Brno

BRNO

Idag havde alle Europas lastbiler besluttet sig for at køre gennem Tjekkiet. Sådan så det i hvert fald ud, da vi kom ind i landet, for helt bogstaveligt var den inderste vognbane på motorvejen én sammenhængende, lang række af lastvogne. Det gav en masse problematiske overhalinger og ‘elefantvæddeløb’, der tog laaaang tid, så de 550 km. fra Erfurt til Brno blev derfor ekstra lange. Bedre blev det ikke af, at Volvo’ens GPS uden varsel besluttede sig for at sende os på sightseeing i Prags små, brostensbelagte gader, hvor sporvognene hersker. Noget bøvlet, for at sige det mildt. Klokken var derfor næsten 18, inden vi nåede vores hotel i Brno’s centrum.

Brno ligger i den tjekkiske provins Mähren, hvis historie er snævert knyttet sammen med naboregionen Böhmen med hovedstaden Prag. I århundreder var de to regioner en del af det Habsburgske kejserrige, hvilket betød, at det officielle sprog var tysk, aviserne, skolerne og teatrene var tysksprogede, og det tjekkiske sprog var i en eksistenskamp. Alt var østrigsk, og også barnestjernen Wolfang Amadeus Mozart blev sendt hertil som 11-årig for at give en koncert. Han boede her fra december 1767 til januar 1768, hvilket naturligvis mindes med en tavle, som vi tilfældigvis passerede –

Den massive påvirkning fra Wien betød, at omkring år 1900 havde mere end halvdelen af Brno’s befolkning tysk som modersmål, og da Hitlers tropper marcherede ind i Mähren i marts 1939, blev de budt velkommen af heilende tysksindede borgere. Mange jødiske Brno-borgere blev deporteret til kz-lejre i Terezin og Minsk og mindes idag med de såkaldte ‘snublesten’, små brosten af messing – der er smukkest i regnvejr! – med de myrdedes navne. Vi fandt nogle stykker –

Byen blev befriet af den Røde Hær i 1945 under kommando af den berømte/berygtede marskal Malinovskij, og selvom tjekkerne mildt sagt har et anstrengt forhold til russerne, har en statue af ham til min store overraskelse fået lov til at blive stående. Vi fandt den på vores vej ind i centrum –

Brno er som så mange andre byer i Østeuropa delt i to: Et moderne og charmerende centrum omkranset af bydele, der er lige så grå og triste som de var i den kommunistiske tid. Vi bor 1,5 km. uden for centrum, og omgivelserne lever fuldt ud op til beskrivelsen –

Et stenkast fra hotellet ligger der ‘smarte’ butikker, der ikke har forandret sig meget siden dengang, hvor moden blev dikteret af en bureaukrat i et regeringskontor –

Da vi kom ind i bycentrum, var kontrasten slående. Inden for 100 meter skiftede stemningen og vi trådte ind i en helt anden verden med velholdte, smukke bygninger fra Habsburger-perioden, springvand, pizzabude på elløbehjul og familier, der nød det gode vejr i de kommunale liggestole –

Efter 1991 har Brno – med indbyggernes udtryk – oplevet en genfødsel. Byen summer af liv og rummer bl.a. en række højere læreanstalter. Det ser vi nærmere på i morgen.

– o0o –

Der var morgenstille i Brno, da vi begav os ind mod centrum for at opleve en søndag i provinsen. Et par gadetiggere med deres hunde sov endnu på fortorvet, og en enlig drukkenbolt stod ugenert og pissede nattens øller ud i et buskads efter at det lokale værtshus havde smidt ham ud og lukket dørene –

Af en eller anden grund mente AM, at vi skulle se at komme hurtigt videre, så det gjorde vi med Brno’s Peter-Paul domkirke som dagens første mål –

Den middelalderlige kirke i gotisk stil er imponerende, og inde i kirken stod folk i kø for at komme til alters –

Det behov havde vi ikke, så i stedet besøgte vi den atomsikrede bunker med kodenavnet 10-Z, der under den kolde krig var tænkt som beskyttelsesrum for de vigtigste personer i Brno, hvis ballonen gik op (sommansagde). I praksis betød det toppen af kommunistpartiet og deres familier, mens resten af lokalbefolkningen måtte klare sig selv. Solidaritet var mest til skåltaler, og bunkeren var naturligvis tophemmelig. Her taler AM med Khrustjov (på en long-distance telefonlinje) og fortæller ham, hvad hun mener om den slags –

Efter kommunismens fald er der blevet mulighed for at restaurere mange af de imponerende bygninger i Brno’s centrum, og idag er det nemt at se, at byen engang har været en del af det mægtige Habsburger-kejserrige –

Kirken på billedet ovenfor er Sct. Jacob, der i sin krypt rummer et kæmpestort benhus (‘Ossuarium’), hvor knoglerne fra mere end 50.000 mennesker ligger stablet op i sirlige konstruktioner –

Krige, pest- og koleraepidemier gav pladsmangel på kirkegårdene, da man af religiøse årsager ikke brændte de døde. Derfor gravede man 10-12 år efter den første begravelse ligene op igen, samlede skeletdelene sammen og flyttede dem til et benhus, så nye lig kunne overtage de ledige pladser på kirkegårdene. Pladsproblemerne opstod navnlig i perioder med pest- eller koleraepidemier og krig.

I benhuset i Brno betragtede disse 3 gamle hoveder os, tavse og med tomme (men alligevel udtryksfulde?) øjne –

Hvem mon de tre personer var? Havde de et godt liv, hvad levede de af, hvem holdt de af, døde de voldeligt eller i sengen? Måske var en af dem et geni, der ændrede verden, vi ved det bare ikke. Måske ligger Mozart i et benhus et sted, for han blev som så mange andre lagt i jorden uden sten, intet til hukommelsen og historien. Der er meget at tænke over i sådant et benhus.

Brno er absolut et stop værd på grund af sit dejlige centrum og den gode stemning, der er overalt i byen. Vi mødte kun venlige og imødekommende mennesker, og der er et utal af glimrende restauranter og caféer. Rundt om centrum er byen grim og slidt, men det er jo også en oplevelse at tænke over.

Vi boede på hotel U Heligonky 1,5 km fra centrum i et ualmindeligt grimt område, og hotellet er IKKE anbefalelsesværdigt. Til den samme pris må der kunne findes noget væsentligt bedre.

Videre til næste afsnit: Kesztely og Balatonsøen

 

Nye indlæg