At dømme efter den første dag er Goslar en herlig by at gæste. Overskuelig (41.000 indb.) og med en charmerende bykerne med flere hundrede gamle huse, hvoraf mange er fra 1500-tallets reformationstid. Næsten alle er i bindingsværk og mange med skiferbeklædning –

På mange måder er det som at gå i den gamle by i Århus, blot med den forskel, at her er der et levende liv med forretninger og restauranter, og selv om det er blevet november, er det stadig dejligt at sidde udenfor og hvile de mødige ben –

Goslar har i århundreder levet af minedrift, hvor man har udvundet blandt andet sølv, og historien herom fortælles hver dag kl. 12 i et charmerende lille klokkespil på byens rådhus –

I middelalderen blev man så velhavende af at grave sølv og kobber ud af bjerget, at folkeviddet sagde, at mineejerne – reverenter talt – sked gulddukater, hvilket er illustreret på hjørnet af byens største hus –

Med sine århundreder på bagen er Goslar en rar og hyggelig oplevelse at gå rundt i, godt hjulpet af, at byen undgik at blive ødelagt under 2. verdenskrig og lige akkurat kom på den rigtige (vestlige) side af sektorgrænsen, så de mange smukke huse er originale, ikke genopbyggede som så mange andre steder i Tyskland.

Undervejs på en gåtur i centrum er det tydeligt, at kejsertidens historie og religion er tæt sammenvævet og har spillet en stor rolle for mange mennesker –

Men det var nu ikke kun religiøse motiver, vi fandt i gadebilledet, den traditionelle, tyske havenisse med et gedigent tvist af humor var her også –

1500-tallets reformation – og revolution – havde sit udspring i Wittenberg ikke langt herfra, og måske er det derfor, at Luther – noget alternativt, må man sige – i byens hovedkirke optræder på altertavlens fremstilling af den sidste nadver. Luther sidder forrest til venstre på relieffet –

Meget vidste vi om Luther, men at han også kunne gå 1000 år bagud i tiden, var nyt for mig!

I øvrigt fik vi i kirken en formidabel, gratis orgelkoncert af organisten, der gav den med fuldt udtræk. Sært, tænkte jeg, at en orgelkoncert i en kirke er en stor oplevelse, mens den i cd-spilleren ikke er noget særligt.

Tyskland er på mange måder et gammeldags land, hvilket bestemt har sin charme. Her må man have kontanter i pungen, for betalingskort modtages kun nogle steder (eller virker ikke!), postbudet har travlt, for breve er stadig mere udbredt end e-mails, fax-maskinen lever i bedste velgående, og sproget er langt mere formelt end det danske. Her bliver vi tiltalt med Sie/De – og se nu bare skiltet ved en simpel systue –

Vi bor på hotel Achtermann i Goslars centrum, et stort, gammelt hotel, hvor byens bedste borgerskab er kommet i generationer, og i den hyggelige restaurant kan man vælge mellem at sætte sig i ’Kaiser Nische’ eller – som her – i ’Bismarck Nische’, der er indrettet i bedste jugendstil og naturligvis med ‘ham selv’ på kaminhylden –

Både de tyske kejsere og i særlig grad Bismarck har vi som danskere dårlige erfaringer med, så vi satte os uden for nicherne!

Vi har halvpension ’Mit drei gänge menu’, og i aftes kunne vi til middagen som hovedret vælge mellem blæksprutte-fingre eller schweinebraten – begge dele ’mit kartoffeln’! Vi valgte schweinebraten, og foretten og desserten var glimrende (!). Det glas rødvin, vi bestilte, var helt tydeligt på dagen-før-eddike stadiet, men vi var for trætte til at brokke os over det.

Morgenmaden er tysk, gedigen og fantastisk med fremragende kaffe, masser af æg, pølser, bacon, brød og kager – endog fisk blev set på buféen (set!).

Efter formiddagens anstrengelser i Goslars gader fandt vi hotel Achtermann’s wellness-afdeling med svømmebad, boblebad og saunaer i flertal, og her midt under klima-konferencen i Glasgow var det nødvendigt at fortrænge, hvad den slags må koste i energi. Grøn energi forhåbentlig, men næppe. Et tilstødende torturkammer med kondicykler overså jeg derimod nemt, det må være for de syge, tænkte jeg.

Nationalpark Harzen ligger lige uden for hotellets dør, og da vejret indbød til udendørs aktiviteter, cyklede vi en 15 km tur rundt om Grane-Stausee, der lå smukt badet i efterårsfarver –

Vi besøgte også områdets mest berømte sted, Bloksbjerg, et sted, der naturligvis indbød til allehånde dårlige mande-vittigheder, men det blev ikke nødvendigt. På vej op ad bjerget lød det ovre fra passagersædet: “Her er godt nok smukt, her er godt at være!”. Det tænkte jeg en del over… 😂.

Den sidste dag i Goslar regnede det fra tidlig morgen til sen aften. Deutscher dauerregen! Vi ville have været ind i Rammelsberg-minen men sprang ud af billetkøen, da det blev klart for os, at et par timer dybt inde i et bjerg indhyllet i varmt tøj, regntøj, hatte, paraplyer og med krav om at bære mundbind hele tiden, næppe ville blive en god oplevelse.

Corona’ens fjerde bølge rammer Tyskland hårdt i disse uger, så der er krav om at bære mundbind overalt, undtaget når man færdes udendørs. Og uvant som det er for os, glemmer vi det hele tiden, men det bliver straks påtalt, og der er ingen kaffe på caféen, før vi med vores coronapas har dokumenteret to vaccinationer.

På grund af regnen blev det således en stille, sidste dag i Goslar, som bestemt er værd at gæste. Meget at se og med en venlig stemning overalt. Hotel Der Achtermann er glimrende omend en smule gammeldags som så meget andet i Tyskland. Middagen om aftenen i den gamle, brune og flotte gildesal i selskab med Der Kaiser og Otto Bismarck var et gensyn med den mad, vi fik i Danmark i 1950’erne – kartofler, kød, brun sovs og et par gange en smule salat. Veltillavet – men kulinarisk er vi et andet sted. Drikkevarer kunne kun betales med kontanter, restauranten havde en maskine til betaling med kort, men den fungerede ikke, måske var den for støvet 🙂 .

På en aftentur inden sengetid mødte vi i regnen dette charmerende par, hvor konen ikke var meget for at dele sin paraply –

(Værket er lavet af den columbianske kunstner Fernando Botero)

I morgen går turen til Lutherstadt Wittenberg med et planlagt pitstop i Quedlinburg. Vi har begge læst grundigt op på Luther og hans historie, og vi planlægger at gå i hans spor for at blive klogere på, hvem han var.

Videre til næste kapitel: Quedlinburg og Lutherstadt Wittenberg