Jeg tror de fleste bilister på vej gennem Nordtyskland kender nummerpladen HH  xxx, men hvor mange ved, at det er Hamburgs stolte karakteristik af sig selv som Hansestadt-Hamburg. På samme måde står der HL xxx på bilerne fra Lübeck. Hanseaternes tid er middelalderen med et højdepunkt omkring midten af 1300-tallet, hvor Hansen var et interessefællesskab mellem en række byer i Nordeuropa med Hamburg som kongen og og Lübeck som dronningen.

Det river i os for at komme ud at rejse igen, men stort set hele Europa er her i slutningen af oktober 2020 lukket ned p.g.a. corona-smitten, der vokser alt for hastigt mange steder. I lang tid har Tyskland været åbent for danskere, fordi smittetrykket er på linie med vores, og vi havde planlagt en rejse til Harzen, som vi ikke har besøgt i mange år. Men ligesom vi skulle afsted, blev også den region erklæret ‘orange’ af de danske sundhedsmyndigheder, hvilket betyder, at alle ikke-nødvendige rejser frarådes, og selvom det ikke er ‘forbudt’ at tage derned, respekterer vi naturligvis henstillingen. Et enkelt lille vindue er dog stadig åbent, nemlig Slesvig-Holsten, og det skal naturligvis udnyttes.

I 1100- og 1200-årene trængte den tyske folkestamme langsomt men sikkert frem mod Østersøen, og i 1300-tallet var hele Østersøen samt Kattegat, Nordsøen og det nordlige Atlanterhav behersket af tysk handel og tyske fartøjer. ‘Kæmperne’ i denne handel var hansestæderne Hamburg og Lübeck, der grundlagde hanseatiske ‘kontorer’ så langt væk som Bergen i Norge, Brügge i Nederlandene og Novgorod langt inde i Rusland. Til de lange transportveje udviklede man en ny skibstype, hansekoggen, med større sejlføring og større kapacitet, så de både kunne fungere som krigsskib og lastskib. Jeg tror de fleste kender afbildinger af dem som nogle underligt klumpede sejlførende skibe med en vældig forhøjning for og agter, hvilket øgede anvendeligheden men samtidig forringede stabiliteten til søs.

Hanseaternes handel koncentrerede sig først og fremmest om ‘grovvarer’ som salt, tømmer, korn m.m. Salt var datidens guld, fordi det var tidens eneste konserveringsmiddel, og enorme mængder salt blev transporteret fra produktionsområderne i Lüneburg til Hamburg og Lübeck og derfra sejlet videre til markederne mod nord, øst og vest. Hanseaternes dominans var så stor, at adskillige byer i skandinavien i 1300-tallet var mere tyske end dansk/svenske/norske. Visby havde således et helt overvejende tysk borgerskab, og i Stockholm var det ved lov bestemt, at halvdelen af byrådet skulle udpeges blandt de tyske indbyggere.

Da ‘verden’ blev opdaget i 1400-tallet, blev det begyndelsen til hanseaternes nedtur, fordi deres værste fjender, englænderne og hollænderne, for alvor fik vind i sejlene. Da ‘trediveårs-krigen’ sluttede i 1648,  var det kun Hamburg, Bremen og Lübeck, der stadig kaldte sig ‘hansestæder’, og efter den sidste ‘Hanse-samling’ i 1669 var 300 års epoke slut.

Tilbage står nogle byer, der med deres historie, kultur og bygninger – i det omfang, det ikke er ødelagt af 2 verdenskrige – er værd at besøge, og i den kommende uges tid hjemsøger vi Lübeck for at se, hvad der er tilbage af hanseaterne.

Vi har købt 4 overnatninger på hotel Holiday Inn i centrum af Lübeck, og det viser sig at være en god ide, for hotellet er dejligt og personalet ualmindeligt venlig. Iført mundbind – hele tiden! – bliver vi skrevet ind og kvinden bag skranken siger lidt træt “I ved hvorfor”, da hun ber os udfylde en stribe papirer om vores sundhed og giver os en lang forklaring om de lokale corona-restriktioner. Men det er helt OK, og det passer os fint, at tyskerne er særdeles omhyggelige med afspritning og afstand. Hotellet har et lille wellness-center, og i bedste corona-stil har man det helt for sig selv – på skift efter reservation.

Vi har medbragt cykler, og i det herlige efterårsvejr cyklede vi 40 km. gennem små landsbyer og ad smattede skovstier til Travemünde ved Østerøens kyst.

Travemünde er en hyggelig by med mange gamle huse –

– og i byens seværdige Sct. Lorents kirke er der en usædvanlig mindetavle for byens døde i Bismarcks krig mod Frankrig i 1870-71 –

Den fransk-tyske krig 1870-71 er sikkert glemt af de fleste, men den er vigtig, for det var efter tysk sejr (og efter tilsvarende sejre i 1864 mod Danmark og 1866 mod Østrig), at Kejser Vilhelm d. I og Kansler Bismarck kunne gennemtrumfe en samling af Tyskland.

