die Kristallnacht”, da nazisterne indledte en egentlig forfølgelse af jøder ved at smadre tusindvis af jødiske butikker og brænde synagoger, og 51 år senere på samme dato faldt Berlinmuren og tusindvis af østberlinere strømmede ind i Vestberlin. Og det er kun nogle få af de store begivenheder, der fandt sted på denne dato.
Åh jo, der er endnu en begivenhed, omend i en anden liga: Anne-Marie og jeg har bryllupsdag! De sidste dages regnvejr er afløst af sol fra en blå og skyfri himmel, og jeg forsøgte straks fra morgenstunden at tage æren for den gode planlægning. Det gik vældigt!
Dagen var afsat til en tur til et område 40 km. syd for Dresden, der kaldes det Sachsische Schweitz. Måske er navnet bare smart turistgas, vi vidste det ikke.
Første stop på turen var Bad Schandau, en dejlig kurby, der ligger direkte ned til Elben –
Derfra kravlede vi (d.v.s. Volvo’en) opad i bjergene til Bastei-klipperne – hvor vi blev blæst omkuld af det mest fabelagtige landskab. Mit kamera var rødglødende og på overarbejde, for der var så utroligt mange, smukke motiver. Her er jeg i gang med at forevige indtrykkene –
Stedet er i høj grad værd at besøge! Muligvis er det en pest at være her på en sommerdag i højsæsonen, men på denne 9. dag i november var det fredeligt og fantastisk.
En gåtur og en bockwurst mit senf und brot senere kørte vi tilbage til Dresden via Pillnitz, hvilket også kan anbefales. Vinslotte og små hyggelige landsbyer uden DDR-præg gjorde det til en smuk tur. Lige indtil vi ramte Dresden i myldretiden, ufatteligt så mange biler, der er her i byen.
I morgen går turen videre til endnu et besøg i Berlin, og planlægningen er i gang –
