1. BERLINS CENTRUM

Der er ufatteligt mange muligheder for at pleje sine kulturelle interesser i Berlin, næsten uanset af hvilken art de er. Vi er glade for musik, og da vi bor i Østberlin, er det oplagt at interessere sig for programmet hos Statsoper på Unter den Linden. I februar 2018 så vi balletten Giselle med det tyske balletkorps, og det var en af de smukkeste oplevelser, vi nogensinde har haft. Musikken – af Adolphe Adams – er honning for øregangene, og danserne var …”weltklasse”! En fantastisk aften. Dagen efter var der opera – La Traviata – og den ville vi bestemt gerne have hørt, men tiden i Berlin var gået, så det må blive en anden gang. Priserne er nogenlunde som i DK, og billetter kan købes på forhånd på nettet, hvilket er nødvendigt, da der – af gode grunde – ofte er udsolgt. Selve teaterbygningen er i sig selv også en oplevelse, oprindeligt opført af Frederik d. store i midten af 1700-tallet – til ham selv, solo! – men efter hans død blev den åbnet åbnet for offentligheden.

Husk – hvis man er her efter mørkets frembrud – at se monumentet under glaspladen midt på Bebelplatz, som jeg har beskrevet andetsteds.

Det jødiske museum i Berlin må være blandt Europas top-3 museer. Alene bygningen – tegnet af Daniel Liebeskind – er i sig selv en stor seværdighed – men det er naturligvis udstillingerne, der er de centrale oplevelser. Her vises 1000 års tysk-jødisk historie, og det er på samme tid deprimerende og fascinerende. Én kunstinstallation gjode et særligt indtryk på os: Flere tusinde små metalskiver udskåret som hoveder (barnehoveder?) ligger på jorden, og den besøgende opfordres til at træde på dem; da metalskiverne ligger løst, resulterer det i, at de glider mod hinanden og “skriger”…! Meget stærk snaps!

Da vi sidst var der – i februar 2018 – var der en særudstilling om Jerusalem, der var helt betagende. Vi kunne have brugt en hel dag på udstillingen, der helt bestemt er en lang rejse værd.

Märkische Museum er en del af Berlins bymuseum og har til huse i en bygning fra slutningen af 1800-tallet, der mest af alt ligner et middelalderkloster. Ud over at vise Berlins historie, har det med jævne mellemrum særudstillinger, og en væsentlig grund til, at vi besøgte Berlin i februar 2018, var for at se en særudstilling om Tyskland i 1937 – det sidste gode år inden krigstrommerne kunne anes i det fjerne. Ny forskning viser, at mange ældre tyskere mener, at hvis ikke Hitler havde startet verdenskrigen, ville han have været den største statsmand i Tysklands historie – Bismarck inclusive. 1930’ernes krise var overvundet, arbejdsløsheden var lav, selvtilliden var voksende, og det var endnu ikke blevet klart, hvilke djævelske planer Hitler-regimet havde. Tværtimod talte Hitler på 4-årsdagen for sin magtovertagelse om, at “overraskelsernes tid nu var ovre”. På 4 år havde Hitler genrejst Tyskland, og nazismen var på det tidspunkt endnu ikke et diktatur “fra oven” men havde  tilslutning i brede dele af befolkningen – nogle tyske historikere kalder ligefrem systemet i 1937 for et “konsensusdiktatur“. I de fleste hjem stod der nu en “Volksempfänger”, der var et effektivt redskab for Goebbels propagandamaskine, og næsten alle unge lod sig optage i Hitlerjugend (drengene) eller Bund Deutscher Mädel, hvor indoktrineringen kørte på fuld kraft.  Udstilingen viste tydeligt, at en væsentlig årsag til nazi-regimets succes var denne systematiske nazifisering af samfundet fra vugge til grav kombineret med vold og terror over for alle afvigere og kritikere.