Lübeck er et fortræffeligt rejsemål i kort afstand fra Danmark – en enkelt tank diesel bringer os herned og tilbage igen. Byen er smuk og fyldt med krogede gader med et væld af historiske bygninger. Her en enkelt af dem, Das Heiligen-Geist-Hospital –

Hospitalet stammer fra 1200-tallet og husede helt op i 1970’erne syge og ældre. Der er i dag gratis adgang til hospitalet, og der er al mulig grund til at gå ind –

Motivet på det smukke, blyindfattede vindue i det gamle hospital – blodtransfusion fra et lam – er interessant og formodentlig en henvisning til verdens først, kendte blodtransfusion, som en fransk læge foretog i 1600-tallet fra et lam og direkte ind i årerne på en dreng, som først var blevet grundigt åreladet med igler. Drengen overlevede, men senere blodtransfusioner gik galt, og i mange år var blodtransfusioner forbudt af både kirke og videnskab. Først i begyndelsen af 1900-tallet får man kendskab til forskellige blodtyper, og i særdeleshed under de to verdenskrige får man praktiske erfaringer med blodtransfusion.

Lübecks gamle bydel er omkranset af en kanal, og en havnerundfart fører forbi en række hyggelige kvarterer –

Udover at byen rummer seværdige og hyggelige områder med en god stemning, er her også adskillige gode spisesteder. Vi spiste særdeles godt på Schiffergesellschaft på Breitestrasse 2, hvor man sidder på lange bænke (med passende corona-afstand, naturligvis!) i et stort lokale i massiv hanseatisk stil. AM taler stadig om sin ‘carrywurst mit pommes’ fra et tidligere besøg i Moseldalen, men den kunne ikke fåes her – verdammt – så hun tog i stedet den nordtyske nationalret, rødspætte i et bjerg af baconterninger, mens jeg fik noget rigtig mad –

Endnu bedre spiste vi dagen efter på restaurant Die Zimberei i Koenigstrasse 5.  Fremragende mad i moderne omgivelser og et godt vinkort med vin ‘by the glass’, og det hele til særdeles rimelige priser. Meget anbefalelsesværdigt.

Nogle gedigne efterårsbyger truer i horisonten, og så er det godt, at Lübeck også byder på glimrende museer. Et museum om Willy Brandt (Königstrasse 21) lød lidt småkedeligt, men der var gratis adgang, så vi gik ind, og det var faktisk spændende. Willy Brandt er et dæknavn fra hans flugt fra nazisterne under 2. verdenskrig – egentlig hed han Herbert Ernst Karl Frahm – men efter krigen beholdt han dæknavnet og står idag som en af Europas største og mest fremsynede politikere, der som overborgmester i Berlin og senere Kansler i Forbundsrepublikken var involveret i nogle af de mest dramatiske begivenheder under den kolde krig. Bedst husker jeg ham for hans improviserede knæfald, da han i 1970 besøgte mindesmærket for Ghettoopstanden i Warszawa under 2. verdenskrig og ved samme lejlighed gav afkald på alle tyske grænsekrav over for Polen – en politik, der var med til at give ham Nobels fredspris året efter.

Lübecks berømte vartegn, Holstentor, er påbegyndt i 1400-tallet og bygget på blød jord, hvilket betyder, at det sydlige tårn (til venstre på billedet) hælder bagud – ikke som tårnet i Pisa, men alligvel –

Holstentor rummer Lübecks bymuseum, og det er også interessant at besøge, hvis man vil vide mere om hanseaternes historie, da de var den dominerende handelsmagt i Nordeuropa.

Man kan spise rigtig godt i Lübeck, men det modsatte kan også være tilfældet. Vores sidste restaurationsbesøg var på ‘Gusto’, en italiensk restautant, der på TripAdvisor har fået fine anmeldelser. ‘Fake News’, siger vi efter at have været der og opgivet at komme igennem to ualmindeligt kedelige pizzaer og en Chianti så dødssyg, at den var moden til kirkegården. Heldigvis kun et enkelt glas, men alligevel.

Hanseaternes tid var urolig med små og store konflikter, men også vores tid har sine kolossale udfordringer. I disse dage går grænsebommene ned i hele Europa  på grund af en heftig anden bølge af corona, og udgangsforbud er indført i flere store byer. Samtidig er Frankrig “under angreb” (præsident Macron’s udtryk!) fra den radikale islamisme, der med knivdrab og halshugninger af sagesløse, ældre medborgere vil hævne nedsættende ytringer om Islam. I realiteten er Frankrigs krig også vores krig, fordi vi deler de samme idealer om bl.a. ytringsfrihed, kvinders rettigheder etc., og nu er der ikke længere rum for bortforklaringer: Islamiske regler gælder ikke i Europa og ytringsfrihed kan ikke gradbøjes. Det bliver en hård vinter!

Men i USA vinder Joe Biden en jordskredssejr på tirsdag. Jeg ved det bare! 🙂