Rundt i Berlin – dag 3
Det er lørdag, solen skinner, og alle berlinere er på gaden for at fejre weekendens begyndelse. I hvertfald virker det sådan, for hvor er der dog crowd’ed på gader og stræder, fortove og cykelstier. Også for crow’ed efter vores smag, en fornemmelse af klaustrofobi lå og lurede i baghovedet, mens vi krydsede os frem i menneskemængden.
Morgencykelturen – formiddagscykelturen! – gik til et gammelt arbejderkvarter fra DDR-tiden, Prenzlauerberg. Som det er sket mange andre steder, er arbejdere og folk med almindelige lønninger blevet presset ud af stærkt stigende huslejer, og i stedet er velstillede unge mennesker rykket ind. På fortovene kan man næsten ikke sparke sig frem for nybagte forældre med søde rollinger i klapvogne og bæreseler, og en stemning af noget politisk korrekt, poleret og økologisk svæver over det hele.
Vi parkerede hestene ved områdets centrum – Kollwitzplatz – hvor der var lørdagsmarked med – netop – alt det sunde, økologiske og korrekte –
Det er ikke svært at forstå, hvorfor velhavende unge vælger at bosætte sig her, for hele kvarteret er bundcharmerende med fine, gamle huse, utallige caféer og restauranter og naturligvis små shops med alt det, man ikke har brug for. At finde en p-plads kræver til gengæld held af overjordisk karakter, og hvordan de mange privatbiler hænger sammen med alt det økologiske og korrekte, gik aldrig op for mig. Måske fordi det netop ikke hænger sammen.
På Schönhauser Allee nr. 36 et stenkast fra Kollwitzplatz ligger et gammelt bryggeri, der idag er omdannet til Kulturbrauerei, Byggeriet er fredet grundet sin særlige arkitektur, og stedet er absolut et besøg værd p.g.a. mange spændende aktiviteter. Ved et tidligere besøg besøgte vi stedet og så her en udstilling om livet i DDR, der var rasende interessant og hele rejsen værd.
Hovedparten af den jødiske befolkning i dette område af Berlin blev under Nazi-regimet fanget og deporteret til udryddelseslejrene, hvorfra de aldrig vendte tilbage. Når man går på fortovene i området omkring Hackesche Höfe skal man (også) se nedad på fliserne, for ind imellem støder man på små firkantede fliser, såkaldte snublesten, med en messingplade, hvorpå der står en kortfattet meddelelse som fx.: “Her boede Rosa Schneller, f. Klein. Fødselsår 1888. Deporteret 1943. Myrdet i Auschwitz”. De ligger som mindesten over nazisternes forbrydelser, og der er mange af dem, så de er ikke svære at finde. De er lavet af kunstneren Günter Demnig, og fordi døden i Auschwitz var på samlebånd, var det ham magtpåliggende at lave dem en for en, så de blev ligeså forskellige som de mennesker, de repræsenterer.
Snublestenene er diskrete, fine – og flottest i regnvejr, og det kan man man så fundere over!
Midt i den tætbebyggede gade er der et hul. Huset der lå her blev sønderbombet under krigen, men meget originalt og som et mindesmærke hænger navnene på dem, der engang boede her, på væggene –
En stor jødisk skole ligger her også, beskyttet bag meterhøje jerngitre og med bevæbnede vagter i skoletiden. Det er desværre nødvendigt, for antisemitismen er stadig levende i Tyskland. Som skolens nabo – ved siden af en sløjfet jødisk kirkegård – står et monument til minde om en af Nazi-regimets uhyrligheder. Her lå et jødisk aldersdomshjem, der i 1942 blev inddraget af nazisterne og omdannet til samlingslejr for jøder fra hele Berlins centrum, ialt 55.000 mænd, kvinder og børn, der blev taget til fange og ‘opbevaret’ her, inden de blev sendt til kz-lejre for at blive udryddet. En forfærdelig historie, der aldrig må glemmes, og besøget ved monumentet er svær at ryste af sig. Her et lille udsnit: Mor og barn på vej…!-