Udstillingen var særdeles velbesøgt, da vi var der, og det var opmuntrende at se tyskere ryste fortvivlet på hovedet, når de hørte den nazistiske propaganda på film og i radio.

Midt i et pænt villakvarter i bydelen Lichtenberg ligger et af de absolut mest spændende og uhyggelige steder at besøge i Berlin: Hohenschönhausen.

Umiddelbart efter afslutningen af 2. verdenskrig var det en opbevaringslejr for det sovjetiske hemmelige politi. Senere overtog det østtyske statssikkerhedsministerium STASI bygningerne og gjorde det til fængsel for DDR-borgere, der af den ene eller anden grund blev anset for at være – eller potentielt kunne være – fjender af systemet. Hvis man var utilfreds med sit barns børnehave og i den anledning kom til at sige “Dumme kommunister”, kunne det sagtens give anledning til en indberetning fra en stikker og en efterfølgende arrestation. Tusinder af politiske fanger har passeret gennem dette fængsel, og for DDR-staten blev det en industri at indfange folk, der så kunne blive løskøbt af Vesttyskland mod solide vesttyske D-mark.

Bygninger og inventar i fængslet Hohenschönhausen står intakt og giver den besøgende et skræmmende indblik i politisk kontrol og forfølgelse og ikke mindst under hvilke vilkår, de indsatte boede:

Der er kun adgang på guidede ture – læs mere her: http://www.berlin-guide.dk/index.php/museum/16-guideinfo/tag-pa-museum-i-berlin/138-hohenschoenhausen-stasi-faengslet-i-berlin.

Fængslet lå også i DDR-tiden i et tilsyneladende alm. villakvarter, men i virkeligheden var det et beskyttet militært område, der var hermetisk lukket for den omgivende verden, og komplekset var ikke afmærket på kort over Østberlin. Af samme grund var alle huse og lejligheder i området forbeholdt Stasis egne folk.

Man kan kun besøge fængslet på guidede ture, og er man så heldig at få en tidligere indsat som guide, venter der den uforglemmelig oplevelse. En af vores guider fortalte, at han blev arresteret hjemme og kørt til fængslet i en lukket og anonym varebil, der var udstyret med små, lukkede celler, så fangerne ikke kunne se eller høre hinanden. Ofte blev de kørt rundt i timevis i totalt mørke, og når de kom frem, anede de ikke, om de befandt sig i Berlin eller et helt andet sted. Guiden fortalte, at det stadig sker, at folk på rundvisning pludselig udbryder: “Jamen, det var jo her jeg var indespærret”….! For yderligere at forvirre fangerne og nedbryde dem mentalt markerede man bevidst årets helligdage (jul, påske etc.) på forkerte tidspunkter – alle nedrigheder blev taget i brug. Og nedbrydningen af fangerne var så effektiv, at nogle af dem blev sindssyge og/eller selvmordstruede, og derfor rådede det top-moderne fængsel naturligvis også over en gummicelle –

Ved ankomsten til fængslet blev fangerne registreret, kropsundersøgt, frataget al personlig udstyr og fik udleveret undertøj, slåbrok og sutsko. Vigtigt var det, at fangerne ikke mødte hinanden på gangene, og det sikrede man gennem et sindrigt system med røde og grønne lys på gangene (som stadig kan ses), der fortalte vogterne, om en fange kunne flyttes fra et sted til et andet uden at møde nogen. Sovestillingen om natten var også reguleret – på ryggen med begge hænder over tæppet – og lyset i cellen blev tændt adskillige gange hver nat for at sikre, at reglen blev overholdt.

Mange af de STASI folk, der boede i området dengang, bor her endnu. Bødler og ofre kan stadig møde hinanden på gaden, og at det er tidligere fanger, der viser rundt, falder ikke i god jord i alle kredse. Det sker da også, at skilte, der viser vej til fængslet, bliver pillet ned i nattens mulm og mørke eller at dem, man spørger om vej, “aldrig” har hørt om fængslet…!  Byg-ningen og dens historie er virkeligt en af de meget ømme tæer i denne del af Berlin.

