Rundt i Berlin, dag 1
Vi har fået vores cykler pakket ud af cykelholderen, og de giver os en vældig aktionsradius, hvilket er en kæmpe fordel i så stor en by som Berlin. Man skal dog passe på, for trafikken er v-i-l-d, og nogle af cyklisterne (jeg kender en…!) opfatter cykelturen som et cykelløb, hvor det gælder om at overhale så mange som muligt! Her studeres løbslisten med konkurrenternes navne –
Første stop på dagens cykeltur var ved Marx og Engels monumentet lige over for Berlins domkirke –
Jeg har været ved statuen utallige gange, men de to ældre herrer skal besøges ved alle rejser til Berlin, fordi få mennesker har sat så stærke spor i historien som netop dem. I DDR-tiden forklarede folkeviddet, hvorfor Marx sidder:
“Herligt”, siger Marx, “med al den socialisme her”. “Det kan du have ret i”, siger Engels, “men ved du, hvad det alt sammen har kostet”? “Nej”. “Nå, ok, så sæt dig lige ned først”!
Det er symbolsk, at Marx og Engels vender ansigtet mod vest og ryggen mod øst, for deres filosofiske og historiske tænkning har ikke haft megen medvind. Meget – ALT – gik galt, da socialismen blev foldet ud i Sovjet, DDR og resten af østblokken, men det ændrer ikke ved, at de to herrer bidrog med væsentlige tanker om samfundsudviklingen, og de roterer utvivlsomt i deres grave af raseri over, hvordan deres tanker er blevet forvaltet.
Det gamle slot i Berlin blev revet ned af DDR-styret, fordi bygningen i marxistisk terminologi ‘repræsenterede en svunden historisk tid’, men man er nu næsten færdig med at genopføre slottet i form af Humbold Forum, der skal være et museum for ikke-europæisk kunst –
Hvor vellykket det er, synes jeg endnu er for tidligt at sige. Indtil videre er jeg skeptisk.
Lige bagved slottet ligger der en historisk seværdighed af de totalt nørdede. På den bygning, der indtil 1989 rummede DDR’s statsadministration (og idag er en handelshøjskole for kapitalistisk lærdom, historiens ironi!) er der på forsiden 2 balkoner, hvor store historiske begivenheder har fundet sted –
Fra den øverste, store balkon ‘fejrede’ kejser Wilhelm d. 2 i august 1914 udbuddet af 1. verdenskrig og hilste tropperne, der med begejstring passerede forbi nedenfor. Godt 4 år senere, i november 1918, var det tyske kejserrige brudt sammen, og den revolutionære politiker Karl Liebknecht udråbte fra selvsamme balkon den frie, tyske socialistiske republik. Begge dele gik, ved vi nu, ikke vældig godt, men for en nørd som mig var det sjovt at se den historiske balkon. AM syntes vist lige modsat, at det var totalt kikset. Retfærdigvis skal det siges, at balkonen i sin tid – da tingene skete – var en del af Berlins slot, men af veneration over for kammerat Liebknecht blev den skånet, da slottet blev revet ned, og i stedet placeret på den daværende statsadministrationsbygning, den nuværende handelshøjskole. Så lidt historie-forfalskning er der tale om.
Vi blev endnu en times tid i det historie-nørdede og opsøgte et sted, hvor der absolut intet spændende er at se: En ualmindelig grim og kedelig parkeringsplads –
Men under de parkerede biler er der sket store ting. Her lå – og ligger – Hitlers kommandobunker, hvorfra han dirigerede nazi-regimets sidste krampetrækninger og til sidst begik selvmord – bl.a. fremstillet i den fabelagtige film: Der Untergang. Bunkeren ligger der endnu, men man har i det moderne Tyskland absolut intet ønske om at skabe et kultsted for nynazister, og derfor er bunkeren begravet i sand og vand under denne p-plads, og der er absolut intet at se. Vi gik endnu længere (cyklerne var parkerede, og AM var tæt på at være tabt, men det er mig, der går med penge og kreditkort, så…!) og endte i Vossstrasse, hvor Rigskancelliet, Göring’s og Gestapos hovedkvarter og ikke mindst Hitlers 400 kvm store kontor var placeret. Alt er væk i dag og erstattet af boligblokke, men sjovt var det at være der (syntes jeg!). Lidt er der dog tilbage fra rigskancelliet, nemlig nogle store dekorationsplader af rødt marmor – de hænger nu i U-bahnhof Mohrenstrasse lidt længere mod øst ad Vossstrasse.
Tilbage på cyklerne kørte vi en tur langs den hedengangne mur, der delte Øst-og Vestberlin i to skarpt adskilte dele fra 1961 og frem til 1989. Vi tog udgangspunkt ved den gamle Rigsdagsbygning (“Dem Deutschen Volk“) og fulgte med skiftende held gennem 15 km. nogle små skilte: “Mauer-tour“.
Ved Bernauerstrasse står en del af den gamle mur endnu, og ofrene fra mislykkede flugtforsøg mindes med billeder og fortællinger –
Nærmest absurd var det at se den tyske ‘Ordnung-muss-sein’ hos DDR-regimet med dets revisoragtige opgørelse af hændelser ved muren, opdelt i antal varselsskud, sårede, døde mm –
Her hales et af ofrene for et ‘vellykket’ skud – et mislykket flugtforsøg – op af Spree-floden. Peter, hed han –
Hjemturen til hotellet – og TV-tårnet – gik gennem hyggelige Prenzlauerberg på gader og fortove, hvor de sidste blade er ved at falde af træerne –
Videre til næste kapitel: Rundt i Berlin – dag 2