Fra Goslar med kurs mod øst kom vi efter få kilometer til den gamle sektorgrænse mellem øst og vest – ‘jerntæppet‘ med Churchills udtryk fra 1946 –

Harzens bjerge blev afløst af de flade, østtyske landbrugsområder, der før 1989 fungerede som spisekammer for østblokken.

Mens den rige og højt industrialiserede del af Tyskland – Ruhrområdet m.m. – blev en del af Vesten efter 1949, blev disse landbrugsområder underlagt Stalins taktstok, der med stor brutalitet dikterede tvangskollektiviseringer og økonomiske 5-årsplaner. Den industri, der var her, blev pillet ned og sendt til Sovjetunionen som krigsskadeerstatning, og resultatet blev et DDR, der fra begyndelsen havde store økonomiske problemer og en langt ringere levestandard end i Vesttyskland. I 1953 førte det i Berlin og rundt om i DDR til  omfattende arbejderopstande, der brutalt blev slået ned, hvilket naturligvis ingen problemer løste men blot blev en trædesten frem mod det endelige sammenbrud.

Selvom det nu næsten er 30 år siden, at Tyskland blev forenet, er DDR stadig nem at få øje på. Store, grimme lejekaserner med hundredvis af fuldstændigt ens lejligheder dominerer fortsat mange af de småbyer, vi kørte igennem, og selvom de grå facader nogle steder er blevet malet i lysere kulører, ser her fortsat trist ud. Vores pitstop på vej mod Wittenberg, middelalderbyen Quedlinburg, er til dels undtagelsen, der bekræfter reglen. Her er – på afstand –  smukke huse og dejlige motiver –

Byen kunne med sine mange flotte huse være lige så spektakulær som Goslar, men så snart man kommer tæt på, er de mange år bag jerntæppet tydelig – –

Fra Quedlinburg gik turen videre de sidste 100 km til Lutherstadt Wittenberg, hvor vi fandt vores pension, Alabama, på Berliner Strasse. Her var ikke et øje, men via en dørtelefon blev vi guidet til en nøgleboks, fik den åbnet og fandt en nøgle til værelse nr. 4 i et stort, tomt  hus, og den fjerne men venlige stemme ønskede os et behageligt ophold. Lidt spooky, men OK!

En aftentur i den bemærkelsesværdigt mørke by gav os et første indtryk af, hvor vi var, for alt hedder noget med Luther – ‘Luther Strasse’, ‘Luther Apothek’, ‘Luther Café’ osv, Jeg sidder i sengen og skriver, mens AM sover som en sten ved siden af – sikkert ‘Luther schlaf’!  🙂 . I morgen tager vi fat på byen fra en ende af.

Luther i Wittenberg viste sig som en stor mundfuld, så det har fået sit eget kapitel.