Læs mere her: http://www.berlin-guide.dk/index.php/museum/16-guideinfo/tag-pa-museum-i-berlin/138-hohenschoenhausen-stasi-faengslet-i-berlin.

Et besøg på Hohenschönhausen kan fint kombineres med et besøg i bygningen, hvor Stasi-ledelsen holdt til, incl. et besøg på chefkontoret for Stasi, hvor Erich Mielke residerede. Lokalerne står som da de blev forladt i 1989. Stasi blev grundlagt med KGB som forbillede og fungerede fantastisk effektivt som undertrykkelsesapparat, hvilket ikke er så sært, idet man vurderer, at for hver 6,5 borger i Østtyskland var der 1 STASI-agent. I praksis betød det, at i mange familier var far, mor, en onkel eller andet nært familiemedlem STASI-agent – uden at resten af familien vidste noget om det! Det var ikke så sært, at mange familier gik i opløsning, da Stasi-arkiverne blev gjort offentligt tilgængelige efter DDR’s sammenbrud.

Stasis motto var “Schild und Schwert der Partei” og fungerede som et middel for det magthavende kommunistparti  til at overvåge borgerne, så partiet kunne bevare sin magtposition. Efter murens fald bygningerne i Lichtenberg blev stormet af rasende borgere, og selv om Stasi-officerer havde nået at ødelægge de mest kompromitterende dokumenter, er der stadig enorme mængde tilbage, og de er faktisk offentligt tilgængelige! I dette gamle hovedkvarter kan man i dag bl.a. se den daværende leder, Erich Mielke’s kontor, der står, som det så ud på hans sidste arbejdsdag. Man kan også se fantastiske/tragikomiske eksempler på overvågningsteknologi i bedste 007 stil som fx. infrarøde kameraer indbygget i alt fra knapper og fuglekasser til sten og betonsøjler. Meget udstyr blev stjålet eller forsvandt de sidste dage, men der er stadig en del at se på. Museet er måske en anelse ”støvet”, men for folk med historisk interesse er det absolut et besøg værd.

Den tyske film: “Das leben der Anderen”, giver en fremragende indblik i livet som forfulgt DDR-borger, og filmen er et must-see før eller efter et besøg hos i Stasi-hovedkvarteret og Hohenschönhausen.

“Berliner Unterwelt” er endnu et museum, der er værd at besøge. Museet består af beskyttelsesrum fra 2. verdenskrig, og som besøgende slår det en, hvor utilstrækkelige de må have været og hvor forfærdeligt, det må have været at opholde sig her under meget trange forhold, mens et massivt luftangreb rasede udenfor. Nogle af beskyttelsesrummende blev efter krigen “opgraderet” til at være beskyttelsesrum i tilfælde af et angreb på byen med atom-våben, og bare tanken om at være hernede dybt under jorden bag låste, tommetykke metaldøre tæt-tæt sammen på alt for lidt plads og med “kunstig” luft får det til at gyse i de fleste –

Læs mere på https://berliner-unterwelten.de/.

Jødeforfølgelserne fik en kortvarig pause i 1936, og de tyske myndigheder havde pludselig travlt med at fjerne skilte som dette og tusindvis af andre, der var endnu værre –

Årsagen var ganske enkelt, at de olympiske lege 1936 skulle afholdes i Berlin, og Hitler-regimet ønskede at give de besøgende et indtryk af, at alt var fryd og gammen i Nazi-tyskland – og faktisk lykkedes det ganske godt, for der blev skrevet mange avisartikler, der beskrev, at rygterne om jødeforfølgelser vist var vildt overdrevne.

