Fra Berlins hektiske – hysteriske – puls kørte vi nordpå med hovedstaden i Mecklenburg-Vorpommern, Schwerin, som  dagens mål. V i havde overtalt GPS’en til ikke at vælge motorveje, og turen gik derfor gennem flade, østtyske  landbrugsområder, hvor søndagsstille landsbyer med deres slidte huse og små kirker kom dryppende med jævne mellemrum. Herude er ingenting stort, ingenting er berømt, men livet ser ud til at gå sin stille gang, og vi så da en enkelt gang en MacDonald, hvor teenagere sværmede rundt.

Schwerin er vel i Danmark ikke kendt for noget som helst, måske bortset for det eventyrslot, der ligger smukt placeret ved byen – her fotograferet på en aftentur efter ankomsten til vores hotel, Plaza Hotel.

Slottet har en dansk relation, idet kong Christian d. X’s dronning, Alexandrine, blev født her på slottet juleaften i 1879 og gift med Christian i 1898, og hun var altså dronning Margretes bedstemor. Hun døde i 1952. Alexandrines far, Franz d. 3, havde titel af storhertug af Mecklenburg, og finere bliver det ikke på disse kanter. I dag er slottet offentlig ejendom.

Schwerin er en hyggelig by med brostensbelagte gader og et utal af små forretninger, hvor det ene køn (og det er ikke mit 🙂 ) nemt kommer helt ud af kontrol… 🙂 –

Apropos køn er Tyskland blevet et politisk korrekt land, og det betyder, at i stillingsannoncer skal det udtrykkeligt anføres, at også personer, der ikke identificerer sig som mand eller kvinde, også er velkomne til at søge. Jeg så det illustreret her på en butiksdør – ‘d’ står for ‘diverse’ (køn).

Der er uendelig langt fra fortidens jødeforfølgelser til nutidens beskyttelse af alle, men der er nok en sammenhæng alligevel, tænkte jeg!

Ikke så rart var det at se, at fortiden alligevel stikker sit grimme hoved frem her i det østlige Tyskland, hvor fremmedhadet blandt andet er forbundet med områdets (fodbold)fanklubber –

Byen er fin, men når det kommer til stykket, er Schwerin slottet og slottet er Schwerin –

De allerførste fundamenter til fast beboelse på Schweriner sø blev lagt i 900-tallet, da en slavisk stamme – Obotriterne – opslog deres hovedsæde her. At slaviske folkestammer var blandt grundlæggerne af det tyske rige både her, i Berlin og andre steder, voldte nazisterne en masse vanskeligheder, når de skulle begrunde deres raceteori, men med gedigen historie-forvanskning i blandt andet skolerne lykkedes det i høj grad.

Obotriternes fundamenter dannede de efterfølgende århundreder grundlag for det ene slot efter det andet, og i midten af 1800-tallet blev det nuværende pragtslot påbegyndt af Storhertug Franz d. II, som naturligvis samtidig sørgede for at få rejst en idealiseret fremstilling af sig selv –

Storhertugerne af Mecklenburg ejede slottet helt frem til kejserrigets sammenbrud i 1918, hvor den sidste i rækken, Frans d. 4 (bror til Alexandrine, dansk dronning gift med Chr. d. 10,  måtte træde tilbage og overlade det til staten.

Slottet rummer ikke færre end 600 værelser, ret absurd når man tænker over det, og stilarten er et fremragende eksempel på historisme, altså en sammenblanding af alle mulige stilarter –

Parken er vidunderlig at gå rundt i, også på en kold efterårsdag som i dag, og ved et af de smukke løvfaldstræer stod min faste rejsemuse minsandten –

Dagens cykeltur i Schwerin og omegn blev på 16 km, og sidste indtryk ud af byen var denne smukke udsigt –

Gad vist, hvad Alexandrine har tænkt, da hun i forbindelse med sit ægteskab med Christian d. X flyttede fra dette eventyrslot til de mere beskedne omgivelser på Amalienborg? Det er tankevækkende, at Chr. d. X kæmpede indædt for at få Danmarks grænse trukket så langt mod syd som muligt ved genforeningen i 1920, så tæt på Schwerin som muligt, kunne man tilføje. Christian tabte den kamp og udløste i stedet den dramatiske påskekrise, hvor han var tæt på at miste kronen. Hvad der er blevet talt om i soveværelset, ved ingen – men måske var Alexandrine den reelle arkitekt bag det hele?

Vi bor på hotel Plaza med et tilbud fra Risskov-bilferie, hvor vi havde penge til gode fra en tidligere rejse, og oplevelsen var som en rejse i det hedengangne DDR: Flot udvendig, skidt indvendig. Hotellet er flot og vores værelse er stort som en balsal, men varme i radiatoren og i vandhanen var en udfordring, der skulle arbejdes med. Efter at have hældt 1000 liter vand i kloaken lykkedes det at fremkalde varmt vand, men radiator-varme forblev en fjern drøm. Der er fine knapper på værelset til regulering af varmen og blæseren, de er bare aldrig blevet koblet til noget som helst, så de virker ikke. Men det så rigtig godt ud, lidt ligesom min gamle MZ-motorcykel, der blev produceret på disse kanter: Flot var den, men starte kunne den kun på gode dage 🙂 .

Den daglige rengøring af værelset var sparet væk med den interessante – skriftlige – begrundelse, at man fulgte corona-reglerne. Her gik jeg og troede, at man skal bekæmpe corona med rengøring, sæbe og sprit, og så er det bare helt forkert 🙁 . Måske var det også derfor, at vores værelse både havde håndklæder, sengetøj og skæghår fra de mennesker, der havde været her før os. Da vi fik fat i rengøringspersonalet – der talte russisk (tror jeg) – blev der dog gjort rent og skiftet sengetøj. I modstrid med corona-reglerne, forstår jeg nu!

Toppen – d.v.s. bunden – har vi dog fundet i hotellets spisesal. Aftensmad er med i værelsesprisen, og hvad vi fik i går, har jeg lykkelig fortrængt, men i dag, for 10 min. siden, rejste vi os fra det ringeste måltid – ever! AM fik noget ubestemmelig fisk med kogte kartofler til, mens jeg fik et stykke røget, fedt flæsk med et tykt tæppe af sauerkraut ovenpå og dertil kartofler. Flæsket var forfærdeligt, men kartoflerne var fine, altså bortset fra, at de var halv-rå og kolde i kernen og havde en æggeskalsagtig, hård hinde udvendig. Det var sager. Retfærdigvis skal det dog siges, at forretten, en paprikasuppe, var udmærket.

I morgen går turen hjemad – 450 km. til Viborg.