Til legene byggede Tyskland et helt nyt, enormt stort og prangende stadion, der skulle imponere omverdenen –

Olympiaden blev filmet af Hitlers yndlingsfotograf Leni Riefenstahl  (1938), og her er et klip fra filmen:

---

---

Legene blev set med tyske øjne en succes forstået på den måde, at omverdenen var imponeret over den tyske økonomiske og industrielle formåen og de værste rygter om jødeforfølgelser blev fejet ind under gulvtæppet. Op det sportslige område gik det dog knap så godt, idet legenes store stjerne blev den sorte, amerikanske løbet, Jesse Owens, der vandt ikke færre end 4 guldmedaljer og dermed underkendte Hitlers raceteorier.

Min gymnasiekærestes far – Ole Dorph-Jensen – deltog for Danmark i 400 m. hækkeløb, og jeg husker ham fortælle om, hvor stort det var at stå på stadion under den pompøse indledningsceremoni, som hele den nazistiske ledelse deltog i. Han vandt nu ingenting, men det gjorde til gengæld “lille henrivende Inge” i svømmebassinet – udtrykket er fra Gunnar “nu” Hansens medrivende reportage.

Historien er ikke forsvundet fra stedet og man mærker tydeligt den nazistiske stemning, når man iagttager bygningsværk, der skulle have være en del af “Germania”, som Berlin skulle omdøbes til efter Hitlers planer. Derfor er det bestemt værd at besøge det enorme stadion – også selvom man ikke er interesseret i sport, for når man går rundt ved de utallige siddepladser kan man ikke lade være med at fundere over, hvor Hitler mon sad…!

2. BERLINS UDKANT

Lidt uden for Berlin – i forstaden Oranienburg – ligger kz-lejren Sachsenhausen, der var den første lejr, som Himmler opførte efter at være blevet blev leder af Gestapo i 1936 og med det berygtede slogan –

Lejren lå (og ligger) i et ”pænt” villakvarter, hvor beboerne fra deres stuer kunne følge med i henrettelserne inde på lejrens plads, hvilket forstyrrede den gode stemning, og efter nogle klager blev galgerne flyttet til et lidt mere afsides sted. Hvad man ikke ser, har man ikke ondt af…!

Bl.a. fangerne her var Martin Niemöller, Einar Gerhardtsen, Trygve Bratteli og Aksel Larsen – samt Stalins søn, der døde i lejren, muligvis ved selvmord, fordi hans far nægtede at lade sønnen indgå i en fangeudveksling.

I løbet af 1941 og 1942 blev flere end 20.000 sovjetiske krigsfanger sendt til Sachsenhausen, hvilket lejren slet ikke kunne rumme. “Noget” måtte gøres, og den kreative tyske lejrledelse byggede derfor et “Genickschussanlage” (et nakkeskudsanlæg), ved siden af krematoriet og udstyrede det, så det lignede en lægekonsultation. En for en blev fangerne kaldt ind i “konsultationen” og stillet op ad væggen, hvorefter de af en bøddel i naboværelset blev skudt i nakken gennem et hul i væggen. Høj musik sørgede for, at de ventende fanger ikke hørte skuddene. Ialt flere end 18.000 mennesker blev henrettet på denne måde – for manges vedkommende få timer efter at være ankommet til lejren.

Den tysk-østriske oscar-vindende film, Forfalskerne, handler om nazi-tidens største forfalskningsprojekt og bygger på virkelige hændelser, der foregik her i kz-lejren Sachsenhausen.

Eminent dygtige jøder producerede store mængder af falske britiske Pund-sedler, der skulle bruges til underminere den britiske økonomi og belønningen var et lidt bedre liv end de andre jøder og – måske – overlevelse. Filmen er absolut værd at se som optakt til et besøg i Sachenhausen.

Da krigen var slut, omdannede Sovjet Sachenhausen til en fangelejr, der var i brug fra 1945 til 1950 – og hævnen var sød, da man omhyggeligt sørgede for, at forholdene for de tyske fanger var (næsten) lige så dårlig som under krigen…!

Postdam

Hvis hylende ambulancer og anden trafiklarm i Berlins centrum bliver lidt for meget af det gode, kan en tur til Postdam absolut anbefales. Her foretrak konger og kejsere at opholde sig, og det er der særdeles gode grunde til. To seværdigheder trænger sig i særlig grad på, nemlig Cecilienhof og Frederik d. Stores slot Sans Souci.

Kejser Wilhelm d. II var en spradebasse, der hver morgen brugte lang tid på at vokse sit “Schnurrbart”-overskæg, så det blev helt rigtigt og derefter finde en særlig flot uniform.

Måske skyldtes den overdrevne forfængelighed, at Wilhelm fra fødslen var delvist handicappet. Hans venstre arm var markant kortere end den højre og hånden kun halvt så stor, og på fotografier kan man se, at han forsøger at skjule sin højre hånd. Udover sine handicaps led han af kroniske øresmerter og nedsat førlighed, og nogle historikere mener, at disse forhold har påvirket hans emotionelle udvikling i uheldig retning og måske kan være med til at forklare hans mildt sagt problematiske beslutninger i perioden op til 1. verdenskrig. Det har også været nævnt, at mange forhold peger på, at Wilhelm d. II muligvis var bøsse, men da det var et absolut no-go i de kejserlige kredse, er det aldrig blevet bekræftet.

Ganske som Wilhelm II var optaget af sit udseende, var han besat af at leve smukt. Når han skulle rejse, skete det i hans flødefarvede tog og til søs foregik rejsen i den enorme lystyach SMY Hohenzollern – prøv at se denne lille filmstump:

Også på land skulle det være smukt, og i årene op til 1. verdenskrig lod Wilhelm opføre et nyt sommerslot i Postdam lidt uden for Berlin, som han opkaldte efter sin svigerdatter, Cecilie af Mecklenburg-Schwerin (der var søster til den danske dronning Alexandrine, gift med kong Christian d. X).

Cecilienhof blev opført i engelsk tudor-stil (mindreværdskomplekserne igen, se også omtalen af Berlins domkirke), og fremstår stadig i meget velholdt tilstand –

Wilhelms d. 2’s store drøm var at bringe Tyskland på niveau med de andre europæiske stormagter, først og fremmest England og Frankrig, og som 1800-tallet havde været Englands århundrede, skulle 1900-tallet være Tysklands århundrede. På tragisk vis fik han jo ret, men slet ikke på en måde, som han havde håbet, og han må have roteret i sin grav (han døde i landflygtighed i 1941), da hans elskede Cecilienhof blev brugt til den såkaldte Postdam-konference i sommeren 1945, hvor Stalin, Churchill og Truman delte Tyskland mellem sig.  Det var også her fra slottet, at Præsident Truman gav ordren til at anvende verdens første A-bombe over Japan, så slottet har virkelig lagt grund til nogle af historiens mest skelsættende begivenheder.

Der er glimrende guidede rundvisninger på slottet, hvor man bl.a. indvies i trængslerne med at have 3 kæmpe-ego’er under samme tag.

Ikke langt Fra Cecilienhof ligger det langt større slot Sans Souci (“Uden tårer”, eller måske bedre: “Uden bekymringer”), der blev opført under Frederik d. Stores regeringstid midt i 1700-tallet.

Frederik d. Store brød sig ikke om at være i Berlin, så når det ikke var absolut påkrævet, foretrak han at være på sit slot i Postdam. Her følte han sig lykkelig, kunne leve uden bekymringer og derfor bør slottet Sans Souci vel på dansk hedde “Sorgenfri“. (Tak, Anne K., for hjælp til den sproglige præcisering).

Slottet er vanvittigt flot, men min anbefaling vil være at besøge slottet Cecilienhof incl. rundvisning og dernæst besøge haveanlægget på Sans Souci, der er vanvittigt flot – med bl.a. dette elegante lille tehus –

Videre til næste kapitel: Praktisk i Berlin – transport, restauranter m.m.